Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 6

Her fortælles om den morsomme måde, hvorpå don Quixote lod sig slå til ridder.

Ærgerlig over at tænke på det afkortede han sit karrige kromåltid. Da det var overstået, kaldte han på kroværten og lukkede sig inde med ham i hestestalden, hvor han faldt på knæ for ham og sagde:

“Jeg rejser mig ikke herfra, tapre ridder, førend Eders Høviskhed tilsteder mig den gunst, jeg ønsker at udbede mig, og som vil bidrage til jeres pris og tjene menneskehedens vel.”

Kroværten, der så gæsten ligge for sine fødder og hørte ham tale sådan, stirrede forvirret på ham uden at vide, hvad han skulle sige eller gøre, og han insisterede på, at don Quixote skulle rejse sig, men det ville han ikke, før kroværten havde lovet at vise ham den gunst, han bad om.

“Andet ventede jeg mig ikke af jeres store herlighed, min herre,” svarede don Quixote, “og således erklærer jeg, at den gunst, jeg har bedt jer om, og som I så storsindet har tilstedt mig, går ud på, at I den dag i morgen skal slå mig til ridder, hvorfor jeg i nat vil våge over mine våben i kapellet til jeres borg, og som jeg har sagt, vil jeg i morgen få opfyldt mit inderligste ønske, så jeg kan drage ud til de fire verdenshjørner, som det sig hør og bør, for at opsøge eventyr til gavn for de nødlidende, således som det påhviler ridderskabet og de farende riddere, heriblandt mig, hvis hu står til at udføre den slags bedrifter.”

Kroværten, der som sagt var lidt af en skælm og allerede havde en anelse om, at hans gæst ikke var rigtig vel forvaret, blev overbevist om det, da han hørte ham sige den slags, og for at få sig en god latter den aften besluttede han at føje sig efter hans luner, og således sagde han til ham, at det var med god ret, han ønskede og bad om det, og han tilføjede, at et sådant forsæt var passende og naturligt for så fornemme riddere, som hans statelige optræden lod formode, at han var; i sine unge dage havde han ligeledes givet sig af med dette ærefulde virke og var draget rundt til forskellige dele af verden på jagt efter eventyr, hvad der havde bragt ham til slyngelkvartererne Percheles og Riarán i Málaga og Compás i Sevilla, Azoguejo-pladsen i Segovia, slynglernes plads Olivera i Valencia, slyngelkvarteret Rondilla i Granada, havnekvarteret San Lúcar ved Cádiz, slyngelkvartererne Potro i Córdoba og Ventillas i Toledo og forskellige andre steder, hvor han havde levet på ustadig fod og med lange fingre, mens han begik mangen en uret, jagtede enker i hobetal, lagde jomfruer ned og bedrog skoledrenge, kort sagt var en gammel kending ved næsten alle domstole og tribunaler i Spanien; endelig havde han trukket sig tilbage til sin borg, hvor han levede af sit eget og andres virke og tog imod alle farende riddere, uanset rang og stand, idet han følte stor interesse for dem, og fordi de lod ham få del i deres gods og guld som gengæld for hans gode vilje. Han fortalte ham også, at i hans borg var der ikke noget kapel, hvor man kunne våge over våbnene, da det var blevet revet ned for at bygge et nyt; men i nødstilfælde vidste han, at man kunne våge hvor som helst, så den nat kunne han våge i borgens gård, og om Gud ville det, kunne de den følgende morgen foretage de behørige ceremonier, så han blev slået til ridder og dét så eftertrykkeligt, at han ikke kunne ønske sig mere. Kroværten spurgte ham, om han havde penge med, og don Quixote svarede, at han ikke havde en hvid, for i historierne om de farende riddere havde han aldrig læst om nogen, der bragte penge med. Dertil sagde kroværten, at han var galt på den, for når det ikke blev skrevet i historierne, var det, fordi deres forfattere ikke fandt det nødvendigt at skrive om noget så indlysende og uundværligt som at medbringe penge og rene skjorter, men man skulle ikke tro, at de ikke havde det med, og således kunne han regne det for sikkert og vist, at alle de farende riddere, som så mange bøger er pakkede og spækkede med, havde velbeslåede punge for alle eventualiteters skyld, og ligeledes havde de skjorter med og et lille skrin med salver til at kurere de sår, de fik, for det var langtfra overalt i bondeland og ødemark, hvor de kæmpede og blev såret, at der var nogen til at kurere dem, medmindre de var ven med en viis troldmand, der kom dem til undsætning og bragte dem en jomfru på en sky gennem luften eller en dværg med en karaffel, der rummede en væske med den egenskab, at blot ridderen smagte en dråbe af den, helede hans sår og skrammer straks, som om der aldrig havde været noget i vejen; men når der ikke var nogen troldmand til at våge over dem, kunne fortidens riddere stole på, at deres væbnere var veludstyrede med penge og andre nødvendige ting, såsom linnedstrimler og salver til at forbinde dem med; og når det skete, at ridderne ikke havde væbnere, og det var få og sjældne gange, havde ridderne selv det hele med i meget fine sadeltasker, der næsten ikke sås på hestens kryds, som om der var andre og vigtigere ting i; for medmindre han ingen væbner havde, var sadeltasker ikke velset blandt farende riddere, og derfor rådede han ham til, og da han snart skulle blive hans gudsøn, kunne han endda befale ham, at han ikke skulle fortsætte uden penge og uden de nævnte forsyninger, og han ville snart opdage, hvor stor nytte han ville få af dem, når han mindst af alt ventede det. Don Quixote lovede at gøre til punkt og prikke, hvad han rådede ham til, og således fik han anvist, hvordan han skulle våge over sine våben og sin rustning på en stor gårdsplads, der lå ved siden af kroen, og don Quixote samlede det hele sammen og anbragte det i et stentrug, der stod ved brønden, tog skjoldet på armen, greb lansen og begyndte at skridte frem og tilbage foran truget med en statelig holdning, alt imens natten faldt på. Kroværten fortalte alle i kroen om gæstens gale indfald med at våge over våbnene, alt imens han ventede at blive slået til ridder. De undrede sig over en så besynderlig slags galskab og gik ud for at iagttage ham på lang afstand, og her så de, at han til tider gik frem og tilbage med rolige bevægelser, mens han andre gange lænede sig op ad sin lanse, fæstede blikket på sin udrustning og stod sådan en rum tid. Nu var natten faldet på, men månen lyste så klart, at den kunne kappes med den, der lånte den lyset, så alt, hvad den uprøvede ridder gjorde, var synligt for enhver. En af muldyrdriverne, der var i kroen, fik lyst til at vande sin karavane af lastdyr og måtte derfor fjerne don Quixotes udrustning, der lå oven på vandtruget, men da denne så muldyrdriveren nærme sig, udbrød han med høj røst:

“Oh, hvem du end er, forvovne ridder, der nærmer dig for at lægge hånd på udrustningen, som tilhører den tapreste ridder, der nogen sinde har spændt sværdet ved sin side; du kan understå dig i at røre den, hvis du ikke vil bøde for en sådan formastelighed med dit liv!”

Disse ord tog muldyrdriveren sig ikke af, selv om han havde stået sig vel ved at gøre det, da det havde været bedre for hans ve og vel; i stedet greb han fat i remmene og kastede rustningen langt væk. Da don Quixote så det, hævede han øjnene mod himlen og så ud til at tænke på sin frue Dulzinea, idet han sagde:

“Stå mig bi, min frue, i denne første forhånelse, der rettes mod jeres tjeners bryst; svigt mig ikke i farens stund, men vis mig al jeres velvilje og beskyttelse.”

Mens han sagde dette og andre tilsvarende ord, kastede han skjoldet fra sig, hævede lansen med begge hænder og rettede et så voldsomt slag mod muldyrdriverens hoved, at denne hårdt medtaget blev slået i jorden, og hvis slaget var blevet fulgt af endnu ét, ville han ikke have haft brug for en badskær til at kurere sig. Da det var gjort, samlede don Quixote udrustningen sammen og genoptog vandringen med sin tidligere ro. Kort efter kom en anden, der også havde tænkt sig at vande sine muldyr, uden at vide, hvad der var sket, for den første muldyrdriver var stadig helt fortumlet; da den anden fjernede rustningen for at rydde truget, smed don Quixote på ny sit skjold uden et ord, og uden at anråbe nogen om velvilje løftede han igen lansen, og forsigtigt, så den ikke blev slået i stykker, bankede han den anden muldyrdriver mindst tre gange i hovedet, for ved det fjerde slag åbnede hans hovedskal sig. Ved larmen strømmede alle folk i kroen til, og blandt dem var kroværten. Da don Quixote så det, satte han skjoldet på armen og lagde hånden på sværdet med disse ord:

“Oh, skønne frue, du mit svage hjertes mod og styrke, nu er tiden inde til, at du retter dine ophøjede øjne mod din tryllebundne ridder, der står midt i dette vældige eventyr!”

Hermed vandt han i sin egen indbildning så stort mod, at hvis alverdens muldyrdrivere var gået løs på ham, ville han ikke være veget en fodsbred. De såredes kammerater, som fandt dem så ilde tilredte, begyndte på lang afstand at smide sten efter don Quixote, der forsvarede sig med sit skjold, så godt han kunne, men han turde ikke fjerne sig fra vandtruget for ikke at lade rustningen i stikken. Kroværten råbte op om at lade ham være, for han havde jo allerede fortalt dem, at han var gal, og som gal ville han gå fri, om han så slog dem alle ihjel. Også don Quixote råbte op, blot endnu højere, og kaldte dem troløse og forræderiske og skældte borgherren ud for at være en opblæst og uopdragen ridder, når han tillod, at man behandlede de farende riddere således, og hvis han selv var blevet slået til ridder, skulle borgherren få at føle for sin troløshed:

“Men I beskidte og lavsindede kanaljer, jer tager jeg mig ikke af. Kast bare med sten, kom an, angrib og fornærm mig, alt hvad I magter: I skal nok få jeres bekomst for jeres frække og tåbelige fremfærd!”

