Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 26

Om hvad der skete den navnkundige don Quixote i Sierra Morena, og det var et af de mærkeligste eventyr, der fortælles i denne sandfærdige historie.

Da don Quixote nu var blevet så ilde tilredt, sagde han til sin væbner:

“Det er det, jeg altid har hørt sige: at handle vel mod tølpere er som at slå vand på en gås. Hvis jeg havde fæstet lid til det, du sagde, ville jeg have undgået denne ærgrelse, men nu er det gjort; jeg må væbne mig med tålmodighed og ikke begå den samme dumhed fremover.”

“Hvis Eders Nåde tager ved lære,” bemærkede Sancho, “må I kalde mig Stortyrk; men når I nu siger, at hvis I havde troet mig, ville I have undgået denne tort, så tro på mig nu, og I vil undgå endnu værre overlast; for jeg kan fortælle jer, at over for det Hellige Broderskab kommer man ikke langt med jeres farende ridderskab, for de giver ikke to maravedíer for alverdens farende riddere, og I skal vide, at jeg tror, jeg just nu hører deres pile svirre om ørerne på mig.”

“Du er den fødte kujon, Sancho,” sagde don Quixote; “men bare for at du ikke skal sige, at jeg er stædig og aldrig gør, hvad du råder mig til, vil jeg for denne ene gang følge dit råd og holde mig fra den furie, du er så bange for; men det sker på en betingelse: hverken som levende eller som død må du nogen sinde røbe, at jeg trak mig tilbage og undveg denne frygtelige fare af spor anden grund end for at efterkomme dine bønner; og hvis du skulle sige andet, vil det være en løgn, som jeg fra nu af og i al fremtid og fra fremtiden og til nu vil benægte, og jeg vil fastholde, at du lyver og vil lyve, hver eneste gang du måtte tænke eller sige det; og du skal ikke sige mig imod, for ved den blotte tanke om, at jeg går af vejen og trækker mig fra en fare, og især fra denne, der ser lidt farlig ud, hælder jeg til at blive her og vente alene, ikke kun på det Hellige Broderskab, som du taler om med frygt i stemmen, men på brødrene i Israels tolv stammer og på de syv Makkabæere og på Kastor og Pollux og endda på alle de andre brødre og broderskaber, der findes i verden.”

“Herre,” svarede Sancho, “at trække sig tilbage er ikke at flygte, og at vente er ikke klogt, når faren overgår håbet, og det sømmer sig for den kloge at vare sig i dag og ikke sætte alt på et bræt, men også at tænke på morgendagen. Og I skal vide, at selv om jeg er grov og bondsk, har jeg alligevel lidt af det, man kalder sund fornuft: derfor skal I ikke fortryde, at I har taget imod mit råd, men stig op på Rozinante, hvis I kan, og hvis ikke, skal jeg nok hjælpe jer, og følg så bare efter mig; for min knold siger mig, at lige nu skal vi hellere tage benene på nakken end fægte os vej frem.”

Don Quixote steg til hest uden at komme med flere indvendinger, og med Sancho på sit æsel som fører red de ind i den nærliggende del af Sierra Morena, idet Sancho havde sat sig for at drage hele vejen ind over bjergkæden og komme ud ved Viso eller Almodóvar del Campo og skjule sig nogle dage i de uvejsomme bjerge for ikke at blive fundet, hvis Broderskabet ledte efter dem. Det var han vældig opsat på, da han så, at den madpose, der hang på hans æsel, var sluppet uskadt gennem sammenstødet med galejslaverne, hvad han betragtede som et mirakel, da mad netop var det, galejslaverne efterstræbte og ville tilrane sig.

