Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 29

Hvor der fortælles videre om de sindrige ting, som don Quixote i sin forelskelse udførte i Sierra Morena.

Og historien genoptager fortællingen om Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, efter at han blev alene, og beretter, at da don Quixote holdt op med at slå kolbøtter og saltomortaler i den bare skjorte og så, at Sancho var draget bort uden at ville vente på at se flere tøjerier, steg han op på toppen af en høj klippe; deroppe gav han sig igen til at spekulere over, hvad han havde tænkt så mange gange før, uden nogen sinde at være nået frem til en afgørelse om, hvad der ville være bedst og mest passende: at efterligne Rolands ubændige galskab eller Amadís’ tungsindige vanvid; og han talte med sig selv og sagde:

“Hvis Roland var så herlig en ridder og så tapper, som alle siger, hvad særligt var der i det? Når nu han var fortryllet, så ingen kunne slå ham ihjel, medmindre man stak en stor nål til en halv maravedí ind i hans tåspids, og derfor gik han altid i sko med syv jernsåler. Alligevel hjalp hans list og kneb ham ikke mod Bernardo del Carpio, der kendte alt til dem og kvalte ham med de bare næver i Roncesvalles. Men hvis vi nu lader hans tapperhed hvile og går over til det med at gå fra forstanden, så er det sikkert og vist, at han mistede sin sunde sans over de tegn, han fandt ved kilden, og fordi hyrden fortalte ham, at Angelica havde sovet mere end to siestaer med maureren Medoro, Agramantes krølhårede page; og hvis han troede, det var sandt, og at hans dame havde krænket ham, var det ikke noget særligt at blive gal; men hvordan kan jeg efterligne ham i hans galskab, hvis ikke jeg har den samme grund til at blive det? For jeg tør sværge på, at min Dulzinea del Toboso aldrig i sit liv har set en maurer for sine øjne, sådan som han tager sig ud i maurisk klædedragt, og hun er stadig som sin mor, der fødte hende; og jeg ville krænke hende åbenlyst, hvis jeg tænkte andet om hende og blev gal som den rasende Roland. På den anden side kan jeg se, at Amadís de Gaula blev lige så navnkundig i sin forelskelse som nogen anden uden at gå fra forstanden og uden at lave gale ting, for ifølge sin historie blev han forsmået af sin frue Oriana, der havde sendt ham besked om ikke at vise sig for hendes åsyn, før hun ønskede det, og det fik ham til at trække sig tilbage til Peña Pobre i selskab med en eneboer, og dér græd han i én uendelighed og gav sig bestandig i Guds vold, indtil himlen kom ham til undsætning i hans store kummer og kvide. Og da det er så sandt, som det er sagt, hvorfor skal jeg da besvære mig med at gå omkring i den bare skjorte og plage disse træer, der ikke har gjort mig noget, og hvorfor skal jeg tilplumre bjergbækkenes klare vand, som kan give mig noget at drikke, når jeg har lyst til det? Æret være Amadís, der skal efterlignes af don Quixote de la Mancha, så vidt han formår det, for at man kan sige det samme om ham, som man sagde om den anden: om end han ikke fuldførte store ting, døde han i forsøget; og da jeg ikke er vraget eller forsmået af Dulzinea del Toboso, må det som sagt være nok, at jeg opholder mig fjernt fra hende. Altså til værket: kom mig i hu, alle I ting, der angår Amadís, og vis mig, hvor jeg skal begynde at efterligne jer. Jeg ved godt, at han især bad og gav sig i Guds vold; men hvad skal jeg lave en rosenkrans af, for sådan én har jeg ikke?”

Netop da faldt det ham ind, hvordan han kunne lave én, og han rev en lang strimmel af skjorteskøderne, der hang og flagrede, og slog elleve knuder på den, en enkelt større end de andre, og den tjente ham som rosenkrans, mens han opholdt sig der på stedet, hvor han bad en million avemariaer. Men det ærgrede ham meget, at der ikke var en anden eneboer på stedet, hos hvem han kunne skrifte og søge trøst; og således underholdt han sig med at spadsere omkring på engen, hvor han på træernes bark og i det fine sand skrev og indridsede mange vers, der alle passede til hans sørgmodighed, og nogle af dem var til Dulzineas pris. Men de eneste, som stadig kunne tydes og læses i deres helhed, efter at man fandt ham dér igen, var kun de vers, der her følger:

Træer, blomster, græs og planter

der står frodige og grønne

og vokser på disse kanter,

jeg håber I vil belønne

mine triste elskovspanter.

