Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 3

PRISFASTSÆTTELSE

Jeg, Juan Gallo de Andrada, retsskriver ved vores Herre, Kongens Kammer og medlem af hans Råd, bekræfter og bevidner, at da rådsherrerne havde set en bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha, forfattet af Miguel de Cervantes Saavedra, fastsatte de prisen for hvert trykark i bemeldte bog til tre en halv maravedíer; den består af treogfirs ark, så til den nævnte pris beløber bogen sig til to hundrede og halvfems en halv maravedíer, når den sælges uindbundet; og de gav tilladelse til, at den kan sælges til denne pris, og de bestemte, at denne pris skal stå i begyndelsen af bemeldte bog, der ikke kan sælges uden den. Og for at gøre dette vitterligt, udstedte jeg denne skrivelse i Valladolid, den tyvende december, seksten hundrede og fire.

Juan Gallo de Andrada

ERRATA

Denne bog rummer ikke nævneværdige afvigelser fra originalen; jeg bevidner hermed, at jeg har læst korrektur på den. Givet ved den Hellige Jomfrus Kollegium ved det Teologiske Fakultet på Alcalá Universitet, den første december, 1604.

Licentiat Francisco Murcia de la Llana

KONGEN

Hvad jer anbelanger, Miguel de Cervantes, er det blevet os forelagt, at I har forfattet en bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha, som har kostet jer meget arbejde og er meget nyttig og udbytterig, og I beder og anmoder os om at give jer tilladelse og bemyndigelse til at kunne lade den trykke og lade jer have det privilegium, så længe det tjener os eller vor Nåde tilsteder det; og da rådsherrerne mente, at man i bogen har fulgt den forordning, Vi for nylig har udstedt for trykning af bøger, blev det vedtaget og Vi fandt for godt at udstede nærværende dokument til jer i denne sag. For at vise jer denne gunst og nåde giver Vi jer hermed tilladelse og bemyndigelse til, at I eller en person, bemyndiget af jer, og ingen anden kan trykke bemeldte bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha, som tidligere er nævnt, i alle vore riger i Kastilien for en periode af ti år, at tælle og regne fra den dag, vort dokument udstedes. Den eller de personer, der uden jeres bemyndigelse måtte trykke eller sælge bogen eller lade den trykke eller sælge, skal til straf miste det oplag, han har lavet, samt støbeforme og sats til fremstillingen, og hver gang han måtte gå imod dette, skal han idømmes en bøde på halvtreds tusinde maravedíer. Denne bøde deles med en tredjedel til den, der rejser anklagen, en tredjedel til vort Kammer, og en tredjedel til den dommer, der afsiger dommen. Dog betinger Vi os, at alle de gange I måtte lade bemeldte bog trykke i den periode på ti år, skal I bringe den til vort Råd sammen med originalen, der blev undersøgt af Rådet, og hvor hvert trykark er signeret og underskrevet af Juan Gallo de Andrada, vor kammerretsskriver og medlem af Rådet, for at Vi kan forvisse os om, at bemeldte oplag er trykt i overensstemmelse med originalen; og I skal kundgøre offentligt, at den af os udnævnte korrekturlæser har undersøgt og læst korrektur på bemeldte oplag efter originalen, og at bogen er trykt i overensstemmelse med den, og hans angivelse af afvigelser skal trykkes i hver eneste af bøgerne i oplaget, og således at prisen bliver angivet for hvert bind. Og Vi befaler trykkeren, at han skal trykke bemeldte bog sådan, at han ikke trykker begyndelsen og det første ark og kun giver en eneste bog sammen med originalen til forfatteren eller den person, der bekoster trykningen, eller nogen anden, indtil der er læst korrektur på bemeldte bog og den er prisfastsat af vores Råd; når det er sket og ikke før, kan man trykke begyndelsen og første ark og efterfølgende kan man anbringe vores dokument og godkendelse, pris og ændringer under strafansvar over for love og forordninger i vore riger. Og Vi befaler alle vore rådsherrer og andre retshåndhævere at de skal overholde og opfylde vort dokument og alt hvad der er indeholdt i det. Givet i Valladolid den seksogtyvende dag i september i året sekstenhundrede og fire.

