Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 21

Hvor der berettes om den ordveksling, der fandt sted mellem Sancho Pança og hans herre don Quixote, sammen med andre eventyr, der er værd at fortælle.

Da Sancho kom ud til sin herre, var han så afkræftet og modløs, at han ikke kunne drive sit æsel frem. Da don Quixote så ham i den tilstand, sagde han:

“Nu er jeg overbevist om, min gode Sancho, at denne borg eller kro uden tvivl er fortryllet, for de, der så grusomt forlystede sig med dig, kan ikke være andet end spøgelser og folk fra den anden verden! Og det er jeg sikker på, for da jeg holdt hesten an ved muren ind til gårdspladsen og så på, hvordan din sørgelige tragedie udviklede sig, lagde jeg mærke til, at jeg ikke kunne kravle over på muren og heller ikke stige af Rozinante, for de havde sikkert tryllebundet mig; og jeg sværger min tro ved den jeg er, at hvis jeg havde kunnet kravle derover eller stige af hesten, ville jeg have hævnet dig, så de døgenigte og niddinger aldrig ville glemme denne spøg, skønt jeg derved ville gå imod ridderskabets love, for som jeg så tit har fortalt dig, tillader de ikke, at en ridder lægger hånd på en, der ikke er det, medmindre det sker for at forsvare sit eget liv og lemmer, og da kun i yderste nødstilfælde.”

“Jeg ville også have hævnet mig, hvis jeg kunne, uanset om jeg er slået til ridder eller ej, men jeg kunne ikke; selv om jeg er overbevist om, at de, der forlystede sig med mig, hverken var spøgelser eller fortryllede mennesker, som Eders Nåde siger, men mennesker af kød og blod ligesom os; og alle havde de hvert deres navn, som jeg hørte blive nævnt, da de slyngede mig op i luften: den ene hed Pedro Martínez, den anden Tenorio Hernández, og jeg hørte, at kroværten blev kaldt den Kejthåndede Juan Palomeque. Så det med ikke at kunne springe over en gårdmur eller stige af hesten skyldtes alt andet end tryllebindinger. Og det eneste, jeg kan få ud af alt det her er, at de eventyr, vi drager rundt for at finde, sluttelig sluttelig vil bringe os så mange ulykker, at vi ikke ved, hvilket ben vi skal stå på. Det bedste og rigtigste ville efter min ringe mening være, at vi vendte tilbage til vores landsby, nu da det er tid for høsten og til at tage sig af bedriften, så vi må holde op med at løbe hid og did og rende fra Herodes til Pilatus, som man siger.”

“Du ved ikke meget, Sancho,” bemærkede don Quixote, “om ridderskabets anliggender! Ti stille og vær tålmodig; for den dag skal nok komme, hvor du med dine egne øjne ser, hvor ærefuldt det er at udøve denne gerning. Hvis ikke, fortæl mig så, om der findes større glæde i denne verden, eller om nogen fornøjelse kan sammenlignes med at sejre i en tvekamp eller triumfere over en fjende? Ingen, afgjort ingen.”

“Sådan må det forholde sig,” svarede Sancho, “selv om jeg ikke ved noget om det; jeg ved kun, at efter at vi er blevet farende riddere, eller Eders Nåde er blevet det, for hvad mig angår, skal jeg ikke tælles i riddernes ærefulde tal, har vi aldrig vundet en kamp, bortset fra den mod biskayeren, og selv den dyst kostede Eders Nåde et halvt øre og en halv hjelm; og siden da har der ikke vanket andet end prygl og atter prygl, næveslag og atter næveslag, og oven i købet er jeg blevet udsat for himmelspræt, udført af fortryllede folk, som jeg ikke engang kan hævne mig på, hvad der ellers ville lade mig opleve glæden ved at besejre fjenden, som Eders Nåde taler om.”

“Det er det, der piner mig, og som også bør bekymre dig, Sancho,” svarede don Quixote, “men fra nu af vil jeg forsøge at få fat i et sværd, der er lavet med et sådant mesterskab, at den, der har det i hænde, ikke kan blive udsat for nogen slags trolddomskunster. Og det kunne endda være, at skæbnen ville fly mig Amadís’ sværd fra dengang, han kaldte sig Ridderen af det Glødende Sværd, der var et af de bedste sværd, nogen ridder i denne verden har haft, for bortset fra at det havde den nævnte egenskab, var det skarpt som en ragekniv og der fandtes ikke den rustning, hvor stærk eller fortryllet den end var, der kunne holde stand mod dette sværd.”

