Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 20

Hvor beretningen fortsætter om de utallige genvordigheder, den drabelige don Quixote sammen med sin gode væbner Sancho Pança måtte døje i kroen, som han til alt uheld troede var en borg.

Nu var don Quixote kommet til sig selv igen og med den samme ynkelige stemme, som han dagen før havde brugt til at kalde på sin væbner, da han lå i stokkenes dal, begyndte han nu at kalde på sin væbner med disse ord:

“Kære Sancho, sover du? Sover du, kære Sancho?”

“Hvordan skulle jeg kunne sove, fanden tage mig!” svarede Sancho ærgerlig og forbitret, “for man skulle tro, at alle djævle har haft fat i mig i nat.”

“Det kan meget vel være,” svarede don Quixote, “for enten strækker min viden ikke langt, eller også er denne borg forhekset. Du skal nemlig vide …; men du skal først sværge på, at du vil holde tæt med det, jeg nu fortæller dig, selv efter min død.”

“Det sværger jeg,” svarede Sancho.

“Jeg beder dig bare om at sværge,” sagde don Quixote, “fordi jeg ikke er tilhænger af at smudse nogens ære til.”

“Jeg har jo sagt, at jeg sværger,” gentog Sancho; “og jeg skal nok holde mund med det, også efter at Eders Nåde ikke længere er her på jord, men Gud give, at jeg kunne afsløre det den dag i morgen.”

“Har jeg da behandlet dig så dårligt, Sancho,” svarede don Quixote, “at du kunne ønske mig død så hurtigt?”

“Det er ikke derfor,” svarede Sancho, “men jeg er modstander af at gemme for længe på tingene, da jeg nødig vil have, at man gemte dem så længe, at de blev fordærvede.”

“Lad nu det ligge,” sagde don Quixote, “for jeg sætter min lid til din hengivenhed og respektfølelse; og således skal du vide, at jeg i nat kom ud for et af de besynderligste eventyr, jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig; for at gøre en lang historie kort skal du vide, at for lidt siden blev jeg opsøgt af borgherrens datter, den nydeligste og smukkeste jomfru, der ikke har sin lige i det meste af verden. Hvad skal jeg fortælle dig om hendes pyntelige skikkelse? Hvad skal jeg sige om hendes herlige forstandighed? For ikke at tale om de skjulte ting, som jeg vil lade ligge og forbigå i tavshed af hensyn til den troskab, jeg skylder min frue Dulzinea del Toboso! Blot vil jeg fortælle dig, at himlen ser skævt til den store lykke, som skæbnen har kastet i min lod, eller måske, og det er det mest sandsynlige, er borgen her fortryllet, som jeg tidligere har sagt, så da jeg var opslugt af at tale ømt og elskovsfuldt med hende, for der en hånd frem, som sad fast på armen af en uhyrlig kæmpe, uden at jeg kunne se eller ane, hvor den kom fra, og den slog mig så gevaldigt på kæberne, at de blev badet i blod, og derefter gennembankede den mig så voldsomt, at jeg har det værre end efter sammenstødet i går med muldyrdriverne, der på grund af Rozinantes udskejelser tilføjede os den krænkelse, du selv kender til. Derfor gætter jeg på, at denne jomfrus skønhed vogtes som en skat af en eller anden fortryllet maurer og ikke er bestemt for mig.”

“Og heller ikke for mig,” sagde Sancho, “for jeg er blevet maltrakteret så slemt af mere end fire hundrede maurere, at gennembankningen med stokkene var lutter lagkage. Men kan I ikke forklare mig, herre, hvorfor I kalder det et godt og usædvanligt eventyr, når vi er sluppet så dårligt fra det, som vi er? Selv om det ikke gik så galt for Eders Nåde, for I holdt den uforlignelige skønhed i jeres arme, efter hvad I har sagt, men jeg fik ikke andet ud af det end den største dragt prygl, jeg i mine livskabte dage kan forestille mig! Jeg arme stakkel, der hverken er farende ridder eller nogen sinde har tænkt mig at blive det, jeg får broderparten af alle ulykkerne!”

