Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 17

Hvor den afdøde hyrdes fortvivlede vers bringes, sammen med andre uventede begivenheder.

GRISOSTÓMOS SANG

Grusomme, da du ønsker det gjort bekendt

fra sprog til sprog og blandt alle folkeslag,

hvor stærkt og fast du for din strenghed strider,

skal jeg fra det dybeste helved få sendt

en smertefuld klang til mit brysts sarkofag,

som min sædvanlige stemme forvrider.

Og imens mit ønske til handling skrider

for min smerte og din dåd at besynge,

viger tonen fra min rædsomme stemme,

og sølle stumper fra mit indre gemme

forsøger sig til stemmen nu at klynge.

Hør da efter og tag mig til jeres barm,

vent jer ikke velklang, men lyt til den larm,

der strømmer fra dybet af mit bitre bryst,

båret frem af et utøjleligt vanvid,

dig er det kun til nid – men jeg føler lyst.

Vilde ulves tuden og brøl fra løver,

en frygtindgydende hylen, en hvislen

fra den skællede slange, det rædsomme

monsters skrålen, en krages skræppen kløver

luften med ilde varsler, vindens rislen

står i kontrast til havets vilde domme,

tyrens brølen, skønt kampen nu er omme,

runger, mens turtelduen uden mage

kurrer sørgmodigt, og hornuglen synger

sin ensomme sang, mens helvedes klynger

grådkvalt stemmer i deres bitre klage,

kom med jeres lidelser og vis dem frem

og lad os synge en sang med fynd og klem

der grundigt sammenblander alle sanser,

for min grusomme sorgfuldhed tilråder,

at nye måder – min fortælling kranser.

Det triste ekko af min sjæls uorden

skal Tajo-flodens bredder ikke høre,

eller Betis-flodens olivenlunde;

min dybe smerte spredes i sin vorden,

på klippe og i dal den frem sig føre

med tungen død og livets ord i munde,

i dybe dale eller klippegrunde

ved kyster fjernt fra menneskenes færden

eller hvor solens stråler aldrig brænder

eller mellem rovdyr med spidse tænder,

der holder til i den libyske verden;

skønt de hæse ekkoer af min klage

på golde ødemarker lyder spage,

når de møder din strenghed uden lige,

men med lidt hjælp fra min ublide skæbne

kan de sig væbne – til vort jorderige.

En mistanke, er den end falsk eller sand

slår tålmod til jorden; foragt kan dræbe,

men skinsygens slag er ovenud stærke;

det lange fravær sætter livet i brand;

tillidsfuldt kan man efter lykken stræbe

men glemslen vil let blive ved at værke.

Overalt sætter dødens gang sit mærke

skønt mirakuløst jeg lever og bæver,

skinsyg, alene, foragtet og sikker

på de mistanker, der mig døden skikker,

og ilden i mig mod glemslen sig hæver,

mit blik kan ikke mellem disse storme

formå et lille, spinkelt håb at forme,

i min fortvivlelse jeg ej det prøver;

så hellere forværrer jeg min klage,

og mine dage – jeg fra hende røver.

Kan man vove et øjeblik at håbe

og frygte, og er det mon klogt at gøre

når grunden til min frygt er ganske sikker?

Når bitter skinsyge gør mig til tåbe,

må jeg bare lukke øje og øre,

men gennem sjælens åbne sår jeg kigger!

Hvem står da ikke i døren og nikker

til mistroen, når den direkte skuer

åbenbar foragt og mistænksomheder,

oh, fæle forvandling! gjort til sandheder

og sandheden går op i løgnens luer?

Oh, skinsyge, I grusomme tyranner

fly mig straks et våben i disse hænder

giv mig da, oh, foragt, en snoet strikke;

ve mig! for lidelsen grusomt opflammer,

når snoren jeg strammer – huskes I ikke.

Jeg dør nu og for aldrig at begære

mig medgang i døden eller i livet,

hænger jeg hårdnakket ved mit drømmeri.

Den, der elsker, må på rette vej være,

friest er den sjæl, der har sig hengivet

til kærlighedens urgamle kogleri.

Min elskede fjende undgår hykleri,

smuk på sjæl og legeme vil jeg sige,

for hendes glemsel må jeg bære skylden

thi når Amor tilintetgør idyllen

holder den retfærdig fred i sit rige.

Af denne grund og med en snor uden brist

fremskynder jeg den ulyksalige frist,

hvortil jeg er ført af hendes ringeagt,

til vindene vil jeg min krop belave

uden at have – sejrens triumfer smagt.

Du viser nu med fornuftens ufornuft

den fornuft, der driver mig til at standse

dette trætte liv, jeg inderligt hader;

mit hjertes dybe sår vil nu have luft

og prøver blot at få dig til at sanse,

at ublidt du ej min glæde tillader,

hvis tårer dine smukke øjne bader,

og slører deres klare himmels blånen,

da vil jeg gerne, at du ikke græder,

så dine tårer ingensinde væder

mine sjælerester som en forhånen.

