Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 23

Om det uhørte og usete eventyr, der aldrig er blevet gennemført af nogen navnkundig ridder med mindre fare for liv og lemmer end af den tapre don Quixote de la Mancha.

“Af det grønne græs kan man se, min herre, at der her i nærheden må være en kilde eller en bæk, som giver væde til planterne, andet er en umulighed, og derfor vil det bedste være at gå lidt fremefter, så skal vi nok finde et sted, hvor vi kan stille den frygtelige tørst, der plager os, og som uden tvivl er værre end sulten.”

Don Quixote fandt, at det var et godt råd, så han tog Rozinante ved tøjlerne, og Sancho greb sit æsel ved grimen efter at have anbragt madresterne efter aftensmåltidet på det, og så begyndte de at famle sig vej op over engen, for i nattens mulm og mørke kunne de ikke se en hånd for sig; men knap havde de gået to hundrede skridt, før deres ører opfangede den buldrende lyd af vand, der lød, som om det styrtede ud fra nogle høje, stejle klipper. De blev så glade over at høre vandets brusen, at de standsede op for at lytte efter, hvor lyden kom fra, og nu hørte de pludselig en anden bragen, der fik dem til at slå koldt vand i blodet og ødelagde deres glæde over vandet, især hos Sancho, der naturligvis var forsagt og ængstelig. Jeg kan altså fortælle, at de hørte taktfaste slag sammen med knirkende jernkæder og lænker, som ledsaget af vandets rasende buldren kunne jage en skræk i livet på enhver anden end don Quixote. Det var som sagt mørk nat, og på må og få gik de ind mellem nogle høje træer, hvis blade i den stille brise raslede sagte og uhyggeligt, så ensomheden, stedet, mørket, vandets buldren og bladenes raslen, alt dette vakte skræk og rædsel, og værre blev det, da de opdagede, at bankelydene ikke ophørte, vinden ikke sov og morgenen ikke gryede, og dertil kom, at de ikke anede, hvor de befandt sig. Men don Quixote, der havde følgeskab af sit uforfærdede hjerte, sprang på Rozinante, satte sit skjold på armen, holdt lansen på skrå og sagde:

“Kære Sancho, du skal vide, at jeg efter ønske fra himlen blev født ind i vores nuværende jernalder for at genoplive guldalderen eller den gyldne alder, som man plejer at kalde den. Alle farer, herlige bedrifter og tapre gerninger er forbeholdt mig. Det er mig, gentager jeg endnu en gang, der skal genoplive Ridderne om det Runde Bord, de Tolv Jævninge fra Frankrig og de Ni Navnkundige, og det er ligeledes mig, der skal bringe glemsel over de mange udgaver af ridderne Platir og Tablante, Olivante og Tirant, Phoibos og Belianís og hele den øvrige skare af berømte farende riddere fra fortiden, ved i det århundrede, jeg befinder mig i, at udføre heltegerninger, forunderlige bedrifter og våbendyster, der overskygger de navnkundigste af deres bedrifter. Nu lægger du, min tro og retskafne væbner, vel mærke til nattens mørke skygger, dens besynderlige stilhed, træernes dæmpede og foruroligende brusen, den frygtindgydende buldren af vandet, vi søger efter, og som i lighed med Nilen lyder som om det styrter ud og vælter ned fra de høje Månebjerge, og den uophørlige banken, der skærer os i ørerne, og både sammen og hver for sig er lydene nok til at sætte selveste krigsguden Mars en frygt, skræk og angst i livet, så meget mere én, der ikke er vant til den slags begivenheder og eventyr. Men alt, hvad jeg her udmaler for dig, ansporer og vækker mit mod, så hjertet svulmer i mit bryst af lyst til at gå i lag med dette eventyr, hvor vanskeligt det end måtte vise sig at være. Så spænd nu sadelgjordene på Rozinante og Gud være med dig og vent på mig her, men højst tre dage, og hvis jeg derefter ikke vender tilbage, kan du begive dig til vores landsby, og derfra skal du gøre mig den tjeneste og gode gerning at tage til El Toboso, hvor du skal fortælle min uforlignelige frue Dulzinea, at hendes tryllebundne ridder døde under udførelsen af bedrifter, der kunne gøre ham værdig at kalde sig hendes.”

