Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 22

Om de forstandige overvejelser, som Sancho udvekslede med sin herre, og om det eventyr, han kom ud for med en død mand, sammen med andre berømte begivenheder.

“Det forekommer mig, min herre, at alle de vrange eventyr, der er overgået os i de sidste dage, uden tvivl er straf for, at Eders Nåde har syndet mod ridderskabets orden ved ikke at opfylde den ed, I svor om ikke at spise brød på opdækket bord eller fjase med dronningen, med alt hvad deraf følger, og Eders Nåde svor at overholde det, indtil I havde taget hjelmen fra Malandrino, eller hvad det nu var, ham maureren hed, for det husker jeg ikke lige nu.”

“Du har så evigt ret, Sancho,” sagde don Quixote, “for sandt at sige har det også strejfet mig; og du kan være helt sikker på, at du blev himmelsprættet, fordi du ikke mindede mig om det i tide; men jeg skal nok sone det, for i ridderskabets orden er der fremgangsmåder til at bringe alting på plads.”

“Har jeg måske svoret noget?” spurgte Sancho.

“Det betyder ikke noget, om du har svoret,” sagde don Quixote; “det er nok, at jeg forstår, at du muligvis står til bandlysning, så for alle tilfældes skyld vil det være godt at sikre os.”

“Hvis det forholder sig sådan,” sagde Sancho, “må Eders Nåde passe på ikke at glemme det igen, sådan som det skete med eden; måske kunne spøgelserne igen få lyst til at muntre sig med mig, og endda også med Eders Nåde, hvis de ser, at I fremturer.”

Således småsnakkende blev de overrasket af natten midt på landevejen, uden at de havde fundet eller opdaget et sted, hvor de kunne finde husly for natten; og det værste ved det hele var, at de var ved at gå til af sult, for med tabet af sadeltaskerne havde de også mistet hele deres forråd og proviant. Og for endelig at understrege denne ulykke kom de ud for noget, der i sandhed så ud til at være et eventyr uden nogen kunstfærdig indgriben. Der skete det, at natten faldt på, men trods mørket fortsatte de deres færd, idet Sancho mente, at siden det var en landevej, måtte de rimeligvis støde på en kro om en eller to mil. Mens den sultne væbner og den madlystne herre således drog af sted i den mørke nat, opdagede de, at der hen imod dem på den vej, de selv fulgte, kom en mængde lys, der lignede stjerner i bevægelse. Sancho blev lamslået ved synet af dem, og don Quixote blev urolig; den ene trak i æslets grime, den anden rykkede i krikkens tøjler, og tavse og opmærksomme stirrede de for at se, hvad det kunne være, og de så, at lysene nærmede sig dem, og jo tættere de kom på, jo større virkede de. Ved synet af dem begyndte Sancho at skælve som et espeløv, og hårene rejste sig på hovedet af don Quixote, der dog stivede sig selv lidt af og sagde:

“Det her, Sancho, må helt sikkert være et vældigt og farligt eventyr, hvor det bliver nødvendigt, at jeg viser alt mit mod og min styrke.”

“Jeg arme stakkel!” svarede Sancho. “Hvis det virkelig er et eventyr med spøgelser, hvad jeg har en grim anelse om, hvor findes der så ribben, som kan holde til det?”

“Hvor meget de end er spøgelser,” sagde don Quixote, “vil jeg ikke tillade, at der bliver krummet et eneste hår på dit hoved; for da de forlystede sig med dig tidligere, var det, fordi jeg ikke kunne springe over gårdmuren; men nu er vi i det åbne land, hvor jeg kan bruge mit sværd.”

“Og hvis I bliver tryllebundet og lammet, som det skete sidste gang,” sagde Sancho, “hvad hjælper det så at være i det åbne land?”

“Jeg vil nu alligevel bede dig, Sancho” sagde don Quixote, “om at være ved godt mod, for erfaringen skal nok vise dig, hvor modig jeg er.”

“Modet skal jeg nok holde oppe, om Gud vil,” svarede Sancho.

