Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 4

Der handler om den navnkundige og tapre adelsmand don Quixote de la Mancha, hans stand og virke.

I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke lige kan huske, levede der for nylig en adelsmand af den slags, der har en lanse stående i sit våbenstativ, et gammelt skindskjold, en affældig krikke og en omstrejfende mynde. I gryden boblede der mere oksekød end vædderkød, hachis de fleste aftener, fastemad om lørdagen, linser om fredagen og dueunger som lidt ekstra om søndagen, alt dette slugte tre fjerdedele af hans udkomme. Resten gik til en skødedragt af sort klæde, knæbukser af fløjl til helligdagene med tøfler i samme stof, og til hverdag pyntede han sig i en dragt af det fineste, ufarvede gråbrune klæde. I hans hus var der en husholderske, der havde rundet de fyrre, og en niece, der endnu ikke var fyldt tyve år, og endelig en tjener, der tog sig af markarbejdet og ledsagede ridderen, sadlede krikken op og var flink til at bruge beskærersaksen. Vores adelsmand nærmede sig de halvtreds år. Han var senet og mager, med skarptskåret ansigt, morgenduelig og glad for at gå på jagt. Det siges, at hans tilnavn var Quixada eller Quesada, men her er der nogen uenighed blandt de forfattere, der skriver om ham, skønt velbegrundede formodninger peger på, at han hed Quexana. Men det betyder ikke så meget for vores fortælling; det må være tilstrækkeligt, at beretningen om ham ikke afviger en tøddel fra sandheden. Man skal altså vide, at denne adelsmand i sine ledige stunder, og ledig var han størstedelen af året, henfaldt til at læse ridderbøger med så stor en lyst og begejstring, at han næsten fuldstændig glemte at gå på jagt og endda også forsømte forvaltningen af sit gods; han var så optaget og forblændet af bøgerne, at han solgte mange tønder dyrket mark for at købe ridderbøger, og således anskaffede han sig alle dem, han kunne få fat i, og af dem alle syntes han bedst om bøgerne af den navnkundige Feliciano de Silva, for han fandt, at dennes klare prosa og dunkle tankegange var som perler; og endnu mere begejstret blev han, når han nåede frem til at læse kærlighedsbrevene og udfordringsskrivelserne, hvor der ofte stod skrevet:

“Den ufornuftens fornuft, der udøves mod min fornuft, svækker i den grad min fornuft, at det er ganske fornuftigt, at jeg beklager mig over jeres skønhed.”

Og ligeledes, når han læste:

“De høje himle, der guddommeligt befæster jeres guddommelighed med stjerner og lader jer fortjene den fortjenstfuldhed, som jeres storhed fortjener.”