“Er du da også blevet gennembanket?” spurgte don Quixote.

“Har jeg ikke allerede fortalt det, fanden tage mit ophav!” udbrød Sancho.

“Det skal du ikke jamre dig over, kære ven,” sagde don Quixote; “for nu skal jeg nok lave den uvurderlige balsam, der kan helbrede os på mindre end et øjeblik.”

Nu fik landbetjenten endelig tændt olielampen og gik ind for at se, hvad han troede var den døde, og da Sancho så ham komme i den bare skjorte og med en klud om hovedet, en olielampe i hånden og et bistert udtryk i ansigtet, spurgte han sin husbond:

“Herre, kan han monstro være den fortryllede maurer, der har glemt at straffe os og nu kommer tilbage for at få det gjort?”

“Det kan ikke være maureren,” svarede don Quixote, “for de tryllebundne lader sig ikke se af nogen.”

“Hvis de ikke lader sig se, kan man i hvert fald få dem at føle,” sagde Sancho, “det kan mine rygstykker snakke med om.”

“Det ville mine også kunne,” svarede don Quixote, “men det er ikke bevis nok til at mene, at ham, vi her ser, er den fortryllede maurer.”

Betjenten kom til og blev forbløffet over at finde dem i fredelig samtale, skønt don Quixote ganske vist stadig lå på ryggen uden at kunne bevæge sine radbrækkede, forbundne lemmer. Betjenten gik hen til ham og spurgte:

“Nå, hvordan går det, min gode mand?”

“Jeg ville nok tale lidt mere velopdragent,” svarede don Quixote, “hvis jeg var jer. Er det almindeligt brugt på disse kanter at tale sådan til en farende ridder, tølper?”

Betjenten ville ikke finde sig i at blive behandlet uforskammet af så afrakket en mand, så han hævede olielampen, der var fuld af olie, og slog don Quixote i hovedet med den, hvad der gjorde ham slemt tilredt; og da der nu igen var helt mørkt, gik han sin vej, og Sancho Pança sagde:

“Herre, det er uden tvivl den fortryllede maurer, som sikkert vogter skatten, der er beregnet til andre, og kun har næveslag og lampelussinger til os.”

“Sådan er det,” svarede don Quixote, “og man skal ikke tage sig af alt det der med trolddomskunster eller blive vred og opbragt over det; for da de er usynlige og uvirkelige, kan vi ikke finde nogen at hævne os på, hvor meget vi end prøver på det. Rejs dig, hvis du kan, Sancho, og kald på borgfogeden fra fæstningen her, og skaf mig lidt olie, vin, salt og rosmarin til at lave en lægende balsam med; for sandt at sige tror jeg, at jeg behøver den lige nu, da blodet løber fra det sår, som spøgelset har givet mig.”

Det værkede frygteligt i Sanchos knogler, da han kom på benene og famlede sig frem i mørke for at finde kroværten, men i stedet traf han betjenten, der stod og lyttede efter, hvordan det var gået hans modstander, og til ham sagde Sancho:

“Herre, hvem I end er, vis os den nåde og gunst at give os en smule rosmarin, olie, salt og vin, som er nødvendigt for at helbrede en af de herligste, farende riddere, der findes på denne jord, for han ligger på sengen efter at være blevet ilde tilredt af den fortryllede maurer, der er i kroen.”

