Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 18

Hvor der berettes om det ulyksalige eventyr, som don Quixote kom ud for, da han traf på nogle ryggesløse muldyrdrivere fra Yangüas.

Den viise Cide Hamete Benengeli fortæller, at da don Quixote tog afsked med sine værter og alle dem, der var til stede ved hyrden Grisóstomos begravelse, trængte han og hans væbner ind i den samme skov, hvor de havde set hyrdinden Marcela forsvinde ind; og da de havde redet mere end to timer gennem den og ledt overalt uden at kunne finde hende, nåede de frem til en grøn og frodig eng, og i kanten af den løb der en bæk, som klukkede så frisk, at den fristede og nødede til at tilbringe nogle timers siesta dér, for det var strengt taget ved at være tid til det. Don Quixote og Sancho steg af og lod æslet og Rozinante græsse, som de lystede i det saftige græs på stedet, mens de selv kastede sig over sadeltaskerne, og uden større anstalter spiste herre og tjener i fred og fordragelighed, hvad de fandt i dem. Sancho havde ikke bekymret sig om at give Rozinante fodlænker på, da han følte sig sikker på, at den var rolig og meget lidt gejl, så end ikke alle hopper på Córdobas græsgange kunne bringe den i fordærv. Skæbnen og Djævelen, der ikke altid sover, magede det imidlertid sådan, at der i dalen græssede en flok små, galiciske heste, som tilhørte nogle muldyrdrivere fra Yangüas, for de plejer at holde siesta med deres drift på steder, hvor der er græs og vand. Og stedet, hvor don Quixote tilfældigvis opholdt sig, passede muldyrdriverne fint. Nu skete der det, at Rozinante fik en vældig lyst til at forlyste sig med damerne, og da han lugtede dem, opgav han sin vante skridtgang og sædvane, og uden at spørge sin herre om tilladelse slog han over i fyrigt trav hen til dem for at gøre dem bekendt med sit behov. Men damerne havde tilsyneladende mere lyst til at græsse end noget andet, og han fik deres hestesko og tænder at føle, så hans sadelgjorde hurtigt brast, og han stod helt afklædt uden sin sadel. Men han fik virkelig kærligheden at føle, da muldyrdriverne opdagede, hvordan han brugte vold mod deres hopper, og kom løbende til med deres stokke og gav ham sådan en omgang, at han hårdt medtaget faldt om på jorden. Don Quixote og Sancho, der havde set Rozinante blive gennempryglet, kom stakåndet løbende til, og don Quixote sagde til Sancho:

“Så vidt jeg kan se, kære Sancho, er det ikke riddere, men simple folk og gement pak. Jeg siger det bare, for så kan du godt hjælpe mig med at tage behørig hævn for den krænkelse, man har tilføjet Rozinante for øjnene af os.”

“Hvad for en forbandet hævn skal vi tage?” spurgte Sancho, “når de er mere end tyve, og vi kun er to og måske endda kun halvanden.”

“Jeg tæller for hundrede,” svarede don Quixote.

Og uden at sige mere lagde han hånden på sværdet og gik løs på muldyrdriverne, og det samme gjorde Sancho Pança, tilskyndet og opildnet af sin herres eksempel. Don Quixote gav straks en af dem et hug, der skar hans læderkofte op og gav ham en ordentlig flænge over skulderen. Muldyrdriverne, der oplevede at få en hård medfart af bare to mænd, når de dog selv var så mange, greb til deres stokke, omringede de to og begyndte ihærdigt og voldsomt at lade slagene regne ned over dem. Sandt er det, at ved anden runde faldt Sancho om på jorden, og det samme overgik don Quixote, uden at hans kampduelighed og mod var ham til den mindste hjælp, og skæbnen ville, at han landede lige for fødderne af Rozinante, der endnu ikke havde rejst sig; heraf kan man se, hvor vildt stokke kan slå løs, når de kommer i hænderne på vrede bondeknolde. Da muldyrdriverne så, hvor ilde de havde tilredt dem, lastede de i største hast deres fragtdyr og drog videre, idet de efterlod de to eventyrere i en ilde tilstand og værre forfatning. Den første til at ømme sig var Sancho Pança, og da han lå lige ved siden af sin herre, jamrede han med svag stemme:

“Hr. don Quixote! Ak, hr. don Quixote!”

“Hvad vil du, kære Sancho!” svarede don Quixote med den samme ynkelige og lidende stemme som Sancho.

“Hvis det var muligt, ville jeg bede Eders Nåde,” svarede Sancho Pança, “om at give mig et par slurke af den fæle Blas’ drik, hvis ellers Eders Nåde har den ved hånden: måske virker den lige så godt på brukne knogler som på sår.”

“Hvis jeg havde haft Fierabrás’ balsam, jeg arme stakkel, kunne vi ikke ønske os mere,” svarede don Quixote. “Men jeg sværger som den farende ridder, jeg er, Sancho Pança, at jeg har den, inden der er gået to dage, medmindre skæbnen vil det anderledes, eller jeg har en uheldig hånd.”

“Hvor mange dage mener Eders Nåde da, der vil gå, før vi igen kan stå på benene?” spurgte Sancho Pança.

“Hvad mig selv angår,” sagde den mørbankede ridder don Quixote, “kan jeg ikke se en ende på disse dage. Men det er mig, der er skyld i det hele, for jeg skulle ikke have grebet til våben mod mænd, der ikke er slået til riddere som jeg selv, og således tror jeg, at tvekampens Gud har sendt mig denne straf, fordi jeg har overtrådt ridderskabets love. Derfor, Sancho Pança, må du lægge dig meget på sinde, hvad jeg nu siger, da det er meget vigtigt for vores begges velbefindende, og det er, at når du ser, at den slags pak krænker os, skal du ikke afvente, at jeg griber til våben mod dem, for det vil jeg under ingen omstændigheder gøre, men i stedet skal du trække sværdet og tugte dem af hjertens lyst; og hvis nogle riddere skulle komme dem til hjælp og undsætning, skal jeg nok forsvare dig og angribe dem af al min magt, for du har jo set tusinde tegn og gerninger, der viser, hvor langt min stærke arms tapperhed rækker.”

Så hovmodig var den stakkels herre blevet efter at have besejret den tapre biskayer. Men Sancho Pança syntes ikke så godt om sin herres anvisning, at han ville undlade at svare, og han sagde:

“Herre, jeg er en fredelig, sagtmodig og rolig mand, der ser igennem fingre med enhver forhånelse, for jeg har kone og børn at underholde og opfostre. Så Eders Nåde skal vide, at jeg ikke kan blive beordret til det, da jeg under ingen omstændigheder vil gribe til våben hverken mod jævne folk eller mod riddere, og jeg erklærer, at fra nu af og til jeg stedes for Guds åsyn, tilgiver jeg en hvilken som helst krænkelse, man har gjort eller vil gøre mod mig, hvad enten den, der har krænket, krænker eller vil krænke mig, måtte være høj eller lav, rig eller fattig, adelsmand eller jævn mand, uden at udelukke nogen rang eller stand.”

Da hans herre hørte det, svarede han:

“Gid jeg havde luft nok til at tale ubesværet, og at smerterne fra mit ribben ville lægge sig så meget, at jeg kunne gøre dig begribeligt, Pança, hvilken vildfarelse du svæver i. Kom herhen, arme synder: hvis skæbnens vinde, der hidtil har været os så ugunstige, skulle give os medvind og fylde vores ønskers sejl, så vi sikkert og uden at blive overrasket af kastevinde kunne anløbe en havn på en af de øer, jeg har lovet dig, hvad skulle der da blive af dig, hvis jeg erobrede øen og gjorde dig til herre over den? Det ville du umuligt kunne blive, da du ikke er ridder eller ønsker at blive det og heller ikke vover eller agter at hævne dine krænkelser og forsvare dine besiddelser. For du skal vide, at i de nyligt erobrede riger og provinser er de indfødtes gemytter aldrig særlig rolige eller på deres nye herres side, så man må frygte, at de kan finde på numre for på ny at ændre tingenes tilstand og, som man siger, igen at prøve lykken. Så det er nødvendigt, at den nye hersker har forstand på at regere og mod til at angribe og forsvare sig ved enhver lejlighed.”

“I de genvordigheder, vi lige har oplevet,” svarede Sancho, “ville jeg gerne have haft den forstand og det mod, som Eders Nåde taler om, men jeg sværger som den stakkels mand, jeg er, at jeg mere er til forbindinger end til snak. Vil Eders Nåde ikke forsøge at komme på benene, så vi sammen kan hjælpe Rozinante, selv om den ikke fortjener det, da den var hovedårsagen til hele gennembankningen. Det ville jeg aldrig have troet om Rozinante, som jeg anså for at være et kysk menneske og lige så fredsommelig som jeg selv. Men det er rigtigt, når det siges, at man skal bruge lang tid for at komme til at kende folk, og at der ikke er noget, som er sikkert i dette liv. Hvem kunne have forudsagt, at der efter de drøje hug, som Eders Nåde tildelte den ulykkelige farende ridder, meget hurtigt skulle falde en regn af stokkeslag på vores rygge?”

“Endda må dine rygstykker, Sancho, være skabt til den slags uvejr,” bemærkede don Quixote; “men min ryg, der er vant til de fineste stoffer, mærker selvfølgelig smerten fra de ulyksalige prygl langt stærkere. Og hvis det ikke var, fordi jeg forestiller mig, hvad er det dog jeg siger, forestiller mig, nej, jeg ved med sikkerhed, at alle disse ubekvemmeligheder hører med til udøvelsen af ridderskabet, ville jeg lægge mig til at dø på stedet af bar ærgrelse.”

Dertil bemærkede væbneren:

“Herre, da disse ulykker er, hvad man kan høste af ridderskabet, vil Eders Nåde så ikke fortælle mig, om de ofte finder sted eller sker i begrænsede tidsrum; for det forekommer mig, at hvis vi høster sådan to gange, vil vi være ude af stand til at klare en tredje høst, medmindre Gud i sin uendelige miskundhed kommer os til undsætning.”

“Du skal vide, kære Sancho,” svarede don Quixote, “at de farende ridderes liv er underlagt tusinde farer og ulykker, men at de farende riddere samtidig står lige over for at blive konger og kejsere, som erfaringen har vist det med mange forskellige riddere, hvis historier jeg kender ud og ind. Og hvis jeg ellers kunne klare det for smerter, ville jeg nu fortælle dig om nogle, der alene ved deres arms mod er steget til så høje poster, som jeg har fortalt dig om, og både før og efter oplevede de at stå i forskellige uheldsvangre og ulykkelige situationer; for den tapre Amadís de Gaula faldt i sin dødsfjende, troldmanden Arcalaus’ magt, og man ved, at da han holdt Amadís fangen, bandt han ham til en søjle i gården og gav ham mere end to hundrede slag med sin hestetømme. Og endda er der en hemmelig og ganske troværdig forfatter, der fortæller om, hvordan Phoibos’ Ridder blev fanget i en særlig slags fælde, hvor gulvet forsvandt under fødderne på ham i en bestemt borg, og da han faldt, landede han i en dyb grotte under jorden, bundet på hænder og fødder, og der gav de ham noget, man kalder et klyster af smeltevand og sand, der var ved at gøre det af med ham, og hvis han i denne knibe ikke havde fået hjælp af en stor vismand, der var hans gode ven, ville det være gået den stakkels ridder meget ilde. Så jeg kan godt gøre mig blandt alle den slags gode folk, idet de kom ud for større krænkelser end dem, vi her har oplevet. For jeg kan betro dig, Sancho, at man ikke bliver krænket af de sår, man får af redskaber, som folk tilfældigt har ved hånden. I tvekampens lov står det udtrykkeligt skrevet, at hvis en skomager slår en anden med den læst, han holder i hånden, kan man dog ikke sige, at denne anden har fået prygl, skønt læsten virkelig er af træ. Jeg siger det, for at du ikke skal tro, at vi er krænkede, skønt vi er blevet mørbankede i denne strid, for de våben, som disse mænd havde ved hånden til at slå os til plukfisk med, var bare deres stokke, og efter hvad jeg kan huske, havde ingen af dem kårde eller sværd eller dolk.”

“Jeg nåede slet ikke at se nøje efter,” svarede Sancho, “for næppe havde jeg lagt hånden på mit Cid-sværd, før deres fyrrestokke hamrede løs på mine skuldre, så synet forsvandt fra mine øjne og mine fødder mistede al kraft, og jeg faldt, hvor jeg nu ligger, og hvor jeg ikke plager mig selv med at overveje, om stokkeslagene var en krænkelse eller ej, så ondt har jeg efter slagene, der vil stå prentet lige så klart i min erindring som på mine rygstykker.”

“Alligevel skal du vide, kære Pança,” bemærkede don Quixote, “at der ikke findes den erindring, som ikke udviskes med tiden, og heller ikke den smerte, som døden ikke tilintetgør.”