[Den nat nåede de langt ind i Sierra Morena, hvor Sancho mente, at de hellere måtte tilbringe natten og helst også nogle flere dage, i det mindste så længe de havde forsyninger, og således tilbragte de natten mellem to klipper og en tæt bevoksning af korkege. Men den ulyksalige skæbne, som ifølge dem, der ikke er oplyst af den sande tro, tilrettelægger, ordner og sammensætter alt på sin egen måde, magede det sådan, at den navnkundige tyv og bedrager, Ginés de Passamonte, der ved don Quixotes ædelhed og galskab var blevet befriet fra lænkerne, også kom på den tanke at skjule sig i disse bjerge, for han frygtede med rette det Hellige Broderskab, og skæbnen og frygten førte ham i samme retning som don Quixote og Sancho Pança, tids nok til at se dem og lade dem sove; og da skidtfolk altid er utaknemmelige, og da nøden tvinger til at gøre, hvad man ikke burde, og målet helliger midlet, besluttede Ginés, der hverken var taknemmelig eller godsindet, at stjæle Sancho Panças æsel, men han holdt sig fra Rozinante, da den hverken duede til at pantsætte eller sælge. Sancho Pança sov, Ginés stjal hans æsel, og før daggry var han for længst over alle bjerge. Den gryende morgen bragte glæde til jorden og sorg til Sancho Pança, for han kunne ikke finde sin gråskimmel, og da han opdagede, at den var væk, begyndte han at hulke så sørgmodigt og smerteligt, at don Quixote vågnede ved råbene og hørte, at der blev sagt:

“Ak, mit hjertebarn, avlet i mit eget hus, mine børns øjesten, min kones fryd, en torn i øjet på mine naboer, lettelse for mine byrder, og endelig mit halve underhold, for med de seks og tyve maravedíer, jeg tjente på den hver dag, havde jeg halvt om halvt til mit udkomme!”

Don Quixote, der så ham græde og erfarede årsagen, trøstede Sancho, så godt han kunne og bad ham være tålmodig, idet han lovede at give ham en tilgodeseddel, så han fik tre af de fem æselføl, som don Quixote havde derhjemme. Det trøstede Sancho sig med, tørrede tårerne, og hans gråd stilnede af, mens han takkede don Quixote for den nåde, han gjorde ham.]

Efterhånden som don Quixote trængte længere ind i bjergene, blev han lettere om hjertet, for disse egne virkede velegnede til de eventyr, han søgte. Han kom i tanker om de vidunderlige tildragelser, som de farende riddere var kommet ud for i den slags øde og uvejsomme egne. Han var så optaget og opslugt af at tænke på disse ting, at han ikke havde tanke for noget andet. Og nu da Sancho kunne se, at han færdedes på sikker vej, havde han heller ikke andre bekymringer i hovedet end at fylde sin mave med resterne af det, der var tilbage af det gejstlige bytte; og således red han bag sin herre, siddende på kvindevis på sit æsel, så han kunne komme til posen og proppe i sig, og så længe det gik sådan, gav han ikke en høstblomst for at finde et nyt eventyr. Netop da hævede han blikket og så sin herre standse op, idet han med lansens od forsøgte at hæve en bylt, eller hvad ved jeg, der var faldet til jorden; han skyndte sig at komme ham til hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, og nåede derhen, netop da don Quixote med lanseodden prøvede at løfte en sadelpude og en vadsæk, der var bundet sammen; de var gået halvt eller måske endda helt i opløsning og faldet fra hinanden, men de var så tunge, at Sancho måtte stige af for at løfte dem op, og hans herre befalede ham at se efter, hvad der var i vadsækken. Det skyndte Sancho sig at gøre, og selv om vadsækken var lukket med kæde og lås, var den så mørnet og skørnet, at han kunne se, hvad der var i den, og det var fire skjorter af fin batist og andre klædningsstykker af lærred, der var lige så sirlige, som de var rene, og i et tørklæde fandt han en god håndfuld guldescudos, og da han så dem, udbrød han:

“Velsignet være himlen, som har skaffet os et eventyr, der kommer os til nytte!”

