Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 7

Om hvad der skete vores ridder, da han forlod kroen.

Morgengryet bredte sig, da don Quixote forlod kroen, så tilfreds, så frejdig og så jublende glad over at være blevet slået til ridder, at hans glæde var ved at få hestens buggjorde til at sprænges. Men så kom han i tanker om, at kroværten havde rådet ham til at have nødvendige forsyninger med sig, især penge og skjorter, og derfor besluttede han at vende hjem og udstyre sig med alt og desuden få sig en væbner, idet han regnede med at hyre sin nabo, en fattig bonde med børn, for han ville passe godt til hvervet som væbner for en ridder. Med dette forsæt styrede han Rozinante tilbage mod landsbyen, og da den næsten kunne mærke hjemlængslen, travede den så fornøjet af sted, at det virkede, som om dens hove knap rørte jorden. Han havde ikke redet langt, før det forekom ham, at der på hans højre hånd i skovens tykning trængte nogle svage skrig ud som fra et menneske, der klagede sig, og næppe havde han hørt dem, før han sagde til sig selv:

“Jeg takker himlen for den nåde, den viser mig ved så hurtigt at give mig lejlighed til at indfri, hvad jeg skylder min profession, og høste frugten af mine gode forsætter. Skrigene kommer uden tvivl fra en mand i nød eller en nødlidende kvinde, som har brug for min hjælp og støtte.”

Så han gjorde om og styrede Rozinante i den retning, hvor han syntes, skrigene kom fra. Og han var kun redet nogle få skridt ind i skoven, da han så en hoppe, der var tøjret til et egetræ, og bundet til et andet træ stod en knægt på omkring de femten år med nøgen overkrop; det var ham, der havde råbt op og ikke uden grund, for en velvoksen bonde piskede løs på ham med en livrem, og han ledsagede hvert slag med en bebrejdelse og et råd. For han sagde:

“Tungen tavs, og øjnene kvikke.”

Og knægten svarede:

“Jeg skal ikke gøre det mere, kære herre; ved Guds lidelse, jeg gør det ikke mere, og jeg lover fra nu af og i al fremtid at passe bedre på fåreflokken.”

Og da don Quixote så, hvad der foregik, sagde han oprørt:

“Lavsindede ridder, det passer sig ikke at slå løs på én, der ikke kan forsvare sig; stig til hest og fat jeres lanse,” for han havde også en lanse stående op ad egetræet, hvor hoppen stod bundet, “så skal jeg lære jer, at det, I er i færd med at gøre, passer sig for kujoner.”

Bonden, der så den veludrustede skikkelse tårne sig op og svinge sin lanse truende over hans ansigt, regnede sig selv for død og svarede skikkeligt:

“Hr. ridder, knægten, som jeg er i færd med at straffe, er i min tjeneste og vogter en flok får, som jeg har gående her på egnen, men han er så forsømmelig, at der hver dag mangler et får; og når jeg straffer ham for hans uagtsomhed eller rævestreger, påstår han, at jeg gør det, fordi jeg er en gerrigpind, der ikke vil betale ham den løn, jeg skylder ham, og det er ved Gud og min sjæls frelse løgn.”

“Lyver han mig op i mit åbne ansigt, elendige bondeknold?” sagde don Quixote. “Ved den sol, der lyser for os, er jeg mest stemt for at gennembore jer med denne lanse; betal ham straks uden flere indvendinger, ellers skal jeg ved den almægtige Gud gøre en ende på jer og tilintetgøre jer her på stedet. Løs straks hans bånd.”

Bonden bøjede hovedet og løsnede sin hyrde uden et ord til svar, og don Quixote spurgte knægten, hvor meget hans herre skyldte ham; ni måneder, sagde han, til syv realer hver måned. Don Quixote regnede ud, at det løb op på tre og halvfjerds realer, og han sagde til bonden, at han straks skulle udrede dem, hvis han ikke ønskede at dø. Den frygtsomme slyngel svarede, at ved den knibe, han stod i, og ved den ed, han havde svoret, og endnu havde han ikke svoret noget, var det ikke så mange penge, for der skulle trækkes fra og indregnes tre par sko, som han havde givet ham, og en real for to åreladninger, han havde ladet foretage på ham, da han var syg.