Her på stedet må jeg blotte

min smerte for en reseda,

til pris for naturens slotte:

her udtrykte don Quixote

længslen efter Dulzinea

del Toboso.

Netop her på stedet viser

elskeren sin bestandighed,

han sin frue højligt priser,

men skjuler sin vankundighed

og sit gode liv forliser.

Her på stedet må han spotte

den besungne Galatea

og med tårer sorgen blotte:

her udtrykte don Quixote

længslen efter Dulzinea

del Toboso.

Mellem hårde klippeblokke

leder han efter eventyr,

han hamrer på dem med stokke

og laver et farligt postyr:

skæbnen kan han ikke rokke.

Nu vil han til Amor skotte,

men guden kan kun le derad,

og hans smerte må den spotte:

her udtrykte don Quixote

længslen efter Dulzinea

del Toboso.

De, der fandt versene, morede sig kosteligt over, at ‘del Toboso’ var føjet til Dulzineas navn, for de kunne let se, at don Quixote måtte have tænkt, at hvis han ikke tilføjede ‘del Toboso’, når han nævnte Dulzinea, ville visen ikke kunne forstås; og sådan forholdt det sig da også, efter hvad han senere tilstod. Han skrev mange flere, men som sagt kunne man kun skrive disse tre vers af i deres helhed. Han fik tiden til at gå med at skrive digte og sukke og anråbe engenes fauner og skovenes ånder, flodernes nymfer og den sørgmodige og tårevædede Ekko, for at Ekko skulle svare ham og de andre trøste og lytte til ham, og desuden fandt han urter at spise, indtil Sancho vendte tilbage, så hvis han i stedet for de tre dage havde været tre uger om turen, ville Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse være blevet så ukendelig, at ikke engang hans egen mor ville have genkendt ham.

Og nu er det på sin plads at overlade ham til sig selv med hans suk og vers for at fortælle, hvad der overgik Sancho Pança på hans færd som sendebud; det gik ham sådan, at da han kom ud til landevejen, gav han sig til at lede efter vejen til El Toboso, og den næste dag nåede han frem til kroen, hvor den ulykkelige hændelse med tæppet var overgået ham; og næppe havde han set den, før han følte det, som om han endnu en gang fløj gennem luften, og derfor ønskede han ikke at gå ind, selv om han netop nåede frem på det tidspunkt, hvor han kunne og burde gå indenfor, da det var spisetid, og han havde lyst til varm mad, for han havde i mange dage kun smagt kold mad. Nøden tvang ham dog til at ride hen til kroen, hvor han var i syv sind, om han skulle vove sig indenfor; mens han således tøvede, gik krodøren op og ud kom to mænd, som straks genkendte ham, og den ene sagde til den anden:

“Sig mig, hr. præst, ham på hesten dér, er det ikke Sancho Pança, der fulgte med sin herre som væbner, efter hvad vores eventyrers husholderske sagde?”

“Jo, det er ham,” sagde præsten; “og hesten dér tilhører vores don Quixote.”

De kendte ham så udmærket, eftersom de to var præsten og barberen fra hans egen hjemegn, de selv samme, der havde undersøgt bøgerne og holdt rettergang over dem. Straks de genkendte Sancho Pança og Rozinante, fik de lyst til at høre nyt om don Quixote, og således gik de hen til Sancho, og præsten tiltalte ham ved hans navn og sagde:

“Kære Sancho Pança, hvad er der blevet af jeres herre?”

Så genkendte Sancho Pança dem og besluttede at holde skjult, hvor og i hvilken tilstand han havde efterladt sin herre, og derfor svarede han, at hans herre opholdt sig et vist sted, beskæftiget med en vis sag af største betydning, som han dog ikke kunne afsløre ved alt, hvad der var ham dyrebart.

“Nej, nej, Sancho Pança,” sagde barberen, “hvis I ikke siger, hvor han er henne, vil vi forestille os, som vi allerede gør, at I har dræbt og bestjålet ham, for I kommer ridende på hans hest. Så I har værsgo at stille med krikkens herre, ellers hænger I på den.”

“I skal ikke true mig, for jeg er ikke af den slags, der begår røveri eller overfalder nogen: lad enhver blive dræbt af sin skæbne eller af Gud, der skabte ham. Min herre gør bod inde i bjergene her, helt efter sit eget ønske.”