Han ledte videre og fandt en lille, rigt udsmykket poesibog. Den udbad don Quixote sig og sagde til ham, at han kunne tage og beholde pengene. Sancho kyssede hans hænder som tak for denne nåde og tømte vadsækken for linnedstøjet, som han anbragte i madposen. Don Quixote, der så til, sagde:

“Jeg tror, Sancho, og det må være forklaringen, at en vejfarende på afveje må være kommet gennem bjergene her, hvor han er blevet overfaldet af ugerningsmænd, der sikkert har slået ham ihjel og slæbt ham hen til dette afsides sted for at begrave ham.”

“Det kan ikke passe,” sagde Sancho, “for hvis det var røvere, ville de ikke efterlade pengene her.”

“Det er sandt nok,” sagde don Quixote; “så kan jeg bare ikke gætte eller regne ud, hvad forklaringen ellers kan være, men bi lidt: lad os se, om der i den lille poesibog står skrevet noget, der kan hjælpe os til at efterforske og finde ud af det, vi ønsker at vide.”

Han åbnede den, og det første, han fandt, var en sonet, der var skrevet som en slags kladde, men med en meget fin håndskrift, og da han læste den højt, for at Sancho også kunne høre med, opdagede han, at der stod følgende:

Enten må Amors viden være ringe,

eller han er grusom, og jeg må bøde

med frygtelige pinsler for min brøde,

skønt blot en liden brist han vil betvinge.

Dog, viden skal man ikke overbringe

til Amor, der med visdom vil mig møde

og næppe kan ønske at se mig bløde.

Men hvem sender mig ud på smertens vinge?

Løgn er det, Ida, at give jer skylden,

din godhed rummer ikke dette onde,

ej heller kommer denne ynk fra himlen.

Snart skal jeg dø, så går der hul på bylden;

jeg må mig over ukendt kummer vånde,

for intet kan nu kurere min svimlen.

“Versene,” sagde Sancho, “fortæller os ikke noget, medmindre den idé, der bliver nævnt, kan føre os til manden.”

“Hvad er det for en idé,” sagde don Quixote.

“Jeg tror nok,” sagde Sancho, “at Eders Nåde nævnte en idé.”

“Jeg sagde Ida,” svarede don Quixote, “og det er uden tvivl navnet på den dame, som sonettens forfatter beklager sig over; og han må min tro være en forstandig digter, eller også har jeg ikke forstand på digterkunst.”

“Har Eders Nåde,” spurgte Sancho, “da også forstand på vers?”

“Mere end du aner,” svarede don Quixote, “og det vil du få at se, når jeg sender dig til min frue Dulzinea del Toboso med et brev, der er skrevet på vers fra ende til anden. For jeg ønsker, at du skal vide, Sancho, at alle eller de fleste farende riddere før i tiden var store troubadourer og store sangere; så disse to færdigheder eller rettere sagt nådegaver hører til de farende forelskede. Men det er sandt nok, at de fortidige ridderes viser rummer mere ånd end kunstfærdighed.”

“Læs noget mere, Eders Nåde,” sagde Sancho; “så skal I nok finde noget, der kan stille os tilfreds.”

Don Quixote vendte en side og sagde:

“Det her er prosa, og det ligner et brev.”

“Er det et privat brev, herre?” spurgte Sancho.

“Begyndelsen ser ud til at handle om kærlighed,” svarede don Quixote.

“Så læs det højt, Eders Nåde,” sagde Sancho; “for jeg holder meget af den slags, der handler om kærlighed.”

“Med glæde,” sagde don Quixote.

Og da han læste højt, som Sancho havde bedt ham om, opdagede han, at der stod følgende:

Dit falske løfte og min sikre ulykke fører mig til en egn, hvorfra du snarere vil høre nyt om min død end beretninger om mine klager. Du vragede mig, oh utaknemmelige! til fordel for én, der ejer mere, ikke for én, der er mere værd end jeg; men hvis dyden var en rigdom, der blev værdsat, ville jeg ikke misunde andres lykke eller begræde egen ulykke. Hvad din skønhed rejste, har dine gerninger styrtet i grus: din skønhed lod mig se dig som en engel, og ved dine gerninger forstod jeg, at du er en kvinde. Lev i fred, du ophav til min uro, og måtte himlen sikre, at dit bedrag mod din ægtemand for evigt vil være skjult, så du ikke skal angre, hvad du har gjort, og jeg ikke skal hævne, hvad jeg ikke ønsker.