Jeg Kongen

Forordnet af Kongen, vor Herre:

Juan de Amézqueta

TIL HERTUGEN AF BÉJAR,

MARKIS AF GIBRALEÓN, GREVE AF BENALCÁZAR OG BAÑARES, VICOMTE AF LANDSBYEN ALCOCER, HERRE TIL BYERNE CAPILLA, CURIEL OG BURGUILLOS

I tillid til den gode modtagelse og agtelse, som Eders Excellence viser alle slags bøger, idet I som fyrste er så velvilligt indstillet over for alle gode kunstarter, især dem, der ved deres ædelhed ikke synker ned til at tjene og lefle for det jævne folk, har jeg besluttet at udsende Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha under Eders Excellences lysende navns vinger, hvem jeg med skyldig hensyntagen til jeres storhed beder om at tage den i jeres velvillige beskyttelse, skønt bogen er blottet for det udsøgte og lærde klædebon, hvormed man prægtigt plejer at iklæde de værker, der forfattes i viise mænds huse; i jeres skygge kan bogen driste sig til at træde frem for dem, der ikke holder sig inden for grænserne af deres egen uvidenhed, men har for vane at forkaste andres værker med megen strenghed og liden retfærdighed; når Eders Excellences klogskab kaster jeres øjne på mine gode hensigter, stoler jeg på, at I ikke vil forsmå min ringe og ydmyge tjeneste.

Miguel de Cervantes Saavedra

PROLOG

Uvirksomme læser: du må tro mig uden besværgelser, at jeg ville ønske, at denne bog som afkom af min forstandighed kunne blive den smukkeste, den fortræffeligste og den klogeste, som tænkes kan. Men jeg har ikke kunnet gå imod naturens orden, hvor hver især avler sin lige. Og hvad kunne mit golde, ukultiverede sind fostre, om ikke historien om et tørt, senet og lunefuldt afkom, som gjorde sig alle hånde forestillinger og mageløse tanker, ret som et væsen man kunne avle i et fængsel, hvor alskens ubekvemmeligheder og mislyde hører hjemme? Det stille, fredelige sted, de indbydende vidder, den skyfri himmel, de klukkende kilder, det rolige sind kan gøre meget til, at de goldeste muser viser sig frugtbare og nedkommer med afkom, der fylder verden med forundring og glæde. Det kan ske, at en far får en grim og klodset søn, men kærligheden gør ham blind, så han ikke ser hans fejl og mangler, men tværtimod opfatter dem som klogskab og ynde og fortæller om dem til sine venner som udtryk for vid og åndrighed. Men selv om jeg ligner don Quixotes far, er jeg hans stedfar og vil ikke følge strømmen og heller ikke bønfalde dig, næsten med tårer i øjnene, som andre gør det, kæreste læser, om at du skal undskylde eller tilgive de mangler, du måtte finde ved dette mit afkom, for du er hverken hans slægtning eller hans ven, og du har din sjæl i din krop og din frie vilje som den fremmeste blandt gode mænd, og du er herre i dit eget hus, som kongen med alle hans afgifter, og du ved, at man almindeligvis siger, at tanker er toldfrie, hvad der alt sammen fritager og forskåner dig for enhver hensyntagen og forpligtelse, og således kan du sige alt, hvad du mener om denne historie, uden frygt for at blive draget til ansvar for alt det slette eller belønnet for alt det gode, du måtte sige om den. Jeg ønsker bare at give dig historien ren og nøgen, uden en pyntelig prolog eller en uendelig række af de sædvanlige sonetter, epigrammer og hyldestdigte, som man plejer at anbringe i begyndelsen af bøgerne. For jeg kan godt sige dig, at selv om det kostede mig en del arbejde at forfatte bogen, er det ingenting sammenlignet med besværet med at skrive det forord, som du nu sidder og læser. Mange gange greb jeg pennen for at skrive det, og lige så mange lagde jeg den fra mig igen, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive; og mens jeg således sad og var gået i stå med papiret foran mig, pennen bag øret, albuen på skrivepulten og hånden under kinden og tænkte på, hvad jeg skulle skrive, kom der pludselig en ven af mig, der er både morsom og forstandig, og da han så, at jeg sad så eftertænksom, spurgte han mig om grunden, og uden at skjule noget fortalte jeg ham, at jeg tænkte på prologen, som jeg skulle lave til historien om don Quixote, og at jeg havde det sådan med det, at jeg ikke havde lyst til at skrive den, men heller ikke ønskede at udgive historien om så ædel en ridders bedrifter uden den. “For hvordan vil I have, at jeg ikke bliver ude af mig selv over den gamle lovgiver, der kaldes folket, når jeg ser, at efter så mange år, hvor jeg har slumret i glemselens tåger, udkommer jeg nu med alle mine mange år på bagen med en historie så tør som espartogræs, uden nogen opfindsomhed, med en ynkelig stil og fattig på billeder, blottet for enhver kundskab og lærdom, uden bemærkninger i margin eller tilføjelser i slutningen af bogen, skønt jeg kan se, at andre bøger, selv om de er opdigtede og ugudelige, er fulde af sætninger fra Aristoteles, Platon og hele det slæng af filosoffer, som gør indtryk på læserne, så de regner forfatterne for belæste, lærde og veltalende? Men hvad så, om de citerer den Hellige Skrift? Dermed siger de blot, at de er at ligne med den Hellige Thomas og andre kirkefædre, idet de viser en så begavet velanstændighed, at de et sted i teksten har udmalet en forvildet tilbeder og et andet sted har lavet en kristen prædiken, så det er en fornøjelse og fryd at høre og læse den. Alt dette skal min bog være foruden, for jeg har intet at tilføje i margin eller bemærke i slutningen, og jeg ved heller ikke, hvilke forfattere jeg følger i bogen, så jeg kunne nævne dem i begyndelsen, som alle andre gør det i alfabetisk orden, idet de indleder med Aristoteles og afslutter med Xenophon og Zoilos eller Zeuxis, skønt den ene var en nedrakker og den anden maler. Min bog må også undvære sonetter i begyndelsen, i det mindste sonetter af hertuger, markis’er, grever, bisper, adelsdamer eller højagtede digtere; skønt hvis jeg bad to-tre digtersvende blandt mine venner, er jeg sikker på, at de ville give mig dem, og digtene ville blive sådanne, at de ikke ville stå tilbage for digte af de mest berømte forfattere i vores Spanien. Kort sagt, min gode ven og herre,” fortsatte jeg, “har jeg besluttet, at hr. don Quixote må forblive begravet i La Manchas arkiver, indtil himlen sender nogen, der kan smykke ham med alt, hvad der skal til, for mine evner rækker ikke til, så jeg er ude af stand til at råde bod på denne mangel, og jeg er af natur for dorsk og doven til at finde frem til forfattere, der kan sige mig, hvad jeg selv kan tænke mig til uden deres hjælp. Det er, kære ven, grunden til, at I traf mig i syv sind og ude af mig selv, sådan som I nu har hørt mig.”

