Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 8
KAPITEL V
ОглавлениеHvor beretningen om vores ridders trængsler fortsætter.
Da han så, at han faktisk ikke kunne bevæge sig, faldt det ham ind at holde sig til sin sædvanlige udvej og tænke på en hændelse fra sine bøger, og i sin galskab kom han i tanker om den knibe, Valdovinos og markis’en af Mantua kom i, da Carloto efterlod Valdovinos såret i vildnisset, for det er en historie, der kendes af ethvert barn, de unge er ikke uvidende om den, og de gamle fejrer og tror endda på den, og alligevel var den ikke mere sand end Muhameds mirakler. Denne historie forekom ham altså at passe som fod i hose til den knibe, han befandt sig i, og således begyndte han med tegn på stor lidelse at vælte omkring på jorden, mens han med svag stemme sagde det samme, som den sårede ridder efter sigende havde sagt i skoven:
Hvor er du henne, min frue,
at min smerte lader dig kold?
Ved du det ikke, min due,
eller forsmår du nu mit skjold?
Og således fortsatte romancen indtil de verslinjer, der lyder således:
Ædle markis af Mantua,
hr. onkel, vær mit værn og vold!
Og nu ville skæbnen, at da han nåede til dette vers, kom der tilfældigt en bonde forbi, der boede dør om dør med ham i hans egen hjemby; han var på vej hjem efter at have bragt et læs hvede til møllen, og da han så en mand ligge der på jorden, gik han hen til ham og spurgte, hvem han var, og hvad der var galt, siden han klagede sig så jammerligt. Uden tvivl troede don Quixote, at det var hans onkel, markis’en af Mantua, og derfor var hans eneste svar at fortsætte med romancen, hvori han fortalte om sin ulykke og om den kærlighed, der var mellem kejserens søn og hans hustru, sådan som det synges i romancen. Bonden stod forundret og hørte på hans tøjerier, men hjalp ham så af visiret, der var slået i stykker af stokkeslagene, og tørrede hans tilstøvede ansigt af, og straks han havde gjort det, genkendte han ham og sagde:
“Hr. Quixana,” for sådan blev han sikkert kaldt, da han var ved sine fulde fem og endnu ikke var skiftet fra at være en sat adelsmand til at blive farende ridder, “hvem har tilredt Eders Nåde sådan?”
Men lige meget hvad bonden spurgte om, fortsatte han med sin romance. Da den gode mand så det, tog han rustningen af hans bryst og ryg, så godt han kunne, for at se om han var såret, men han kunne ikke se blod eller andre mærker. Han prøvede at løfte ham op fra jorden og fik ham med stort besvær op på sit æsel, da det virkede som det roligste ridedyr. Han samlede udrustningen sammen, selv stumperne til lansen, og bandt det hele fast på Rozinante, som han tog ved tøjlen sammen med æslets grime, og så begav han sig mod landsbyen i dybe tanker over at høre på don Quixotes tøjerier; mindst lige så tankefuld var don Quixote, der var så mørbanket og radbrækket, at han ikke kunne sidde oprejst på æslet, og fra tid til anden udstødte han nogle suk, der gik lige til himlen; således nødede han på ny bonden til at spørge, om han ikke ville sige, hvad der var galt. Og det så ud til, at djævelen bragte de fortællinger til hans erindring, der passede til, hvad der skete, for nu glemte han Valdovinos og huskede maureren Abindarráez, der blev taget til fange af borgfogeden i Antequera, Rodrigo de Narváez, og ført som fange til hans befæstning. Så da bonden igen spurgte ham, hvordan han havde det og hvad han følte, svarede han med de samme ord og overvejelser, som den fangne Abindarráez fra den magtfulde Abenzerrage-familie brugte, da han svarede Rodrigo de Narváez, sådan som don Quixote havde læst historien i Diana af Jorge de Montemayor, hvor den fortælles, hvad han meget belejligt kunne benytte sig af; det fik bonden til at ønske sig fanden i vold over at måtte høre på hele den svada af tåbeligheder, men deraf kunne han forstå, at hans nabo var gal, og det fik ham til at sætte det lange ben foran, så han kunne nå frem til landsbyen og slippe for don Quixote, der plagede ham med sin alenlange præken. Som afslutning på den sagde han:
“Eders Nåde, hr. don Rodrigo de Narváez skal vide, at den smukke Xarifa, som jeg har nævnt, nu er den kønne Dulzinea del Toboso, for hvem jeg har udført, udfører og vil udføre de navnkundigste ridderbedrifter, som nogen i verden har set, ser eller vil få at se.”
Dertil svarede bonden:
“Hør nu her, Eders Nåde, jeg arme synder er hverken don Rodrigo de Narváez eller markis’en af Mantua, men blot jeres nabo Pedro Alonso; og Eders Nåde er hverken Valdovinos eller Abindarráez, men den agtværdige adelsmand hr. Quixana.”
“Jeg ved, hvem jeg er,” svarede don Quixote, “og jeg ved, at jeg ikke kun kan blive dem, jeg har nævnt, men også de Tolv Jævninge fra Frankrig, og endda også de Ni Berømte, tre jøder, tre hedninge og tre muslimer, for mine bedrifter vil langt overgå de heltegerninger, som de alle i fællig og hver for sig udførte.”