Da don Quixote havde læst brevet, sagde han:

“Man ser det klarere ud af digtene end af dette brev, at ham, der skrev dem, er en forsmået elsker.”

Og idet han bladede næsten hele den lille bog igennem, fandt han andre digte og breve, hvoraf nogle var til at læse og andre ikke, men næsten alle handlede om jammer, klager og mistanker, glæder og sorger, gunstbevisninger og foragt: noget vakte jubel, og andet blev begrædt. Mens don Quixote gennemgik bogen, undersøgte Sancho vadsækken, idet hvert eneste hjørne i den og i sadelpuden blev gennemrodet, gransket og efterforsket, hver eneste syning blev revet op, hver uldtot blev udredet, for at der ikke var noget, som i skyndingen blev overset af skødesløshed: han var blevet grebet af en sådan begærlighed ved fundet af de dejlige escudos, som der var over hundrede af. Og selv om han ikke fandt mere end det, han allerede havde fundet, kunne han nu affinde sig med det himmelspræt, han blev udsat for, bryggen, han måtte kaste op, stokkepryglene, muldyrdriverens næveslag, de mistede sadeltasker, tyveriet af frakken og al den sult, tørst og træthed, han havde gennemgået i sin gode herres tjeneste, og han syntes, at han var blevet så rigeligt betalt, fordi hans herre havde vist ham den gunst at overdrage ham det, de havde fundet. Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse fik vældig lyst til at vide, hvem ejeren af vadsækken var, og han gættede ud fra sonetten og brevet, fra guldmønterne og de udsøgte skjorter, at det måtte være en fornem tilbeder, der var blevet drevet til et fortvivlet endeligt af sin dames foragt og hårdhændede behandling. Men da der på dette ubeboelige og uvejsomme sted ikke var en levende sjæl at spørge, kunne han ikke få stillet sin nysgerrighed, men måtte fortsætte fremad og følge den vej, som Rozinante valgte, og det var, hvor den kunne komme frem, og hele tiden forestillede han sig, at der da måtte være et eller andet besynderligt eventyr i disse vilde egne. Han red af sted i disse tanker, da han på en lille bjergtop, der viste sig for hans øjne, fik øje på en mand, der mærkelig adræt sprang fra klippe til klippe, fra tue til tue. Som han så ham, gik han i den bare skjorte, han havde et tæt, sort skæg, hans hår var tykt og vildtvoksende, han var barfodet og havde intet om benene; hans bukser, der så ud til at være af løvegult fløjl, nåede ham ned til knæene, men de var så lasede, at man kunne se igennem dem mange steder. Han havde intet på hovedet, og selv om han som sagt sprang adræt af sted, så og bemærkede Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse alle disse enkeltheder, men han kunne ikke følge ham, skønt han forsøgte på det, for Rozinante var ikke stærk nok til at gå over den ujævne klippegrund, så meget desto mere som den af natur var flegmatisk og trippende. Så fik don Quixote den tanke, at manden kunne være sadelpudens og vadsækkens ejer, og satte sig for at finde ham, om det så betød, at han måtte flakke om i bjergene et år, indtil han fandt ham; og derfor befalede han Sancho at stige af æslet og drage ind gennem den ene del af bjergkæden, mens han ville tage den anden del, og måske kunne de på denne måde støde på den mand, der så hurtigt var forsvundet for næsen af dem.

“Det er jeg ikke i stand til at gøre,” svarede Sancho; “for når jeg kommer bort fra Eders Nåde, overfalder frygten mig på tusinde måder med forskrækkelser og syner. Hvad jeg her siger, kan tjene jer til underretning om, at jeg fra nu af ikke fjerner mig en fingersbred fra jer.”

