Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 15

Om hvad en gedehyrde fortalte dem, der var sammen med don Quixote.

Mens de var i færd med det, kom en af de knægte, der bragte forsyninger op fra landsbyen, og han sagde:

“Ved I, hvad der foregår nede i byen, kammerater?”

“Hvordan skulle vi kunne vide det?” svarede en af dem.

“Hør så her,” fortsatte knægten, “i morges døde den berømte hyrdestudent Grisóstomo, og det siges, at han er død af kærlighed til Marcela, det djævleyngel, der er datter af den rige Guillermo og render hyrdeklædt rundt uden for lands lov og ret.”

“Af kærlighed til Marcela, siger du?” udbrød den ene.

“Til hende, siger jeg,” svarede gedehyrden. “Og det bedste ved det hele er, at han i sit testamente bestemte, at han ville begraves i det åbne land, som om han var en maurer, og det skulle være for foden af den klippe, hvor korkegens kilde har sit udspring; for rygtet går og det fortælles, at han sagde, at på det sted så han hende første gang. Og han bestemte også andre ting, som ikke lader sig gøre, og heller ikke er godt at gøre, for det virker hedensk, efter hvad landsbyens præster siger. Hertil siger hans nære ven, studenten Ambrosio, der ligeledes trak i hyrdeklæder sammen med ham, at det hele uden undtagelse skal udføres, som Grisóstomo bestemte det i testamentet, og landsbyen er på den anden ende over det, men efter hvad der siges, skal det nok ende med, at det bliver gjort, som Ambrosio og alle hans hyrdevenner ønsker det, og i morgen kommer de for at begrave ham med stor pomp og pragt, på det sted jeg har sagt. Og jeg er sikker på, at det bliver værd at se på; i det mindste har jeg ikke tænkt mig at gå glip af begravelsen i morgen, selv om jeg vidste, at jeg ikke ville kunne nå tilbage til landsbyen samme dag.”

“Vi vil alle tage med til begravelsen,” sagde gedehyrderne, “og så kaster vi lod om, hvem der skal blive tilbage og vogte gederne for os alle.”

“Det er godt sagt, Pedro,” sagde en hyrde, “men det er ikke nødvendigt at gå sådan til værks, da jeg vil blive tilbage for jer alle sammen; og I skal ikke tro, at jeg er særlig god af mig eller mangler nysgerrighed, men jeg kan ikke gå ordentligt med den splint, jeg fik op i foden den anden dag.”

“Alligevel er vi dig taknemmelige,” svarede Pedro.

Og don Quixote bad Pedro om at fortælle, hvem den døde var og desuden lidt om hyrdinden; dertil svarede Pedro, at efter hvad han vidste, var den døde en rig adelsmand fra en lille by i bjergene, han havde studeret i Salamanca i mange år, hvorefter han var vendt tilbage til sin by med ry for at være meget viis og belæst. “Det fortaltes, at han især kendte til videnskaben om stjernerne og om, hvad der sker på himlen med solen og månen, for han kunne nøjagtigt fortælle os, når det slog klik for solen og månen.”

“Det hedder eklipse, kære ven, ikke klik, når de to store himmellegemer formørkes,” forklarede don Quixote.

Men Pedro, der ikke hængte sig i småting, fortsatte sin beretning med disse ord:

“Desuden kunne han forudsige, om der kom god høst eller misvejr.”

“Du mener vel misvækst, min gode mand,” sagde don Quixote.

“Misvækst eller misvejr,” svarede Pedro, “det kommer vel ud på ét. Jeg kan fortælle, at hans far og hans venner, der lyttede til det, han havde at sige, blev meget rige, for de gjorde, hvad han rådede dem til, når han sagde: “I skal så byg i år, ikke hvede; eller: i år kan I så kikærter, ikke byg; til næste år bliver der en stor høst af olivenolie, men herefter følger tre år uden en dråbe.”

“Denne videnskab kaldes astrologi,” indskød don Quixote.