Det sagde han så fyrigt og tappert, at han fik jaget sine angribere en frygtelig skræk i livet, og sammen med kroværtens overtalelser bidrog det til, at de holdt op med at kaste sten efter ham, og han lod dem til gengæld hente deres sårede, hvorefter han genoptog sin vågevagt ved udrustningen så fredeligt og roligt som tidligere. Kroværten brød sig slet ikke om sin gæsts løjer og besluttede at fremskynde sagen og give ham den ulyksalige ridderorden straks, før der skete andre ulykker. Og således gik han hen til ham og undskyldte, at det gemene pak uden hans vidende havde været uforskammede over for ham, men at de nok skulle blive straffet for deres frækhed. Som han allerede tidligere havde sagt, fortalte han, at der ikke var noget kapel i borgen, men det var heller ikke nødvendigt til resten af ceremonien, for man blev slået til ridder med et drag over nakken og et sværdslag over hver skulder, så vidt han kendte til ordenens ceremonier, og det kunne gøres på åben mark, og don Quixote havde jo allerede opfyldt den del, der bestod i at våge over våbnene i to timer, så meget mere som han havde holdt over fire timers vågevagt. Don Quixote troede på hans ord og sagde, at han var parat til at adlyde ham, og at han skulle afslutte det så hurtigt som muligt, for hvis han igen blev angrebet og var blevet slået til ridder, havde han ikke tænkt sig at efterlade et eneste levende menneske i borgen, bortset fra dem han af respekt for hans befalinger ville skåne. Borgherren, der nu klog af skade passede bedre på, hentede den bog, hvor han skrev op, hvor meget halm og byg han gav til muldyrdriverne, og med en stump lys, som en knægt hentede til ham, og bemeldte to jomfruer gik han ud, hvor don Quixote var, befalede ham at knæle og læste i sin ceremonibog, som fremsagde han en from bøn, og under læsningen løftede han hånden og gav ham et ordentligt drag over nakken, og bagefter et ædelt slag på hver skulder med hans eget sværd, alt imens han mumlede mellem tænderne, som om han bad. Da det var gjort, bad han en af damerne om at spænde sværdet ved hans side, hvad hun gjorde med megen ynde og beherskelse, og det var rigtignok påkrævet for ikke at briste i latter hvert øjeblik under ceremonien, men de bedrifter, de allerede havde set den uprøvede ridder udføre, holdt deres latter i skak. Da den gode frue spændte sværdet fast, sagde hun:

“Gud gøre Eders Nåde til en lykkelig ridder og give jer held i kampen.”

Don Quixote spurgte hende, hvad hun hed, for at han fremover kunne vide, hvem han stod i gæld til for den gunst, han havde modtaget, da han havde tænkt at sende hende underretning om den ære, han måtte vinde ved sin tapre arm. Hun svarede meget ydmygt, at hun blev kaldt La Tolosa og var datter af en lappeskrædder fra Toledo, som holdt til i de små boder ved Sancho Bienaya-pladsen, og hvor hun end opholdt sig, ville hun tjene ham og regne ham for sin herre. Don Quixote svarede hende, at hun ved sin kærlighed til ham skulle vise ham den gunst at tilføje et doña til sit navn, så hun fremover kaldte sig doña Tolosa. Det lovede hun, hvorefter den anden gav ham sporen på, og næsten den samme samtale gentog sig som med hende, der gav ham sværdet på. Han spurgte efter hendes navn, og hun sagde, at hun blev kaldt La Molinera, Møllerpigen, og var datter af en agtværdig møller fra Antequera; også hende bad don Quixote om at sætte et doña foran sit navn og kalde sig doña Molinera, hvorefter han tilbød hende nye tjenester og gunstbevisninger. Da de mageløse ceremonier nu var gennemført i al hast og fuldt firspring, kunne don Quixote slet ikke vente med at stige til hest og ride ud for at søge nye eventyr, så han sadlede Rozinante, sad op og omfavnede sin vært, idet han takkede ham for den nåde at have slået ham til ridder og sagde de besynderligste ting, som slet ikke er til at gengive. Da kroværten nu havde fået ham uden for kroen, besvarede han don Quixotes ord med en mindst lige så udsøgt tale, skønt med færre ord, og uden at opkræve betaling for logiet lod han ham drage bort ved morgengry.