Da min ven hørte det, slog han sig for panden, og med et latterbrøl sagde han:

“Ved Gud, min kære, her bliver jeg revet ud af den vildfarelse, jeg har svævet i, al den tid jeg har kendt jer, for jeg har altid opfattet jer som forstandig og besindig i alle jeres handlinger, men nu ser jeg, at I er lige så langt fra at være det som himlen fra jorden. Hvordan er det muligt, at så ubetydelige ting, der er så lette at afhjælpe, kan formå at slå jer ud og lamme så erfarent et hoved som jeres, der er i stand til at knække og klare langt større vanskeligheder? Det skyldes min tro ikke manglende evne, men en overmåde dovenskab og en åndelig armod. Vil I se, om det er sandt, hvad jeg siger? Så lyt opmærksomt efter, og I vil se, hvordan jeg på et øjeblik fejer alle jeres vanskeligheder af bordet og afhjælper alle de mangler, der, efter hvad I siger, slår jer ud og afholder jer fra at udsende historien om jeres navnkundige don Quixote, lys og spejl for hele det farende ridderskab.”

“Fortæl mig så,” svarede jeg, da jeg havde hørt, hvad han havde at sige, “hvordan I har tænkt jer at udfylde min frygts tomrum og lade klarhedens lys brede sig i min vildfarelses kaos?”