“Jeg er sådan stedt,” sagde Sancho, “at hvis det skulle ske, at Eders Nåde fandt den slags sværd, ville det kun komme væbnede riddere til nytte, ligesom med balsamen; og væbnerne, de kan søbe svie og smerte.”

“Det skal du ikke være bange for, Sancho,” sagde don Quixote, “for himlen vil dig det bedre end som så.”

Sådan snakkende red don Quixote og hans væbner af sted, da don Quixote opdagede, at der på vejen kom en stor, tæt støvsky hen imod dem, og idet han så den, vendte han sig mod Sancho og sagde:

“Nu er dagen oprunden, oh Sancho! hvor det skal vise sig, hvad godt skæbnen har i vente til mig. Nu er dagen oprunden, siger jeg, hvor min arm ligesom enhver anden dag skal vise sit mod, og hvor jeg skal udføre bedrifter, der bliver indskrevet i berømmelsens bog til alle de kommende århundreder. Kan du se den støvsky, som rejser sig der, Sancho? Den stammer fra en umådelig hær bestående af utallige og forskelligartede folk, som skrider frem der.”

“Ser man sådan på det, må der være to hære,” sagde Sancho, “for fra den anden side rejser der sig en tilsvarende støvsky.”

Don Quixote vendte sig for at se efter og opdagede, at det virkelig forholdt sig sådan, og han blev kisteglad, for han tænkte uden tvivl, at det var to hære på vej til angreb, og at de ville mødes på midten af den vidtstrakte slette; for til alle tider og øjeblikke havde han hovedet fuldt af forestillinger om kampe, tryllebindinger, hændelser, tøjerier, elskovseventyr og udfordringer som dem, der fortælles om i ridderbøgerne, og alt, hvad han sagde, tænkte eller gjorde, rettede sig mod den slags ting; og støvskyen, som han havde set, blev hvirvlet op af to store flokke får og væddere, der kom ad den samme vej, men fra hver sin kant, og med alt det støv, som de hvirvlede i vejret, kunne de ikke ses, før de var på nært hold. Og så ihærdigt hævdede don Quixote, at det var hære, at Sancho endte med at tro ham og sagde:

“Men herre, hvad skal vi så gøre?”

“Hvad vi skal gøre?” udbrød don Quixote; “vi skal bistå og hjælpe de nødlidende og ubemidlede. Og du skal vide, Sancho, at den hær, der kommer lige hen imod os, ledes og anføres af den store kejser Alifanfarrón, hersker over den store ø Trapobana; den anden hær, der kommer imod mig bagfra, anføres af hans fjende, garamanternes konge i Afrika, Pentapolín med det Opsmøgede Ærme, der kaldes sådan, fordi han altid går i kamp med den højre arm blottet.”

“Men hvorfor kan de to herrer ikke sammen?” spurgte Sancho.

“De er uvenner,” svarede don Quixote, “fordi Alifanfarrón er en rasende hedning og har forelsket sig i Pentapolíns datter, som er meget smuk og dertil en yndefuld frue, og så er hun kristen, og hendes far vil ikke give hende til den hedenske konge, hvis ikke han først forlader den falske profet Muhameds religion og vender sig til hans tro.”

“Ved mit skæg,” udbrød Sancho, “om ikke Pentapolín handler meget rigtigt, så jeg må yde ham al den hjælp, jeg kan!”

“I denne sag kan du gøre, hvad du finder passende, Sancho,” sagde don Quixote, “der kræves nemlig ikke, at man er slået til ridder for at gå ind i den slags kampe.”

“Det har jeg forstået,” svarede Sancho, “men hvor anbringer vi æslet, så vi er sikre på at finde det efter træfningen? For jeg tror ikke, at det indtil nu har været brugt at lade den slags ridedyr deltage i kamp.”

