Читать книгу Bibel og etik - Johannes Nissen - Страница 5

En vanskelighed i dialogen mellem eksegeter og fagetikere er spørgsmålet, hvad der menes, når man taler om „etik“. Bibelforskere peger med rette på, at dialogen besværliggøres af flere forhold. For det første kan det let blive vore spørgsmål, der bestemmer forløbet af undersøgelsen. For det andet er der ved systematiseringen af de forskellige udsagn i Ny Testamente en risiko for at isolere udsagnene fra den sociale virkelighed, i hvilken de er blevet til.¹⁰

Ofte går man ud fra, at den primære opgave for etikken er at vise, hvordan moralen begrundes i uforanderlige principper og overbevisninger. Man kan desuden spørge, om det overhovedet er en opgave at fremstille en nytestamentlig „etik“. Vi er vant til at tænke på etikken ud fra moralske argumenter og regler. Således forstået har den et rationelt præg.¹¹ Vi har professionelle etikere (fagetikere) og filosoffer, hvis opgave det ligefrem er at efterprøve argumenter og undersøge regelsæt. Selv om etikerne ofte føler sig dårligt tilpas ved rollen, så opfattes de tit som en slags „teknikere“, der skal hjælpe folk til at finde frem til de bedste (rigtige) løsninger i et pluralistisk samfund med mange konkurrerende livsanskuelser og synspunkter. En sådan etik kan blive en etik, der fungerer „ovenfra nedefter“.¹²

Imidlertid er der en anden mulighed for at undersøge etikken, nemlig „nedefra“. Interessen gælder da ikke så meget, hvad de første kristne lærte, men hvad der var det symbolske og sociale univers, i hvilket deres lære gav mening.

Hvor tyngdepunktet i den første indfaldsvinkel kommer til at ligge på den virkning, der udgik fra Jesus (og andre fremtrædende personer, f.eks. Paulus), så ligger den i sidstnævnte tilfælde mere på, hvordan påvirkningen fra Jesus (og de andre) udvirkede sig, hvordan man tilegnede sig budskabet.¹³

Den sidstnævnte tilgang spørger ikke primært efter ideernes historie, men efter menighedernes historie, jf. også tendensen inden for almindelig historieskrivning til at spørge ikke blot efter ledernes anskuelser, men også efter „almindelige“ menneskers tro og levevis.

Vægten kommer til at ligge på beskrivelsen af konkrete forhold og sociale mønstre i menighederne. Hertil anvendes i stor udstrækning nye socialhistoriske og socialantropologiske metoder. Man ønsker at finde frem til de første kristne gruppers „moralske univers“. Menighederne må nemlig opfattes som fællesskaber for den etiske samtale.

Efter denne opfattelse drejer det sig således om menighedens identitet som gruppe og om de værdinormer, der præger den kristne gruppe. Det bør dog bemærkes, at man ved analysen af de første kristnes etos ikke bør adskille menighederne fra omgivelserne. Det karakteristiske ved den kristne etik/etos findes ikke ved, at man skræller alt det væk, der er overtaget fra den omgivende verden, så der tilbage kun er en kristen kerne. Det særligt kristne vil ikke fremstå ved, at man ser bort fra alt det andet, men ved at man sammenholder og konfronterer de kristne grupper med omgivelserne.¹⁴

Begrebet „etos“ anvendes af en del forskere med varierende indhold.¹⁵ Her er det anvendt i samklang med formhistorien og den sociologiske metode. De skabende kræfter i urkristendommen lå i højere grad i menighederne selv end hos deres ledere.

Sammenfattende kan det siges, at „etik“ i denne sammenhæng ikke skal forstås i den snævre betydning af et sæt moralske regler, normer eller påbud – som alt i alt udgør en lærers „etik“ eller et samfunds eller en religions „etik“.¹⁶ En bredere brug er forudsat, så ordet nærmer sig ordet „etos“, livsmønster og moralsk inspiration.¹⁷