Så fortalte han dem ud i en lang smøre og uden at gøre ophold, hvordan han havde efterladt sin herre, hvilke eventyr han havde været ude for, og hvordan han bragte et brev til fru Dulzinea del Toboso, Lorenço Corchuelos datter, som don Quixote var forelsket i til op over begge øren. De to undrede sig såre over, hvad Sancho Pança fortalte dem; og skønt de allerede kendte til don Quixotes galskab og dens karakter, undrede de sig på ny, hver gang de hørte om den. De bad Sancho Pança om at vise dem det brev, han havde med til fru Dulzinea del Toboso. Han sagde, at det var skrevet i en poesibog, og at han efter anvisning fra sin herre skulle lade det overføre til et ark papir i den første by, han nåede frem til; dertil sagde præsten, at han kunne vise ham brevet, for så skulle han nok skrive det af med en meget smuk skrift. Sancho Pança stak hånden ind på brystet og ledte efter den lille bog, men fandt den ikke og kunne heller ikke have fundet den, om han så havde ledt efter den indtil nu, for don Quixote havde beholdt den og havde ikke givet ham den, ligesom Sancho heller ikke havde husket at bede ham om den. Da han opdagede, at han ikke kunne finde bogen, blev han ligbleg i ansigtet; hastigt mærkede han igen efter overalt på kroppen og fastslog endnu en gang, at han ikke kunne finde den, og uden videre greb han med begge næver fat i sit skæg og rykkede halvdelen af det af, hvorefter han hurtigt og uden ophør slog sig selv et halvt dusin gange i ansigtet og på næsen med knyttede næver, så blodet flød. Da præsten og barberen så det, spurgte de ham, hvad der var sket, siden han redte sig så ilde til.

“Hvad der er sket?” svarede Sancho, “ikke andet end at jeg med kort varsel og på et øjeste blik har mistet tre æselføl, der hver var så værdifuldt som en borg.”

“Hvordan er det gået til?” spurgte barberen.

“Jeg har mistet poesibogen,” svarede Sancho, “med brevet til Dulzinea og en anvisning fra jeres herre, hvori han befalede sin niece at give mig tre æselføl af de fire eller fem, han har hjemme.”

Og så fortalte han dem om tabet af sin gråskimmel. Præsten trøstede ham og sagde, at når de fandt hans herre, ville han få ham til at forny løftet og udfærdige en ny veksel på papir, som det var skik og brug, for dem, man skrev i poesibøger, blev aldrig godtaget eller opfyldt. Hermed trøstede Sancho sig og sagde, at når det forholdt sig sådan, ærgrede det ham ikke synderligt, at han havde tabt brevet til Dulzinea, for han kunne det næsten udenad, så han kunne lade det skrive af fra sin hukommelse, når og hvor han måtte ønske det.

“Fremsig det for os, Sancho,” sagde barberen, “så skal vi bagefter skrive det ned.”

Sancho Pança standsede op og kløede sig i hovedet for at komme i tanker om brevet, og snart stod han på det ene ben, snart på det andet; somme tider så han ned i jorden, andre gange op i himlen, og efter at have gnavet sin halve fingerspids af, mens de spændt ventede på, at han skulle fremsige det, kom det endelig fra ham efter en lang, rum tid:

“Ved Gud, hr. præst, djævlene tage brevet, om jeg husker det, selv om starten lød sådan her: ‘Ophøjede og overbegramsede frue’.”

“Der har nok ikke stået overbegramsede, sagde barberen, “men overmenneskelige eller overjordiske frue.”

“Netop,” sagde Sancho. “Og det fortsatte, hvis jeg ikke husker helt galt…, hvis jeg ikke husker helt galt: ‘siret og søvnløs og såret kysser han Eders Nådes hænder, oh, utaknemmelige og ukendte skønhed,’ og så skrev han et eller andet om helse og sygdom, som han sendte hende, og udbredte sig noget mere om den slags, indtil han sluttede med ‘Jeres indtil døden, Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse’.”