Lad ved begravelsen latteren klinge,

i dødsfestens glæde skal du dig svinge;

men at fortælle dig det er en dumhed,

for hvis jeg nu mit liv til døden klæder

vinder du større hæder – ved din grumhed.

De skal komme fra deres dybe afgrund:

den tørstende Tantalos og Sisyfos,

der uendeligt ruller den tunge sten,

Tityos med sine gribbe, Ixion

drejer evigt hjulet, fordi han gav los;

søstrene må hente vand på trætte ben;

alle jamrer de sig over deres mén,

deres stille klage rører mit hjerte

og min krop, som ej endnu er klædt til lig,

bedrøvet synger de uden sørgeskrig

en fortvivlet gravhymne fuld af smerte.

Helvedeshunden på vagt ved dødens portal

samt monstre og kimærer i tusindtal

falder i med sørgmodig andenstemme;

den fineste gravfest de forbereder

for en tilbeder – der vil livet glemme.

Beklag dig ikke, du fortvivlede sang

når du forlader min triste undergang;

hun, der var årsagen til din bitre brod,

vokser i lykke ved min sorte skæbne,

du må dig væbne – til gravens dystre lod.

De, der havde lyttet til Grisóstomos sang, syntes godt om den, selv om Vivaldo, der havde læst den, ikke fandt, at den svarede til det, han havde hørt om Marcelas ærbarhed og godhed, for i sangen klagede Grisóstomo sig over skinsyge, mistanker og fravær, hvad der alt sammen var til skade for Marcelas gode ry og rygte. Dertil svarede Ambrosio som den, der kendte sin vens lønligste tanker:

“For at opklare denne tvivl, herre, skal I vide, at da den ulykkelige skrev denne sang, var han langt fra Marcela; han havde fjernet sig fra hende af egen fri vilje, for han ville se, om fraværet virkede på ham som vanligt. Og da den forelskede i fraværet kan plages af selv den mindste ting og gribes af al mulig frygt, blev Grisóstomo hjemsøgt af indbildt skinsyge og frygtelige mistanker, som var de virkelige. Hermed står det stadig ved magt, hvad rygtet lader forlyde om Marcelas godhed, for bortset fra at hun er lidt hånlig, meget hovmodig og helt igennem grusom, bør og kan misundelsen selv ikke sætte nogen plet på hende.”

“Det er sandt nok,” svarede Vivaldo.

Og da han ville til at læse endnu et af de papirer, han havde reddet fra ilden, blev han forstyrret af et vidunderligt åndesyn, for sådan virkede hun, der pludselig blev at se øverst på den klippe, hvor de gravede graven; hyrdinden Marcela kom til syne, og så smuk var hun, at hendes skønhed overgik hendes ry. De, der endnu ikke havde set hende, betragtede hende i forundring og tavshed, og de, der var vant til at se hende, blev ikke mindre forbløffede end de, der aldrig havde set hende. Men næppe havde Ambrosio fået øje på hende, før han med tydelige tegn på harme sagde til hende:

“Du kommer måske, oh, grusomme basilisk fra bjergene her, for at se, om den stakkel, som du med din grusomhed tog livet af, skulle bløde fra sine sår ved at se dig? Eller kommer du for at vigte dig af din karakters grusomme bedrifter, eller for som en anden skånselsløs Nero at betragte hans Rom i flammer fra højderne, eller vil du hovmodigt træde det ulykkelige lig under fode, som den utaknemmelige datter gjorde mod sin far Tarquinius? Sig os hurtigt, hvad du kommer for, eller hvad du efterstræber, for da jeg ved, at Grisóstomos tanker altid føjede sig efter dig i levende live, skal jeg sørge for, at selv om han er død, skal du blive adlydt af alle dem, der kalder sig hans venner.”