“Men kan der findes større ulykke” indvendte Pança, “end den, der må afvente, at tiden fortærer den, og at døden gør en ende på den? Hvis vores ulykke var af den slags, der kureres med et par forbindinger, ville det ikke være så galt, men jeg kan se, at end ikke et helt hospitals forsyning af forbindinger vil være nok til at bringe os på fode igen.”

“Hold nu op med det og hent styrke af svagheden, Sancho,” svarede don Quixote, “for det agter jeg i hvert fald at gøre, og lad os nu se, hvordan Rozinante har det, for jeg tror nok, at staklen har fået broderparten af de ulyksalige prygl.”

“Det er ikke så underligt,” svarede Sancho, “da han er så god en farende ridder; jeg undrer mig mere over, at mit æsel er gået ram forbi og ikke har betalt sin del, nu hvor vi til gengæld kommer ud af det med radbrækkede ribben.”

“Skæbnen lader altid en dør stå åben midt i ulykkerne, så der er en vej ud af dem,” sagde don Quixote. “Jeg siger det, for det lille kræ kan erstatte Rozinante og bringe mig herfra og til en borg, hvor jeg kan blive helbredt for mine sår. Og endda vil jeg ikke betragte det som vanærende at ride på et sådant dyr, da jeg mindes at have læst om den gode gamling Silenos, der var lærer og opdrager for latterens muntre gud Bacchus, at da han drog ind i byen med de hundrede porte, red han velfornøjet på et meget smukt æsel.”

“Det er sikkert sandt nok, at han red, som Eders Nåde siger,” svarede Sancho, “men der er stor forskel på at ride og være smidt hen over dyret som en sæk gammelt skrammel.”

Dertil svarede Quixote:

“De sår, man får i kamp, er ærefulde, snarere end det modsatte, så du behøver ikke sige mere, kære Pança, men som jeg har sagt til dig én gang, skal du se at komme på benene, så godt du kan, og anbringe mig på dit æsel, som du finder for godt, og lad os så se at komme væk herfra, før natten falder på og overfalder os på dette øde sted.”

“Jeg har ellers hørt Eders Nåde sige,” indskød Pança, “at det hører sig til for farende riddere at sove ude på heder og ødemarker det meste af året, og at det regnes for meget ærefuldt.”

“Det er rigtigt,” sagde don Quixote, “når de ikke kan andet, eller når de er forelskede; og lige så sandt er det, at en ridder har tilbragt to år på en klippe i al slags vejr under åben himmel, uden at hans frue vidste af det. En af dem var Amadís, der tog navnet Beltenebros, da han slog sig ned på Peña Pobre, den Golde Klippe, måske i otte år eller otte måneder, det har jeg ikke lige tal på. Hvorom alting er, gjorde han bod der for hvad ved jeg af ubehageligheder, som hans frue Oriana havde gjort mod ham. Men det lader vi fare nu, Sancho, og se at komme i gang, før der sker en ulykke med æslet ligesom med Rozinante.”

“Så skulle da pokker stå i det!” udbrød Sancho.

Og med tredive klager og tres suk og hundrede og tyve eder og forbandelser over den, der havde lokket ham ud i det der, kom han halvvejs på benene, men var så krumbøjet som en tyrkisk bue, for han kunne ikke rette sig ud, og således besværet lagde han paksadlen på sit æsel, der også havde travet lidt letsindigt omkring, fordi det havde haft så stor frihed den dag. Herefter fik han stablet Rozinante på benene, og hvis den havde haft en tunge at beklage sig med, ville den afgjort ikke have stået tilbage for hverken Sancho eller dens herre. Endelig fik Sancho lodset don Quixote op på æslet og bundet Rozinante bagefter, og idet han førte æslet ved grimen, begav han sig på må og få i den retning, hvor han mente, at landevejen kunne være. Og skæbnen, der ledte ham mod bedre held, sørgede for, at før han havde gået en lille mil, fik han vejen i syne og opdagede en kro, der til hans fortvivlelse og don Quixotes glæde måtte være en borg. Sancho holdt fast på, at det var en kro, men hans herre sagde nej, det var en borg; og så lang tid varede det mundhuggeri, de var i gang med, at de ikke var blevet færdige, da de nåede derhen, og Sancho uden videre gik ind med hele sin karavane.