Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 31
STADIGL ÆNGER E VÆK
ОглавлениеEt andet markant træk ved moderne rejsemønstre er at rejser til den anden side af kloden ikke længere er uopnåelige eller noget man måske foretager en enkelt gang i sit liv, men er blevet en del af en almindeligt udbredt rejsepraksis – som også kvinden der skulle til New York på en forlænget weekend gav udtryk for. Et andet eksempel på dette finder vi i interviewet med Thorkild som fortalte om sine naboer der skulle til USA i en påskeferie:
Thorkild: | Mine naboer de har fundet ud af at de tager sgu bare til USA i påskeferien eller de tager til… ja, meget til USA og sådan noget… Det betyder ikke noget, de skal bare lige være der otte dage. |
Han forklarer fænomenet med at det er blevet så billigt at rejse med fly, og at det er blevet meget lettere at bestille og købe billetter gennem internettet. Andre forklaringer kan være at kendskabet til andre lande og verdensdele er blevet hvermandseje gennem mediernes beretninger om alt mellem himmel og jord. Disse direkte og øjeblikkelige kig ind i hvad som helst overalt på kloden virker inspirerende på mange. Samtidigt er infrastrukturen i det meste af verden blevet forbedret, og hvis der er behov for det, sørger rejsebranchen for planlægningen og den praktiske udførelse af rejserne. Desuden har folk i den rige del af verden fået langt flere penge mellem hænderne end de havde for bare få årtier siden. Endelig er transportmidlerne langt hurtigere nu end tidligere, og det er dermed muligt, rent fysisk, at rejse overalt på jorden i løbet af ganske kort tid. Morten talte om hvordan det at tage til f.eks. Canada eller New York havde forandret sig:
Morten: | … Men det er da klart jo, at på en masse leder og kanter, så er verden jo blevet mindre, ikke. Og derfor er det jo ikke helt det samme i dag at rejse til Canada, som det var dengang; altså det var sgu stort. Jeg kendte ikke nogen andre, der havde været i New York, da jeg tog til New York som syttenårig.[…] Det var altså […] Det var stort. Og man var meget langt væk. Det ville man ikke være i samme udstrækning i dag, vel. Altså, der tror jeg mere, at… Jeg har jo selv oplevet den anden form, men vores børn de ser hele verden som deres legeplads, altså. Transport som et nødvendigt onde for at komme derhen, hvor man skal være, altså. |
Int.: | Er det er noget, man tager for givet? |
Morten: | Ja, helt sikkert. Altså, velstanden i dag, ikke. Og mulighederne er helt anderledes. Hvis du kigger på den reelle pris for at rejse til USA, så er den i dag kun en femtedel af, hvad den var dengang. Eller måske en ottendedel.[…] Og det bliver kun billigere, ikke. Nu siger de, at i 2010 skal det koste 55 kroner at flyve over Atlanten. |
Morten var 38 år på interviewtidspunktet og fortalte om hvordan det at rejse langt væk havde forandret sig blot fra dengang han var ung. Globaliseringen er slået igennem på rejseområdet, og rejser til andre steder og lande er blevet en vigtig del af moderne menneskers fortælling om sig selv. Det er i dag svært at finde mennesker som ikke har været uden for landets grænser, hvor det for blot få generationer siden var det almindelige. For nogle år siden, nærmere bestemt i efteråret 2005, var jeg på en tur til Christiansø hvor jeg kom til at tale med en af de fastboende, en gammel fisker, om det at rejse. Han kunne berette om en ældre øbo, en kvinde, som var død et par år forinden. Han fortalte at kvinden kun havde været på fastlandet to gange, og hvordan det havde været to store og vigtige begivenheder i hendes liv – ellers havde hun opholdt sig på Christiansø (eller måske på naboøen Frederiksø) hele sit liv. Fastlandet var i dette tilfælde Bornholm. At rejse fra Christiansø til Bornholm kunne være en skelsættende begivenhed for mennesker for få årtier siden, og historien siger noget om hvor hurtigt udviklingen er gået, og hvor relativt det at rejse er. Den gamle fisker fortalte om hvordan det at rejse til ‘fastlandet’ for den gamle øbo havde været forbundet med stor usikkerhed og fare – at skulle med skib ud på det åbne hav har sikkert virket faretruende da hun som voksen kvinde skulle prøve det for første gang i sit liv – og det kunne tænkes at livet på Bornholm måske har forekommet hende både fascinerende og skræmmende. I dag rejser moderne mennesker rundt i verden med en større selvfølgelighed og uden den store bekymring for rejsen som sådan.