“Jeg ved ikke, hvad den kaldes,” sagde Pedro, “jeg ved bare, at han vidste alt og mere til. Der gik dog ikke mange måneder, efter at han var vendt tilbage fra Salamanca, før han en skønne dag dukkede op klædt som hyrde med sin hyrdestav og fårepelsjakke og havde lagt den lange klædning, han plejede at gå i som student, og hans nære ven Ambrosio, der havde været hans studiekammerat, klædte sig også som hyrde sammen med ham. Jeg glemte helt at fortælle, at den afdøde Grisóstomo var god til at digte vers; så god var han, at han skrev julesangene til Julenat og de religiøse skuespil til Kristi Legemsfest, som de unge i landsbyen opførte, og alle sagde, at de var rigtig gode. Da folk i landsbyen pludselig så de to studenter klædt som hyrder, undrede de sig og kunne ikke regne ud, hvad der havde fået dem til at foretage så besynderlig en forandring. På den tid var vores Grisóstomos far død, og han havde arvet et stort gods, både bohave og fast ejendom, og et ikke ubetydeligt antal høveder og småkvæg, samt en stor sum penge; alt det blev knøsen uindskrænket herre over, og faktisk havde han fortjent det hele, for han var en god kammerat og meget næstekærlig, god mod de gode og så smuk, at det var en Guds velsignelse. Siden fandt man ud af, at han havde skiftet klædedragt for at kunne flakke om i disse øde egne i hælene på hyrdinden Marcela, som vores hyrdedreng nævnte før, for hende havde den stakkels, afdøde Grisóstomo forelsket sig i. Og nu vil jeg altså fortælle jer, for det synes jeg I skal vide, hvem denne pige er; måske, og endda uden dette måske, har I aldrig hørt magen i jeres livsskabte dage, om I så lever længere end Skab.”

“I mener vel Sara, der blev meget gammel,” indvendte don Quixote, som ikke kunne klare, at gedehyrden lavede om på ordene.

“Skabet lever godt og længe,” svarede Pedro, “og hvis I uafbrudt skal stikle til mine ord, bliver vi ikke færdige det første års tid.”

“Undskyld, kære ven,” sagde don Quixote; “det var, fordi der var så stor forskel mellem Skab og Sara, at jeg sagde det til jer. Men I har svaret rigtig godt, for der findes mere Skab end Sara; og fortsæt I nu bare jeres historie, så skal jeg nok lade være at komme med flere indvendinger.”

“Jeg var altså ved at fortælle, min sjæls herre,” sagde gedehyrden, “at der i vores landsby var en bonde ved navn Guillermo, der var endnu rigere end Grisóstomos far; ud over store og vældige rigdomme gav Gud ham en datter, som ved fødslen mistede sin mor, der var den mest agtværdige kvinde i miles omkreds. Det er, som om jeg lige nu ser hendes ansigt for mig, der var smukt som solen og månen, og frem for alt var hun foretagsom og god mod de fattige, så jeg tror, at hendes sjæl nu må være salig hos Gud i den anden verden. Hendes mand Guillermo døde af sorg over sin gode kones død og efterlod sin datter Marcela, en rig, lille pige, i en onkels varetægt, der er præst og degn i vores by. Pigen voksede op til at blive en stor skønhed, der mindede os alle om moderen, som havde været meget smuk, og alligevel mente man, at datteren overgik moderen. Og sådan gik det til, at da hun nåede en alder af fjorten-femten år, måtte enhver, der så hende, prise Gud, som havde skabt hende så skøn, og de fleste blev forelskede og tabte deres hjerte til hende. Hendes onkel lod hende leve meget ærbart og afsondret, men alligevel bredte rygtet om hendes store skønhed sig, så både for hendes egen skyld og for hendes store rigdomme anmodede, bejlede og plagede de unge knøse, og det endda de bedste fra vores landsby og i mange miles omkreds, hendes onkel om at få hende til kone. Og han, der virkelig er en god kristen, ville gerne have giftet hende bort med det samme, da han kunne se, at hun havde alderen til det, så når han udskød hendes giftermål, skete det ikke med øje for den fortjeneste og fordel, han fik ved at have pigens ejendom, men fordi han ikke ville gifte hende bort uden hendes samtykke. Og det blev min tro sagt ved mere end én komsammen i landsbyen til den gode præsts pris, og I skal vide, hr. farende ridder, at i små byer som denne bliver der talt og sladret om alt, og I kan være lige så evigt forvisset, som jeg er det, om at den gejstlige må være mere end god, når han kan få sine sognebørn til at tale godt om sig, for især i landsbyerne er det et særsyn.”