“Det kan meget vel være,” indvendte don Quixote, “men lad nu skoene og åreladningerne gå lige op med de slag, I uden grund har givet ham; for hvis han sled skindet op på de sko, som I betalte, har I til gengæld hudflettet skindet på hans krop; og hvis badskæren årelod ham for blod, da han var syg, har I tappet ham for blod, skønt han var rask; så hvad det angår, skylder han jer ikke noget.”

“Det ligger så uheldigt, hr. ridder, at jeg ikke har penge på mig; lad Andrés tage med mig hjem, så skal jeg nok betale ham i klingende mønt.”

“Skulle jeg tage med ham hjem igen?” røg det ud af drengen. “Så er ulykken da først ude! Nej tak, herre, ikke tale om; for så snart han er alene med mig, bliver jeg flået som den Hellige Bartholomæus!”

“Det gør han ikke,” indvendte don Quixote; “jeg behøver bare at befale ham det, for at han retter sig efter mig; og hvis han sværger ved det ridderskab, som han tilhører, vil jeg lade ham gå fri, og så skal jeg nok stå inde for betalingen.”

“Herre, Eders Nåde, betænk dog, hvad I siger,” sagde knægten; “min husbond er ikke ridder og tilhører ikke nogen ridderorden; det er den rige Juan Haldudo fra Quintanar.”

“Det betyder ikke så meget,” svarede don Quixote, “der kan godt være riddere blandt Haldudo’erne, så meget mere som at enhver er søn af sine egne gerninger.”

“Det er sandt nok,” sagde Andrés, “men hvad er det for gerninger, min husbond er søn af, når han nægter mig min løn og ikke vil være ved, at jeg har arbejdet i mit ansigts sved?”

“Jeg nægter dig den ikke, kære Andrés,” svarede bonden, “og gør mig nu den glæde at følge med mig, for ved alle de ridderordener, der findes i denne verden, sværger jeg at betale jer, som jeg har sagt, i klingende mønt og endda give jer lidt i tilgift.”

“Tilgiften vil jeg godt betakke mig for,” sagde don Quixote; “giv ham dem i realer, det vil jeg være godt nok tilfreds med, og se til, at I overholder at betale ham, som I har svoret; ellers sværger jeg ved den samme ed, at jeg igen skal opsøge og straffe jer, og jeg skal nok finde jer, om I så skjuler jer bedre end et firben. Og hvis I vil vide, hvem der befaler jer det, så I virkelig føler jer forpligtet til at efterkomme det, skal I vide, at jeg er den tapre don Quixote de la Mancha, hævneren af krænkelser og uret, og far I nu med Gud; og skulle det lovede og edsvorne hoppe jer ud af hovedet, har I nu hørt, hvilken straf der venter jer.”

Og da han havde sagt det, sporede han Rozinante og fjernede sig hurtigt fra dem. Bonden fulgte ham med øjnene, og da han så, at han forsvandt gennem skoven og ikke længere var at se, vendte han sig mod sin tjener Andrés og sagde til ham:

“Kom her hen, min dreng, for jeg ønsker at betale jer, hvad jeg skylder, således som denne krænkelsernes hævner befalede mig.”

“Jeg kan godt sværge på,” sagde Andrés, “at Eders Nåde gør klogest i at efterkomme den gode ridders befaling, gid han måtte leve i tusinde år, for da han er tapper og en god dommer, vil han ved Roque komme tilbage og eksekvere, hvad han sagde, hvis I ikke betaler!”

“Det tør jeg også sværge på,” sagde bonden; “men da jeg holder så meget af jer, vil jeg øge gælden for således at øge betalingen.”

Og idet han greb ham i armen, bandt han ham på ny til egetræet og gav ham en så læsterlig dragt prygl, at han efterlod ham mere død end levende.