Da Sancho hørte sin herres ord, begyndte han at græde så inderligt og sagde:

“Herre, jeg ved ikke, hvorfor Eders Nåde vil gå i kast med dette frygtelige eventyr; det er nat nu, ingen kan se os her, og vi kan let gå en anden vej og undgå faren, om vi så må undvære at drikke i tre dage; og da der ikke er nogen, der kan se os, vil ingen overhovedet lægge mærke til, at vi er nogle kujoner, så meget mere som jeg har hørt præsten i vores landsby prædike, og ham kender Eders Nåde jo udmærket, at den, der søger faren, går til grunde i den; så det er ikke godt at friste Gud ved at gå i gang med noget så ubesindigt, hvor man kun ved et mirakel kan slippe helskindet fra det, for himlen har allerede vist jer tilstrækkelig mange mirakler ved at frelse Eders Nåde fra at blive himmelsprættet, som jeg blev det, og ved at lade jer gå uskadt, fri og sejrrig ud af kampen mod de mange fjender, der ledsagede den afdøde. Og hvis alt dette ikke rører eller blødgør jeres hårde hjerte, så lad jer bevæge af tanken og forestillingen om, at næppe har Eders Nåde fjernet jer herfra, før jeg ude af mig selv af skræk vil give min sjæl til hvem der måtte ønske at tage den med sig. Jeg brød op fra min fødeegn og forlod kone og børn for at følge og tjene Eders Nåde med min egen fordel, ikke min bagdel for øje; men fyld grådigt i dine sække, og du vil se dem sprække, som det er sket for mig, for jo mere brændende jeg ønskede mig den afskyelige og ulyksalige ø, som Eders Nåde så mange gange har lovet mig, ser jeg, at betalingen i stedet bliver, at I efterlader mig et sted langt fra andre mennesker. Ved den eneste Gud, min herre, gør mig ikke en sådan ubillighed, og hvis Eders Nåde ikke helt vil afstå fra at gå i kast med denne bedrift, så udsæt den i det mindste til i morgen, for ifølge det jeg lærte, da jeg var hyrde, kan der ikke være mere end tre timer fra nu af og til morgengry, for mundingen på Hornet, som andre kalder Lillebjørn, er lige over vores hoved nu, og det er midnat, når det flugter med venstre arm.”

“Hvordan kan du se, Sancho,” spurgte don Quixote, “hvor den har denne linje, eller hvor munden er, eller det baghoved, du snakker om, når natten er så mørk, at man ikke kan øjne en eneste stjerne på hele himlen?”

“Det er rigtigt nok,” sagde Sancho, “men angsten har mange øjne og kan se ting under jord og så meget mere oven over jorden i himlen, derfor kan man med lidt sund fornuft let forstå, at der ikke er lang tid, til det bliver dag.”

“Hvor lang tid der end er,” svarede don Quixote, “skal man dog hverken nu eller på noget andet tidspunkt kunne sige om mig, at tårer og bønner afholdt mig fra at gøre, hvad jeg burde ifølge god ridderskik; og således beder jeg dig om at tie, Sancho, for Gud, der har lagt mig på sinde at gå i kast med dette mageløse og frygtindgydende eventyr, vil våge over mit ve og vel og trøste dig i din modløshed. Du skal bare spænde Rozinantes sadelgjorde og blive her, så er jeg hurtigt tilbage igen, levende eller død.”

Da Sancho nu indså, hvor beslutsom hans herre var, og hvor lidt hans tårer, råd og bønner hjalp, besluttede han at tage tilflugt til sin opfindsomhed og om muligt få ham til at afvente dagens komme; og mens han således spændte sadelgjordene på hesten, tog han listigt grimen fra sit æsel og bandt Rozinantes forben sammen uden at blive opdaget, så da don Quixote ville ride bort, kunne han ikke, for hesten var kun i stand til at bevæge sig i spring. Da Sancho Pança så, hvor godt hans svindelnummer lykkedes, sagde han:

“Nådada, herre, himlen er nok blevet bevæget af mine tårer og bønner og har villet det sådan, at Rozinante ikke kan bevæge sig, og hvis I bliver stædig og driver på hesten med sporen, udfordrer I skæbnen og kommer til at kæmpe mod overmagten, som man siger.”

