Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 16

Hvor historien om hyrdinden Marcela afsluttes, sammen med andre hændelser.

Næppe var dagen begyndt at titte frem fra Østens balkoner, før fem af de seks gedehyrder stod op og gik ind for at vække don Quixote og spørge ham, om han stadig havde til hensigt at tage med for at overvære Grisóstomos opsigtsvækkende begravelse, for så kunne han følges med dem. Det var netop, hvad don Quixote ønskede sig, så han stod op og gav Sancho besked om straks at sadle op og lægge paksadel på, hvad han gjorde i en håndevending, og herefter drog de alle af sted. Og de havde ikke tilbagelagt en kvart mil, da de krydsede en sti og så omkring seks hyrder komme imod sig, klædt i sorte fårepelsjakker og med flettede kranse af cypres og bitter nerie om hovedet. De havde alle en knortekæp af kristtorn i hånden. Sammen med dem kom der to rejseklædte adelsmænd til hest, ledsaget af tre tjenere til fods. Da de mødtes, hilste de høfligt på hinanden og spurgte til, hvor hver især agtede sig hen, og fandt ud af, at de alle var på vej til begravelsen, og således kunne de lige så godt slå følge. En af dem til hest talte med sin ledsager og sagde til ham:

“Jeg mener, hr. Vivaldo, at vi har brugt tiden godt, da vi valgte at udsætte vores videre rejse for at se den usædvanlige begravelse, som der nødvendigvis må gå ry af, når man betænker, hvilke mærkværdige ting hyrderne har fortalt os, både om den døde hyrde og om den morderiske hyrdinde.”

“Det mener jeg også,” svarede Vivaldo, “og én dags forsinkelse er for intet at regne, jeg gjorde gerne ophold i fire dage bare for at se det.”

Så spurgte don Quixote dem, hvad de havde hørt om Marcela og Grisóstomo. Den vejfarende berettede, at de om morgenen havde mødt hyrderne her, og da de så dem i så dyster en klædedragt, havde de spurgt dem, hvorfor de gik sådan klædt; så fortalte en af dem om en hyrdinde ved navn Marcela og hendes skønhed og besynderlige opførsel og om de mange, der efterstræbte hende, og desuden om Grisóstomo, som var død, og hvis begravelse de var på vej til. Endelig gengav han alt, hvad Pedro havde fortalt til don Quixote. Så sluttede den samtale, og en anden begyndte, hvor Vivaldo spurgte don Quixote, hvad der var grunden til, at han red omkring i fuld udrustning i så fredeligt et område. Dertil svarede don Quixote:

“Det hverv, jeg bekender mig til, tillader og tilsteder ikke, at jeg færdes på anden vis. Magelighed, vellevned og hvile blev opfundet for slappe hoffolk, men arbejde, uro og våbenudøvelse blev alene skabt og udviklet til dem, som verden kalder farende riddere, blandt hvilke jeg uværdige er den ringeste af alle.”

Næppe havde de hørt det, før alle regnede ham for gal, og for at finde ud af mere og se, hvad slags galskab han havde, spurgte Vivaldo ham igen, hvad farende riddere var for nogle.

“Har Eders Nåder,” svarede don Quixote, “ikke læst annaler og historier fra England, der handler om kong Arthurs navnkundige bedrifter? Vi kalder ham altid kong Artus i vores kastilianske romancer, og ifølge en gammel og udbredt tradition i hele det store britanniske rige døde kongen ikke, men blev forvandlet til en ravn ved trolddomskunst, og i tidens fylde skal han igen regere og genvinde sit rige og scepter; af den grund kan man regne med, at siden da har ingen englænder dræbt en ravn. I denne gode konges tid blev den berømte ridderorden grundlagt med Ridderne om det Runde Bord, og nøjagtig som det fortælles, udspandt der sig en kærlighedshistorie mellem don Lançarote af Søen og dronning Ginebra med hendes agtværdige oldfrue Quintañona som formidler og fortrolig, og det blev til den kendte romance, der er meget yndet i vores Spanien:

Så udsøgt har ingen ridder

fået hjælp af skønne damer som

Lançarote, da han kom

fra de britanniske lande,

med en dejlig blid og fin fremdrift, der veksler mellem kamp og kærlighed. Siden da bredte ridderordenen sig fra mand til mand og nåede ud i de forskelligste dele af verden. Og den tapre Amadís de Gaula med alle hans sønner og efterkommere indtil femte generation blev kendt for deres bedrifter og navnkundige inden for denne orden, ligesom den modige Felixmarte fra Hyrkanien og Tirant lo Blanc, der aldrig er blevet hyldet efter fortjeneste, og endelig den uovervindelige og tapre ridder don Belianís fra Grækenland, som vi næsten nåede at se og tale med og høre i vores dage. Sådan er det, herrer, at være farende ridder, og det, jeg har fortalt om, er den ridderorden, jeg som sagt tilhører og bekender mig til ligesom de omtalte riddere, selv om jeg er en stor synder. Og således færdes jeg i disse ensomme og øde egne på jagt efter eventyr, beredt til med min arm og hele person at gå i lag med de farligste eventyr, som skæbnen måtte frembyde, for at komme de svage og nødlidende til hjælp.”

Hvad han der sagde, endte med at overbevise de rejsende om, at don Quixote ikke var ved sine fulde fem, og det gik op for dem, hvilken slags galskab han var grebet af, hvad de undrede sig lige så meget over som alle andre, der for første gang fik kendskab til det. Og Vivaldo, der var en meget forstandig og munter person, ville give ham lejlighed til at fremture med sit tøjeri for ikke at kede sig på det sidste stykke vej, som hyrderne sagde, at de manglede at tilbagelægge, og derfor sagde han:

“Det forekommer mig, hr. farende ridder, at Eders Nåde har valgt en af de strengeste professioner, der findes i verden, og jeg er sikker på, at end ikke karteusermunkenes orden er lige så streng.”

“Det kan meget vel være,” svarede vores don Quixote, “at den er meget streng, men den er også nødvendig i verden, det tvivler jeg ikke det mindste på; for sandt at sige er soldatens indsats, når han udfører sin kaptajns befalinger, ikke mindre end kaptajnens, når han giver ordren. Jeg vil altså mene, at munkene i ro og fred beder til himlen for jordens ve og vel, men soldaterne og ridderne udfører, hvad de beder for, idet vi forsvarer jorden med vores armes mod og vores sværds hvasse æg, og det sker ikke inden døre, men under åben himmel, udsat for solens ulidelige stråler om sommeren og den bidende frost om vinteren. Således er vi Guds tjenere på jord og de redskaber, hvorigennem han udøver sin retfærdighed. Og da krigens gerninger og alt, hvad der har med den at gøre, kun kan udføres ved at svede, knokle og arbejde, følger der heraf, at de, der bekender sig hertil, uden tvivl har større besvær end de, der i magelig fred og ro beder til Gud om at se i nåde til dem, der ikke magter så meget. Hermed være ikke sagt, og det ligger mig fjernt at påstå, at den farende ridders stand er lige så god som klostermunkens; ud fra hvad der er vederfaret mig, vil jeg bare påpege, at ridderens profession uden tvivl er mere besværlig og træls, han døjer sult og tørst og er elendig, radbrækket og lusebefængt; for der er ingen tvivl om, at fortidens farende riddere oplevede megen modgang i løbet af deres liv, og hvis nogle steg til at blive kejsere ved deres arms mod, kostede det dem min tro en god slant af deres blod og sved; og hvis de, der nåede en sådan rang, manglede troldmænd og vismænd til at hjælpe sig, blev de grundigt narret i deres ønsker og slemt skuffet i deres forventninger.”

“Det kan jeg kun være enig i,” bemærkede den vejfarende; “men en af de mange ting jeg finder forkert ved de farende riddere er, at når de skal til at gå i lag med et stort og farligt eventyr, hvor der er åbenbar fare for at miste livet, husker de i dette øjeblik aldrig at lægge deres liv i Guds hånd, hvilket enhver kristen er forpligtet til at gøre i farens stund; i stedet anbefaler de sig til deres damer, og de gør det med så stor lyst og andagt, som om damerne var deres Gud, hvad der forekommer mig at lugte lidt af hedenskab.”