“Hr. Andrés,” sagde bonden, “nu kan I tilkalde hævneren af alle krænkelser; så får I at se, om han hævner denne uret, skønt den vist ikke er gjort færdig endnu, for jeg får lyst til at flå jer levende, sådan som I frygtede det.”

Men endelig slap han ham løs og gav ham tilladelse til at drage ud for at opsøge sin dommer, så han kunne eksekvere den afsagte dom. Mismodig gik Andrés sin vej, idet han svor på at opsøge den tapre don Quixote de la Mancha og fortælle ham skridt for skridt, hvad der var sket, så hans herre kunne komme til at betale det syvfoldigt igen. Men alligevel gik han grædende sin vej, mens hans herre stod og lo af fuld hals. Og således hævnede den tapre don Quixote krænkelsen, og han fandt, at han havde gjort en herlig og fornem start på sine riddergerninger, da han vældig fornøjet over det skete og særdeles tilfreds med sig selv var på vej tilbage til sin landsby, mens han halvhøjt sagde til sig selv:

“Nu kan du med rette anse dig for lykkeligere end alle andre damer i denne verden, oh, Dulzinea del Toboso, skønhed over alle skønheder! For det faldt i din lod, at en så tapper og navnkundig ridder som don Quixote de la Mancha er og vil være underkastet og overgivet din uindskrænkede vilje og dit forgodtbefindende. Som alverden ved, blev han i går slået til ridder, og i dag har han hævnet den største brøde og krænkelse, som uretfærd har skabt og grusomhed begået. I dag fjernede han pisken fra hin skånselsløse fjendes hånd, der ganske uden grund hudflettede det sarte barn.”

Alt imens var han nået frem til et sted, hvor vejen delte sig i fire, og nu stod det for ham, at når de farende riddere nåede en korsvej, gav de sig til at overveje, hvilken af vejene de skulle slå ind på, og for at efterligne det faldt han en stund i tanker, og efter at have tænkt sig godt om slap han Rozinantes tøjler og lod krikken om at bestemme, hvad der fik den til at følge sin første indskydelse, der var at tage vejen tilbage til sin stald. Da don Quixote havde redet godt en halv mil, opdagede han en stor flok mennesker, der, efter hvad han siden erfarede, var købmænd fra Toledo på vej til Murcia for at købe silke. Der var seks købmænd, som rejste med deres solskærme, fulgt af fire tjenere til hest og tre muldyrpassere til fods. Næppe havde don Quixote fået øje på dem, før han forestillede sig, at her måtte der være et nyt eventyr, og for at efterligne ridderkampene fra sine bøger, så vidt det var muligt, mente han, at der her kom et oplagt eventyr, som han havde tænkt sig at udføre. Med en statelig og modig holdning stod han fast i stigbøjlerne, greb fat om lansen, førte skjoldet til brystet og tog opstilling midt på vejen, hvor han afventede de farende ridderes komme, for som sådanne anså og regnede han dem nu; og da de nåede så tæt på, at de kunne se og høre hinanden, hævede don Quixote stemmen og erklærede med en hovmodig mine:

“Alle må gøre holdt, medmindre de indrømmer, at der ikke findes smukkere jomfru i verden end kejserinden af La Mancha, den uforlignelige Dulzinea del Toboso.”

Købmændene standsede op, da de hørte disse ord og så den besynderlige skikkelse, der udtalte dem; af fremtoningen og ordene kunne de snart se, at manden måtte være gal, men de ville først i ro og mag se, hvad erklæringen, de blev bedt om, gik ud på, og en af dem, der var lidt af en spøgefugl og ret forstandig, sagde til ham:

“Hr. ridder, vi ved ikke, hvem den gode frue er, som I taler om; lad os se hende, for hvis hun skulle være så smuk, som I her giver til kende, vil vi med glæde og uden tvang bevidne, at det er sandt, hvad I siger.”

