Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 22

De indsamlede interview vil ikke blive genstand for en simpel analyse hvor respondenternes udsagn ufiltreret videregives (Atkinsson & Coffey 2003: 119). I stedet vil der blive reflekteret over interviewpersonernes fremstillinger af deres fysiske og ikt-baserede mobiliteter, deres rejsemønstre, drømmerejser, rejseoplevelser etc. Deres egne beretninger vil således indgå, men med et distanceret blik på det sagte hvor det underliggende, det sansede og/eller følelsesmæssige vil blive forsøgt uddraget af det der blev sagt med ord, og hvor min egen erindring om interviewet og den kontekst det indgik i, ligeledes vil bidrage. Endelig vil løbende studier af mobilitetssociologiske teorier og analyser samt en forhåndsviden fra mange års arbejde med menneskers transport og mobilitet, uomgængeligt være en betingelse for bogens analyse.

En generelt kritisk tilgang både til selve interviewene og til den efterfølgende analyse af dem er nødvendig hvis ønsket er en forskning som ikke udelukkende bekræfter hvad man vidste i forvejen eller – værre endnu – udelukker hvad man ikke ønsker at vide. Som (samfundsvidenskabelig) forsker vil man som regel søge nogle mønstre i det man undersøger, men samtidigt er det vigtigt hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved det man finder og de mønstre der dannes. I en artikel med titlen »Kritikkens nødvendighed eller det venligt fjendtlige samarbejde mellem forskere« (Bredsdorff 2008) genintroducerer forfatteren Poppers kritiske videnskabssociologiske syn på forskning som sådan. Artiklen argumenterer for nødvendigheden af en kritisk tilgang i forskningen¹¹ og pointerer at »kritikken eller den permanente og årvågne ‘kritiske attitude’ er afgørende« (Bredsdorff 2008: 60) hvis forskningen skal kunne frembringe ny viden. Artiklen citerer Popper for følgende:

For hvis vi er ukritiske, vil vi altid finde, hvad vi ønsker: Vi vil lede efter og finde bekræftelser, og vi vil se bort fra og ikke få øje på alt det, der kunne være til fare for vores yndlingsteori.

(Popper 1944-45)

Ifølge Popper resulterer en ukritisk tilgang hvor man kun iagttager givne fænomener i lyset af en teori man kender i forvejen, i at man uundgåeligt bliver bekræftet i det man allerede vidste, og samtidigt risikerer at se bort fra det nye som ligger uden for ens eget teoretiske paradigme.

Samme tema bliver behandlet ud fra et lidt andet perspektiv af den (øst) tyske forfatter Christa Wolf i en biografi med titlen En dag i året (Wolf 2008). Hun refererer her biologen Werner Zurfluh som beskæftiger sig med drømme. Han gør bl.a. rede for hvordan det »menneskelige samfunds målsætning« fører til et vrængbillede af drømme (ibid: 258), og forfatteren Wolf overfører denne erkendelse til sit eget felt, forfatterskabet, hvor »stilen i fortællingen vil vise, hvor stærkt mit sprog er præget af de terminologier, jeg har til rådighed« (ibid: 259). I artiklen citeres Einstein som for sin del forklarer sammenhængen mellem teori og observation på denne måde:

[…] fra det principielle standpunkt er det helt forkert kun at ville basere en teori på iagttagelige størrelser, for i virkeligheden forholder det sig jo præcis omvendt. Først teorien afgør hvad man kan iagttage … Selv om vi tager fat på at formulere nye naturlove, der ikke stemmer overens med de hidtidige, formoder vi dog, at disse sidste på vejen fra den proces, der kan iagttages, til vores bevidsthed, fungerer så nøjagtigt, at vi kan stole på dem og derfor har lov til at tale om iagttagelser. Men det mulige, det man forventer, er en vigtig bestanddel af vores virkelighed, som vi ikke må glemme ved siden af det faktiske.

(Einstein, citeret fra Wolf 2008: 260)

Zurfluh pointerer således gennem Einstein-citatet vigtigheden af at være kritisk eller åben over for sine iagttagelser, og fremhæver den risiko en ukritisk tilgang indebærer: »Står åbenhed […] ikke længere i centrum for et paradigme, kan man kun observere i overensstemmelse med teorien. Man fjerner kendsgerninger, der strider mod teorien, og erstatter dem med ideologi« (Zurfluh, citeret fra Wolf 2008: 260). Uden en åben og kritisk tilgang til det stof eller tema man ønsker at kaste lys over, risikerer man således dels at være blind over for (nye) kendsgerninger, dels at erstatte dem med ideologi som er en del af og integreret i enhver teori. Det vigtige her er således at fastholde en kritisk tilgang til sine iagttagelser for derved i størst muligt omfang at indfange den virkelighed som under alle omstændigheder kun kan observeres subjektivt af den enkelte forsker eller individ. At være kritisk kræver således både åbenhed og en bevidsthed om at være det.