Dertil svarede han:

“Det første I hæfter jer ved er, at der mangler sonetter, epigrammer eller hyldestdigte i begyndelsen, og at de skal være skrevet af alvorsfulde personer med fine titler; det kan let afhjælpes ved, at I selv gør jer den ulejlighed at forfatte dem, og derefter kan I navngive og benævne dem ganske som I lyster ved at tilskrive dem Presbyteren Johannes af Abyssinien eller Kejseren af Trapezunt, om hvem jeg ved, at det forlyder, at de var navnkundige digtere; og hvis de alligevel ikke var det, og der skulle være nogle pedanter og studenter, som falder jer i ryggen og skumler om den slags, kan I blæse det en høstblomst, for selv om de så skulle gribe jer i en løgn, kan de ikke hugge den hånd af, som I skrev det med. Og hvad angår det med at citere i margin, hvilke bøger og forfattere I har hentet talemåder og mundheld fra, som I flettede ind i jeres historie, skal I bare sørge for at indsætte nogle fyndord eller latinske sætninger, som I kan udenad, eller som det i det mindste ikke koster jer mere arbejde at finde frem til end at indføje, så når det handler om frihed og fangenskab:

Non bene pro toto libertas venditur auro.

Og i margin kan I så nævne Horats eller hvem det nu var, der sagde det. Og hvis I skriver om dødens magt, kan I gribe til

Pallida mors aequo pulsat pede pauperum tabernas. Regumque turres.

Hvis det drejer sig om venskab og kærlighed, som Gud befaler, at man skal vise sine fjender, så grib ufortøvet til den Hellige Skrift, hvad der kun kræver lidt omhyggelighed, og I kan sige intet mindre end selve Guds ord: ‘Ego autem dico vobis: diligite inimicos vestros.’ Hvis I skriver om onde tanker, kan I opsøge Evangeliet: ‘De corde exeunt cogitationes malae.’ Hvis det drejer sig om det ustadige venskab, kan Cato komme jer til hjælp med sit distichon:

Donec eris felix, multos numerabis amicos. Tempora si fuerint nubila, solus eris.