“Min herre,” svarede don Quixote, “det kan overhovedet ikke være anderledes, og den farende ridder ville begå en stor fejl, hvis han gjorde andet; for det er nu en gang skik og brug i det farende ridderskab, at når den farende ridder står over for en stor våbendyst, skal han se sin frue for sig, vende øjnene ømt og kærligt imod hende, som om han dermed beder hende om at hjælpe og beskytte ham i den uvisse kamp, han nu skal i gang med. Og selv hvis ingen hører ham, er han forpligtet til at mumle nogle ord, hvor han helhjertet lægger sit liv i hendes hånd, og det er der utallige eksempler på i historierne. Og man skal ikke tro, at de af den grund ikke kan give sig Gud i vold, for der er tid og rum til at gøre det i løbet af kampen.”

“Alligevel har jeg en betænkelighed,” indvendte den vejfarende, “for jeg har ofte læst, at to farende riddere kan komme op at mundhugges, og det ene ord tager det andet, indtil vreden bruser op i dem, så de vender hestene og rider ud i det åbne land, hvorefter de uden videre rider løs mod hinanden, og mens de galoperer af sted, anbefaler de sig til deres damer; og i sammenstødet plejer der at ske det, at den ene falder tilbage over hestens kryds, gennemboret af modstanderens lanse, og for den anden kan det også ske, at hvis han ikke havde klamret sig til manken på sin hest, ville han også være endt på jorden. Og jeg kan ikke se, hvordan den døde nåede at give sig Gud i vold, når det hele gik så hurtigt. Det ville have været bedre, om de ord, han under dystløbet havde brugt på at anbefale sig til sin dame, var blevet anvendt sådan som han burde og skulle som god kristen. Så meget mere som jeg er sikker på, at det ikke er alle farende riddere, der har damer at anbefale sig til, da de ikke er forelskede alle sammen.”

“Det er umuligt,” svarede don Quixote; “jeg mener ikke, det kan være rigtigt, at der findes farende riddere uden en dame, for det er lige så karakteristisk og naturligt for dem at være forelskede, som det er for himlen at have stjerner, og det er helt sikkert, at man ikke kan finde en historie, hvor den farende ridder ikke er forelsket, for hvis han ikke var det, ville han heller ikke blive regnet for en ægte ridder, men blive betragtet som en bastard, der ikke er trådt ind i ridderskabets haller gennem døren, men er krøbet over muren som en tyv og røver.”

“Hvis jeg ikke husker helt galt,” sagde den vejfarende, “mener jeg nu alligevel at have læst, at don Galaor, bror til den tapre Amadís de Gaula, ikke havde udset sig en dame, han kunne anbefale sig til, og trods det var han en meget tapper og navnkundig ridder og blev ikke ringeagtet af den grund.”

Dertil svarede vores don Quixote:

“Min herre, én svale gør ingen sommer, så meget mere som jeg ved, at denne ridder var hemmeligt forelsket; rent bortset fra at det lå naturligt for ham og slet ikke var til at modstå, så han elskede alle, han syntes om. Men faktisk ved man med sikkerhed, at der var én eneste, han havde gjort til herskerinde over sin vilje, og som han ofte anbefalede sig til, men det skete i al lønlighed, for han roste sig af at være en diskret ridder.”

“Men hvis enhver farende ridder i bund og grund må være forelsket,” sagde den vejfarende, “kan man meget vel tro, at Eders Nåde også er det, for I tilhører jo professionen. Og hvis Eders Nåde ikke roser jer af at være lige så diskret som don Galaor, bønfalder jeg jer så indtrængende, som jeg kan på vegne af hele selskabet og mig selv, om at sige os damens navn, hjemsted, stand og skønhed; for hun skulle prise sig lykkelig over, at alverden ved, at hun elskes og tilbedes af sådan en ridder, som Eders Nåde ser ud til at være.”

Her udstødte don Quixote et dybt suk og sagde:

“Jeg vil ikke kunne sige, om min blide fjende bryder sig om, at verden får at vide, at jeg tilbeder hende; jeg kan kun svare på det, man så høfligt beder mig om, og fortælle, at hendes navn er Dulzinea; hendes fødested er El Toboso, en lille by i La Mancha; af rang og stand må hun mindst være prinsesse, for hun er min dronning og frue; hendes skønhed må være overmenneskelig, for i den virkeliggøres alle de umulige og kimæriske egenskaber, hvormed digterne priser deres damers skønhed: hendes hår er guld, hendes pande er elysæiske sletter, hendes øjenbryn er himlens regnbuer, hendes øjne sole, hendes kinder roser, hendes læber koraller, perler er hendes tænder, den hvideste alabast er hendes hals, marmor hendes bryst, elfenben hendes hænder, hendes hvide hud er sne, og de dele, der ærbart er skjult for menneskenes blikke, mener og forestiller jeg mig må være sådan, at de med skyldig respekt kun kan prises, men ikke sammenlignes med noget.”