Så red de to ud i vejsiden og kiggede igen opmærksomt efter for at se, hvad alle de vandrende lys kunne være, og kort efter fik de øje på en masse skjorteklædte; ved det frygtindgydende syn mistede Sancho Pança fuldstændig modet, og hans tænder begyndte at klapre, som havde han fjerdedagsfeber; og hans tænder hakkede og klaprede endnu voldsommere, da de klart kunne se, hvad det var, for de opdagede omkring tyve skjorteklædte, alle til hest og med tændte fakler i hænderne; og bag dem kom en sørgedækket bærevogn, der blev fulgt af yderligere seks ryttere, hvis sørgedækken nåede muldyrene til hovene, for man kunne tydeligt se på deres sindige gangart, at det ikke var heste. De skjorteklædte talte sagte og medfølende indbyrdes. Dette besynderlige syn på det tidspunkt og på så øde et sted var nok til at jage en skræk i livet på Sancho og endda også på hans herre, og gid det var blevet ved det med don Quixote; men hvor al kraft var slået ud af Sancho, gik det lige modsat med hans herre, der i det øjeblik livagtigt forestillede sig, at det var et af eventyrene fra hans bøger. Han bildte sig ind, at bærevognen var en båre, hvorpå der måtte ligge en hårdt såret eller død ridder, hvis hævn var forbeholdt ham alene, og uden yderligere overvejelser fældede han lansen, satte sig godt til rette i sadlen, og med en ædel og fyrig holdning tog han opstilling midt på vejen, hvor de skjorteklædte nødvendigvis måtte passere, og da han kunne se dem på nært hold, erklærede han med høj røst:

“Stands, riddere, eller hvem I end er, og gør rede for, hvem I er, hvor I kommer fra, hvor I er på vej hen, og hvad I bringer med jer på denne bærebåre; for I ser ud, som om I har optrådt krænkende eller været udsat for en krænkelse, og det er både passende og nødvendigt, at jeg hører om det, enten for at straffe jer for den uret, I har begået, eller for at hævne den krænkelse, der er begået mod jer.”

“Vi har travlt,” svarede en af de skjorteklædte, “og der er endnu langt til kroen, så vi kan ikke standse op for at aflægge beretning om alt, hvad I beder om.”

Han sporede muldyret og red frem. Don Quixote følte sig meget krænket over dette svar og greb fat i hans grime med disse ord:

“Stands op og vær mere velopdragen, og gør rede for det, jeg har bedt jer om; ellers er I alle i kamp med mig.”

Muldyret var meget sky, og da han greb det ved grimen, blev det så forskrækket, at det stejlede og smed sin rytter af. En tjener, der gik til fods, så den skjorteklædte blive kastet af og begyndte at skælde ud på don Quixote, der nu var blevet rasende og ikke længere kunne holde sig i ro, men sænkede sin lanse og gik til angreb på en af de sørgeklædte, der hårdt såret faldt til jorden; herefter vendte han sig efter de andre, og det var nok værd at se, hvor hurtigt han angreb og slog dem på flugt, for i det øjeblik virkede det, som om Rozinante havde fået vinger, så letbenet og stolt for den omkring. Alle de skjorteklædte var frygtsomme og ubevæbnede folk, og således forlod de let valpladsen på et øjeblik og styrtede ud over det åbne land med tændte fakler, så de lignede karnevalsklædte mennesker, der farter omkring en aften med fest og fornøjelse. De sørgeklædte var til gengæld så tæt indhyllede og viklede ind i deres lange gevandter og klædninger, at de ikke var i stand til at bevæge sig; så uden at udsætte sig for nogen fare gennemheglede don Quixote dem alle til hobe og tvang dem væk fra stedet, for de troede alle, at det ikke var en mand, men djævelen selv, der var kommet fra helvede for at hente den døde, som de bragte med sig i bærevognen. Sancho overværede det hele, fuld af beundring over sin herres uforfærdethed, og han sagde til sig selv:

“Min herre er uden tvivl lige så tapper og handlekraftig, som han selv siger.”

Der lå en fakkel og brændte på jorden ved siden af den første, som don Quixote havde væltet af muldyret, og da han kunne se ham ved dens skær, red han hen til ham, satte lanseodden mod hans ansigt og sagde, at han skulle overgive sig, ellers ville han dræbe ham. Dertil svarede den faldne:

“Jeg er mere end overvunden, for jeg kan ikke bevæge mig, da mit ben er brækket; jeg bønfalder Eders Nåde om ikke at dræbe mig, hvis I er en kristen ridder, da I derved vil begå en stor helligbrøde; for jeg er licentiat og ordineret som degn.”

“Men hvem fanden har bragt jer hertil,” udbrød don Quixote, “når I er en kirkens mand?”