“Det er sandt nok,” sagde don Quixote; “det du kan gøre er at lade det gå sine egne veje og så pyt med, om det skulle forsvinde, for vi vil have så mange heste, når vi har sejret, at selv Rozinante kan risikere, at jeg skifter den ud med en anden. Men hør nu godt efter og se på, for nu vil jeg fortælle dig om de fornemste riddere, der indgår i de to hære. Og for at du bedre kan se og lægge mærke til det, trækker vi os tilbage til den lille høj derhenne, hvorfra man kan overskue de to hære.”

Som sagt, så gjort: de tog opstilling på en bakkekam, hvorfra der var godt udsyn til de to flokke, som for don Quixote var to hære, skønt de støvskyer, de hvirvlede op, blændede og slørede hans syn; men da han i sin indbildning alligevel så, hvad han ikke så, og hvad der ikke fandtes der, begyndte han med høj røst at sige:

“Ridderen, som du ser der med det flammende gule harnisk, og som bærer et skjold med en kronet løve, der ligger besejret for fødderne af en jomfru, er den tapre Laurcalco, herre til Sølvbroen; den anden ridder, hvis harnisk er dækket af gyldne blomster, og som bærer et skjold med tre sølverne kroner på blå baggrund, er den frygtede Micocolembo, storhertug af Quirocia; ham med de kæmpemæssige lemmer til højre for ham er den aldrig forsagte Brandabarbarán de Boliche, hersker over det trefoldige Arabien, med et harnisk af slangeskind og et skjold, der ifølge rygtet er en af dørene til templet, som Samson jævnede med jorden, da han hævnede sig på sine fjender med sin død. Men vend nu øjnene i den anden retning, så vil du i spidsen for den anden hær se den altid sejrende og aldrig besejrede Timonel de Carcajona, prins af det Nye Biskayen, hvis harnisk er opdelt i blå, grønne, hvide og gule felter, og som på skjoldet har en kat i guld på en løvefarvet baggrund, hvor der står ‘Miau’, starten på hans dames navn, der ifølge rygtet er den uforlignelige Miulina, datter af hertug Alfeñiquén af Algarve; og nu ham der, som sidder tungt i sadlen på den stærke, fyrige ganger, hans harnisk er hvidt som sne, og hans skjold er blankt og uden noget skjoldmærke, for han er en nybagt fransk ridder ved navn Pierres Papin, herre til Utrique-baroniet; den anden, der jager de jernbeslåede hæle ind i flankerne på det lette, brogede vildæsel og bærer en rustning med klokkeformede figurer i sølv og blå emalje, er den magtfulde hertug af Nerbia ved navn Espartafilardo af Skoven, som i sit skjold bærer en aspargesplante, hvor der på kastiliansk står skrevet: ‘Opspor min lykke’.”

Og således præsenterede han mange af ridderne fra de to hære, sådan som han forestillede sig dem. Og alle udstyrede han med rustninger, farver, skjoldmærker og valgsprog, som han opfandt på stående fod, drevet frem af sin mageløse galskabs forestillinger, og uden ophør talte han videre:

“Hæren lige overfor er sammensat og udgøres af forskellige folkeslag: her ser man dem, der drikker den berømte Xanto-flods ferske vande; bjergboerne, som holder til på de masiliske vidder i Afrika; folket, der udvinder det fineste guld i det lykkelige Arabien; de, der lever ved de berømte og vederkvægende bredder af den klare flod Thermodon i Kappadokien; de, der på de mest forskelligartede måder vasker guld fra den lydiske flod Paktolos’ guldførende vande; numidierne, der ikke er til at stole på; perserne, der er berømte bueskytter; partherne og mederne, der afskyder pile, mens de flygter; araberne med huse, der kan flyttes; skytherne, der er lige så grusomme, som de er lyse; ethioperne med gennemborede læber, og uendeligt mange andre folkeslag, hvis ansigter jeg ser og kender, skønt jeg ikke lige kan huske deres navne. I den anden hær indgår de, der under oliventræernes skygger drikker af Betis-flodens krystalklare vande; de, der pudser og polerer deres ansigter med væde fra den rige og gyldne Tajo-flod; de, der nyder de helsebringende vande fra den guddommelige Genil; de, der færdes på de græsbevoksede tartesiske vidder; de, der muntrer sig på de elysæiske sletter ved Jerez; La Manchas rige folk, der er kronet med lyse aks; de jernklædte, der er gamle efterkommere efter goterne; de, der bader i floden Pisuerga, som er kendt for sit rolige løb; de, der vogter deres dyr på de vidtstrakte græsgange ved den bugtede Guadiana, som er berømt for sit skjulte flodleje; de, der ryster af kulde i de skovklædte Pyrenæerbjerge og over de hvide snefnug i de høje Appenninerbjerge. Kort sagt alle de folkeslag, som Europa indeholder og omslutter.”