De to var ikke så lidt tilfredse med Sancho Panças gode hukommelse og roste ham meget og bad ham om at fremsige brevet to gange til, for at de ligeledes kunne lære det udenad og til sin tid nedskrive det. Sancho fremsagde det tre gange til, og lige så mange gange sagde han yderligere tre tusinde tåbeligheder. Bagefter fortalte han om sin herres tildragelser, men sagde ikke et ord om sit eget himmelspræt, der var overgået ham i den kro, han nu nægtede at gå ind i. Han fortalte ligeledes, hvordan hans herre, når han bragte godt nyt fra hans frue Dulzinea del Toboso, ville drage ud og søge at blive kejser eller i det mindste konge, for det havde de aftalt indbyrdes, og det var meget let at blive, da det bare afhang af hans mod og hans arms styrke; og når don Quixote var blevet det, skulle han bringe et giftermål i stand for ham, da han nu var blevet enkemand, for mindre kunne ikke gøre det, og som kone skulle han give ham en af kejserindens hofdamer, der var arving til et blomstrende, mægtigt rige på fastlandet, uden øer eller insulas af nogen slags, for nu var han ikke længere interesseret i det. Sancho talte helt roligt, mens han af og til snød næsen, og han virkede så uforstandig, at de to endnu en gang undrede sig og tænkte på, hvor voldsom don Quixotes galskab måtte være, når han havde kunnet få den stakkels mands sunde fornuft med på sine tøjerier. De ville ikke besvære sig med at bringe ham ud af hans vildfarelse, da de fandt, at det ikke skadede hans samvittighed, så det var bedre at lade ham blive i troen, og desuden ville de hellere fornøje sig med at høre på hans dumheder. Og således sagde de til ham, at han skulle bede til Gud for sin herres helse, for det var meget muligt og gørligt med tiden at nå frem til at blive kejser, som han sagde, eller i det mindste ærkebiskop eller få en anden, tilsvarende post. Hertil svarede Sancho:

“Herrer, hvis skæbnen skulle mage tingene sådan, at min husbond kom på den tanke ikke at blive kejser, men i stedet ærkebiskop, ville jeg gerne vide nu, hvad de farende ærkebiskopper plejer at give deres væbnere?

“De plejer at give dem et lavere eller højere kirkeligt hverv,” svarede præsten, “eller et sakristani, der giver lige så meget i fast løn som i indtægter for de kirkelige handlinger.”

“Det kræver,” indvendte Sancho, “at væbneren ikke er gift, og at han i det mindste kan hjælpe til ved messen; og hvis det er tilfældet, så arme mig, for jeg er gift og kan ikke engang det første bogstav i abc’en! Hvad skal der blive af mig, hvis min herre får lyst til at blive ærkebiskop og ikke kejser, som det er skik og brug blandt farende riddere?”

“Vær ikke bekymret, kære Sancho,” sagde barberen, “for vi vil opfordre og råde jeres herre til at blive kejser frem for ærkebiskop, og vi vil endda gøre det til en samvittighedssag, for det vil være lettere for ham, da han snarere er tapper end lærd.”

“Det er også faldet mig ind,” sagde Sancho, “selv om jeg må sige, at han har evner for alt. Jeg for min part har tænkt at bede Vor Herre om at lade ham komme hen, hvor han bedst kan tage for sig, og hvor han kan gøre mig de største gunstbevisninger.”

“Her taler I meget forstandigt,” sagde præsten, “og handler som en god kristen. Men det, der lige nu forestår, er at finde ud af, hvordan vi får jeres herre væk fra den unyttige bodshandling, som I siger han er i gang med; og for at regne ud, hvordan vi skal gå til værks, og desuden få noget at spise, for det er ved at være tid til det, må vi hellere gå ind i kroen her.” Sancho sagde, at de kunne gå ind, mens han ville vente udenfor, og siden hen skulle han nok fortælle dem grunden til, at han ikke gik ind, og hvorfor det heller ikke var tilrådeligt; men han bad dem om at komme ud med noget mad til ham, helst varm mad, og desuden byg til Rozinante. De forlod ham og gik ind, og lidt efter kom barberen ud med noget at spise. Efter at de to grundigt havde overvejet, hvordan de skulle gå til værks for at opnå, hvad de ville, kom præsten på en idé, der passede vældig fint til don Quixotes smag og til det, de ønskede; og så fortalte han barberen, at han havde tænkt på, at han selv skulle klæde sig som farende jomfru, og at barberen, så godt han kunne, skulle klæde sig som væbner, og således klædt skulle de tage ud til don Quixote, og hun skulle spille en bedrøvet jomfru i nød og anmode ham om en gunstbevisning, han ikke kunne afslå at indrømme hende som tapper, farende ridder. Og den gave, hun tænkte på at bede ham om, var, at han skulle følge hende, hvor hun end måtte føre ham hen, for at hævne en krænkelse, som en ond ridder havde gjort mod hende; og hun ville ligeledes bønfalde ham om ikke at bede hende tage ansigtssløret af eller anmode hende om noget af hendes rigdom, før han havde skaffet hende oprejsning over for den onde ridder; og præsten var ikke det mindste i tvivl om, at don Quixote ville gå med til alt, hvad han bad ham om i den sag, og på denne måde kunne de få ham ud fra bjergene og bringe ham hjem til deres landsby, hvor de ville prøve at finde et middel mod hans besynderlige galskab.