Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 5

Der handler om første gang, den sindrige don Quixote drog ud fra sin hjemegn.

Da han havde gjort alle disse forberedelser, ønskede han ikke at vente længere med at føre sit forsæt ud i livet, for det pinte ham, at verden efter hans mening måtte lide afsavn, hvis han lod vente på sig, i betragtning af de krænkelser han agtede at hævne, den uret han ville rette op på, de urimeligheder han ville afbøde, de overgreb han ville råde bod på, og den gæld der skulle indløses. Uden at meddele nogen sin hensigt og uden at nogen så ham, tog han sin rustning på en tidlig morgen før dag, der var en af de varmeste i juli måned, steg på Rozinante, satte sin sammenflikkede hjelm på hovedet, stak armen i skjoldet, greb sin lanse, og gennem en bagdør i gårdmuren red han ud på det åbne land, ovenud tilfreds og henrykt over at se, hvor let det var gået at iværksætte hans gode forsætter. Men næppe var han ude i det åbne land, før han blev overvældet af en frygtelig tanke, der nær havde fået ham til at opgive det påbegyndte forehavende; han kom nemlig i tanker om, at han ikke var slået til ridder, og ifølge ridderskabets love kunne eller burde han ikke gribe til våben mod nogen anden ridder; og selv om han havde været ridder, skulle han som nybagt ridder bære blanke våben uden noget våbenmærke på skjoldet, indtil han vandt det ved sit mod. Disse tanker fik ham til at tøve i sit forsæt, men da hans galskab var stærkere end nogen fornuft, satte han sig for at lade sig slå til ridder af den første, han traf på, og således efterligne mange andre, der var gået sådan til værks, efter hvad han havde læst i bøgerne, som havde gjort ham forrykt. Hvad angik de blanke våben, havde han tænkt sig at pudse dem, når han fik lejlighed til det, så de skinnede hvidere end hermelin; og hermed beroligede han sig selv og fortsatte sin vej, som ikke var anden end den, hesten valgte, idet han mente, at heri havde eventyrene deres styrke. Vores flunkende nye eventyrer drog således af sted, mens han talte med sig selv og sagde:

“Hvem kan tvivle på, at når den sandfærdige historie om mine navnkundige bedrifter i de kommende tider ser dagens lys, vil den vismand, der beretter om dem, vælge at beskrive det således, når han skal til at fortælle om første gang, jeg drog ud: ‘Næppe havde den rødblonde Apollon spredt sin smukke hårpragts gyldne lokker ud over den vide, udstrakte jord, og knap havde de små og farvestrålende fugle ladet deres klangfulde tunger hilse den rosenrøde Auroras komme i blide og honningsøde harmonier, idet hun forlod sin skinsyge ægtemands bløde seng og viste sig for de dødelige gennem døre og balkoner i La Manchas horisont, før den navnkundige ridder don Quixote de la Mancha kom ud af fjerene, steg på sin berømte hest Rozinante og galoperede ud over den gamle og velkendte Montiel-slette’.”

Og det var sandt nok, at han red hen over sletten; og videre tilføjede han:

“Lyksalige tidsalder og lyksalige århundrede, hvor mine navnkundige bedrifter vil se dagens lys, værdige at graveres i bronze, udhugges i marmor og males på træplader til fremtidig ihukommelse! Oh, du viise troldmand, hvem du end er, i hvis lod det vil falde at nedskrive denne usædvanlige historie, jeg bønfalder dig om ikke at glemme min gode Rozinante, min trofaste ledsager på min færd.”

Så udbrød han igen, som om han virkelig var forelsket:

“Oh, prinsesse Dulzinea, mit tryllebundne hjertes herskerinde! Stor er den krænkelse, I har tilføjet mig ved at sende mig bort og vise jeres misbilligelse, idet I med ubøjelig ihærdighed har befalet, at jeg ikke må vise mig for jeres skønne åsyn. Vil I ikke nedværdige jer, frue, til at huske dette lydige hjerte, der lider så mange kvaler af kærlighed til jer.”