“Lad det da blive sådan,” sagde Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, “og jeg er godt tilfreds med, at du vil støtte dig til min sjælsstyrke, som det ikke skal skorte på, om du så skulle opgive ævred. Og følg nu stille og roligt efter mig, som du bedst kan, og sørg for at have øjnene på stilke; vi går uden om denne lille bjergkam; måske støder vi på den mand, vi så, og som utvivlsomt er den samme som ejeren af vores fund.”

Hertil svarede Sancho:

“Det ville være bedre ikke at lede efter ham, for hvis vi finder ham, og han skulle vise sig at være ejeren af pengene, må jeg selvfølgelig give ham dem tilbage, så derfor ville det være bedre ikke at foretage denne unødvendige efterforskning og lade mig beholde pengene i god tro, indtil den sande ejermand dukker op på en mindre nysgerrig og ihærdig måde; og måske har jeg til den tid brugt det hele og får frit lejde af kongen.”

“Der tager du fejl, Sancho,” svarede don Quixote; “for nu, hvor vi har en idé om, hvem der kan være ejermanden, eftersom vi næsten har stået over for ham, er vi forpligtede til at finde ham og give ham dem tilbage; og hvis vi ikke leder efter ham, vil vores stærke formodning om, at det er ham, gøre os lige så skyldige, som hvis det var tilfældet. Så du skal ikke ærgre dig over at lede efter ham, kære Sancho, for det vil glæde mig at finde ham.”

Og således sporede han Rozinante, og Sancho fulgte ham på sit sædvanlige æsel, og da de var redet rundt om en del af bjerget, fandt de et opsadlet muldyr med bidsel; dyret lå dødt i en bjergbæk, halvt opædt af hunde og hakket af råger, hvilket bekræftede deres formodning om, at den, der flygtede, var muldyrets og sadelpudens ejermand. Mens de stod og så på dyret, hørte de en fløjtelyd som fra en hyrde, der vogter sin hjord, og til venstre for dem op over bjergkammen dukkede der lidt efter en stor flok geder op, fulgt af hyrden, en gammel mand, der vogtede dem. Don Quixote råbte og bad ham komme ned til dem. Hyrden råbte tilbage for at spørge, hvem der havde bragt dem til dette sted, der sjældent eller aldrig blev betrådt af andre end de geder eller ulve eller andre vilddyr, som holdt til der. Sancho svarede, at hvis han kom ned til dem, skulle de nok fortælle ham det. Gedehyrden gik ned, og da han kom hen til don Quixote, sagde han:

“Jeg vil vædde på, at I står og kigger på det lejede muldyr, der ligger dødt nede i lavningen. For det har min tro ligget seks måneder på dette sted. Sig mig engang: er I stødt på dets ejermand her omkring?”

“Vi er ikke stødt på nogen,” svarede don Quixote, “men ikke langt herfra fandt vi en sadelpude og en vadsæk.”

“Den har jeg også fundet,” sagde gedehyrden, “men jeg har aldrig turdet tage fat i den eller gå hen til den, for jeg var bange for, at der skulle være uheld ved den, og at jeg skulle blive stillet til regnskab for røveri, da djævelen er udspekuleret og lægger ting for folks fødder, som de kan snuble og falde over, uden at vide ud eller ind.”

“Det samme siger jeg,” svarede Sancho; “for jeg fandt den også og holdt mig på et stenkasts afstand: der lod jeg den ligge, og der bliver den, som den er; for vagthundens bjælde skal mig ikke fælde.”

“Sig mig, min gode mand,” sagde don Quixote, “ved I, hvem der er ejeren af disse genstande?”