Du milde himmel, som han nævnte provinser og omtalte folkeslag, idet han i en forunderlig fart udstyrede dem hver især med de kendetegn, der hørte dem til, fuldstændig opslugt og besjælet af det, han havde læst i sine løgnagtige bøger! Sancho Pança hang ved hans ord uden selv at kunne sige en lyd, og fra tid til anden vendte og drejede han hovedet for at se, om han kunne få øje på ridderne og kæmperne, som hans herre udpegede; og da han ikke kunne få øje på én eneste, udbrød han:

“Herre, fanden i vold med alle de mænd, kæmper og riddere, som Eders Nåde nævner, for ikke én af dem viser sig her, i det mindste kan jeg ikke se dem; måske skyldes det hele trolddom ligesom spøgelserne i nat.”

“Hvad er det, du siger?” udbrød don Quixote. “Kan du ikke høre hestenes vrinsken, hornenes signaler og trommernes buldren?”

“Jeg hører ikke andet,” svarede Sancho, “end en vældig brægen af får og væddere.”

Og sådan lød det virkelig, for nu var de to flokke kommet tæt på.

“Din angst,” sagde don Quixote, “får dig til ikke at se og høre rigtigt, for en af angstens virkninger er, at den forstyrrer sanserne og gør, at tingene ikke ligner det, de er; så hvis du er bange, må du hellere fortrække og lade mig alene tilbage, for ene mand kan jeg bringe sejren hjem til den part, jeg vælger at give min støtte.”

Og med disse ord sporede han Rozinante, fældede lansen og red ned ad skråningen så hurtigt som et lyn, mens Sancho råbte efter ham:

“Vend om, Eders Nåde, hr. don Quixote, for jeg sværger ved Gud, at det er væddere og får, som I er ved at angribe! Kom tilbage, fanden tage mit ophav! Det er jo halsløs gerning! Se dog, at der hverken er kæmper eller riddere eller katte eller harnisker og heller ikke skjolde, der er hele eller opdelt i felter eller emaljeret i blåt og sølv eller djævleblændte! Hvad er det, I gør? Jeg arme synder for Gud!”

Det fik ikke don Quixote til at vende om; i stedet råbte han med høj røst:

“Fremad, riddere, I som kæmper under den tapre kejser Pentapolín med det Opsmøgede Ærme, følg mig alle sammen, så skal I få at se, hvor let jeg skaffer ham hævn over hans fjende, Alifanfarrón af Trapobana!”

Med disse ord red han lukt imod fårehæren og begyndte at spidde dem så modigt og tappert, som om han virkelig gik til angreb på sine dødsfjender. Hyrderne og bjergbønderne, der kom med flokken, råbte til ham, at han skulle holde op med det; men da de så, at det ikke hjalp, tog de deres slynger fra bæltet og lod det pifte om ørerne på ham med sten så store som knytnæver. Stenene fik ikke don Quixote til at holde sig tilbage; i stedet fartede han omkring og råbte:

“Hvor er du, hovmodige Alifanfarrón? Kom herhen, for jeg er en enlig ridder, der ønsker at møde dig mand til mand for at prøve kræfter og slå dig ihjel som straf for det, du gør mod den tapre garamanter Pentapolín!”