Don Quixote blev ude af sig selv over det, men hvor meget han end jog benene ind i hestens flanker, kunne han ikke få den til at rokke sig ud af stedet; og uden at opdage sammenbindingen fandt han det bedst at falde til ro og vente, enten til det blev morgen, eller til Rozinante satte sig i bevægelse, uden tvivl i den tro, at det skyldtes noget andet end Sanchos opfindsomhed, og således sagde han til ham:

“Det forholder sig sådan, Sancho, at Rozinante ikke kan bevæge sig, så jeg må affinde mig med at vente, til morgenrøden titter frem, selv om jeg er træt af at skulle vente på, at dagen gryr.”

“Det skal I ikke være,” svarede Sancho, “for jeg skal nok underholde Eders Nåde med at fortælle historier fra nu af og til i morgen, medmindre I hellere vil stige af og lægge jer til at sove lidt i det grønne græs, som farende riddere har for vane, så I kan være udhvilet, når dagen gryr og det er tid til at gå i kast med det mageløse eventyr, der venter jer.”

“Hvorfor taler du om at stige af og sove?” sagde don Quixote. “Er jeg måske af den slags riddere, der hviler, når farerne truer? Læg du dig bare til at sove, for det er jo din natur, eller gør, hvad du lyster, så vil jeg gøre, hvad jeg finder mest passende for mit forehavende.”

“Min herre, Eders Nåde må ikke blive vred,” sagde Sancho, “det var ikke sådan ment.”

Og så gik han hen til ham, greb med den ene hånd om den forreste sadelbue og lagde den anden hånd på den bageste, så han holdt om sin herres venstre lår uden at vove at rokke sig en fingersbred derfra: så ræd var han over bankelydene, der stadig hørtes med mellemrum. Don Quixote sagde til ham, at han kunne fortælle en historie for at underholde ham, som han havde lovet, og det ville Sancho gerne gøre, hvis han var i stand til det for bar skræk og rædsel.

“Men alligevel vil jeg anstrenge mig for at fortælle en historie, og hvis det lykkes mig at få den fortalt, og jeg ikke bliver standset undervejs, er det den bedste af alle historier; hør godt efter, Eders Nåde, for nu begynder jeg: ‘Der var engang, hvor det gode, der måtte komme, var for alle, og det onde kun for den, der opsøgte det …’ Og Eders Nåde, min herre, skal lægge mærke til, at fortidens fortællere ikke bare begyndte deres fabler på en hvilken som helst måde, men startede med en talemåde af romeren Cato Fjolsorius, der lyder sådan her: ‘Og det onde kun for den, der opsøgte det,’ og det passer her som fod i hose og betyder, at Eders Nåde skal forholde jer i ro og ikke opsøge det onde nogetsteds, men hellere lade os gå tilbage ad en anden vej, for der er ingen, der tvinger os til at fortsætte ad vejen her, hvor vi gennemrystes af så mange forskrækkelser.”

“Se nu at komme videre med din fortælling, Sancho,” sagde don Quixote, “og overlad til mig at vælge den vej, vi skal følge.”

“Jeg siger altså,” fortsatte Sancho, “at et sted i Extremadura var der en gedehyrde, altså sådan én, der vogtede geder, og denne hyrde eller gedevogter, som jeg beretter om i min fortælling, hed Lope Ruyz, og denne Lope Ruyz var forelsket i en hyrdinde, der hed Torralba, og hyrdinden ved navn Torralba var datter af en rig bjergbonde, og denne rige bonde …”

“Hvis du fortæller din historie sådan, Sancho,” sagde don Quixote, “at du gentager alt hvad du siger to gange, bliver du ikke færdig de første to dage; fortæl tingene den ene efter den anden og fortæl dem som en forstandig mand, og hvis du ikke kan det, så skal du ikke sige noget.”