“Jeg kan kun fortælle,” sagde gedehyrden, “at for en seks måneders tid siden, mere eller mindre, kom der en yngling af ædel skikkelse og indtagende væsen til en hyrdehytte, som ligger omkring tre mil herfra, og han red på det selv samme muldyr, som ligger dødt der, og han havde den samme sadelpude og vadsæk, som I siger, at I fandt og ikke rørte. Han spurgte os, hvilket område af bjergene, der var det mest ufremkommelige og afsidesliggende; vi fortalte ham, at det var her, hvor vi nu er, og det er så sandt, som det er sagt; for hvis I trænger en halv mil længere ind, vil I måske aldrig have held til at komme ud igen; og det undrer mig, hvordan I har kunnet nå helt hertil, for der er hverken vej eller sti, som fører til dette sted. Jeg kan altså fortælle, at da knøsen hørte vores svar, vendte han om og drog i den retning, vi udpegede for ham, mens vi stod tilbage, betagede af hans smukke skikkelse og forundrede over hans forespørgsel og den hast, hvormed vi så ham begive sig af sted og drage ind i bjergene, og siden da har vi ikke set mere til ham, før han for nogle dage siden passede en af vores hyrder op og styrtede sig over ham uden et ord og sparkede og slog ham, hvorefter han gik hen til æslet med madsækken og tog alt det brød og ost, han havde med; og efter at have gjort det forsvandt han mærkelig adræt ind i bjergene igen. Da vi andre gedehyrder hørte det, gik vi ud for at lede efter ham i de mest uvejsomme områder af bjergene og fandt ham efter næsten to dage i en stor og vældig, hul korkeg. Sagtmodigt kom han ud til os med sønderrevet tøj og ansigtet så skæmmet og branket af solen, at vi knap kunne kende ham på andet end tøjet, der ganske vist hang i laser, men efter hvad vi havde hørt om det, kunne vi forstå, at han var den, vi ledte efter. Han hilste høfligt på os, og med få, velvalgte ord sagde han, at vi ikke skulle undre os over at se ham flakke om på denne måde, for således anstod det sig for ham, idet han opfyldte en bod, der var blevet ham pålagt for hans mange synder. Vi bad ham fortælle os, hvem han var, men det kunne vi ikke få ud af ham. Vi opfordrede ham også til, at når han havde brug for noget at spise, hvad han jo ikke kunne leve foruden, skulle han sige, hvor vi kunne finde ham, for så ville vi kærligt og omsorgsfuldt bringe ham det; og hvis det ikke passede ham, skulle han i det mindste komme og bede om det og ikke tage det fra hyrderne. Han takkede os for vores tilbud, bad om undskyldning for de tidligere overfald og lovede fremover at bede om det i Guds navn uden at forulempe nogen. Hvad angik hans tilholdsted, sagde han, at han holdt til, hvor natten tilfældigvis overraskede ham; og som afslutning på sin beretning brast han i så inderlig en gråd, at vi, der havde lyttet til ham, skulle have været af sten, hvis vi ikke havde grædt med ham, når vi betænkte, hvordan vi havde set ham den første gang, og hvordan vi nu så ham. For han var som sagt en meget ædel og yndefuld knøs, og hans dannede og forsonlige ord viste ham som et velopdragent og belevent menneske; vi, der hørte på ham, var ganske vist jævne mennesker fra landet, men han var så ædel, at han blot behøvede at give sig til kende, for at vi jævne folk kunne se det. Da han nu var godt i gang med sin tale, holdt han pludselig inde og blev tavs; en rum tid stirrede han stift ned i jorden, mens vi andre tavse og spændte afventede, hvor hans afsind ville ende, for vi følte stor medlidenhed med ham, idet vi let kunne se, at han havde fået et anfald af vanvid, sådan som han spærrede øjnene op, stirrede stift mod jorden i lang tid uden at blinke, mens han andre gange lukkede øjnene, kneb læberne sammen og hævede øjenbrynene. Og han lod os hurtigt forstå, at det var rigtigt, hvad vi tænkte, for han sprang så rasende op fra jorden, hvor han havde smidt sig, og fór så dristigt og rasende løs på ham, der stod nærmest, at hvis vi ikke havde trukket ham væk fra ham, ville han have dræbt ham med de bare næver og med bid, alt imens han sagde: Åh, troløse Fernando! Nu, nu skal du komme til at undgælde for den uretfærdighed, du gjorde mod mig: med disse hænder vil jeg flå dit hjerte ud, hvor du huser og rummer al din ondskab, og især dit svig og bedrag!’ Og han lod disse ord følge af andre, der alle stilede mod at tale ondt om denne Fernando og beklikke ham som forræder og troløs. Tunge om hjertet trak vi ham væk, og uden at sige mere fjernede han sig fra os og forsvandt i løb ind mellem cistusbuske og kratvækst, så vi ikke kunne følge ham. Derfor gættede vi på, at han fra tid til anden blev grebet af vanvid, og at en eller anden ved navn Fernando måtte have spillet ham et slemt puds, der var så stygt, at det havde ført ham så langt ud. Alt dette er siden blevet bekræftet af de gange, og det har været mange, hvor han er kommet frem, nogle gange for at bede hyrderne om at give ham noget af deres mad, og andre gange for at tage det med magt; for når han har et anfald af vanvid, tager han ikke pænt imod maden, selv om hyrderne velvilligt tilbyder ham den, men slår om sig og tager den med magt; men når han er ved sine fulde fem, beder han pænt og beskedent om den i Guds navn og giver udtryk for sin tak og fælder en enkelt tåre. Og sandelig siger jeg jer, herrer,” fortsatte gedebonden, “at i går besluttede jeg og fire andre hyrder, to tjenere og to af mine venner, at vi ville lede efter ham, til vi fandt ham, og når det skete, ville vi med det gode eller det onde bringe ham til byen Almodóvar, som ligger otte mil herfra, for at lade ham kurere, hvis der ellers findes nogen kur mod hans dårligdom, eller vi ville søge oplyst, hvem han er, når han er ved sine fulde fem, og om han har slægtninge, som vi kunne underrette om hans ulykke. Mere kan jeg ikke berette, herrer, som svar på det, I har spurgt mig om; og I skal vide, at ejeren af de genstande, I fandt, er den samme, som I har set fare forbi lige så let til bens som let påklædt;” for don Quixote havde fortalt ham, hvordan han havde set manden springe forbi hen over bjergsiden.