I samme nu blev han ramt i den ene side af en rullesten fra bjergbækken, så han fik slået to ribben ind. Da han blev så ilde tilredt, troede han, at han uden tvivl var død eller hårdt såret, og kom i tanker om sin bryg, tog oliekrukken frem, satte den for munden og begyndte at nedsvælge drikken; men før han havde bælget så meget ned, som han fandt tilstrækkeligt, blev han ramt lige på hånden af en fuldtræffer, der desuden vædrede oliekrukken og i farten slog en tre-fire fortænder og kindtænder ud i munden på ham og kvæstede to fingre rigtig slemt. Det første og det andet stenkast traf ham så voldsomt, at den stakkels ridder blev nødt til at lade sig glide ned af hesten. Hyrderne kom hen til ham og i den tro, at de havde slået ham ihjel, drev de hurtigt deres hjord sammen og lastede de døde dyr, som der var over syv af, og uden at se nærmere efter skyndte de sig væk. I al den tid blev Sancho oppe på bakken og iagttog sin herres galmandsværk, mens han rev sig i skægget og forbandede det tidspunkt og øjeblik, hvor skæbnen havde bragt dem sammen. Da han nu så ham ligge på jorden, og alle hyrderne var forsvundet, red han ned ad skråningen og hen til ham, hvor han fandt ham meget ilde tilredt, selv om han ikke havde mistet bevidstheden, og dér sagde han til ham:

“Råbte jeg ikke til jer, hr. don Quixote, at I skulle vende om, for dem, I ville angribe, var ikke hære, men vædderflokke?”

“Min fjende, den nedrige vismand, har rigtignok forfalsket det hele og fået det til at forsvinde. Du skal vide, Sancho, at det er en smal sag for den slags at give os det indtryk, de vil, og den nidding, som forfølger mig, er misundelig over den ære, han kunne se, at jeg ville vinde i kampen her, og har derfor omdannet fjendens eskadroner til fåreflokke. Hvis du ikke tror det, skal du for min skyld gøre en ting, Sancho, så du kan opdage sagernes rette sammenhæng og indse, at det er sandt, hvad jeg fortæller dig: sid op på dit æsel og følg dem på afstand, så vil du få at se, hvordan de igen får deres oprindelige skikkelse, når de kommer lidt væk herfra; og når de holder op med at være væddere, bliver de rigtige mænd ligesom dem, jeg beskrev for dig tidligere. Men du skal ikke ride væk lige nu, for jeg har brug for din hjælp og støtte; kom hen til mig og se efter, hvor mange kindtænder og fortænder jeg mangler, for det føles, som om jeg ikke har en eneste tand tilbage i munden.”

Sancho gik så tæt hen til ham, at han næsten havde øjnene inde i munden på ham, men just på denne tid havde balsamen gjort sin virkning i don Quixotes mave, så samtidig med at Sancho stak hovedet hen og kiggede ham i munden, kastede don Quixote op, så det sprøjtede ud af ham som fra et gevær, og alt, hvad han havde i sig, væltede ud over den medfølende væbners skæg.

“Hellige Maria!” udbrød Sancho. “Hvad er det dog, jeg kommer ud for? Den arme synder er åbenbart såret til døde, for han brækker blod op gennem munden.”

Men da han så nøjere efter, kunne han af farve, smag og lugt se, at det ikke var blod, men balsamen fra oliekrukken, som han havde set ham drikke af; det vendte sig i maven på ham af bar væmmelse, og han brækkede sig ud over sin herre, så de begge blev godt sølet til. Sancho løb hen til sit æsel for at finde noget at tørre sig med og forbinde sin herre med i sadeltaskerne, og da han ikke fandt dem, var han ved at gå fra forstanden. Igen forbandede han sig selv og bestemte i sit stille sind at forlade sin herre og vende hjem, om det så skulle koste ham lønnen for tjenesten og håbet om at få regentskabet over den lovede ø. Nu rejste don Quixote sig, og med venstre hånd for munden, så hans tænder ikke skulle falde ud, greb han fat i Rozinantes tøjler med den anden hånd, for hesten var så trofast og skikkelig, at den ikke havde fjernet sig fra sin herre, og sammen med den gik han hen til sin væbner, der lænede sig ind over sit æsel med hånden under kind og så ud til at stå i dybe tanker. Da don Quixote opdagede, at han stod og virkede så sørgmodig, sagde han til ham:

“Du skal vide, Sancho, at en mand ikke er mere end andre, hvis han ikke udfører mere end de. Alle de genvordigheder, vi kommer ud for, er tegn på, at vi snart kommer ind i smult vande, og det vil gå os godt, for det er ikke muligt, at hverken det gode eller det onde skal vare evigt, og heraf følger, at når det onde har varet længe nok, nærmer det gode sig. Så du skal ikke bekymre dig over de ulykker, der er vederfaret mig, for dem har du ingen del i.”