Den slags tankegange fik den stakkels ridder til at gå helt fra forstanden, og han svigtede sin nattesøvn for at forstå og granske deres betydning, som selveste Aristoteles ikke havde kunnet få frem eller forstå, om han så var genopstået bare for dette. Han led med de sår, don Belianís uddelte og modtog, idet han forestillede sig, at uanset hvor store mestre der havde kureret ham, måtte han være fuld af ar og mærker i ansigtet og over hele kroppen. Men alligevel roste han forfatteren for at lade sin bog slutte med løftet om, at dette eventyr ingen ende ville tage, og tit fik han lyst til at gribe pennen og helt bogstaveligt tilføje den slutning, der blev lovet; og han ville uden tvivl have gjort det, og endda være sluppet godt fra det, hvis større og mere vedholdende overvejelser ikke havde bremset det. Tit og ofte stredes han med byens præst, en lærd mand, som havde studeret i Sigüenza ved Alcalá, om hvem der havde været den bedste ridder, Palmerín fra England eller Amadís de Gaula; men mester Nicolás, der var barber i samme by, hævdede, at ingen var på højde med Ridderen af Phoibos, og hvis nogen tålte sammenligning med ham, var det Amadís de Gaulas bror, don Galaor, for han havde en behagelig karakter uden at være affekteret, ligesom han ikke var så klynkevorn som sin bror, og hvad angår tapperhed, var han heller ikke tabt bag af en vogn. Kort sagt fordybede han sig så meget i sin læsning, at nætterne gik, mens han læste fra dagslys til dagslys, og dagene forløb fra forstyrrelse til forstyrrelse; for lidt søvn og for megen læsning fik hans hjerne til at tørre ud, så han endte med at gå fra forstanden. Hans tankeverden blev fyldt af alt det, han læste i bøgerne, såvel af tryllebindinger som stridigheder, kampe, udfordringer, sår, komplimenter, kærlighed, uvejr og umulige tøjerier, og hele det luftkastel af utrolige opspind, han læste, prentede sig i hans sind og forekom ham at være så sandt, at han ikke kunne forestille sig nogen historie i denne verden, der var mere rigtig. Han sagde, at Cid Ruy Díaz havde været en udmærket ridder, men at han ikke kunne måle sig med Ridderen af det Glødende Sværd, som i et eneste hug havde kappet to grumme og uhyrlige kæmper midt over. Han havde det bedre med Bernardo del Carpio, for i Roncesvalles havde han dræbt den fortryllede Roland så listigt som Herkules, der løftede Antaios, jordens søn, op i sine arme og kværkede ham. Han talte varmt om kæmpen Morgante, for skønt denne stammede fra en slægt af kæmper, der alle var hovmodige og uforskammede, optrådte han som den eneste elskværdigt og velopdragent. Men blandt dem alle syntes han bedst om Reynaldos de Montalbán, især når han så ham forlade sin borg og udplyndre alle, han stødte på, og da han i de oversøiske lande stjal Muhameds gudebillede af det pureste guld, efter hvad hans historie fortæller. Han var parat til at forære sin husholderske bort og endda også sin niece for at kunne kæmpe mod forræderen Galalón eller Ganelón. Og da hans dømmekraft helt var gået fløjten, kom han på den besynderligste tanke, en gal mand nogen sinde har haft i denne verden, idet han både for at øge sin egen ære og tjene republikken fandt det passende og nødvendigt at blive farende ridder og drage rundt i den ganske verden med sin udrustning og sin hest for at lede efter eventyr og udøve det, han havde læst, at de farende riddere gjorde, idet han hævnede alle slags krænkelser og udsatte sig selv for farer og vanskelige situationer, hvor han vandt sig et evigt navn og ry ved at bringe dem til en lykkelig afslutning. Staklen forestillede sig allerede, at han ved sin arms mod mindst ville blive kåret som kejser af det urolige kejserrige Trapezunt, og med den slags behagelige tanker og drevet af den særlige fornøjelse, han følte ved dem, skred han til at føre sine ønsker ud i livet. Det første, han gjorde, var at rense en rustning, der havde tilhørt hans oldeforældre, og da den i lange århundreder havde været stillet til side og glemt i en krog, var den godt rusten og anløben. Han rensede og satte den i stand, så godt han kunne; men han så, at rustningen havde én stor fejl, og det var, at der ikke var nogen hjelm med visir, men kun en almindelig drabanthjelm; den mangel udbedrede han behændigt ved at lave en slags halv hjelm af pap, der virkede som en hel hjelm med visir, når den blev sat sammen med drabanthjelmen. Det skal lige fortælles, at for at prøve, om den var stærk og kunne modstå et sværdhug, tog han sit sværd frem og slog et par gange på den, og ved første hug kløvede han straks det, han havde været en uge om at lave; han blev noget misfornøjet med, at hjelmen så let blev splittet ad, og for at sikre sig mod denne fare, lavede han den igen, men satte nu nogle jernstivere indeni, så han selv blev ret godt tilfreds med dens styrke; han undlod dog at lave et nyt forsøg med den og regnede og anså den for den fineste hjelm med visir. Så gik han ud for at tage sin krikke i øjesyn, og skønt den døjede med adskillige sygdomme og havde flere skavanker end hofnarren Gonelas hest, som tantum pellis et ossa fuit, mente han, at hverken Alexanders Bukephalos eller Cids Babieca kunne måle sig med den. Han brugte fire dage på at overveje, hvad han skulle kalde den, for som han sagde til sig selv, var det ikke rimeligt, at en så navnkundig ridders hest, der selv var så herlig, ikke skulle have et kendt navn, og således prøvede han at finde et navn, der både udtrykte, hvad den havde været, før den blev en farende ridders hest, og hvad den var nu; for det var helt indlysende, at når dens herre skiftede stand, måtte den også ændre navn, og det skulle klinge berømt og give genlyd, som det passede sig for den ridderorden, han nu udøvede og bekendte sig til; og efter at have dannet, udvisket og fjernet, tilføjet, opløst og igen dannet navne i sin erindring og forestilling, kom han endelig på at kalde den Rozinante, Fordumskrikke; det var et navn, der efter hans mening lød ophøjet og klangfuldt og udtrykte, hvad hesten havde været i fordums tider, da den bare var en krikke, en rozín, hvad der lå før det, den var nu, ja, endda før alle krikker i verden. Da han nu havde givet sin hest navn, og endda ét, der var helt efter hans smag, ville han finde et navn til sig selv, og disse overvejelser tog ham yderligere otte dage, indtil han endelig kom frem til at kalde sig don Quixote; heraf udledte forfatterne til denne yderst sandfærdige historie som tidligere sagt, at han uden tvivl måtte have heddet Quixada og ikke Quesada, som andre ville mene. Nu kom han i tanker om, at den tapre Amadís ikke var tilfreds med slet og ret at kalde sig Amadís, men havde tilføjet navnet på sit rige og fædreland Gaula for at gøre det navnkundigt, så han kaldte sig Amadís de Gaula, og derfor ville han også som god ridder føje hjemlandet til sit navn og kalde sig don Quixote de la Mancha, hvorved han efter sin egen mening meget virkningsfuldt gav udtryk for sin herkomst og hjemstavn og kastede glans over den ved at tage sit tilnavn derfra. Da han nu havde renset sin rustning, udstyret drabanthjelmen med visir, givet sin krikke navnet Rozinante og omdøbt sig selv, tænkte han, at nu manglede han kun at finde en dame at forelske sig i; for en farende ridder uden en tilbedt er som et træ uden blade og frugter, og en krop uden sjæl. Han sagde til sig selv:

“Hvis jeg for mine synders skyld eller hjulpet af min gode skæbne møder en kæmpe, hvad der plejer at ske for de farende riddere, og jeg betvinger ham i kamp, enten ved at kappe hans krop midt over eller ved kort og godt at besejre og undertvinge ham, vil det være rart at have nogen at sende ham til, så han skal træde ind og falde på knæ for min blide frue og med ydmyg og besejret stemme sige: ‘Frue, jeg er kæmpen Caraculiambro, herre over øen Malindrania; jeg er blevet overvundet i tvekamp af ridderen, der aldrig hyldes efter fortjeneste, don Quixote de la Mancha, der har sendt mig hid, for at jeg skal træde frem for Eders Nåde og stille mig til Eders Højheds enerådige disposition.”

Oh, sikke vores herlige ridder fornøjede sig over denne tale, og især, da han fandt én, han kunne kalde sin dame! I en lille by i nærheden af hans boede der, efter hvad man ved, en ung og vældig køn bondepige, som han en tid havde haft et godt øje til, skønt hun så vidt vides aldrig opdagede eller bemærkede det. Hun hed Aldonça Lorenço, og hende var det, han fandt for godt at udnævne til herskerinde over sine tanker; han ledte efter et navn, der passede godt til hans eget, og som trak i retning af og stilede mod værdigheden som prinsesse og fornem frue, og så var det, han kom på at kalde hende Dulzinea del Toboso, fordi hun stammede fra El Toboso; navnet var efter hans mening velklingende og usædvanligt og betydningsfuldt ligesom alle de andre navne, han havde givet sig selv og sine ting.