Da betjenten hørte den slags tøjeri, anså han ham for ikke at være rigtig vel forvaret, og da det nu begyndte at lysne, åbnede han døren til kroen, kaldte på kroværten og sagde, hvad den gode mand ønskede. Kroværten forsynede ham med alt, hvad han havde bedt om, og Sancho bragte det ind til don Quixote, der lå med hænderne på hovedet og klagede sig over smerten efter lampelussingen, der dog ikke havde gjort anden skade end at give ham to buler, og det, han opfattede som blod, var i virkeligheden bare angstens sved fra den nyligt overståede tumult. Han tog kort sagt sine lægeplanter og andre remedier, som han blandede og rørte godt rundt i, mens han kogte dem en rum tid, indtil han syntes, blandingen var som den skulle være. Så bad han om en karaffel til at hælde det op i, og da der ikke var sådan én i hele kroen, klarede man sagen ved at hælde det i en oliebeholder eller oliekrukke af blik, som kroværten elskværdigt forærede ham. Herefter sagde han mere end firs fadervor over oliebeholderen og lige så mange avemariaer, bønner til Jomfru Maria og trosbekendelser, og hvert ord fik et kors med på vejen som velsignelse; det hele blev overværet af Sancho, kroværten og betjenten, mens muldyrdriveren i fred og ro gik og tog sig af sine muldyrs ve og vel. Da don Quixote var færdig, ville han selv prøve den gode virkning, som han forestillede sig den fortræffelige balsam måtte have, og således drak han det, der ikke kunne være i oliekrukken og derfor var tilbage i gryden, som han havde kogt det i, og der var næsten en pot; men knap havde han fået det nedsvælget, før han begyndte at kaste op, så hans mave blev helt tømt, og kvalmen og uroen fra opkastningen fik ham til at svede voldsomt, så han bad dem om at dække ham godt til og lade ham være alene. Det gjorde de, og han sov tre fulde timer, hvorefter han vågnede og følte sig meget bedre tilpas i kroppen, og så godt var han kommet sig af sin radbrækkelse, at han regnede sig selv for helbredt og virkelig troede, at han havde slumpet sig frem til Fierabrás’ balsam, og at han med det middel fra nu af frygtløst kunne kaste sig ud i ødelæggelser, tvekampe og stridigheder, hvor farlige de end måtte være. Sancho Pança, der også regnede sin herres bedring for et mirakel, bad om at få, hvad der var tilbage i gryden, og det var ikke så lidt. Det gav don Quixote ham, og han tog gryden med begge hænder, og i god tro og med den bedste vilje skyllede han det ned og fyldte næsten lige så meget i sig som sin herre; nu forholdt det sig sådan, at den stakkels Sanchos mave nok ikke var så sart som hans herres, så i stedet for at kaste op kom han af lutter kvalme og ildebefindende til at svede angstens sved og blev i den grad ude af sig selv, at han sandt og virkeligt troede, at hans sidste time var kommet; og da han nu havde det så skidt og følte sig så sølle, forbandede han balsamen og den døgenigt, der havde givet ham den. Da don Quixote så ham i den tilstand, sagde han til ham:

“Jeg tror, du har det så skidt, Sancho, fordi du ikke er slået til ridder; for jeg er sikker på, at dette bryg ikke kan gavne dem, der ikke er riddere.”

“Hvis Eders Nåde vidste det,” brokkede Sancho sig, “så fanden tage mig og hele min slægt, at I tillod, at jeg smagte den!”

Men nu gjorde bryggen sin virkning og den stakkels væbner begyndte at tømme sig ad begge kanaler, og det skete så hurtigt, at hverken sivmåtten, som han igen havde lagt sig på, eller det grove tæppe, som han dækkede sig med, var nogen nytte til. Han havde sådanne kramper og anfald af svedeture, at ikke bare han selv, men alle de andre troede, at han ikke havde langt igen. Den stormfulde og rædsomme tilstand varede næsten to timer, hvorefter han ikke var frisk som sin herre, men så mørbanket og radbrækket, at han ikke kunne være nogen steder. Men don Quixote, der som sagt følte sig lindret og helbredt, ville straks drage ud for at søge eventyr, da han fandt, at al den tid, de tøvede der, fratog verden og dens nødlidende hans hjælp og beskyttelse, og desuden havde han vundet ny sikkerhed og selvtillid med sin balsam; så drevet af dette ønske sadlede han selv Rozinante, lagde paksadlen på sin væbners æsel og hjalp ham også i tøjet og op på æslet. Så steg han til hest, og da han nåede hen til et hjørne af kroen, greb han en kort, jernbeslået stok, der stod dér, og som han godt kunne bruge i mangel af lanse. Alle de, der var i kroen, og det var over tyve, stod og kiggede på ham, og med dem kroværtens datter, og han tog heller ikke øjnene fra hende, og fra tid til anden udstødte han et suk, der lød, som om det kom fra hans indvoldes dyb, og alle troede, at det kom sig af, at han havde ondt i ribbenene; sådan tænkte i det mindste de, der aftenen før havde set ham få lagt forbindinger på. Da de nu begge var kommet i sadlen ved indgangen til kroen, kaldte don Quixote på kroværten og sagde til ham i et roligt og alvorligt tonefald:

“Hr. borgherre, jeg har modtaget mange og store gunstbevisninger i jeres borg og føler mig overordentlig forpligtet til at være jer taknemmelig resten af mine dage. Hvis jeg kan betale jer ved at skaffe jer hævn over en hovmodig mand, der har tilføjet jer en eller anden krænkelse, skal I vide, at det er min profession at straffe troløshed, bistå dem, der lidet selv formår, og hævne dem, der bliver gjort uret imod. Gå nu jeres hukommelse igennem, og hvis I finder noget af den slags, som I vil betro mig, skal I bare sige frem, for jeg lover jer ved den ridderorden, jeg har modtaget, at skaffe jer al den oprejsning og gengældelse, I kunne ønske jer.”

Kroværten svarede ham i samme rolige tonefald:

“Hr. ridder, jeg har ikke brug for, at Eders Nåde hævner nogen krænkelse, for jeg kan selv tage den hævn, det passer mig, når nogen begår uret mod mig. Jeg har kun brug for, at Eders Nåde betaler, hvad I har fået i kroen i nat, såvel halm og byg til jeres to dyr, som aftensmad og senge.”

“Er det her da en kro?” udbrød don Quixote. “Ja, og med et godt ry,” svarede kroværten.

“Så har jeg været helt galt på den indtil nu,” sagde don Quixote; “for jeg har virkelig troet, at det var en borg og endda ikke af de ringeste; men når det forholder sig sådan, at det ikke er en borg, men en kro, er der ikke andet at gøre for jer end at give afkald på betalingen, for jeg kan ikke overtræde de farende ridderes regler, for om dem ved jeg med sikkerhed, at de aldrig betalte for logi eller for andet i nogen af de kroer, de overnattede i, og hidtil har jeg ikke læst noget, der kan modsige det, for det er lov og ret, at man til enhver tid skylder dem en god modtagelse til gengæld for deres ulidelige møje med at søge eventyr dag og nat, sommer og vinter, til hest og til fods, udsat for sult og tørst, varme og kulde, al slags vejr og alverdens andre ubekvemmeligheder.”

“Det kommer ikke mig ved,” svarede kroværten; “betal, hvad I skylder mig, og glem alle jeres historier om ridderskaber; for den eneste historie, der interesserer mig, er at folk betaler, hvad de skylder.”

“I er en tåbe og en dårlig gæstgiver,” svarede don Quixote.