Med disse og andre latinske talemåder vil man mindst regne jer for velbevandret i den latinske grammatik, og det er vældig ærefuldt og nyttigt nu om dage. Og det med at anbringe bemærkninger i slutningen af bogen kan I roligt gøre på denne måde: hvis I nævner en kæmpe i jeres bog, skal I sørge for, at det er kæmpen Golias, hvad der ikke vil koste jer noget særligt, og dermed har I en længere bemærkning, hvor I kan skrive: ‘Kæmpen Golias eller Goliat var en filister, som hyrden David dræbte med et gevaldigt stenkast i Terebinte dalen, således som der fortælles i Kongernes bog …’ ved det kapitel, hvor det vil passe at skrive det. Herefter kan I vise jer som en boglærd mand og kyndig ud i kosmologien ved at sørge for at nævne floden Tajo i jeres historie, og så vil I stå med endnu en bevinget bemærkning, når I skriver: ‘Floden Tajo blev kaldt sådan af en konge over de spanske riger; den udspringer dér og dér og løber ud i Oceanet, hvor den kysser murene om den navnkundige by Lissabon, og det er almindeligt kendt, at den fører guldholdigt sand med sig,’ osv. Hvis I skulle skrive om tyveknægte, kan jeg fortælle jer historien om Cacus, som jeg kan udenad; og gælder det skøger, er der biskoppen fra Mondonedo, der kan tjene jer med Lamia, Layda og Flora, og den note skal nok give jer stor anseelse; hvad grusomme angår, kan Ovid give jer Medea; og af troldmænd og troldkvinder har Homer Kalypso og Vergil Kirke; når det gælder tapre hærførere, byder Julius Cæsar sig til med sine Kommentarer, og Plutarch giver os tusinde Alexandre. Skriver I om kærlighed, vil I, blot I kan to unser toskansk, støde ind i Leon Hebreo, der til fulde vil tilfredsstille jer. Og hvis I ikke vil ud til fremmede lande, vil I herhjemme finde Fonsecas Om Guds kærlighed, hvori han samler alt, hvad I og den mest sindrige kunne ønske om dette emne. Det eneste, I kort sagt skal foretage jer, er at sørge for at nævne disse navne eller berøre deres historier i jeres historie, sådan som jeg her har sagt det; og overlad det så til mig at anbringe tilføjelser og bemærkninger, for jeg sværger ved Gud, at jeg nok skal fylde marginerne og dertil fire ark i slutningen af bogen. Lad os nu gå over til citaterne, som de andre bøger har, og som I mangler i jeres. Det er meget let at afhjælpe, for I skal bare finde en bog, der har dem med i margin, alle sammen fra A til Z, som I siger. Den selv samme abc skal I anbringe i jeres bog; for selv om man tydeligt kan se, at det er løgn, fordi I havde meget lidt brug for det, betyder det ikke noget, og måske er nogen så enfoldig, at han tror, at I har benyttet jer af det hele i jeres jævne og enkle historie; og hvis det ikke tjener til andet, vil den lange liste af forfattere i det mindste medvirke til pludselig at give bogen autoritet. Og desuden vil der næppe være nogen, der giver sig til at undersøge, om I fulgte dem eller ej, for det vil de ikke få noget ud af. Så meget mere som når jeg rigtig tænker efter, har jeres bog slet ikke brug for nogen af de ting, som I siger, at den mangler, for hele bogen er et udfald mod ridderbøgerne, som Aristoteles aldrig skænkede en tanke, den Hellige Basilios aldrig sagde noget om, Cicero aldrig berørte, ligesom beretningen om deres fabelagtige tøjerier heller ikke hører ind under den nøje sandhed eller de astrologiske iagttagelser, og heller ikke de geometriske mål har nogen betydning eller retorikkens gendrivelse af bevisgrunde, og historien skal heller ikke prædike for nogen ved at blande det menneskelige med det guddommelige, hvad der er en blandingsgenre, som ingen forstandig kristen må iklæde sig. Jeres bog skal kun gøre brug af efterligningen i det, der bliver skrevet, for jo mere fuldkommen den er, jo bedre er det, man skriver. Men da jeres historie kun stiler mod at anfægte den autoritet og indflydelse, som ridderbøgerne har i verden og blandt jævne folk, er der ingen grund til, at I skal gå rundt og tigge fyndord fra filosoffer, gode råd fra den Hellige Skrift, fortællinger fra digtere, taler fra retorikere og mirakler fra helgener. Tværtimod skal I holde jer til den klare stil med ærlige, velvalgte og fyndige ord, så jeres sætninger og perioder bliver velklingende og festlige og på alle måder udmaler, hvad I agter at sige, og lader jeres skarpsindige tanker komme til deres ret uden at forkludre og fordunkle dem. I skal også stræbe efter, at når man læser jeres historie, bevæges den tungsindige til latter, den lattermilde ler endnu mere, den enfoldige bliver ikke stødt, den forstandige forundres over jeres påfund, den alvorlige kaster den ikke fra sig og den besindige priser den uafladelig. Hold jer kort sagt til at nedrive ridderbøgernes dårligt funderede bygningsværk, der afskyes af så mange, men hyldes af endnu flere, og hvis det lykkes for jer, har I opnået ikke så lidt.”

I dyb tavshed lyttede jeg til det, min ven sagde, og så stærkt prentede hans ord sig i mig, at jeg uden indsigelser godtog dem og ud fra dem forfattede denne prolog, hvor du, milde læser, kan se min vens forstandighed og min store lykke, at jeg fandt en sådan rådgiver, da jeg mest af alt havde brug for det, og selv kan du glæde dig over, at du træffer historien om den navnkundige don Quixote de la Mancha så ligefrem og uden omsvøb, for om ham siges det blandt alle beboerne i Montiel-slettens område, at han var den mest ærbare tilbeder og den tapreste ridder, som man i mange år har set på de kanter. Jeg vil ikke lovprise den tjeneste, jeg gør dig ved at lade dig stifte bekendtskab med så ædel og ærlig en ridder, men jeg ser gerne, at du takker mig for, at du har fået kendskab til hans væbner, den berømte Sancho Pança, i hvem jeg mener at have samlet alle en væbners gode egenskaber, som er spredt ud over hele stablen af ørkesløse ridderbøger. Og hermed: Gud give dig et godt helbred og måtte han ikke glemme mig. Lev vel!

Den ukendelige Urganda hylder bogen om don Quixote de la Mancha

Hvis du vil ud til de go,

oh bog, så far frem med må,

så ingen indbildske tå

kan trampe dig under fo.