“Hvem, herre?” svarede den faldne, “om ikke min kranke skæbne.”

“En større ulykke truer jer,” sagde don Quixote, “hvis ikke I svarer tilfredsstillende på alt det, jeg spurgte jer om før.”

“Eders Nåde kan let stilles tilfreds,” svarede licentiaten; “og således skal Eders Nåde vide, at selv om jeg tidligere sagde, at jeg var licentiat, er jeg dog kun student og hedder Alonso López; jeg stammer fra Alcobendas og kommer lige nu fra byen Baeza sammen med elleve andre præster, der flygtede med faklerne; vi er på vej til Segovia og ledsager liget af den ridder, der ligger i bærevognen; han døde i Baeza, hvor han lå lig, og vi var som sagt på vej med de jordiske rester til hans gravsted, der ligger i Segovia, hvor han stammer fra.”

“Og hvem dræbte ham?” spurgte don Quixote.

“Gud, der fik hjælp fra den pestfeber, han pådrog sig,” svarede studenten.

“På den måde,” sagde don Quixote, “har Vor Herre sparet mig besværet med at hævne hans død, hvis nogen anden havde slået ham ihjel; men når det er Ham, der dræbte ham, kan man kun tie og trække på skuldrene, for andet kunne man heller ikke gøre, hvis det var mig, Han tog livet af; men jeg ønsker, at Eders Højærværdighed skal vide, at jeg er en ridder fra La Mancha ved navn don Quixote, og det er mit hverv og min beskæftigelse at drage rundt i verden og rette uret og hævne krænkelser.”

“Jeg ved ikke, hvad I mener med at rette uret,” sagde studenten, “for jeg var ret, og I har gjort mig uret ved at brække mit ben, så det aldrig mere i mit liv vil blive ret; og den krænkelse, I har hævnet, har været at gøre mig så krænket, at jeg vil vedblive at være det resten af mine dage; det har været en stor ulykke at træffe på jer, der farter rundt på jagt efter eventyr.”

“Ikke alle ting sker på en og samme måde,” svarede don Quixote; “fejlen var, hr. student Alonso López, at I kom, som I gjorde ved nattetide, klædt i skjorter som soldater i kamp og med tændte fakler, mens I bad og hyllede jer i sorg, så I sandt at sige lignede ildevarslende væsener fra den anden verden, og således måtte jeg opfylde min forpligtelse og angribe jer, og jeg ville have angrebet jer, om jeg så virkelig havde fået at vide, at I var sataner fra helvede, for som sådanne anså og betragtede jeg jer hele tiden.”

“Da min skæbne nu har villet det sådan,” sagde studenten, “bønfalder jeg Eders Nåde, hr. farende ridder, der har gjort mig så ilde faren, om at hjælpe mig med at komme fri af muldyret, for mit ene ben sidder fast mellem stigbøjlen og sadlen.”

“Jeg kunne have snakket til i morgen!,” udbrød don Quixote. “Det var på høje tid, I kom frem med jeres ønske.”

Så råbte han til Sancho Pança om at komme, men det tog han sig ikke af, for han var travlt optaget af at udplyndre et pakæsels rigelige forsyninger af mad, som de gode herrer bragte med sig. Sancho lavede en sæk ud af sin frakke og tog alt, hvad han kunne proppe ned i sækken, lastede den på sit æsel, og først da reagerede han på sin herres råb og hjalp ham med at få hr. studenten hentet ud under muldyrets tunge vægt; de fik ham op at sidde på muldyret, gav ham faklen i hånden, og don Quixote sagde til ham, at han skulle følge samme vej som sine ledsagere og hilse fra don Quixote og bede dem undskylde krænkelsen, skønt han dog ikke kunne have undladt at handle, som han gjorde. Sancho sagde desuden til ham:

“Hvis de herrer skulle ønske at vide, hvem den tapre mand var, der tilredte dem sådan, kan Eders Nåde fortælle, at det var den navnkundige don Quixote de la Mancha, hvis tilnavn er Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse.”

Hermed drog studenten af sted, og don Quixote spurgte Sancho, hvad der havde fået ham til at kalde ham Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse netop nu.

“Det skal jeg sige jer,” svarede Sancho: “fordi jeg har iagttaget jer en stund i lyset fra faklen, som den ildefarne stakkel havde med, og Eders Nåde gør virkelig den mest ynkelige figur, jeg i mine livskabte dage har set; det må enten komme af trætheden efter kampen eller manglen på kindtænder og fortænder.”