Oven i det hældte han yderligere tøjerier af sig, der alle blev holdt i den stil, han havde lært af sine bøger, idet han efterlignede deres sprog så godt han kunne. Alt imens kom han langsomt frem, og solen steg hurtigt på himlen og begyndte at bage, så det var nok til at smelte hans hjernevindinger, hvis han ellers havde nogen. Næsten hele den dag drog han af sted, uden at der skete ham noget, der var værd at fortælle om, hvad han var ved at fortvivle over, for han ønskede straks straks at støde på nogen, mod hvem han kunne prøve sin stærke arms tapperhed. Der findes forfattere, som påstår, at det første eventyr, han kom ud for, var i Lápicepasset, andre siger, at det var eventyret med vindmøllerne; men det, jeg har kunnet finde frem til, og som står skrevet i La Manchas annaler, er, at han drog af sted hele den udslagne dag, og ved aftentide var han og hans krikke godt trætte og hundesultne; og da han spejdede til alle sider for at se, om han kunne få øje på en borg eller en hyrdehytte, hvor han kunne overnatte og stille sin store sult og andre behov, opdagede han en kro ikke langt fra den vej, han fulgte, og det var, som havde han set en ledestjerne, der ikke bare førte ham til kroens indgang, men styrede ham lukt imod hans frelses paladser. Han satte farten op og nåede frem i mørkningen. Nu traf det sig sådan, at der stod to unge kvinder i døren af den slags, som kaldes trækkerpiger; de var på vej til Sevilla med nogle muldyrdrivere, der tilfældigvis gjorde ophold i kroen for den nat, og da vores eventyrer opfattede alt, hvad han tænkte, så eller forestillede sig, som var det gjort og lavet over samme læst som det, han havde læst, var kroen, straks han så den, i hans forestilling blevet til en borg med fire tårne og spir af strålende sølv, og heller ikke en vindebro manglede der og en dyb voldgrav og alle de andre ting, som hører til beskrivelsen af den slags borge. Han nærmede sig kroen, der for ham lignede en borg, og holdt Rozinante an lidt fra den, mens han ventede på, at en dværg skulle komme til syne mellem murtinderne for at give tegn til en trompeter om, at der kom en ridder til borgen. Men da han så, at det trak ud, og Rozinante var utålmodig efter at nå frem til hestestalden, red han hen til kroens dør, hvor han opdagede de to letlevende piger, som stod der og i hans øjne lignede to smukke jomfruer eller yndefulde damer, der småsnakkede foran borgporten. Netop da skete det tilfældigvis, at en svinehyrde blæste i sit horn som signal til grisene om at samle sig, for han var ved at drive nogle svin, ja, sådan kaldes de altså uden forlov, ud fra nogle stubmarker, og straks forestillede don Quixote sig, hvad han ønskede at høre, nemlig at en dværg blæste et signal om hans komme; det var således med en sælsom glæde, han nåede hen til kroen og damerne. Da de så en mand komme i fuld rustning og endda med lanse og skjold, blev de grebet af angst og ville flygte ind i kroen, men don Quixote, der af deres flugt kunne regne ud, at de var bange, løftede papvisiret, og idet han viste sit indtørrede og tilstøvede ansigt frem, sagde han med høflig mine og rolig stemme:

“Fly ikke, Eders Nåder, og frygt ikke nogen overlast, thi jeg tilhører en ridderorden, der ikke tilsteder og tillader, at man krænker nogen, og da slet ikke så ophøjede jomfruer som jeres fremtoning vidner om.”

Pigerne så på ham og prøvede at få øje på hans ansigt, som det sammenflikkede visir dækkede; men da de hørte, at de blev kaldt jomfruer, hvilket slet ikke var foreneligt med deres profession, kunne de ikke bare sig for latter, hvad der fik don Quixote til at forløbe sig og udbryde:

“Det passer sig bedst for skønne damer at vise beherskelse, og desuden virker den latter tåbelig, der hidrører fra en ringe årsag, men dette være ikke sagt, for at I skal ængstes eller komme i dårligt lune, thi mit ærinde er intet andet end at tjene jer.”

Sproget, som damerne ikke forstod, og vores ridders jammerlige fremtoning forøgede blot deres latter og dermed hans vrede, og det ville være gået endnu værre, hvis ikke kroværten i det samme var kommet ud, og da han var en fed mand, virkede han ret fredsommelig; ved synet af den formummede skikkelse, der var så umage udstyret med tøjler og lange stigbøjler, men med et let skjold og brystharnisk, var han på nippet til at ledsage jomfruerne i deres fornøjelige latter. Men da han faktisk frygtede hele dette menageri af udrustning, bestemte han sig for at tale høfligt til ham, og derfor sagde han:

“Hvis Eders Nåde, hr. ridder, søger nattelogi, må I undvære sengen, for den slags har vi ikke her i kroen, men alt andet er der rigeligt af.”

Don Quixote så borgherrens ydmyghed, thi en sådan tog han kroværten for, mens han opfattede kroen som en borg eller et kastel, og derfor svarede han:

“Jeg kan klare mig med lidt, hr. kastelherre, for

mit stadstøj er min udrustning,

hvile finder jeg i kampen,

osv.

Værten troede, at han havde kaldt ham kastilianer, fordi han lignede en hæderlig mand fra Kastilien, selv om han var andaluser fra havnekvarteret San Lúcar og mindst lige så tyvagtig som Cacus og ikke mindre bedragerisk end de drevne pager, og derfor svarede han ham:

“Ifølge det må Eders Nådes sengeleje være

… den hårde klippe,

berøvet hvile om natten;

og når det forholder sig sådan, kan I roligt stige af, for her i hytten kan I være evigt forvisset om, at I ikke vil få lejlighed til at lukke et øje det ganske år, endsige en enkelt nat.”

Og med disse ord gik han hen for at holde don Quixotes stigbøjle, mens denne møjsommeligt og med stort besvær steg af som én, der hele den udslagne dag ikke havde smagt vådt eller tørt. Så sagde han til værten, at han skulle sørge godt for hans hest, for den var det bedste dyr i verden. Kroværten tog hesten i øjesyn, og han kunne ikke se, at den var så god, som don Quixote hævdede, ja, end ikke halvt så god; mens han fandt plads til den i hestestalden, vendte han sig for at se, hvad hans gæst nu var ved at sætte i gang; jomfruerne, der havde forliget sig med don Quixote, hjalp ham af rustningen, men selv om de havde fået taget harnisket af bryst og ryg, kunne de ikke finde ud af at fjerne halsstykket og heller ikke få taget den sammenflikkede hjelm af, som han havde bundet fast med grønne bånd, for knuderne var ikke til at binde op, så de skulle skæres over, men det ville han overhovedet ikke høre tale om, og derfor tilbragte han hele den nat med hjelmen på, så han gjorde den morsomste og mærkeligste figur, man kunne forestille sig. Og da han bildte sig ind, at de medbragte damer, der hjalp ham af rustningen, var fornemme fruer og damer fra borgen, sagde han belevent til dem, mens de hjalp ham af rustningen:

“Så udsøgt har ingen ridder

fået hjælp af skønne damer,

som hr. don Quixote fik det

da han drog ud fra hjemstavnen:

han blev plejet af jomfruer,

af prinsesser Rozinante.

“Rozinante er nemlig navnet på min hest, kære fruer, og don Quixote de la Mancha hedder jeg; for skønt jeg ikke ville give mig til kende, før bedrifter udført i jeres tjeneste afslørede mig, blev jeg nødsaget til at tilpasse denne gamle romance om Lançarote eller Lancelot til den nuværende lejlighed, hvorfor I har erfaret mit navn, før tiden er inde; men den tid skal nok oprinde, hvor Eders Nåder befaler og jeg adlyder, og så skal min arms mod nok vise mit ønske om at tjene jer.”

Pigerne, der ikke var vant til at høre den slags udsøgt tale, svarede ikke med et ord, men spurgte blot, om han ville have noget at spise.

“Jeg tager til takke med, hvad der er,” svarede don Quixote, “for jeg kan mærke, at det vil bekomme mig vel.”

Nu var det tilfældigvis fredag den dag, så der var ikke andet i hele kroen end noget fisk, der i Kastilien kaldes klipfisk og i Andalusien tørfisk og andre steder stokfisk, og atter andre steder småtorsk. De spurgte Hans Nåde, om han måske ville spise småtorsk, for der var ikke anden fisk at servere for ham.

“Hvis der er mange småtorsk,” svarede don Quixote, “kan de gøre det ud for en stor torsk; for jeg er ligeglad, om man giver mig otte realer i småmønt eller en enkelt mønt på otte realer. Så meget mere som småtorskene kan være ligesom kalven, der er bedre end koen, og gedekiddet, der er lækrere end gedebukken. Men hvad det end er, så kom med det straks, for besværet og vægten af rustningen er ikke til at bære uden mad til maven.”

De stillede et bord an til ham ved krodøren, hvor der var frisk luft, og værten bragte ham en portion af den dårligt opblødte og værre kogte tørfisk, sammen med et brød, der var lige så sort og mullet som hans rustning, men det var til at le sig halvt fordærvet over at se ham spise, for da han havde hjelmen på og måtte holde visiret oppe med hænderne, kunne han ikke få noget i munden, hvis ikke en anden madede ham, så det besørgede en af jomfruerne. Men det havde været helt umuligt at give ham noget at drikke, hvis ikke kroværten havde udhulet et rør og anbragt den ene ende i don Quixotes mund, mens han hældte vinen i den anden lidt efter lidt; og alt dette fandt han sig tålmodigt i, blot for ikke at skære båndene til hjelmen over. Mens de var i færd med det, kom der tilfældigt en svinekastrerer til kroen, og netop da han nåede derhen, fløjtede han fire eller fem gange i sin panfløjte, hvad der bestyrkede don Quixote i, at han opholdt sig i en berømt borg, at der blev spillet musik til maden, og at klipfisken var torsk, brødet var hvidt hvedebrød og skøgerne fornemme damer, mens kroværten var borgherre i borgen; og således var han godt tilfreds med sin beslutning om at drage ud, skønt det plagede ham en del, at han ikke var blevet slået til ridder, for han fandt, at han ikke retmæssigt kunne gå i lag med noget eventyr uden at lade sig slå til ridder.