Du er ikke vel til mo

ved alle de ubelæ,

som du snart vil høre bræ

for at vise deres vi,

selv om den er ganske li,

for de er en samling blæ.

Erfaringen gerne vi,

at vi skal søge det fro

træ, for det yder det go

ly mod sol og regnfuld si,

således finder du hvi

under hertugen af Bé

ædle stamtræ, der foré

hin Alexander den Sto

gavmildhed og kongekro:

den dristige kan han fre.

Du vil fortælle histo

om en højmodig, manche

adelsmand, der læste me

og blev forrykt i sit ho;

han blev ganske overmo

af våben, riddere, da,

så dristigt han sværdet dra

ret som den rasende Ro:

Dulzinea del Tobo

skal være hans ægtema.

Lad nu ikke skjoldet pry

af tåbelige figu,

der på alle virker hu

og vil onde tunger fry.

Klageråb skal ikke ly,

når du tilegner histo

og dens mange vers og to

til den fyrstelige læ;

lad du andre om at bæ

deres klager frem ved ho.

Pas på, himlen misbilli,

at du vil med lærdom pra

som den lærde negersla,

tal blot ikke som lati.

Du skal ikke skarphed vi,

vigt dig ikke som den klo,

vær nu ikke filoso;

den der lærdomsord begri,

han vil med en vrængen si:

hvortil alle disse glo?

Vár din tunge, når den lø,

hold dig fra unødig sna,

for man skal undgå at ta,

om det der blot er en skrø,

for spøg og skæmt kan let fø

til en blodig næsesty;

næh, dit bedste skal du y,

så skal du nok vinde æ;

du må ikke dumhed næ,

evigt den det skrevne pry.

Det er tåbers værk at ka

med sten, når man har sin bo

i et hus af glas og glo:

naboen man ikke la.

Den forstandige skal ska

sit værk på fødder, der skri

fremad rolige og vii;

mens den der udsender bø

til underholdning for mø

skriver lukt til dåreki.

Amadís de Gaula hylder don Quixote de la Mancha

SONET

Du, der eftergjorde det triste levned,

som jeg gennemled, forsmået og ene,

på bjerget Peña Pobres golde stene,

hvor jeg mit muntre sind bodfærdigt stævned;

Du, der græd flere tårer end du evned,

fik liflige drikke, salte og rene;

uden fade til urter, bær og grene,

sad du til jords og spiste til du revned;

så længe den lyse Apollon driver

sine heste i fjerde himmelsfære

kan du leve i vished om at vinde

et ry for tapperhed, der evigt bliver,

dit fødeland vil først blandt alle være,

din forfatter ene i verden skinne.

Don Belianís fra Grækenland hylder don Quixote de la Mancha

SONET

Jeg huggede, slog og gjorde langt mere

end nogen farende ridder i verden;

herlig og modig var min tapre færden

jeg hævned tusind fejl og mange flere.

Store bedrifter kunne jeg levere;

som tilbeder vakte jeg ikke smerten;

kæmper blev dværge, når jeg svinged snerten,

i dueller kunne jeg let hovere.

For min fod knælede lykken beskæmmet,

kløgtigt trak jeg det skaldede tilfælde

rundt ved håret og holdt det hen med løfter.

Men selv om min lykke altid blev fremmet

over månen i al dens magt og vælde,

overgås den af Quixotes bedrifter.

Fru Oriana hylder Dulzinea del Toboso

SONET

Oh, Dulzinea, gid jeg kunne lægge

Miraflores, hvor Toboso sig breder,

og London ved Tobosos mange stræder,

hvor vil det være godt for Londons flække!

Oh, kunne jeg min krop og sjæl bedække

med dine ønsker, mens jeg mig bereder

til at betragte hin ridder, der spreder

skræk og rædsel, når han vil sværdet trække.

Oh, var jeg bare i kyskhed undveget

hr. Amadís, ligesom du havde held

til at undfly den høviske Quixote,

havde min fryd og glæde oversteget

mit tungsind, og lykken randt som kildevæld

og ingen ville mig længere spotte.

Fra Amadís de Gaulas væbner Gandalín til Sancho Pança, don Quixotes væbner

SONET

Vær hilset, navnkundige mand, hvem Lykke

satte i vej som væbner for en ridder,

så nemt og let du dette hverv bestrider,

da skæbnen det forstandigt sammenstykke.