“Jeg kommer ikke, kære Ambrosio! af nogen af de grunde, du her har nævnt,” svarede Marcela, “men for at forsvare mig selv og lade jer forstå, hvordan alle de, der beskylder mig for Grisóstomos lidelser og død, tager helt fejl; og derfor beder jeg alle jer, der er her til stede, om at lytte opmærksomt til mig, for det vil ikke tage lang tid eller koste mange ord at overbevise de forstandige om, hvad sandheden er. Himlen skabte mig smuk, efter hvad I siger, og det i en sådan grad, at min skønhed får jer til at elske mig uhjælpeligt. Og ved den kærlighed, I nærer til mig, påstår, ja, forlanger I endda, at jeg er forpligtet til at elske jer. Med den forstand, som Gud har udstyret mig med, kan jeg forstå, at alt smukt er værd at elske, men jeg kan ikke fatte, at bare fordi man bliver elsket, er den, der bliver elsket for sin skønhed, forpligtet til at elske ham, der elsker hende. Og hvad mere er, kunne det jo ske, at den, der elsker den skønne, kunne være grim og ved sin grimhed gøre sig fortjent til at blive afskyet, for det lyder ikke rigtigt at sige: jeg elsker dig, fordi du er smuk; så nu skal du elske mig, selv om jeg er grim.’ Men selv, hvis begge er lige smukke, behøver de to ikke at nære samme attrå, da det ikke er alle skønheder, man forelsker sig i, for nogle skønheder er en fryd for øjet, men betvinger ikke viljen; hvis alle skønheder vakte kærlighed og gav efter, ville viljerne flakke forvirrede og vildfarne omkring uden at vide, hvem de skulle holde sig til, for når der er en uendelighed af smukke mennesker, måtte der også være en uendelighed af attrå, og efter hvad jeg har hørt, kan den sande kærlighed ikke deles eller påtvinges, men må være frivillig. Når det forholder sig, som jeg tror, det gør, hvorfor vil I så have, at jeg skal tvinges til at overgive min vilje, alene forpligtet af, at I siger, I elsker mig? Sig mig da ellers: hvis himlen havde skabt mig grim i stedet for smuk, ville det så være rimeligt, at jeg beklagede mig over jer, fordi I ikke elskede mig? Så meget mere som I må huske på, at jeg ikke selv har valgt min skønhed; hvordan den end er, har jeg fået den i nådegave af himlen, uden at jeg har bedt om den eller valgt den. Og ligesom slangen ikke fortjener at blive lastet for den gift, den har, skønt den dræber med den, eftersom den har giften fra naturen, således fortjener heller ikke jeg at blive bebrejdet, at jeg er smuk, da skønheden hos den ærbare kvinde er som den afsondrede ild eller det hvasse sværd: ilden brænder ikke og sværdet skærer ikke den, der ikke nærmer sig. Ærbarhed og dyd er sjælens smykker, uden hvilke kroppen ikke bør forekomme os smuk, heller ikke selv om den er det. For hvis ærbarheden er en af de dyder, der smykker og forskønner krop og sjæl allermest, hvorfor skal hun, der elskes for sin skønhed, miste netop denne dyd for at kunne gengælde følelserne hos ham, der alene for sin fornøjelses skyld sætter alle sine kræfter og opfindsomhed ind på, at hun skal miste sin ærbarhed? Jeg blev født fri, og for at kunne leve frit valgte jeg viddernes ensomhed. I bjergene her er træerne mit selskab, bækkenes klare vand er mine spejle; jeg betror mine tanker og min skønhed til træerne og vandene. Jeg er den fjerne ild og sværdet anbragt i sikkerhed. De, der er faldet for synet af mig, har jeg revet ud af vildfarelsen med mine ord; og hvis attråen nærer sig ved håb, har jeg ikke givet hverken Grisóstomo eller andre nogen grund til at håbe, så man kan kort og godt sige, at han snarere blev dræbt af sin hårdnakkethed end af min grusomhed. Og hvis beskyldningerne går ud på, at hans hensigter var anstændige, og at jeg derfor var forpligtet til at gengælde dem, kan jeg kun sige, at da han på det selv samme sted, hvor man nu graver hans grav, afslørede sine gode hensigter for mig, fortalte jeg ham, at mit forsæt var at leve i evig ensomhed, og at kun jorden skulle nyde frugten af min ærbarhed og de jordiske rester af min skønhed; og hvis han trods min afvisning ville fremture imod ethvert håb og sejle op imod vinden, hvad kan han da vente andet end at lide skibbrud i sin tåbeligheds hav? Hvis jeg havde holdt ham hen med løfter, ville jeg have været falsk; hvis jeg havde tilfredsstillet ham, ville jeg have handlet imod min bedste hensigt og overbevisning. Han fremturede efter at have fået klar besked, han fortvivlede uden at blive afskyet; tænk nu over, om det er rimeligt at give mig skylden for hans lidelse! Den bedragne kan beklage sig, den, der er sveget af falske løfter, kan fortvivle, den, jeg måtte have draget til mig, kan vidne om det nu, den, jeg måtte have godtaget, kan vigte sig; men den, jeg hverken har lovet noget, bedraget, hidkaldt eller godtaget, skal ikke kalde mig hverken grusom eller morderisk. Indtil nu har himlen ikke ønsket, at jeg skal have den skæbne at elske, og det er helt udelukket, at jeg skulle vælge at elske. Den almindelige afvisning gælder enhver, der bejler til mig for sin egen fornøjelses skyld, og lad det én gang for alle være sagt, at hvis nogen skulle tage sin død over mig, dør han ikke af skinsyge eller ulykkelig kærlighed, for den, der ikke elsker nogen, kan ikke give anledning til skinsyge, og denne klare afvisning skal ikke opfattes som foragt. Den, der kalder mig vilddyr og basilisk, kan betragte mig som skadelig og ond og lade mig være i fred; den, der kalder mig utaknemmelig, kan lade være at tjene mig; den, der betragter mig som ukendelig, kender mig ikke; er jeg grusom, så lad være at følge mig; for dette vilddyr, denne basilisk, den utaknemmelige, grusomme og ukendelige vil ikke søge, tjene, kende eller følge dem på nogen måde, og hvis Grisóstomo blev dræbt af sin egen utålmodighed og fremfarende attrå, hvorfor skal min sømmelige og ærbare livsførelse så bære skylden? Hvis jeg forbliver ren i selskab med træerne, hvordan kan han da begære, at jeg mister min dyd, når han dog ønsker, at jeg skal være ærbar over for andre mænd? Som I ved, har jeg selv gods og guld og stræber ikke efter andres. Jeg er fri og ønsker ikke at underkaste mig; jeg elsker og afskyer ikke nogen; jeg bedrager ikke denne, jeg bejler ikke til hin; jeg holder ikke den ene for nar, jeg forlyster mig ikke med den anden; jeg underholder mig i ærbar samtale med hyrdepigerne fra landsbyerne her omkring og passer ellers mine geder; mine ønskers mål er disse bjerge; og hvis de går ud over det, er det for at betragte himlens skønhed, hvorved sjælen bevæger sig i retning af sin første bolig.”