“I min hjemegn,” svarede Sancho, “fortæller man alle fabler, sådan som jeg fortæller dem, og jeg kan ikke fortælle på andre måder, og det er heller ikke godt, hvis Eders Nåde beder mig om at indføre ny skik og brug.”

“Så fortæl, som du vil,” sagde don Quixote; “fortsæt bare, siden skæbnen vil det sådan, at jeg ikke kan undgå at lytte til dig.”

“Som jeg allerede har fortalt, min sjæls herre,” fortsatte Sancho, “var denne hyrde forelsket i hyrdinden Torralba, der var en buttet og stridbar pige, som godt kunne virke lidt mandhaftig, for hun havde ansats til overskæg, og lige nu er det grangiveligt, som om jeg ser hende for mig.”

“Kendte du hende da?” spurgte don Quixote.

“Jeg kendte hende ikke,” svarede Sancho; “men den, der fortalte mig historien, forsikrede mig om, at den var så rigtig og sandfærdig, at når jeg fortalte den videre, kunne jeg udmærket fastslå og sværge på, at jeg havde set det hele. Men dage kom og dage gik, og djævelen, der aldrig sover og altid laver brok i alt, sørgede for, at hyrdens kærlighed til hyrdinden blev til afsky og ond vilje, og ifølge onde tunger var grunden den, at hun gav ham anledning til et vist mål af skinsyge, som gik over stregen og berørte det forbudte; det gik så galt, at hyrden herefter afskyede hende så meget, at han for ikke at se hende ville bryde op fra den egn og drage et sted hen, hvor han aldrig mere ville se hende for sine øjne. Torralba, der nu blev foragtet af Lope, kom til at holde så meget af ham, som hun aldrig før havde gjort.”

“Det er kvindernes natur,” bemærkede don Quixote: “de foragter den, der elsker dem, og elsker den, der afskyr dem; fortsæt, Sancho.”

“Der skete nu det,” sagde Sancho, “at hyrden førte sin beslutning ud i livet, drev sine geder foran sig og begav sig ud over Extremaduras vidder, indtil han nåede Portugals riger. Da Torralba hørte det, begav hun sig efter ham og fulgte ham til fods og barfodet på lang afstand med en hyrdestav i hånden og en vadsæk over skuldrene, hvor hun ifølge rygtet havde en stump spejl og en kam og en krukke med en eller anden slags sminke til ansigtet; men hvad hun nu end havde med, vil jeg ikke komme nærmere ind på lige nu, men blot fortælle, at det siges, at hyrden med sin hjord nåede frem til at skulle krydse floden Guadiana, der på det tidspunkt var meget vandrig og næsten gået over sine bredder, og der, hvor han kom ned til floden, var der hverken skib eller jolle og ingen til at skaffe hverken ham eller hans dyr over på den anden side, hvad der ærgrede ham meget, for han kunne se, at Torralba nærmede sig, og hun ville plage ham meget med sine bønner og tårer; dog, da han så nøjere efter, opdagede han en fisker, der havde en jolle, men den var så lille, at der kun lige kunne være et menneske og en ged i den, men alligevel snakkede han med ham og aftalte, at han skulle sejle ham og hans tre hundrede geder over floden. Fiskeren gik i jollen og sejlede en ged over; han vendte tilbage og sejlede endnu en ged over; han vendte igen tilbage og sejlede endnu en ged over. Eders Nåde skal holde tal på, hvor mange geder fiskeren sejler over, for hvis man glemmer én, er historien slut, og det vil ikke være muligt at fortælle et eneste ord mere. Jeg fortsætter altså min beretning med at fortælle, at landingspladsen på den anden side var mudret og smattet, så fiskeren var lang tid om turen over og tilbage igen. Alligevel vendte han tilbage efter endnu en ged, og én til, og én til …”

“Fortæl bare, at han sejlede dem alle over,” sagde don Quixote; “du behøver ikke at følge ham frem og tilbage på den måde, for så bliver du ikke færdig med at sejle dem over på et år.”

“Hvor mange er der kommet over indtil nu?” spurgte Sancho.

“Fanden tage mig, om jeg ved det!” svarede don Quixote.