Inden for den sociologiske mobilitetsforskning står Urrys arbejder helt centralt, og en kritisk tilgang er tydelig i hans meget omfattende publikationer inden for feltet (se Urry 2007, 2003b, 2000, 1990 m.fl.). Med udgangspunkt i 70’ernes kritiske (og marxistiske) sociologi begyndte han at interessere sig for »steders politiske økonomi« og kom her på sporet af turiststeders betydning. Han undersøgte hvordan (turist)steder blev organiseret og reorganiseret parallelt med industriudviklingen, og pegede på hvordan fritidslokaliteter dukkede op sammen med de store industrier og blev til tiltrækkende steder hvor fantasi og lyst kunne udfoldes og på den måde skabe relationer mellem mennesker og steder (Blok 2005).¹² Dette førte videre til en interesse for turisme som fænomen, og han skrev sit værk The Tourist Gaze (1990) om dette emne.

Urry slog igennem med værket Sociologies beyond Societies (2000) hvori han introducerede begrebet mobilitet som noget centralt og karakteristisk for moderniteten. Hans arbejde er præget af ønsket om at kortlægge og begribe mobilitet i dens forskellige former, herunder de rejser som er en betydningsfuld del af moderne mobilitet, og den indflydelse mobilitetsudviklingen har på mennesker og netværk i en globaliseret verden. Han pointerer i flere værker betydningen af at sociologien som disciplin får øjnene op for mobilitetens voksende indflydelse på og konsekvenser for den moderne verden (se Urry 2000 m.fl.) og understreger i den forbindelse vigtigheden af generelt at beskæftige sig med den kompleksitet der hersker i en globaliseret verden (Urry 2003b). Hans tilgang er netop den kritiske forskers hvor han undersøger og beskriver det han finder, men samtidigt ikke nødvendigvis tager fænomenernes umiddelbare fremtræden for gode varer; og han reviderer og udvikler løbende sine teorier om mobilitet(erne) i et samarbejde med andre forskere inden for (og uden for) feltet. Hans kritiske blik resulterer ofte i at han sætter spørgsmålstegn ved den globale udvikling i almindelighed og ved mobilitetens indflydelse på denne i særdeleshed. F.eks. er han kritisk over for bilismen som fænomen (se Urry & Kingsley 2009, Urry 2002b), og over for de miljø- og klimaproblemer moderne rejse– og transportmønstre bidrager til (se Urry 2006), over for mobiliteternes indflydelse på moderne menneskers praksisformer og de sociale netværk de indgår i (se Urry 2009) etc. etc. Denne bogs forfatter har fulgt og været en (beskeden) del af det forskningsnetværk som Urry har været en af de drivende kræfter bag¹³, og deler og bygger i bogen videre på Urrys forståelse af mobiliteternes betydning i den moderne verden. Der er dog også områder hvor vi kan have divergerende opfattelser, f.eks. i vores forståelse – eller mangel på samme – af bilismens snarlige endeligt; se i øvrigt det afsluttende kapitel hvor denne problemstilling kort omtales.

Det overordnede metodiske udgangspunkt for analysen i denne bog er således at søge at efterleve Poppers, Urrys og andres ideal om en kritisk og reflekterende tilgang til forskningen, og det materiale der konkret indgår i den. Det sker dels ved at have et kritisk blik på de referencer der indgår i analysen, dvs. at bruge dem til at underbygge en tilgang eller et argument, men ikke nødvendigvis at gøre det uden forbehold eller diskussion. Dels ved ikke i alle tilfælde at tage respondenternes argumenter for at gøre dette eller hint for gode varer, eller for uden videre at godtage deres forståelser eller opfattelser af de temaer der er til diskussion. Ikke sådan at respondenternes udsagn ikke står til troende, men blot sådan at der kan være andre udlægninger af teksten end den der umiddelbart forekommer nærliggende. I det hele taget anskues empirien, både interviewene og observationerne, gennem en kritisk linse som reflekterer det sagte, men hvor analysen stiller sig kritisk over for såvel udsagn som de sammenhænge de indgår i.