“Slægt, afstamning og byrd ville vi gerne vide,” bemærkede Vivaldo. Hertil svarede don Quixote:

“Det er ikke de gamle, romerske slægter Curtius, Gajus og Scipio; ej heller de nye familier Colonna og Ursino; heller ikke de katalanske slægter Moncada og Requesén; eller Rebela og Vilanova fra Valencia; Palafox, Nuça, Rocaberti, Corella, Luna, Alagón, Urrea, Foz og Gurrea fra Aragonien; Cerda, Manrique, Mendoça og Guzmán fra Kastilien; Alencastro, Palla og Meneses fra Portugal; hun er af slægten Toboso fra La Mancha, og skønt slægten er ny, kan den give en ædel start til fornemme familier i de kommende århundreder. Og sig mig nu ikke imod, medmindre det sker på de betingelser, som Cerbino skrev under Rolands rustning, der hang i et træ:

… Ingen må rustningen røre

Der ikke kan våben mod Roland føre.”

“Skønt min slægt er Cachopín fra Laredo,” svarede den vejfarende, “ville jeg ikke vove at sidestille den med Toboso-slægten fra La Mancha, skønt jeg sandt at sige aldrig har hørt det slægtsnavn.”

“Hvad skal det sige, at I ikke har hørt det!” udbrød don Quixote.

Alle de andre lyttede opmærksomt til samtalen mellem de to, og selv gedebønderne og hyrderne forstod, at vores don Quixote ikke var rigtig vel forvaret. Kun Sancho Pança troede, at alt hvad hans herre sagde var sandt, da han vidste, hvem han var og havde kendt ham siden fødslen; kun tvivlede han lidt på, om han skulle tro det med den kønne Dulzinea del Toboso, for han havde aldrig hørt om det navn og heller ikke om prinsessen, selv om han boede i nærheden af El Toboso. Sådan snakkede de løs, da de fik øje på omkring tyve hyrder, der var på vej ned gennem en kløft mellem to høje bjerge, alle klædt i sorte fårepelsjakker og med flettede kranse på hovedet, nogle af taks, andre af cypres. Seks af dem bar en ligbåre, der var overdådigt smykket med blomster og grene, og da en af gedehyrderne så det, sagde han:

“Hyrderne, som kommer der, bærer på Grisóstomos afsjælede legeme, og han har bestemt, at han vil begraves for foden af bjerget dér.”

Derfor skyndte de sig og nåede frem samtidig med, at de, der bar, havde stillet båren på jorden, og fire af dem var gået i gang med spidse hakker og gravede en grav ved siden af den hårde klippe. De hilste høfligt på hinanden. Herefter gav don Quixote og hans ledsagere sig til at betragte båren, hvor de så et afsjælet legeme klædt som hyrde og dækket af blomster; han så ud til at være omkring de tredive år, og selv om han var død, kunne man se, at han i levende live havde haft et smukt ansigt og en statelig skikkelse. Rundt om ham på båren lå der nogle bøger og mange åbne og sammenrullede papirer. Og imens opretholdt alle en forunderlig stilhed, såvel de der betragtede båren som de der gravede graven, samt alle de andre, der var til stede, indtil en af dem, der havde båret den døde, sagde til en anden:

“Se nu godt efter, Ambrosio, om det her er stedet, som Grisóstomo udpegede, for I vil jo have, at det, han bestemte i sit testamente, skal opfyldes til punkt og prikke.”

“Det er det,” svarede Ambrosio; “for her på stedet sad min ulykkelige ven ofte og fortalte mig historien om sin vanskæbne. Dér var det, sagde han, at han for første gang så menneskeslægtens dødsfjende, og dér var det også, at han for første gang betroede hende sine sømmelige og forelskede tanker; og dér sås de den sidste gang, da Marcela endegyldigt skuffede og afviste ham og derved gjorde en ende på hans elendige livs tragedie. Og til minde om så mange sorger ønskede han at blive begravet her i den evige glemsels skød.”

