Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 19

Om hvad den sindrige adelsmand kom ud for i kroen, som han bildte sig ind var en borg.

Kroværten, der så don Quixote hænge hen over æslet, spurgte Sancho, hvad der var galt. Sancho svarede, at det ikke var noget at tale om, han var bare faldet ned fra en klippe og havde fået trykket ribbenene lidt. Kroværten havde en kone, der ikke var, som den slags plejer at være, for hun var af natur godhjertet og følte med næstens ulykker, så derfor ilede hun med at tage sig af don Quixote sammen med sin datter, der var en ung, smuk jomfru. I kroen var der også en asturiansk tjenestepige, der havde et bredt ansigt og et fladt baghoved, var stumpnæset, blind på det ene øje og betændt på det andet. Sandt at sige opvejede kroppens herligheder de andre mangler: hun målte næppe syv håndspand fra isse til fod og hendes skrutryg fik hende til at se lige lovlig meget ned i jorden. Denne nydelige tjenestepige hjalp altså jomfruen, og sammen redte de en elendig seng til don Quixote i et udhus, der bar tydeligt præg af at have tjent som lade i mange år. Her var der også indlogeret en muldyrdriver, hvis seng var redt op lidt fra vores don Quixote, og selv om den var lavet af paksadler og dækkener fra hans muldyr, var den langt bedre end don Quixotes, der var flikket sammen af fire groft tilhøvlede brædder, lagt hen over to vinde og skæve bukke og dækket af en madras, der var så tynd, at den lignede et sengetæppe, og fyldt med klumper, og hvis man ikke gennem hullerne kunne se, at de var af uld, ville man tro, det var småsten, så hårde var de, når man rørte dem, og de to lagener var af læder til skjolde, og ovenpå var der et tæppe, hvor man kunne tælle hver og én af trådene. I denne elendige seng lagde don Quixote sig, og krokonen og hendes datter smurte ham ind i salve fra isse til fod, mens Maritornes lyste for dem, for sådan hed asturianeren; da krokonen forbandt ham, lagde hun mærke til, hvordan don Quixote havde gule og blå striber flere steder på kroppen, og mente, at det mere lignede slag end knubs fra et fald.

“Det var ikke slag,” sagde Sancho, “men der var mange spidser og fremspring på klippen, og hver af dem gav ham et mærke.” Og så tilføjede han: “Frue, vil Eders Nåde sørge for, at der bliver lidt tøjstrimler tilovers, da en anden én godt kan have dem nødig, for jeg har også lidt ondt i rygstykkerne.”

“Vil det sige,” spurgte krokonen, “at I også faldt?”

“Jeg faldt ikke,” sagde Sancho Pança, “men jeg blev så forskrækket over at se min herre falde, at jeg har så ondt i kroppen, som om jeg havde fået tusinde stokkeslag.”

“Det kan meget vel være,” sagde jomfruen; “for det er tit sket for mig, at jeg drømmer, at jeg falder ud fra et tårn, og at jeg aldrig når jorden, og når jeg vågner, er jeg så mørbanket og radbrækket, som om jeg virkelig var faldet.”

“Det er det springende punkt, frue,” svarede Sancho Pança: “for jeg har fået næsten lige så mange gule og blå striber som min herre don Quixote, og det er sket i lysvågen tilstand, som jeg er i lige nu, og helt uden at drømme.”

“Hvad hedder denne ridder?” spurgte asturianeren Maritornes.

“Don Quixote de la Mancha,” svarede Sancho Pança, “han er en ridder på jagt efter eventyr, og en af de bedste og stærkeste, der længe er set i denne verden.”

“Hvad er en ridder på jagt efter eventyr?” spurgte pigen.

“Er I så ny i denne verden, at I ikke ved det?” svarede Sancho Pança. “Så skal I vide, min kære, at en ridder på jagt efter eventyr er én, der kan få prygl og et øjeblik efter blive kejser. I dag er han det mest ulykkelige og nødstedte menneske i denne verden, og i morgen har han måske to eller tre kongeriger at give til sin væbner.”

“Når I har så god en herre,” spurgte krokonen, “hvordan kan det så være, at I efter alt at dømme ikke engang har et grevskab?”

“Det er for tidligt,” svarede Sancho, “for vi har endnu ikke været en måned undervejs på jagt efter eventyr, og indtil nu er vi ikke stødt ind i noget, der er værd at snakke om, og det kan ske, at man søger ét og finder noget andet. Hvis min herre don Quixote bliver helbredt for sine sår efter kampen, nåh nej, faldet, og jeg ikke bliver krøbling af dem, vil jeg ikke bytte mine forventninger for den fornemste titel i Spanien.”

Don Quixote, der havde lyttet meget opmærksomt til al den snak, kom med møje og besvær op at sidde i sengen, tog krokonens hånd og sagde til hende:

“Tro mig, smukke frue, at I kan regne det for en stor ære at byde mig indenfor i jeres borg, og når jeg ikke siger mere om mig selv, er det, fordi man plejer at sige, at selvros er nedværdigende, men min væbner kan fortælle jer, hvem jeg er. Blot vil jeg sige jer, at den hjælp, I har ydet mig, står evigt prentet i min erindring, så jeg kan takke jer for den resten af mine dage; og hvis ikke det havde behaget de høje himle, at jeg var bastet og bundet af kærlighed og en utaknemmelig skønheds øjne, hvis navn jeg stille nævner for mig selv, ville denne smukke jomfrus øjne kunne betvinge min frihed.”

Krokonen og hendes datter og den gode Maritornes blev helt forvirrede over at høre den farende ridders ord, der var lige så uforståelige for dem, som hvis han havde talt græsk, skønt de nok fattede, at det hele gik ud på løfter og smiger; og da de ikke var vant til den slags sprog, så de forundrede på ham, for han virkede helt anderledes end den slags folk, de var vant til at omgås; og idet de takkede ham for hans gode hensigter med ord fra kroer og knejper, forlod de ham, og asturianeren Maritornes forbandt Sancho, der havde mindst lige så meget brug for det som sin herre. Muldyrdriveren havde aftalt med hende, at de den nat skulle forlyste sig sammen, og hun havde lovet ham, at når hendes herskab sov, og krogæsterne var faldet til ro, ville hun komme til ham og føje ham i alle hans lyster. Og det fortælles om den gode pige, at hun aldrig gav den slags løfter uden at opfylde dem, om hun så afgav dem et øde sted uden nogen vidner, for hun gjorde sig til af at have adeligt blod i årerne og regnede det ikke for krænkende at tjene i kroen; efter hvad hun sagde, havde ulykker og modgang nemlig bragt hende dertil. Don Quixotes hårde, smalle, tarvelige og elendige sengeleje stod først for i stalden, hvor man kunne se stjernerne gennem det hullede tag, og ved siden af ham lavede Sancho sit leje, der bare bestod af en sivmåtte og et tæppe, der snarere var af plysset blår end af uld. Efter de to sengelejer fulgte muldyrdriverens, der som sagt var lavet af paksadlerne med al deres pynt fra de to bedste af de tolv pragtfulde, velnærede og berømte muldyr, han ejede, for han var en af de rigeste muldyrdrivere i Arévalo, efter hvad forfatteren til denne historie kan fortælle, for han nævnte ham særskilt, da han kendte ham ganske udmærket, og endda vil nogen mene, at han var lidt i familie med ham; bortset fra at Cide Mahamate Benengeli var en meget omhyggelig og nøjagtig historiefortæller i alle ting; og læg vel mærke til, at skønt de ting, han fortæller, er små og ubetydelige, ønskede han ikke at forbigå dem i tavshed. Heraf kunne de alvorsfulde historiefortællere godt lære noget, for de fortæller handlingerne så kortfattet og sammentrængt, at de knap når vores læber, så hvad enten det sker af skødesløshed eller ondskabsfuldhed eller uvidenhed, bliver det væsentlige i værket hængende i blækhuset. Tusinde gange velsignet være forfatteren til Tablante de Rica-monte, og ham med den der anden bog, som handler om grev Tomillas’ bedrifter; de beskriver i det mindste det hele så nøjagtigt! Videre kan jeg fortælle, at muldyrdriveren så til sine dyr og gav dem deres andet foder, hvorefter han lagde sig på sine paksadler og gav sig til at vente på sin punktlige Maritornes. Sancho var blevet forbundet og lagt til sengs, og selv om han prøvede at falde i søvn, kunne han ikke for smerten i sine ribben; og don Quixote, der også havde ondt i sine, lå med øjnene vidtåbne som en hare. Der var stille i hele kroen, og der brændte ikke andet lys end det, der kom fra en lampe, som hang i portrummet. Den vidunderlige ro og de tanker, vores ridder altid gjorde sig om de hændelser, som der fortælles om overalt i de bøger, der var årsag til hans ulykke, fik ham til at forestille sig et af de besynderligste tøjerier, man ret kan tænke sig; og det var, at han forestillede sig, at han var kommet til en berømt borg, for som sagt var alle de kroer, hvor han indlogerede sig, i hans hoved borge, og datteren af kroværten var i virkeligheden borgherrens datter, der var blevet betaget af hans fornemme væsen og havde forelsket sig i ham og lovet, at hun samme nat uden sine forældres vidende ville komme til ham og ligge hos ham en god stund; og da han fuldt og fast troede på det tankespind, han selv havde spundet, begyndte han at bekymre sig og tænke på den farlige situation, hans ærbarhed ville komme i, og i sit hjerte satte han sig for ikke at være troløs mod sin frue Dulzinea del Toboso, om så selveste dronning Ginebra med sin oldfrue Quintañona stod foran ham. Mens han tænkte på disse tåbeligheder, oprandt den time, der for ham skulle blive skæbnesvanger, da asturianeren kom barfodet ind i sin særk og med håret samlet under et hårnet af bomuld; med tyste, forsigtige skridt listede hun ind for at lede efter muldyrdriveren i rummet, hvor de tre indlogerede sig. Men næppe var hun nået hen til døren, før don Quixote hørte hende, satte sig op i sengen trods forbindingerne og smerten i ribbenene og bredte armene ud for at modtage sin smukke jomfru. Asturianeren, der stilfærdigt og tavst famlede sig frem med hænderne for at finde sin elskede, stødte ind i don Quixotes arme, og han greb hende hårdt om det ene håndled, trak hende ind mod sig og fik hende til at sætte sig på sengen, uden at hun vovede at sige et ord. Han rørte ved hendes særk, og selv om den var af hessian, troede han, den var af det fineste, tynde silkestof. Om håndleddene havde hun glasperler, men for ham virkede de som kostbare, østerlandske perler. Håret, der var stridt som en hestemanke, priste han som prægtige guldtråde fra Arabien, hvis glans fordunklede solen selv. Og hendes ånde, der uden tvivl lugtede af hengemt salat med løg i, oplevede han som en behagelig og vellugtende duft, og endelig udmalede han sig, at hun, ligesom han havde læst i sine bøger, så ud som den fint pyntede prinsesse, der betaget af kærlighed opsøgte den hårdt sårede ridder. Og den stakkels ridders forblændelse var så stor, at hverken når han rørte hende eller lugtede til hendes ånde eller andre ting, som hang ved den gode pige, blev han revet ud af sin vildfarelse, og det var ellers lugte, der kunne få enhver anden end en muldyrdriver til at kaste op; snarere troede han, at han holdt skønhedens gudinde i sine arme. Og da han havde godt fat i hende, begyndte han lavmælt og kærligt at sige til hende:

“Smukke og fornemme frue, jeg ville gerne have været i stand til at betale den gunst, I har vist mig ved at lade mig skue jeres store skønhed; men skæbnen, der ikke bliver træt af at forfølge de gode, har ønsket at anbringe mig på dette leje, hvor jeg hviler så mørbanket og radbrækket, at om jeg så havde villet tilfredsstille jeres kærlighed, kunne jeg umuligt gøre det. Og til denne hindring føjer sig en endnu større umulighed, for jeg har givet mit ord til den uforlignelige Dulzinea del Toboso, den eneste herskerinde over mine lønligste tanker. Hvis det ikke stod i vejen, ville jeg ikke have været så tungnem en ridder, at jeg ikke benyttede mig af den lykkelige lejlighed, som I i jeres store godhed tilbyder mig.”

Maritornes var fortvivlet og svedte over at blive holdt fast af don Quixote, og uden at forstå eller lytte til hans ord forsøgte hun tavst at gøre sig fri. Den gode muldyrdriver, der blev holdt vågen af sit slette begær, havde hørt sin frille, fra hun trådte ind ad døren, og lyttede opmærksomt til alt, hvad don Quixote sagde, og skinsyg over, at asturianeren skulle have svigtet ham til fordel for en anden, listede han tættere på don Quixotes sengeleje og stod der ganske stille, indtil han havde set, hvad de uforståelige ord endte med, men da han så, at pigen kæmpede for at slippe løs, og at don Quixote anstrengte sig for at holde hende fast, syntes han, spøgen var ved at gå for vidt, løftede armen og lod et så frygteligt slag falde på den forelskede ridders smalle kæber, at hans mund blev badet i blod; men det var han ikke tilfreds med, så han kastede sig over don Quixotes ribben og lod fødderne gå i skridtgang om ikke i trav fra ende til anden. Sengen, der var lidt vakkelvorn og ikke stod på et særlig solidt fundament, kunne ikke klare også at skulle bære muldyrdriveren, så den brasede sammen, og rabalderet vækkede kroværten, der straks forestillede sig, at det måtte være Maritornes’ narrestreger, for hun svarede ikke, da han kaldte. Mistanken fik ham til at stå op, tænde en olielampe og gå i den retning, hvorfra han havde hørt balladen. Da pigen så, at hendes husbond kom og var i et frygteligt humør, kravlede hun ængstelig og ude af sig selv op i sengen til Sancho Pança, som endnu lå og sov, og dér krøb hun sammen som et garnnøgle. Kroværten trådte ind med disse ord:

“Hvor er du, din tøjte? Jeg er sikker på, du har en finger med i spillet.”

Netop da vågnede Sancho op, og da han mærkede noget stort, der lå halvvejs ind over ham, troede han, at maren red ham, og begyndte at slå vildt omkring sig og ramte indimellem også Maritornes, der blev godt knotten af smerten og lod al ærbarhed fare for at give Sancho så kontant igen, at hun til hans ærgrelse fik ham trukket ud af drømmen; da han fik sådan en omgang uden at vide af hvem, kom han med besvær på benene og fik godt fat om Maritornes, og nu indledte de to det mest forbitrede og morsomme håndgemæng i denne verden. Da muldyrdriveren i lyset fra kroværtens olielampe så, at hans dame var ilde stedt, lod han don Quixote være for at komme hende til en tiltrængt undsætning; det samme gjorde kroværten, men i den ganske anderledes hensigt at straffe pigen, for han troede uden tvivl, at hun alene var årsag til hele balladen. Og som man plejer at sige: katten efter musen, musen efter rebet, rebet efter stokken, sådan slog muldyrdriveren løs på Sancho, Sancho på pigen, pigen på Sancho, kroværten på pigen, og alle tærskede de sådan løs på hinanden, at de ikke undte sig selv hvile; og det bedste af det hele var, at kroværtens lampe gik ud, og da de nu alle var indhyllet i mørke, slog de så ubarmhjertigt løs på hinanden i flæng, at alle blev forslået overalt, hvor næverne ramte. Den aften havde en landbetjent fra det, man kalder det gamle Hellige Broderskab i Toledo, tilfældigt indlogeret sig i kroen, og da han ligeledes hørte den besynderlige larm fra kampen, greb han sin korte embedsstok og blikrøret med sine hjemmelsbreve og gik i mørket ind i rummet og erklærede:

“Hold inde i lovens navn! Hold inde i det Hellige Broderskabs navn!”

Den første, han stødte ind i, var den sønderslåede don Quixote, der lå sanseløs på ryggen i sin sammenstyrtede seng, og idet han famlede sig frem til hans skæg, blev han ved at gentage: “I lovens navn!” Men da han opdagede, at ham, han havde fat i, ikke rørte eller bevægede sig, gik han ud fra, at han var død, og den formodning fik ham til at hæve stemmen og råbe:

“Luk døren til kroen! Pas på, at ingen forlader stedet, for der er blevet slået en mand ihjel!”

Hans stemme forskrækkede dem alle, og ved lyden af stemmen holdt enhver inde med det, han var i færd med. Kroværten trak sig tilbage til sit kammer, muldyrdriveren gik til sine paksadler, pigen til sit aflukke; kun de to uheldige, don Quixote og Sancho Pança, kunne ikke røre sig ud af stedet. Nu slap betjenten don Quixotes skæg og gik ud for at få fat i noget lys, så han kunne finde og pågribe forbryderne; men lyset fandt han ikke, for kroværten havde været så forsynlig at slukke lampen, da han trak sig tilbage til sit værelse, så landbetjenten måtte gå hen til ildstedet, hvor han efter lang tid og megen møje fik tændt en anden olielampe.