Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 30

I årene efter anden verdenskrig blev det almindeligt at tage på en årlig sommerferie enten et sted i Danmark eller i stigende omfang til det sydlige Europa til et varmere klima. Man sparede op til ferien – som lønmodtager fik man feriepenge, og et levn fra den tid da man kun tog på ferie en gang om året er den særlige feriegodtgørelse som man stadig modtager ved ferieårets begyndelse – man planlagde sin ferie, drømte om den og så frem til den lang tid i forvejen. I dag tager moderne mennesker ofte på flere/mange årlige ferier og/eller forlængede weekender som den omtalte kvinde fra tandlægens venteværelse. Flere af respondenterne fortalte om hvordan de skulle på ferie både efterår, vinter, forår og sommer. F.eks. sagde Morten sådan her:

Morten:	Jamen, vi var jo så af sted i vinter på ski. Og så var Frederik [hans søn] i Holland med fodbold i påsken. Og det er måske også et meget godt eksempel på, at det er sgu ikke noget problem. Så sagde vi, at vi vil da godt ned og se noget fodbold. Så vi tog bilen og kørte til Holland.
Int.:	Ok.
Morten:	Fra fredag til søndag. […] Og der var jo kun 750 kilometer. Så det tog jo ikke mere end seks-syv timer. Vi kørte tidligt om morgenen, ikke. Og så havde vi eftermiddagen og aftenen i den her by. Så fodbold hele lørdagen. […] Det var mægtig hyggeligt. Dejligt med sådan et lille afbræk, og Holland er jo et dejligt land. […]
Morten:	Og så tager vi til…[…] For første gang nogensinde tror jeg faktisk, skal jeg prøve at holde kun to ugers sommerferie. […] Og der kører vi så en uge til Italien. […] Fordi vi også skal af sted senere. Så det er begrænset, hvor meget ferie man har. […] Der kører vi ned i bil. […] Og det gjorde vi faktisk også sidste år. Altså, der har vi været en tre-fire-fem gange eller sådan noget lignende. […]
Morten:	Men så er det september, der skal vi af sted sammen med to vennepar til Rom, sådan en voksentur. Torsdag til søndag. […] Ja, det er sådan i slutningen af september. Så kommer vi hjem derfra. Så skal vi til Thailand den 16. oktober. […] Så I kan godt høre. Der sker altså noget i år. Ski og Holland og Italien og Rom og Thailand inden for samme år. Det er fandeme noget af en mundfuld.
Int.:	Ja. Det må man sige. […]
Morten:	Der har vi måske været lidt bekymrede for, om man overhovedet kunne finde ud af at glæde sig fra den ene ting til den anden. Men det går nu fint. Det er jo vidt forskellige ting, ikke.

Interviewet fandt sted i maj, og som det fremgår, havde Morten og hans familie på det tidspunkt allerede været på vinterferie i Østrig og i Holland i påsken; de skulle en uge til Italien i sommerferien, i september skulle de med nogle venner på en forlænget weekend til Rom, og så skulle de 16 dage til Thailand midt i oktober. Han pointerer selv at det er rigtig mange rejser, og at de havde været lidt bekymrede for om de overhovedet kunne nå at glæde sig tilstrækkeligt til den næste rejse på listen, men tilføjede at det nu nok skulle gå fordi det var »vidt forskellige ting«. Selv om familien ikke tidligere havde haft et så omfattende rejsemønster, måske fordi deres børn havde været for små til at kunne få rigtig glæde af det, måske pga. Mortens store rejseaktivitet til hverdag, så mente Morten ikke at det ville være utænkeligt at de også fremover ville rejse meget. Flere af de interviewede med børn understregede deres ønsker om at øge rejseaktiviteten når børnene blev store nok til at kunne få glæde af at rejse. Noget der kunne antyde at forestillinger om at komme på spændende rejser og opleve verden sammen med deres børn, er blevet en ambition hos mange moderne forældre. Ligesom Morten udtrykker det i citatet ovenfor, viser flere af de øvrige interview at det ikke er usædvanligt at rejse adskillige gange om året, hvilket er med til at bekræfte at de kortere rejser, eller forlængede weekender, er blevet stadig mere almindelige.

En anden respondent, Anton, fortalte om hvordan han og hans kone om vinteren havde besøgt deres søn, amerikanske svigerdatter og tre børnebørn i USA, at de måske skulle til London i begyndelsen af maj og til Berlin hvor de havde lånt en lejlighed, blot tre uger senere. Desuden talte de om at tage på nogle længere rejser til Kina og/eller Thailand, eller måske til Prag, Budapest eller Polen. Anton fortalte at han regnede med at familien skulle på omkring fire rejser om året, og forestillede sig i det hele taget et omfattende fremtidigt rejsemønster for sig og sin kone. Som aktive pensionister havde de mere disponibel tid som bl.a. kunne bruges til at rejse i. At disse rejser samtidigt delte sig mellem pligt- og andre rejser, vender vi tilbage til senere.

Ovenstående er eksempler på samtidens rejsemønster med mange korte og lange rejser – både i tid og rent geografisk – til vidt forskellige destinationer. Hvis mulighederne for at rejse er til stede, økonomisk, infrastrukturelt, logistisk og teknologisk, bliver de ofte udnyttet til det yderste. Det er tilsyneladende svært at finde et mætningspunkt hvad angår antallet af rejser.