“Jeg sagde jo, at I skulle holde godt regnskab, for nu er fortællingen ved Gud ovre, og jeg kan ikke fortælle videre.”

“Hvad skal det sige?” udbrød don Quixote. “Er det så væsentligt for historien at vide helt nøjagtigt, hvor mange geder der er sejlet over, at hvis man tager fejl i antallet, kan du ikke fortsætte med historien?”

“Nej, herre, overhovedet ikke,” svarede Sancho; “men just som jeg bad Eders Nåde fortælle mig, hvor mange geder der var fragtet over, og I svarede, at det vidste I ikke, i samme øjeblik forsvandt alt, hvad jeg endnu manglede at fortælle, fra min hukommelse, og det var min tro en god og fornøjelig fortælling.”

“Betyder det,” spurgte don Quixote, “at historien nu er færdig?”

“Lige så færdig som min salig mor,” svarede Sancho.

“Jeg må sandelig indrømme,” bemærkede don Quixote, “at du har fortalt en af de nyeste fabler, fortællinger eller historier, som nogen i denne verden har udtænkt, og du fortæller den og lader den slutte på en måde, der aldrig vil blive eller er blevet set i dette liv, skønt jeg ikke forventede andet af din gode fornuft; men det undrer mig ikke, for måske har de uophørlige bankelyde forstyrret din forstand.”

“Det er meget muligt,” svarede Sancho, “men hvad min fortælling angår kan jeg kun sige, at den hører op, når man ikke længere kan holde tal på, hvor mange geder der er fragtet over.”

“Du har min velsignelse til at holde inde, når du måtte ønske det,” sagde don Quixote, “og lad os nu se, om Rozinante kan bevæge sig ud af stedet.”

Han klemte igen benene sammen om dens flanker, og igen gjorde hesten nogle spring og faldt til ro: den var forsvarligt bastet og bundet. Nu ser det ud til, at Sancho fik trang og lyst til at gøre det, som ingen anden kan gøre for ham, hvad enten det nu skyldtes morgenkulden, eller at han havde spist noget afførende, eller det havde naturlige årsager, hvilket er det mest sandsynlige, men han var så bange, at han ikke turde fjerne sig så meget som det sorte under en negl fra sin herre; men det gik heller ikke an at undlade at gøre det, han havde trang til, så det han gjorde var i god ro og orden at lade højre hånd slippe sit greb i den bageste sadelbue, og med den løsnede han behændigt og lydløst rendeløkken på snoren, som var det eneste, der holdt hans knæbukser oppe, og da han fik den løsnet, faldt bukserne ned om benene på ham og lå som fodlænker om hans ankler. Herefter løftede han skjorten, så godt han kunne, og hans store rumpe kom ud i fri luft. Det var det eneste, han behøvede at gøre, troede han, for at lette sig for sit frygtelige og pinefulde mavekneb, men da det var gjort, kom han i en endnu værre knibe, og det var, at han ikke kunne lette sig uden at prutte, så han greb til at bide tænderne sammen, løfte skuldrene og holde vejret alt, hvad han kunne, men trods alle sine anstrengelser var han så hårdt trængt, at han sluttelig sluttelig kom til at udsende en lille fisen, der var ret forskellig fra den larm, der gjorde ham så bange. Det hørte don Quixote og spurgte:

“Hvad var det for en lyd, Sancho?”

“Det ved jeg ikke, herre,” svarede han; “det må være noget nyt, for eventyr og ulykker kommer aldrig alene.”

Så prøvede han igen sin lykke, og denne gang gik det så godt, at han uden den tidligere fisen og prutten fik lettet sig for den byrde, der havde tynget ham sådan. Men da don Quixotes lugtesans var lige så skarp som hans hørelse, og Sancho var så tæt på og nærmest klæbede til ham, steg dunsterne opad i næsten lige linje, og det var ikke til at undgå, at nogle af dem nåede hans næsebor, og næppe var de nået frem, før han kom dem til undsætning, klemte to fingre sammen om dem, og med en småsnøvlende stemme sagde han:

“Du må min tro, Sancho, være meget bange.”