Don Quixote var forundret over det, han havde hørt fra gedehyrden, og følte en voksende lyst til at vide, hvem den ulykkelige galning var, så han satte sig for, hvad han allerede havde tænkt på: han ville lede efter ham overalt i bjergene og undersøge hver eneste afkrog og hule, indtil han fandt ham. Men skæbnen gjorde det lettere, end han havde tænkt eller håbet, for i selv samme øjeblik dukkede knøsen, som de ledte efter, op fra en af bjergkædens kløfter, der mundede ud, just hvor de befandt sig, og han gik og talte med sig selv om ting, der ikke var til at forstå på nært hold, så meget desto mindre på lang afstand. Hans klædning var som beskrevet, men da han kom nærmere, så don Quixote, at den lasede jakke, han havde på, var garvet med ambra, hvoraf han sluttede, at et menneske, der bar sådanne klædningsstykker, ikke kunne være af en tarvelig støbning. Da knøsen kom hen til dem, hilste han dem med skrattende og hæs stemme, men ellers meget høfligt. Don Quixote besvarede hans hilsen lige så belevent, og idet han steg af Rozinante, gik han med ædel værdighed og anstand hen og omfavnede ham, og længe holdt han ham i sine arme, som om de havde kendt hinanden i lang tid. Den anden, som vi kan kalde Pjalten af den Ynkelige Skikkelse, ligesom vi kalder don Quixote Ridderen af den Bedrøvelige, holdt don Quixote ud fra sig efter at have ladet sig omfavne, og idet han lagde sine hænder på hans skuldre, betragtede han ham, som ville han se, om han kendte ham; han var måske ikke mindre forundret over at se don Quixotes skikkelse, statur og rustning, end don Quixote var over at se ham. Kort sagt, den første, der talte, efter at de havde omfavnet hinanden, var Pjalten, og hvad han sagde, bliver fortalt fremover.