Читать книгу Bibel og etik - Johannes Nissen - Страница 10

I stedet for „etik som skriftanvendelse“ vil jeg foreslå en mere dialog-orienteret opfattelse af forholdet mellem bibelteksten og nutidens erfaringer. Denne forståelse bygger på en række forhold, som jeg kort skal gøre rede for.

a. Den „fremmede“ tekst: Den første iagttagelse er den store afstand i tid og rum mellem teksten og os. Bibelens verden er på mange måder anderledes end vores. Teksten er kulturbunden.

Vi må derfor lytte til den „fremmede“ tekst, som vi lytter til en „fremmed“ person. Teksten er ikke et spejlbillede af os selv, men et vindue, hvor vi ser ind i en anderledes virkelighed. Det er den historisk-kritiske forsknings styrke, at den fastholder teksten i dens „fremmedhed“ og beskytter den mod subjektive ønskedrømme og ideologisk udnyttelse. Også andre nyere metoder (f.eks. socialantropologi) understreger tekstens fremmedhed.³⁷ I den forbindelse skal der peges på tre vigtige sider af denne fremmedhed.³⁸

For det første er fremmedheden en forudsætning for, at teksten kan virke forandrende på modtageren. Erfaringen af tekstens fremmedhed er derfor en forudsætning for fornyelse.

For det andet er tekstens fremmedhed også en forudsætning for, at den kan blive en dialogpartner. Hvis teksten er alt for velkendt og fortrolig, „siger“ den ikke noget. Den forbliver tavs. En tavs dialogpartner kan ikke have en kritisk funktion.

For det tredje er fremmedheden og afstanden mellem dengang og nu ikke nødvendigvis et stort problem, men kan tværtimod ses som forståelsens grunddynamik. Forståelse sker dialektisk i vekselvirkningen mellem fremmedhed og bekræftelse.³⁹

b. Forudforståelsen: I den eksistentiale tolkning påpeges det med rette, at den store afstand mellem teksten og vores verden kun kan overvindes ved en betydelig indsats fra fortolkerens side. R. Bultmann ønsker således at „af-mytologisere“ Bibelens fortællinger, dvs. nå frem til deres eksistentielle sandheder bag ved den mytiske iklædning (datidens verdensbillede).⁴⁰ Tre forhold karakteriserer metoden: 1. respekt for tekstens fremmedhed; 2. bestemmelsen af de „mytiske“ elementer; 3. en eksistentiel forståelse.

Den eksistentiale tolkning begynder med andre ord der, hvor vi er. „Der, hvor vi er“ (det „moderne menneske“) definerer Bultmann bredt, i kulturelle, filosofiske og akademiske begreber. Han inddrager hverken de sociale videnskaber eller hverdagens konkrete forhold, f.eks. arbejde, fritid, sygdom og sundhed; det vil sige alt det, som er menneskers fælles (korporative) virkelighed. I dag indser de fleste, at vi i vores forudforståelse også må inddrage bevidstheden om, hvordan vores liv er knyttet sammen med sådanne sociale og politiske forhold (strukturer).

At mennesket er et socialt væsen, understreges både af feministiske teologer og befrielsesteologer. Deres hermeneutik kan derfor ses som en nødvendig korrektion af Bultmanns opfattelse. Mens de første betragter de patriarkalske strukturer som en væsentlig del af forudforståelsen, peger de sidste mere bredt på alle uretfærdige sociale forhold. Befrielsesteologen C. Mesters udtrykker det på følgende måde: Bibelen giver teksten, menigheden konteksten, mens „virkeligheden“ – dvs. folkets virkelige livssituation – er „præ-teksten“: den virkelighed, som ligger foran teksten, når denne læses i sin kontekst.⁴¹

c. Mødet mellem teksten og nutidens erfaringer: Den kritiske dialog mellem bibeltekst og nutidserfaring kan beskrives på flere måder. En hermeneutisk teori baseret på filosoffen H.-G. Gadamer taler om et møde mellem tekstens horisont og fortolkerens horisont.⁴² Når to horisonter mødes, vil der ske enten et sammenstød eller en sammensmeltning. Kun i sidstnævnte tilfælde kan man tale om en forståelse af teksten.⁴³

Flere forudsætninger må være opfyldt, for at en sådan „horisontsammensmeltning“ kan finde sted. For det første kræves der åbenhed hos fortolkeren over for teksten. Fortolkeren må være åben over for, at teksten kan tilføre noget kvalitativt nyt. Desuden må han (hun) være sig bevidst om sine egne forudsætninger (jf. b. ovenfor) for at undgå, at man tillægger teksten meninger, den ikke har. Endelig skal det bemærkes, at tekstens horisont ikke er afsluttet. Den bevæger sig, ligesom fortolkerens horisont bevæger sig.

En mere praktisk orienteret tilgang ses i den interaktionelle bibellæsning.⁴⁴ Her er fortolkningen ikke den enkeltes opgave, men menighedens. Dertil kommer, at teksten ikke opfattes som „undersøgelsesgenstand“, men som dialogpartner.⁴⁵