“Hvordan det?” svarede Sancho. “Var den, der i går blev udsat for himmelspræt, måske ikke min fars søn? Og sadeltaskerne med alle mine gode sager i, som i dag er væk, tilhører de måske en anden end mig?”

“Er sadeltaskerne væk, Sancho?” spurgte don Quixote.

“Ja, det er de,” svarede Sancho.

“Så har vi ikke noget at spise i dag,” konstaterede don Quixote.

“Det er meget muligt,” svarede Sancho, “hvis der her på engene ikke vokser de urter, der kan give ildefarne riddere som Eders Nåde føden i en snæver vending, og som Eders Nåde efter sigende kender.”

“Alligevel,” bemærkede don Quixote, “ville jeg lige nu hellere spise et sigtebrød eller et grovbrød og to spegesild end alle de urter, som Dioskorides beskriver, også selv om de er illustreret af lægen og botanikeren Andrés Laguna. Men stig nu alligevel op på dit æsel, gode Sancho, og følg mig; thi Gud, der er forsyn for alle ting, vil ikke svigte os og endnu mindre, når vi så ihærdigt tjener ham, for ikke engang luftens myg eller larverne i jorden eller haletudserne i vandet svigter han, og han er så barmhjertig, at han lader solen skinne over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”

“Eders Nåde ville være bedre som prædikant,” sagde Sancho, “end som farende ridder.”

“De farende riddere havde og bør have kendskab til alt, Sancho” sagde don Quixote, “for i tidligere århundreder fandtes der farende riddere, som kunne standse op for at prædike eller holde en tale på åben plads, som var de magistre fra universitetet i Paris; heraf kan man udlede, at lansen aldrig sløvede pennen, og pennen heller ikke svækkede lansen.”

“Jajada, det forholder sig sikkert, som Eders Nåde siger,” svarede Sancho, “men lad os nu se at komme væk herfra og skaffe os husly for natten, og Gud give, at det bliver et sted, hvor der hverken er tæpper eller tæppesvingere eller spøgelser eller fortryllede maurere, og hvis der er, kan de gå ad helvede til.”

“Bed du blot Gud om det, min kære,” sagde don Quixote, “og før os, hvorhen du vil, for denne gang lader jeg det være op til dig at vælge, hvor vi indlogerer os. Men ræk lige hånden hen til mig og mærk efter med fingeren, så du kan finde ud af, hvor mange fortænder og kindtænder der mangler i overkæben på højre side, for det er dér, jeg har ondt.”

Sancho stak fingrene ind, og mens han mærkede efter, sagde han:

“Hvor mange kindtænder plejede Eders Nåde at have i denne side?”

“Fire,” svarede don Quixote, “ud over visdomstanden, og de var alle hele og gode.”

“Herre, Eders Nåde skal tænke nøje over, hvad I siger,” sagde Sancho.

“Jeg siger fire, eller måske var der fem,” svarede don Quixote, “for jeg har aldrig fået rykket nogen fortand eller kindtand ud af munden, og der er heller aldrig faldet nogen tænder ud, og jeg har heller ikke haft ormædte tænder eller tandbylder.”

“I underkæben på den her side,” sagde Sancho, “har Eders Nåde ikke mere end to og en halv kindtand, og i overkæben er der ikke den mindste tandstump tilbage, for den er glat som en håndflade.”

“Jeg arme stakkel!” sagde don Quixote, da han hørte de sørgelige underretninger, hans væbner gav ham. “Jeg havde foretrukket, at de havde rykket en arm af mig, når blot det ikke var sværdarmen, for jeg skal fortælle dig, Sancho, at en mund uden kindtænder er som en mølle uden møllesten, og en tand er meget mere værd end en diamant, men den slags døjer alle med, der bekender sig til ridderskabets strenge orden. Stig op, kære ven, og vis vej, for jeg følger dig, hvorhen du vil.”

Som sagt, så gjort: Sancho holdt sig til landevejen og styrede støt og roligt i den retning, hvor han regnede med at finde logi. De kom meget langsomt frem, da smerten i don Quixotes kæber ikke gav ham rist eller ro og heller ikke tillod dem at skynde sig, hvorfor Sancho ville underholde og fornøje ham, og noget af det, han berettede, bliver fortalt i næste kapitel.