“Det er jeg også,” svarede Sancho, “men hvorfor lægger Eders Nåde mærke til det netop nu?”

“Fordi du netop nu lugter og ikke just af ambra,” svarede don Quixote.

“Det kan meget vel være,” svarede Sancho; “det er bare ikke mig, men Eders Nåde, der er skyld i det, for I tager mig med til mærkelige steder på uvante tider.”

“Gå tre eller fire skridt væk herfra, kære ven,” sagde don Quixote, stadig med fingrene for næsen, “og fra nu af skal du styre dig selv lidt bedre og vise mig mere respekt, for jeg må have snakket for meget med dig, siden du viser mig en sådan foragt.”

“Jeg vil vædde på,” indvendte Sancho, “at Eders Nåde tror, at jeg har gjort noget, jeg ikke burde.”

“Det er vist bedst ikke at tale om det, kære Sancho,” svarede don Quixote.

Med den slags og andre lignende samtaler gik natten for herre og tjener, men da Sancho så, at morgenen nærmede sig på raske fjed, løsnede han meget forsigtigt Rozinante og bandt snoren i sine knæbukser. Da Rozinante nu var sluppet fri, blev den tilsyneladende lidt knotten, og selv om den ikke var spor fyrig, begyndte den at sparke ud, for bukkespring kunne den med al respekt ikke lave. Da don Quixote opdagede, at Rozinante var i bevægelse, tog han det som et godt tegn og opfattede det sådan, at han skulle give sig i kast med det frygtelige eventyr. Nu tittede morgengryet frem og fik alt til at se anderledes ud, og don Quixote opdagede, at han befandt sig mellem nogle høje træer, og det var kastanjer, der fik skyggerne til at virke meget mørke; han kunne også høre, at bankelydene fortsatte, men det var ikke til at se, hvad de kom af. Og uden at tøve længere sporede han Rozinante, tog igen afsked med Sancho og gav ham besked om højst at vente tre dage på ham, sådan som han allerede tidligere havde sagt til ham, og hvis han ikke var vendt tilbage inden for den tid, kunne han være evigt forvisset om, at han havde gjort sin pligt over for Gud ved at ende sine dage i dette farlige eventyr. Så gentog han den besked og meddelelse, han skulle bringe fra ham til hans frue Dulzinea, og hvad angik betalingen for hans tjenester skulle han ikke bekymre sig, for han havde skrevet sit testamente, før han drog hjemmefra, og deri havde han sørget for, at Sancho ville få sin løn og betaling i forhold til den tid, han havde tjent ham; men hvis Gud fik ham helskindet ud af denne fare, og der ikke skulle betales løsepenge for ham, kunne han regne det for mere end sikkert, at han ville få den ø, han havde lovet ham. Igen brast Sancho i gråd, da han endnu en gang hørte sin gode herres ynkelige ord, og han besluttede ikke at forlade ham, før denne sag havde nået sin endelige afslutning. Af alle Sancho Panças tårer og hans agtværdige beslutning udleder forfatteren til denne historie, at han må være af god herkomst og i det mindste gammelkristen; hans herre blev noget formildet af hans medfølelse, men ikke så meget, at han viste det mindste tegn på svaghed; i stedet pustede han sig op, det bedste han havde lært, og begyndte at ride i den retning, hvor han mente, at vandets brusen og bankelydene kom fra. Sancho fulgte ham til fods og førte som sædvanlig sit æsel ved grimen, for det var hans uadskillelige ledsager i medgang og modgang; og da de havde tilbagelagt et godt stykke vej mellem kastanjerne og de skyggefulde træer, nåede de frem til en lille eng, der var dannet for foden af nogle høje klipper, hvorfra der styrtede vand ned med en vældig buldren og bragen. For foden af klipperne var der nogle faldefærdige huse, der mere lignede ruiner end bygninger, og her kunne de høre, at larmen og de uophørlige bankelyde kom fra. Rozinante blev urolig over vandets buldren og bankelydene, og mens don Quixote beroligede den, nærmede han sig langsomt husene, idet han helhjertet lagde sit liv i sin frues hånd og bønfaldt hende om at se i nåde til ham i denne frygtelige opgave og bedrift, og i forbifarten befalede han sig også i Guds vold, for at Han ikke skulle glemme ham. Sancho veg ikke fra hans side, og han strakte hals og havde øjnene på stilke for mellem Rozinantes ben at se, om han kunne få øje på det, han var så spændt og ængstelig over. De havde vel gået omkring hundrede skridt til, da de rundede et sving og klart og tydeligt kunne se den umiskendelige grund til den øresønderrivende larm, der havde jaget dem en sådan skræk i livet og holdt dem i uvished og ængstelse hele natten. Det var, og nu må du ikke blive ærgerlig og vred, kære læser, seks valkeklodser fra en valkemølle, der med deres skiftende banken lavede den drønende buldren. Da don Quixote opdagede, hvad det var, blev han stum og lamslået. Sancho skottede til ham og så, at han havde bøjet hovedet ned mod brystet med tydelige tegn på flovhed. Don Quixote skottede også til Sancho og så, at hans kinder var pustet op, for han var ved at boble over af munterhed og havde tydeligvis lyst til at eksplodere af latter, og nu måtte don Quixotes tungsind vige, for ved synet af Sancho kunne han ikke lade være med at le, og da Sancho så, at hans herre var begyndt, gav han los, så han måtte klemme næverne ind i siderne for ikke at revne af latter. Fire gange faldt han til ro, og lige så mange gange brast han igen i latter med samme voldsomhed som den første gang, hvad don Quixote efterhånden blev ude af sig selv over, og endnu mere, da han hørte ham sige i et drillende tonefald:

“Oh, kære Sancho! Du skal vide, at jeg efter ønske fra himlen blev født ind i vores nuværende jernalder for at genoplive guldalderen eller den gyldne alder. Alle farer, store bedrifter og tapre gerninger er forbeholdt mig;” og så gentog han alle eller de fleste af sine ord fra første gang, de hørte de frygtindgydende bankelyde.

Da don Quixote opdagede, at Sancho gjorde nar ad ham, blev han ude af sig selv og edderspændt rasende, hævede lansen og slog ham så hårdt med den to gange, at hvis slagene havde ramt ham på hovedet i stedet for på ryggen, ville han være sluppet for at betale ham hans løn, medmindre den gik til hans arvinger. Da Sancho så, at han fik sådan en bekomst ud af sit drilleri og frygtede, at hans herre skulle blive ved at slå ham, sagde han meget ydmygt til ham:

“Rolig, Eders Nåde, jeg holder ved Gud bare sjov.”

“Men fordi I holder sjov, gør jeg det ikke,” svarede don Quixote. “Kom lige herhen, hr. spasmager: hvad ville I sige, hvis det ikke havde været valkeklodser, men et farligt eventyr? Viste jeg så ikke det mod, der skulle til for at give mig i kast med det og bringe det til en afslutning? Er jeg måske som ridder forpligtet til at kunne kende og skelne lyde og vide, hvilke der kommer fra en valkemølle, og hvilke der ikke gør det? Dertil kommer, at det jo kunne være, som det i sandhed er, at jeg aldrig i mit liv har set én, mens I må have set dem som den elendige bondeknold, I er, der er opvokset og født blandt bønder. Ellers kan I jo bare forvandle de seks valkeklodser til seks kæmper og trække dem hen til mig ved skægget én ad gangen eller alle på én gang, og hvis det så ikke lykkes mig at vende bunden i vejret på dem, kan I gøre nar ad mig, alt hvad I lyster.”

“Sig ikke mere, min herre,” sagde Sancho, “jeg indrømmer, at jeg har været lovlig lystig. Men nu da vi har sluttet fred, må Eders Nåde fortælle mig, og gid Gud vil bringe jer lige så helskindet gennem alle eventyr, som han har gjort det med dette, om ikke det er til at le ad og en god historie at fortælle, at vi blev så bange? I det mindste var jeg bange, selv om jeg ved, at Eders Nåde ikke kender til hverken skræk eller angst.”