Og uden at vente på svar vendte hun ryggen til, da hun havde talt færdig, og forsvandt ind i den tætte skov, der lå lige i nærheden, og alle på stedet stod tilbage og beundrede såvel hendes forstandighed som hendes skønhed. Og nogle af dem, der var ramt af de stærke pile fra hendes smukke øjnes stråler, gjorde anstalter til at ville følge efter hende uden at tage ved lære af den åbenbare afvisning, de havde hørt. Da don Quixote så det, fandt han det på sin plads at optræde som ridderen, der kommer nødstedte jomfruer til undsætning, og med hånden på sværdskæftet sagde han højt og tydeligt:

“Ingen, uanset rang og stand, skal vove at følge den smukke Marcela, medmindre de vil udsætte sig for min rasende vrede. Hun har med klare og velvalgte ord ladet os forstå, at hun ingen eller ringe skyld har i Grisóstomos død, og at det ligger hende fjernt at føje sig efter nogen af sine tilbederes ønsker; af den grund er det kun rimeligt, at hun ikke følges og forfølges, men æres og værdsættes af alle gode mænd i denne verden, for hun viser, at her på jord er hun den eneste, der lever efter så sømmelige forsætter.”

Hvad enten det skyldtes don Quixotes trusler, eller det var fordi Ambrosio sagde, at de skulle gennemføre det, de skyldte hans gode ven, var der ingen af hyrderne, der satte sig i bevægelse eller forsvandt fra stedet, før graven var gravet, og Grisóstomos papirer var blevet brændt, og de omkringstående grædende havde sænket hans legeme ned i jorden. De lukkede graven med en stor klippeblok, indtil Ambrosio havde fået lavet den gravsten, som han havde tænkt at lade fremstille, og som efter hvad han sagde ville få følgende gravskrift:

En tilbeders usle rester

under klippen hviler kolde,

skønt han havde dyr i folde,

hun sin ærbarhed befæster.

Hun, den utaknemmelige,

drev ham i dødens kolde greb,

sådan er kærlighedens kneb,

når den udvider sit rige.

Så spredte de en mængde blomster og grene på graven, og efter at have kondoleret deres ven Ambrosio tog de afsked med ham. Det samme gjorde Vivaldo og hans ledsager, ligesom don Quixote sagde farvel til sine værter og de vejfarende, der bad ham tage med til Sevilla, da man i denne by let finder eventyr, for på hver gade og hvert gadehjørne er der flere end i nogen anden by. Don Quixote takkede dem for oplysningen og for den velvilje, de viste ham, men han sagde, at lige nu ville eller burde han ikke tage til Sevilla, før han havde ryddet alle bjergene i området for nedrige røvere, for rygtet sagde, at de vrimlede med den slags slyngler. Da de hørte om hans gode forsæt, ville de vejfarende ikke plage ham mere, men tog igen afsked, forlod ham og fortsatte deres rejse, hvor de ikke ville komme til at mangle noget at snakke om, for der var både historien om Marcela og Grisóstomo og don Quixotes galskab. Han besluttede at opsøge hyrdinden Marcela og tilbyde at tjene hende i alt, hvad der stod i hans magt. Men det gik ikke, som han havde tænkt sig, at dømme efter hvad der videre fortælles i denne sandfærdige historie.