Mens de sådan snakkede, nåede de frem til byen ved aftentide, men bonden ventede, til det var blevet noget mørkere, for at folk ikke skulle se den mørbankede adelsmand og uheldige ridder. Da tiden efter hans mening var passende, gik han gennem landsbyen til don Quixotes hus, der stod på den anden ende; i huset befandt sig på det tidspunkt også byens præst og barber, der var nære venner af don Quixote, og hans husbestyrerinde stod og sagde til dem:
“Hvad mener Eders Nåde, hr. licentiat Pero Pérez,” for sådan hed præsten, “om min herres ulykke? I tre dage har han ikke været hjemme, og også krikken, skjoldet, lansen og rustningen er væk. Jeg ulykkelige! For så sandt, som at jeg engang skal dø, er jeg sikker på, at hans bandsatte ridderbøger, som han tit plejer at læse i, har gjort ham forstyrret i hovedet, for nu kommer jeg i tanker om, at jeg ofte har hørt ham sige, når han mumler for sig selv, at han ønsker at blive farende ridder og drage ud på eventyr i den vide verden. Den slags bøger skulle overlades til fanden og Barrabas, for de har ført den fineste forstand i hele La Mancha i fortabelse.”
Det samme sagde niecen, og hun gik endda videre:
“I skal vide, hr. mester Nicolás,” for det var barberens navn, “at det tit er sket for min hr. onkel, at han har læst de ryggesløse bøger om vrange eventyr i samfulde to dage og nætter, hvorefter han kastede bogen fra sig, trak sværdet og begyndte at hugge løs mod væggene, og når han var meget træt, sagde han, at han havde dræbt fire kæmper så store som tårne, og den sved, der kom af anstrengelserne, påstod han var blod af de sår, han havde fået i kamp, og så drak han et stort krus koldt vand og blev straks igen frisk og udhvilet, men hævdede da, at vandet var en kostbar drik, som den viise Esquife, en stor troldmand og god ven, havde bragt ham. Men det er min skyld det hele, for jeg underrettede ikke Eders Nåder om min hr. onkels tøjerier, så I kunne tage jer af sagen, før det nåede så vidt, og sørge for at få brændt alle disse bandsatte bøger; for han har mange, der virkelig fortjener at blive brændt, som var de skrevet af kættere.”
“Det mener jeg også,” sagde præsten, “og min tro, om ikke vi, før dagen i morgen er omme, har holdt offentlig rettergang og dømt dem til bålet, så de ikke forleder andre, der måtte læse dem, til at gøre som min gode ven.”
Alt dette stod bonden og don Quixote udenfor og hørte, så nu forstod bonden endelig, hvad hans nabos sygdom gik ud på, og således begyndte han at råbe:
“Eders Nåder, hav den godhed at åbne for hr. Valdovinos og hr. markis’en af Mantua, som kommer hårdt såret; og slå dørene op for hr. maureren Abindarráez, der bringes som fange af den tapre Rodrigo de Narváez, borgfoged i Antequera.”
Ved disse råb kom de alle ud, og da nogle genkendte deres ven, og andre deres husbond og onkel, som endnu ikke var steget af æslet, da han ikke var i stand til det, ilede de hen for at omfavne ham. Han sagde:
“Stands alle sammen, for jeg kommer hårdt såret, og det har jeg kun min hest at takke for. Hjælp mig ind i min seng, og hvis det er muligt, skal I tilkalde den viise troldkvinde Urganda, der kan pleje og passe mine sår.”
“Se, det var i en ilde time,” sagde husholdersken nu, “at mit hjerte sagde mig, hvad der var galt med min herre! Men det er i en god time, at Eders Nåde nu kan komme op i seng, hvor vi nok skal få jer kureret uden at hende Fatamorganda behøver at komme. Forbandet være de ridderbøger, én gang og hundrede gange forbandet, der har ladet det ende så galt med Eders Nåde!”
Så bragte de ham til sengs og undersøgte ham for sår, men fandt ingen; og han sagde, at han bare var mørbanket efter at være faldet af sin hest Rozinante, da han kæmpede mod ti af de mest ubændige og forvovne kæmper, man kunne finde i store dele af verden.
“Nå, nå,” sagde præsten; “så der er kæmper med i spillet! Jeg skal ved mit kors få dem alle brændt i morgen, inden natten falder på.”
De stillede don Quixote tusinde spørgsmål, og hans eneste svar var, at de skulle give ham noget at spise og lade ham sove, for det var, hvad han mest trængte til. Det skete så, og præsten forhørte sig indgående hos bonden om, hvordan han havde fundet don Quixote; han fortalte det hele, både hans tåbeligheder da han fandt ham, og alt det tøjeri han havde sagt under hjemturen, og det gjorde præsten endnu mere opsat på at udføre, hvad han gjorde den næste dag, hvilket var at tilkalde sin ven, barberen mester Nicolás og sammen med ham begive sig hen til don Quixote,