“Jeg benægter ikke,” svarede don Quixote, “at det, vi har været ude for, er til at le ad, men det er ikke værd at fortælle, da det ikke er alle, der er så forstandige, at de kan sætte tingene ind i den rette sammenhæng.”

“I det mindste,” svarede Sancho, “forstod Eders Nåde at sætte lansen det rette sted, for I pegede på mit hoved og ramte mig på rygstykkerne, takket være Gud og den behændighed, jeg lagde i at dreje mig til siden. Men hvad pokker, alt skal nok komme for en dag; for jeg har hørt sige: Den man elsker, tugter man, og desuden, at fornemme herrer plejer at give deres tjener et par knæbukser, når de har talt hårdt til ham, men hvad de har for vane at give efter at have pryglet ham, ved jeg ikke, medmindre de farende riddere efter pryglene giver øer eller riger på fastlandet.”

“Sådan kunne terningerne godt blive kastet,” sagde don Quixote, “så alt, hvad du siger, viser sig at blive sandt; og undskyld, hvad der skete, men du er forstandig og véd, at mennesket ikke er herre over sine pludselige indskydelser; og fra nu af og fremover er der en ting, du skal vide, så du undlader og afholder dig fra at tale alt for meget med mig: i alle de ridderbøger, jeg har læst, og det er uendeligt mange, har jeg aldrig oplevet, at nogen væbner taler så meget med sin herre, som du gør med din. Og sandt at sige betragter jeg det som en stor fejl, der både er din og min: din, fordi du ringeagter mig, og min, fordi jeg ikke sætter mig mere i respekt. Jo, Gandalín, Amadís de Gaulas væbner, blev greve over Fastlandsøen. Og om ham kan man læse, at han altid tiltalte sin herre med hatten i hånden og med sænket hoved og bøjet krop, more turquesco. For ikke at tale om Gasabel, don Galaors væbner, der var så tavs, at for at vise os, hvor fortræffelig hans forunderlige tavshed var, nævnes hans navn kun én eneste gang i hele den lange og sandfærdige historie! Af alt, hvad jeg har sagt, kan du udlede, Sancho, at det er nødvendigt at gøre forskel på herre og tjener og på ridder og væbner. Så fra i dag at regne må vi omgås hinanden mere respektfuldt og uden drillerier, for uanset hvordan jeg bliver vred på jer, er det som med krukken, der går i stykker, uanset om den rammer stenen, eller stenen rammer den, og derfor må I undgå, at jeg bliver vred på jer. De belønninger og gunstbevisninger, jeg har lovet jer, skal nok komme, når tiden er inde; og hvis de ikke kommer, vil lønnen i det mindste ikke være tabt, som jeg allerede har sagt jer.”

“Det er udmærket, alt hvad Eders Nåde siger,” sagde Sancho; “men for det tilfælde, at tiden for gunstbevisningerne ikke skulle indtræffe, og det blev nødvendigt at gribe til at betale løn, ville jeg gerne vide, hvor meget en farende ridders væbner tjente dengang, og om lønnen faldt månedsvis eller blev opgjort i dage, som det sker for murersvende.”

“Jeg tror ikke,” svarede don Quixote, “at den slags væbnere nogen sinde fik løn, men kun gunstbevisninger, og når jeg nu har nævnt dig i det forseglede testamente, jeg har efterladt hjemme, gjorde jeg det bare med tanke på, hvad der kunne ske, for jeg ved endnu ikke, hvordan det går med riddergerningen i vores nuværende ulyksalige tider, og jeg ønsker ikke, at min sjæl skal lide i den anden verden på grund af så lidt. For jeg ønsker, at du skal vide, Sancho, at der ikke er nogen farligere stand i denne verden end eventyrernes.”

“Det er sandt nok,” sagde Sancho, “når alene lyden af klodserne fra en valkemølle kunne forstyrre og forurolige så tapper en eventyrer som Eders Nåde. Men I kan være sikker på, at fra nu af vil jeg ikke åbne munden for at spøge med Eders Nåde, men kun ære jer som min husbond og naturlige herre.”

“På denne måde,” bemærkede don Quixote, “skal du leve i fred på denne jord, for næst efter forældrene skal man respektere sit herskab, som var de ens ophav.”