Og så jog han benene ind i Rozinantes sider, holdt lansen på skrå og red ud fra kroen, uden at nogen standsede ham, og uden at se efter om hans væbner fulgte trop, red han et godt stykke væk. Kroværten, der så ham forsvinde uden at betale, skyndte sig at afkræve Sancho Pança betaling, men han sagde, at når hans herre ikke havde villet betale, kunne han heller ikke betale, for da han jo var væbner for en farende ridder, var han underlagt de samme regler som sin herre om ikke at betale for noget som helst i kroer og gæstgivergårde. Det blev kroværten godt knotten over og truede ham med, at hvis han ikke betalte, ville han indkassere sin betaling, så det kunne mærkes. Dertil svarede Sancho, at ved det ridderskab, som hans herre var optaget i, ville han ikke betale en eneste maravedí, om det så skulle koste ham livet, for han ville ikke være skyld i, at man mistede en god, gammel skik blandt farende riddere, ligesom væbnere for verdens kommende riddere ikke skulle kunne beklage sig over ham og bebrejde ham, at han havde brudt så retfærdigt et privilegium. Nu ville den ulykkelige Sanchos onde skæbne, at der i kroen var fire uldkartere fra Segovia, tre nålehandlere fra slyngelkvarteret Potro i Córdoba og to kumpaner fra markedskvarteret i Sevilla; de var nogle muntre, velvillige og skadefro spilopmagere, der rykkede ind på Sancho, næsten som om de blev tilskyndet og drevet frem af den samme ånd, og idet de fik ham af æslet, løb en af dem ind efter kroværtens sengetæppe og smed Sancho på tæppet, men da de kiggede op, så de, at der var for lavloftet til deres narrestreger, så de besluttede at gå ud i gården, hvis grænse var himlen. Med Sancho anbragt midt på tæppet svingede de det højt i vejret og morede sig med ham som med en hund til fastelavn. Den stakkels himmelsprætter råbte sådan op, at hans herre opfangede hans nødråb, og da han troede, at et nyt eventyr var under opsejling, standsede han op og lyttede opmærksomt, indtil han tydeligt kunne høre, at den der råbte var hans væbner; han vendte hesten og nåede i en møjsommelig galop tilbage til kroen, og da han fandt den lukket, red han udenom for at se, om han kunne finde et sted at komme ind, men næppe var han nået om til gårdmuren, som ikke var særlig høj, før han så den grumme morskab, man havde med hans væbner. Han så ham flyve op og ned gennem luften med en sådan fart og ynde, at hvis ikke han havde været så arrig, er jeg sikker på, at han ville have leet. Han prøvede at kravle fra hesten og over på muren, men han var så mørbanket og radbrækket, at han ikke engang var i stand til at stige af hesten, og således begyndte han fra hesteryggen at skælde og smælde sådan over dem, der sendte Sancho til himmels, at det trodser enhver beskrivelse; men det fik dem ikke til at ophøre med deres munterhed og løjer, og heller ikke himmelsprætteren Sancho ophørte med sine beklagelser, der snart slog over i trusler, snart i bønfaldelser, men det nyttede og hjalp kun lidet, for de lod ham først være, da de ikke kunne mere for træthed. Så hentede de hans æsel, fik ham op på det og hyllede ham i hans frakke; og den medfølende Maritornes, der så, hvor plaget han var, fandt det bedst at komme ham til undsætning med et krus vand, som hun hentede fra brønden, fordi det var mere koldt; Sancho tog imod det og skulle til at drikke det, da han blev standset af sin herre, der råbte til ham:

“Kære Sancho, drik ikke vand! Kæreste, drik det ikke, for det slår dig ihjel! Se, her har jeg den velsignede balsam,” og han viste ham oliekrukken med bryggen, “drikker du bare to dråber af den, vil du helt sikkert blive rask.”

Ved sin herres råb vendte Sancho det hvide ud af øjnene og råbte endnu højere:

“Har Eders Nåde måske glemt, at jeg ikke er ridder, eller vil I have, at jeg ender med at brække de indvolde op, som jeg endnu har tilbage fra i nat? Gem jeres bryg fanden i vold og lad mig være i fred!”

Han råbte det sidste ord og drak løs af kruset i samme åndedrag; men da han ved den første slurk opdagede, at det var vand, ville han ikke drikke mere og bad Maritornes om at komme med noget vin til ham, hvad hun godhjertet gjorde, og hun betalte endda vinen af sine egne penge, for faktisk siges det om hende, at trods hendes håndtering var der alligevel noget kristent over hende. Da Sancho havde fået noget at drikke, jog han hælene ind i sit æsel, døren til kroen blev åbnet på vid gab for ham, og han red ud derfra, godt tilfreds med ikke at have betalt noget og have fået sin vilje, selv om det var sket på bekostning af hans rygstykker, der som sædvanlig måtte gå i borgen for ham. Ganske vist beholdt kroværten hans sadeltasker som betaling for det, han skyldte, men Sancho savnede dem ikke, så omtumlet var han, da han red ud fra kroen. Da kroværten nu havde fået ham ud, ville han stænge døren, men det tillod tæppesvingerne ikke, for det var folk af en sådan kaliber, at om don Quixote så virkelig havde været en af de farende Riddere om det Runde Bord, ville de ikke have givet en døjt for ham.