“Hvis jeg viste jer hende,” indvendte don Quixote, “ville I jo ikke gøre noget særligt ved at bevidne en så åbenlys sandhed! Det vigtige er, at I uden at se hende skal tro, indrømme, bekræfte, sværge og forsvare, at hun er smuk; hvis ikke, får I med mig at bestille, I uhyrlige og hovmodige folk. Så nu kan I komme an én efter én, som ridderordenen foreskriver det, eller I kan komme alle på én gang, som det er dårlig skik og brug blandt jeres slags, jeg står her og venter på jer, for jeg har retten på min side.”

“Hr. ridder,” indvendte købmanden, “jeg bønfalder Eders Nåde på vegne af alle disse fyrster, der står her sammen med mig, at vi ikke skal belaste vores samvittigheder ved at bevidne noget, vi aldrig har set eller hørt, og slet ikke, når det i den grad er til skade for kejserinderne og dronningerne af Alcarria og Extremadura, så Eders Nåde må venligst vise os et billede af denne frue, om det så blot er på størrelse med et hvedekorn; for af tråden kan man slutte sig til garnnøglet, og det vil stille os tilfreds og gøre os sikre i vores sag, og Eders Nåde vil blive glad og tilfreds. Og endda tror jeg, at vi er så meget på jeres side, at om så jeres portræt skulle vise, at hun mangler det ene øje, og der vælder svovl og mønje frem fra det andet øje, vil vi alligevel sige alt, hvad I måtte ønske, til hendes fordel for at imødekomme Eders Nåde.”

“Der vælder ikke frem, nederdrægtige kanalje,” svarede don Quixote, optændt af vrede, “altså, der vælder ikke det frem, som I siger, men vellugtende ambra og moskus fra bomuldsomsvøbte glasflakoner; og hun er ikke enøjet og heller ikke pukkelrygget, men rankere end en ten af buksbom fra Guadarrama. Men I skal komme til at betale for at bespotte så underskøn en dame som min frue!”

Og mens han sagde det, fældede han lansen og angreb ham, der havde talt på den måde, og så vredt og rasende red han fremefter, at hvis den gode skæbne ikke havde ladet Rozinante snuble og falde på halvvejen, ville det være gået den dristige købmand ilde. Rozinante faldt, og dens herre rullede et godt stykke vej ud over det åbne land, og da han ville rejse sig, kunne han ikke: han blev hindret i det af lansen, skjoldet, sporerne og hjelmen, sammen med vægten af den gamle rustning. Og mens han kæmpede for at komme på benene og ikke kunne, sagde han:

“Flygt ikke, kujoner, usselrygge, vent, for det er ikke min skyld, men på grund af min hest, at jeg ligger her!”

En af muldyrpasserne var vist ikke særlig godsindet, for da han hørte den stakkels faldne ridder komme med sine hovmodige bemærkninger, kunne han ikke bare sig for at give ham svar på tiltale på rygstykkerne. Og han gik hen til ham, tog lansen og efter at have brækket den itu, begyndte han at gennembanke vores don Quixote så eftertrykkeligt med en af stumperne, at uanset og til trods for rustningen blev denne malet som korn til brød. Muldyrpasserens herrer råbte, at han skulle lade ham være og ikke slå ham mere, men knægten var så opbragt, at han ikke ville holde inde med legen, før han havde spillet sin vrede ud til sidste kort; og han greb også til de andre lansestumper, som han fik slået i stumper og stykker på den ulyksalige faldne, der trods det uvejr af stokkeslag, som regnede ned over ham, ikke klappede i, men truede både himmel og jord og skurkene, for som sådanne regnede han dem. Muldyrpasseren blev træt, og købmændene fortsatte deres vej og havde nu den stakkels gennempryglede ridder at snakke om på hele rejsen. Da denne var blevet ladt alene tilbage, forsøgte han igen, om han kunne rejse sig, men hvis han ikke var i stand til det, dengang han var sund og rask, hvordan skulle han så kunne gøre det i gennembanket og næsten sønderslået tilstand? Og endda regnede han sig for lykkelig, da han mente, at det var et karakteristisk uheld for farende riddere, og gav sin hest hele skylden; men rejse sig kunne han ikke, for han var mørbanket over hele kroppen.