“Det kan ikke være derfor,” svarede don Quixote, “men må skyldes, at den vismand, der har til opgave at skrive historien om mine bedrifter, har fundet det for godt, at jeg skal have et tilnavn ligesom alle fortidens riddere: én kaldte sig Ridderen af det Glødende Sværd; en anden Enhjørning; denne tog tilnavnet Jomfruernes Ridder, hin kaldte sig Fugl Fønix; én kaldte sig Griffens Ridder, en anden Dødens Ridder, og under disse navne og kendetegn var de kendt over hele den runde jord. Og således siger jeg, at den omtalte vismand just nu har lagt dig på tungen og i tankerne, at du skulle kalde mig Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, hvad jeg agter at kalde mig fremover, og for at navnet skal passe bedre til mig, beslutter jeg hermed at lade male en meget bedrøvelig skikkelse på mit skjold, når lejlighed byder sig.”

“Der er ingen grund til at bruge tid og penge på at fremstille denne figur,” sagde Sancho, “det eneste, Eders Nåde behøver at gøre, er at vise jeres skikkelse frem og vende ansigtet mod dem, der måtte se på jer, så vil de uden videre og uden andet billede eller skjold kalde jer Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse; og I må tro mig på mit ord, for jeg lover Eders Nåde, herre, og det er kun sagt i spøg, at sulten og de manglende kindtænder får jer til at se så dårlig ud, at man som sagt udmærket kan undvære det bedrøvelige maleri.”

Don Quixote lo meget ad Sanchos vid, men alligevel satte han sig for at kalde sig ved det navn, så snart han kunne få malet sit skjold, som han havde tænkt sig.

“Jeg glemte at sige, at Eders Nåde skal være klar over, at I er lyst i band, fordi I har lagt hånd på de hellige ting: Iuxta illud, ‘si quis suadente diabolo’ osv.”

“Jeg forstår ikke den slags latin,” svarede don Quixote; “men jeg ved til gengæld godt, at jeg ikke lagde hånd på andet end denne lanse; så meget mere som jeg ikke havde til hensigt at fornærme præster eller nogen af Kirkens ting, som jeg respekterer og tilbeder, som den katolske og tro kristne jeg er, men kun ønskede at bekæmpe spøgelser og monstre fra den anden verden; og når det gik sådan, mindes jeg, hvad der skete Cid Ruy Díaz, da han smadrede det kongelige sendebuds stol for øjnene af Hans Hellighed Paven, hvad der fik denne til at lyse ham i band, og alligevel regnedes den gode Cid, der også blev kaldt Rodrigo de Vivar, for en meget retskaffen og tapper ridder.”

Da studenten hørte det, drog han som allerede fortalt bort uden et ord. Don Quixote ville se, om liget, der lå i bærevognen, var de rene knogler eller ej, men det protesterede Sancho imod med disse ord:

“Herre, Eders Nåde har afsluttet dette farlige eventyr mere uskadt end i noget andet eventyr, jeg har set; selv om disse folk er blevet overvundet og slået på flugt, kunne det ske, at de kom på den tanke, at de blev besejret af et eneste menneske, og flove og skamfulde over det kunne de samle sig igen og komme efter os for at give os en lærestreg. Æslet er lastet, bjerget i nærheden, sulten trykker, og vi skal bare trække os tilbage i god ro og orden, og som man siger: den enes død, den andens brød.”

Og idet han drev sit æsel foran sig, bad han sin herre om at følge sig, og da denne fandt, at Sancho havde ret, fulgte han ham uden yderligere indvendinger. Da de havde redet gennem en klippeslugt et kort stykke vej, nåede de ud i en bred, afsides dal, hvor de steg af; Sancho tog lasten af æslet, og liggende på det grønne græs spiste de til morgen, middag og aften med sulten som den bedste dyppelse, og de fyldte deres maver med mere end én af de madposer, som den afdødes præstefolk, der sjældent lider nogen nød, bragte med sig på deres pakæsel. Men nu overgik der dem en anden ulykke, som Sancho regnede for den værste af dem alle, og det var, at de ikke havde vin at drikke og ikke engang vand at væde munden med; og da de var plaget af tørst, og engen, hvor de lå, var dækket af tæt, grønt græs, sagde Sancho, hvad der vil blive fortalt i næste kapitel.