Med hakke og segl kan man sagtens smykke

den jævne væbner, der til alle tider

og trængsler følger den farende ridder

og ikke vil stille månen i skygge.

Jeg misunder dig dit æsel og dit navn

og ser langt efter dine sadeltasker,

der viste din kløgtige forsynlighed.

Vær hilset, oh Sancho, for du gjorde gavn,

den spanske Ovid dig hilser og basker

et kys på din hånd i al ærbødighed.

Fra den strålende blandingsdigter til Sancho Pança og Rozinante

Væbner er jeg, Sancho Pã,

hos manchegeren Quixo,

rundt på bjerge, veje, flo

lever jeg, som jeg beha;

Villadiego anbefa,

at man følger egne lo

uden pelsen ret at vo,

som der står i Celesti,

hvis guddommelige si

burde undfly elskovs lo.

Til Rozinante

Jeg er hesten Rozinã

oldebarn af Cids Babie;

dengang jeg blev alderste,

kom jeg i Quixotes va.

Når jeg jog efter riva,

lod jeg ham gerne af sy

for efter byggen at sty;

jeg lærte af Lazari

med et strå at stjæle vi

fra en blind, der vinen ny.

Fra den rasende Roland til don Quixote de la Mancha

SONET

Blandt riddere har du ikke din lige

ikke engang blandt tusinde jævninger,

og hvor du end dit hvasse slagsværd svinger:

ubestridt indtager du sejrens rige.

Quixote, jeg er Roland, der må hige

efter Angelica, skjult i fæstninger,

i fjerne riger må jeg krydse klinger

og vise mit mod, der ikke skal vige.

Din lige kan jeg ikke være, for den ære

tilkommer dit ry og dine bedrifter,

skønt du ligesom jeg gik fra forstanden.

Men kan du den hovne maurer belære,

bliver du min lige, og jeg bekræfter,

at i kærlighed ligner vi hinanden.

Fra Ridderen af Phoibos til don Quixote de la Mancha

SONET

Mit sværd kan ikke jeres overvinde,

spanske Phoibos, oh sirlige adelsmand,

I overgår den hånd, der styrer mit spand

og lader lys og nattemørke svinde.

Som rigsregent lod jeg mig ikke binde,

jeg afslog at herske over Østerland,

for at Claridiana ved himlens rand

kunne mine øjne for evigt blinde.

Jeg elskede hende som en sjælden skat;

og helvede, da hun var ude af øje,

blev dæmpet af frygt for min modige arm.

Men I, Quixote, har verden sysselsat:

ved Dulzinea når I verdens høje,

mens hun ærbart nærer visdom ved sin barm.

Fra Solisdán til don Quixote de la Mancha

SONET

Hr. don Quixote, skønt jeres tøjeri

har forstyrret jeres klogskab og forstand,

skal I ikke bebrejdes af nogen mand

for at opildne til kiv og klammeri.

Jeres bedrifter er et helt skilderi,

når I hævner uret i det ganske land,

I har mistet øre, skæg, visir og tand,

ved slynglers og uslinges forræderi.

Og hvis hende Dulzinea, den kønne,

jer på nogen mulig måde skuffer,

eller jer til sorg og kvide forleder

og hvis hun jer med krænkelser vil lønne,

da er Sancho Pança en dårlig ruffer,

hun er hård, og I er ingen tilbeder.

Samtale mellem Cids hest Babieca og don Quixotes Rozinante.

SONET

B: Hvordan går det, Rozinante, så mager?

R: Ingen mad og fra sliddet ingen lise.

B: Har I da ingen byg og strå at spise?

R: Hos min husbond jeg stort set intet smager.

B: Nånå, min herre, sikke I behager

jeres husbond æselagtigt at rise.

R: Æsel er man, sådan må man sig prise.

Vil I se, hvor han i elskov sig klager?

B: Er tilbederen dum?

R: Han er ikke klog.

B: I er metafysisk.

R: Jeg er ikke mæt.

B: Klag over væbneren.

R: Sikke noget vås.

R: Hvor kan jeg klage over mit tunge åg,

når nu herre og væbner går dårligt klædt,

og som Rozinante er de noget ros.