Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 28

OBSERVATIONER

Оглавление

I sociologiens ‘værktøjskasse’ finder man bl.a. observationer der kan forstås og anvendes på adskillige måder (se Mik-Meyer og Sørensen 2000 m.fl.). I forbindelse med en kritisk diskussion af kvalitative interviews muligheder og begrænsninger introducerer Silverman (2007) begrebet ‘naturally occurring data’, på dansk ‘naturligt opståede data’, og argumenterer for muligheden for i stedet for at høre hvad folk siger, så at undersøge hvad de gør (ibid.: 47). ‘Naturally occurring data’ bliver sat over for ‘manufactured data’ som er de data der kommer ud af det traditionelle kvalitative interview, og hvor disse ‘fremstillede data’ uundgåeligt er påvirket af forskeren. Silverman fremfører at ‘naturligt opståede data’ består af materiale der fremkommer uden at forskeren griber direkte ind eller forsyner de personer der indgår i undersøgelsen, med forskellige ‘stimuli’ (ibid.: 50). Den diskussion han fører i bogen, har virket som inspiration for de observationer der ingår i undersøgelsen. Vi har forsøgt at lade observerede hændelser eller data opstå ‘naturligt’ ved ikke aktivt at opsøge dem, men at lade dem ‘komme til os’ i vores almindelige gøren og laden. Mens projektet har stået på, har vi haft vores mobilitetsproblemstilling i hovedet og været åbne over for begivenheder der tilfældigt eller ‘naturligt’ opstod, der hvor vi nu befandt os. Det er blevet til fem observationer som bliver anvendt i bogens kapitler hvor det er fundet relevant.

Dette var en kort præsentation af undersøgelsens metoder. I de følgende kapitler vil vi se nærmere på rejsernes udvikling i moderne samfund og deres (mange) forskellige betydninger for moderne mennesker.

Mobilitetsmani

Подняться наверх