Og idet han vendte sig mod don Quixote og de vejfarende, sagde han videre:

“Denne krop, gode herrer, som I betragter med milde øjne, rummede en sjæl, som himlen havde begavet med uendelig mange af sine rigdomme. Kroppen tilhører Grisóstomo, der var enestående i sin lærdhed, uforlignelig i sin elskværdighed, høflig til det yderste, sjælden i sit venskab, mageløs i sin gavmildhed, alvorlig uden indbildskhed, munter uden lavhed, og endelig var han den fremmeste, når det gjaldt godhed, og havde ikke sin ligemand i alt, hvad der angik ulykke. Han elskede, men blev afskyet; han tilbad, men blev foragtet; han bønfaldt et vilddyr, ulejligede en marmorstatue, løb efter vinden, råbte til ensomheden, tjente utaknemmeligheden, der belønnede ham ved at gøre ham til dødens bytte midt på hans livsbane; den blev standset af en hyrdinde, som han stræbte efter at udødeliggøre, for at hun skulle leve evigt i folks erindring, hvilket disse papirer, som I betragter, kunne bevidne, hvis ikke han havde bestemt, at jeg skulle kaste dem på bålet, når jeg har overgivet hans legeme til jorden.”

“I er strengere og mere ubønhørlig over for papirerne,” sagde Vivaldo, “end deres indehaver selv var det, for det er ikke ret og rimeligt at opfylde en sidste vilje, hvor det, han har bestemt, ligger hinsides enhver fornuft; og kejser Augustus ville ikke have billiget det, hvis man havde tilladt at brænde Aeneiden, sådan som den guddommelige mantuaner Vergil havde bestemt i sit testamente. Så nu, hr. Ambrosio, da I overgiver jeres vens legeme til jorden, vil I vel ikke overlade hans skrifter til glemselen; og det er ikke godt, at I ubetænksomt opfylder, hvad han bestemte i sin krænkelse; hellere skal I give liv til disse papirer og derved udvirke, at Marcelas grusomhed bevares evigt, så den kan tjene de levende som eksempel i kommende tider, for at de skal sky og undgå at styrte i sådanne faldgruber; for jeg og de, der kommer her sammen med mig, har hørt historien om jeres forelskede og fortvivlede ven, og vi kender til jeres venskab og grunden til hans død, og hvad han bestemte ved sit livs afslutning; af denne beklagelige historie kan man udlede, hvor stor Marcelas grusomhed har været, Grisóstomos kærlighed, troen på jeres venskab, og hvilket endeligt man får, når man i fuldt firspring styrter frem ad den sti, som den forvildede kærlighed lægger ud for ens øjne. I går aftes hørte vi om Grisóstomos død, og at han skulle begraves her, og således besluttede vi af nysgerrighed og medfølelse at forlade vores rejserute og drage herhen for med egne øjne at se, hvad der havde bedrøvet os så dybt at høre, og som betaling for vores medfølelse og det ønske, der opstod i os om at hjælpe til, hvis vi kunne, beder vi dig, kære, forstandige Ambrosio, ja, i det mindste bønfalder jeg dig om ikke at brænde papirerne, men lade mig få nogle af dem.”

Og uden at vente på, at hyrden svarede, rakte han hånden ud og tog nogle af de papirer, der lå tættest på; da Ambrosio så det, sagde han:

“Af høflighed vil jeg gå med til, at I beholder dem, I allerede har taget, herre; men I kan godt glemme alt om, at jeg skulle undlade at brænde dem, der er tilbage.”

Vivaldo, der ønskede at se, hvad der stod i papirerne, rullede straks et af dem ud og så, at titlen var Fortvivlet sang. Det hørte Ambrosio og sagde:

“Det er det sidste ark, den ulykkelige beskrev, og for at I kan se, gode herre, hvilken tilstand hans ulykker havde bragt ham i, kan I nu læse sangen, så alle kan høre jer; I kan nå at læse det på den tid, det tager at grave graven.”

“Det skal jeg gerne gøre,” sagde Vivaldo.

Og da alle de omkringstående havde det samme ønske, stillede de sig i rundkreds, og med klar røst læste han, hvad der stod: