Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 32

Som det er fremgået af det forrige, er det at rejse blevet en selvfølgelighed. Der er ingen der længere sætter spørgsmålstegn ved rejser eller at rejse, og det er heller ikke mere usædvanligt at rejse ofte og/eller langt. Det betyder også at der ikke er den store forskel på at tage på ferie et sted i Danmark eller at rejse til et andet europæisk land eller til andre kontinenter. En flyvetur til Australien eller New Zealand kan gøres på under et døgn, og det betyder at man kan foretage en rejse til den anden side af kloden og nøjes med at være væk en uges tid eller endog mindre hvis nødvendigheden kræver det. Det er blevet selvfølgeligt at rejse, langt væk eller tæt på – begge dele er relativt¹⁵ – i det kortere eller længere tidsrum som passer individet. Man kan hævde at rejser for ‘moderne nomader’ (Baumann 2006 og 2007) er blevet selvfølgelige og relativt uafhængige af tid og sted.

Camilla, som var 18 år da hun blev interviewet, fortalte med ungdommelig blaserthed om sine mange rejser. Hun havde f.eks. været i Australien nogle år tidligere:

Camilla:	…for eksempel var vi i Australien for tre år siden. Altså, der var vi jo Australien rundt. Og vi skulle også lidt til New Zealand og også lige til Singapore, så det er sådan… […] Det var min fødselsdagsgave og julegave. […] Ja, og så skulle vi også shoppe, og så skulle vi også slappe lidt af og sådan. Det var sådan en altmuligt-ferie. […] Og så min mor vil jo bare gerne have, at jeg har et bredt syn på verden, hvis man kan sige det sådan, ligesom har været lidt over det hele og kender de forskellige kulturer og sådan.
Int.:	Rejste I så rundt i Australien?
Camilla:	Ja, så startede vi med at rejse til Singapore, så rejste vi til noget, der hedder Cairns, der ligger i Nordaustralien, og så rejste vi videre til New Zealand, og så kørte vi hele New Zealand rundt, og så rejste vi til Sydney, og så videre over mod… […] Ja, vi fløj hele tiden. Vi kom til den der sydspids der på Australien, den kørte vi hele vejen rundt. Så fløj vi helt over til kysten, og så til Singapore og så hjem igen.
Int.:	I fløj meget?
Camilla:	Ja. Utrolig meget.

Camillas beskrivelse af den mange, mange tusind kilometer lange rejse kommer næsten til at lyde som om hun rejser fra København til Stockholm over Malmö og tilbage. Hun var så vant til lange rejser – som hun har foretaget blandt andet med sin mor og mormor fra hun var helt lille – at hun tilsyneladende ikke anså afstandene for at være noget særligt, »så rejste vi videre til New Zealand, og så kørte vi hele New Zealand rundt, og så rejste vi til Sydney, og så videre over mod… Ja, vi fløj hele tiden.« Selv om den sidste sætning også kunne være udtryk for at hun selv var imponeret over at have fløjet så meget, viser det samtidigt at det at rejse var blevet en given ting for Camilla, noget som ganske enkelt var blevet en del af hendes tilværelse.

Kirstine og Casper, på hhv. 28 og 33 år, havde begge været vant til at rejse på ferie med deres forældre og søskende som børn, og senere havde de selv været på mange rejser både rundt i Europa og resten af verden. De anså det derfor for helt naturligt at deres børn også ville komme til at rejse meget. De fortalte hvordan den ældste på fire år allerede havde været ude at flyve to gange, og at det var anderledes end da de var børn hvor de som oftest havde været på bilferie med familien:

Kirstine:	Men ellers da jeg var mindre, der fløj vi ikke på ferie. Vi er en kørefamilie. Vi holdt meget ferie i Norge. Og meget ferie i Frankrig.
Int.:	Og hvad med jeres børn? Hende på fire, hun har så været ude at flyve to gange nu. Tror I, at hun kommer til at rejse lige så meget, som I har?
Kirstine:	Ja, det håber vi da! Er det ikke sådan, at vi håber?
Casper:	Jo.
Kirstine:	Det er da i hvert fald vores forhåbning, at vi skal ud at rejse.

For Kirstine og Casper var der ikke meget tvivl om at deres børn skulle have et rejsemønster som deres eget – det var i hvert fald deres ønske at de ville få det. Selv om de gav udtryk for tilfredshed med deres egne daglige cykelture til arbejde og rundt om i byen med børnene, var det at rejse på ferie med bil og fly med eller nogle gange uden børn, ikke noget de satte spørgsmålstegn ved. Det var en del af det moderne liv de levede og fortsat ønskede at leve.

Jacob kunne også fortælle om hvordan han havde været vant til at rejse med sine forældre da han var barn, og hvordan han fandt at det at rejse var en selvfølgelig del af tilværelsen, bl.a. som følge af stadig billigere flybilletter og en generel velstandsstigning:

Jacob:

Jeg tror bare, det er mere generelt, der er blevet flere penge mellem hænderne, der er blevet mere… Det er billigere at flyve, ikke. Det er blevet mere almindeligt bare lige at tage af sted. Om man skal til kroferie det ene sted, i Vestjylland, eller tager til Berlin, det er ligegyldigt, ikke.

Det er rejsen der er af betydning, den er blevet en del af identiteten hvor det at bryde hverdagens trummerum med en rejse er blevet et imperativ, men hvor den konkret går hen – om det er til Vestjylland eller Berlin – er principielt af underordnet betydning.

Under fokusgruppeinterviewet kom vi ind på udlandsrejser som en selvfølgelig del af ferielivet. Flere af deltagerne i interviewet fortalte om betydningen af at opleve en særlig stemning eller atmosfære når man rejste i udlandet. Det er måske slet ikke afgørende hvor i verden rejsen går hen; noget som antydes i følgende citat af en af deltagerne, hvor spørgsmålet drejede sig om oplevelser på rejsen:

Ole:	Men dem kunne man måske lige så godt finde ved Mosel som i Thailand. Sådan så man ikke behøver at rejse så langt.

Man rejser for at opleve en bestemt atmosfære eller nogle stemninger som i sig selv bliver vigtige for den rejsende. Om rejsen går til Mosel eller Thailand er mindre vigtigt, det der har betydning, er selve oplevelsen som til gengæld helst skal være noget særligt.

For Jacob, Ole og andre af de interviewede synes der ikke at være den store forskel på at rejse på kroferie i Vestjylland eller til Berlin, langs Mosel eller til Thailand. Det er blot en rejse til et sted man har besluttet sig for at besøge af den ene eller den anden grund. Uanset om man som moderne menneske rejser for at arbejde, for at pleje sine familie- eller andre netværk eller for som turist at besøge et særligt sted man kender i forvejen, har hørt eller læst om, eller man udnytter rejsen til flere formål på én gang, som det ofte sker (se Lassen 2006), så skal der være noget helt exceptionelt på spil for at rejsen ikke – for en selv og for omgivelserne – betragtes som en del af det givne. Og hvis det er nødvendigt for at deltage i de aktiviteter man er involveret i, eller for på anden måde at gøre det man ønsker, så rejser man i det omfang man skønner det nødvendigt.

Det selvfølgelige i at komme omkring gjaldt ikke kun i forbindelse med de lange rejser, men også for hverdagsrejserne. Hos to andre af de interviewede, Rikke og Mads, var der ingen tvivl om at transporten var en helt selvfølgelig del af hverdagen:

Int.:	Hvad gør du, når du f.eks. kører på arbejde, Mads?
Mads:	Jeg sidder der udelukkende med et formål. Det er for at komme frem og tilbage. Havde jeg en helikopter, så havde det gået hurtigere, så havde jeg taget den. Og helst så havde jeg gået ned omkring hjørnet for at gå på arbejde. Jeg bryder mig ikke specielt meget om at køre i bil. Men jeg kører meget i bil, fordi jeg er nødt til det. Jeg er nødt til det for at kunne have mine interesser, og er klar over, at hvis jeg vil spille turneringsgolf, jamen, så skal jeg en gang imellem ud på en bane, der måske ikke lige ligger rundt om hjørnet. Så gør vi det.
Rikke:	Vi kører meget.
Mads:	Det gør vi. Men det er, fordi der er et formål. Altså, jeg kører ikke… Ikke engang i veteranbilen kører jeg en tur for at køre en tur.
Int.:	Det gør du ikke.
Mads:	Nej. Det gør jeg ikke.
Int.:	Du gør det for at transportere dig.
Mads:	Ja, et eller andet. Så laver jeg måske en aftale, om ikke vi skal køre ud at spise på et eller andet sted, eller hvad ved jeg.
Rikke:	Altså, jeg tror, at det generelt er meget sådan, at afstand er ikke nogen begrænsning for os. […]
Rikke:	Hvis der er en prøve eller et stævne eller en golfturnering på Sydsjælland, så er det ikke, fordi vi tænker: Nej, hvor er det irriterende, at vi skal køre så langt for det. Fordi vi vil gerne det, vi nu skal køre til, ikke.

For Mads og Rikke er rejsen et redskab der benyttes for at opfylde det egentlige formål med den. Dette kan enten være af social karakter eller – som det fremgår af citatet ovenfor – at deltage i en af deres mange fritidsaktiviteter. De går ikke på kompromis når det drejer sig at opnå det optimale, hvad enten det drejer sig om Sjællands bedste hundetræning, de mest spændende jagtområder eller en udfordrende golfturnering, og for at indfri ambitionerne kører de gerne så langt det behøves. Transporten bliver på den måde en nødvendig forudsætning for realiseringen af det aktive liv, som Mads og Rikke anser for særdeles positivt, og som tydeligt er en del af deres selvopfattelse.

Kapitlet har peget på hvordan rejsemønsteret har udviklet sig de seneste årtier. Det er blevet vist hvordan det tidligere kunne bestå i en årlig rejse til sydens sol, og måske i særlige tilfælde en længere rejse til fjernere beliggenheder. Til i dag hvor rejsemønsteret ofte omfatter mange tidsmæssigt korte rejser som hyppigt vil gå til fjerne lande og kontinenter. Det blev desuden fremhævet at rejser for moderne mennesker er blevet en selvfølgelig del af tilværelsen; og det gælder både de rejser man foretager i hverdagen og de lange ferie-, fritids-, forenings-, arbejdsrejser etc. etc.

I det følgende kapitel uddybes diskussionen af forudsætningerne for at rejse i moderne samfund ved at inddrage begrebet motilitet. Begrebet er udviklet for at undersøge hvordan sociale forudsætninger og muligheder for mobilitet er forskellige, afhængigt af hvordan de er tilgængelige for individet, hvordan de håndteres og anvendes, og – som noget nyt – hvilke forestillinger om at rejse individet gør sig.