“Det er sandt nok,” sagde don Quixote, “men fortsæt nu, for fortællingen er vældig god, og I, min gode Pedro, er rigtig god til at fortælle.”

“Det er, fordi Herren ser i nåde til mig, for det er det vigtigste. Og hvad det øvrige angår, skal I vide, at selv om onklen kom med forslag til niecen og fremhævede særlige egenskaber hos hver især, der friede til hende, og foreslog hende at vælge efter sin egen lyst og gifte sig, svarede hun altid kun, at lige nu ønskede hun ikke at gifte sig, for da hun stadig kun var en pige, følte hun sig ikke i stand til at bære ægteskabets byrder. Over for den slags tilsyneladende rimelige undskyldninger holdt onklen op med at plage hende og ventede på, at hun skulle blive ældre og selv vælge en livsledsager efter sin egen smag. For han sagde, og deri gjorde han ret, at forældrene ikke skulle gifte deres børn bort mod deres vilje. Men så skete der det, jeg mindst af alt havde ventet, at den utilnærmelige Marcela en dag forvandlede sig til hyrdinde, og uden at hendes onkel havde indflydelse på det og heller ikke andre fra landsbyen, der frarådede det, begyndte hun at gå ud sammen med de andre hyrdepiger fra landsbyen og vogte sine egne dyr. Og da hun kom ud i al offentlighed og hendes skønhed blev set utilsløret, kan jeg slet ikke finde ord til at fortælle, hvor mange rige ynglinge, adelsmænd og bønder der som Grisóstomo er trukket i hyrdeklæder og render og smisker for hende ude på vidderne. En af dem er som sagt vores afdøde, om hvem man siger, at han gav afkald på at elske hende for at tilbede hende. Bare fordi Marcela kastede sig ud i et frit og ubundet liv og næsten helt eller fuldstændigt opgav sin afsondring, skal man ikke tro, at hun af den grund har givet den ringeste grund til at tvivle om hendes ærbarhed og dyd; snarere vogter hun så nidkært over sin ære, at blandt alle dem, der tjener og bejler til hende, har ingen kunnet og vil heller ikke med rette kunne rose sig af, at hun har givet ham det mindste håb om at nå sine ønskers mål. For selv om hun ikke undgår eller undflyr hyrdernes selskab og gerne snakker med dem og omgås dem høfligt og venligt, støder hun dem fra sig som en katapult, hvis nogen af dem afslører sine hensigter, uanset hvor retsindigt og fromt de retter sig mod ægteskab. Og under de omstændigheder gør hun mere skade på denne jord end den værste pest; for hendes imødekommenhed og skønhed tiltrækker dem, der omgås hende, og får dem til at tjene og elske hende; men hendes foragt og afvisning fører dem til fortvivlelsens rand, og så ved de ikke, hvad de skal sige til hende, andet end højrøstet at kalde hende grusom og utaknemmelig og andre tilsvarende betegnelser, som tydeligt viser deres tilstand. Og hvis I, herre, tilbragte en dag her, ville I høre bjergene og dalene give genlyd af klageråb fra de skuffede, der følger hende. Ikke langt herfra er der et sted med op mod et par dusin høje bøge, og hver eneste har Marcelas navn indridset og skrevet i den glatte bark, og ovenover har nogen ridset en krone ind i selve træet, som om tilbederen med al tydelighed ville fortælle, at Marcela tilkommer og fortjener at krones som den smukkeste blandt mennesker. Her sukker en hyrde, dér jamrer en anden, hist høres kærlighedssange, her fortvivlede klagehymner. En kan tilbringe hele natten siddende for foden af et egetræ eller en klippeblok, og næste morgen finder solen ham dér, stivnet og hensunket i sine egne tanker og uden at have lukket de tårefyldte øjne; og der er også ham, som uden at holde inde eller få fred for sine suk kan ligge på det brændende varme sand midt i den mest trykkende sommerhede og sende sine klager til den barmhjertige himmel; og over denne og hin og over hine og disse fejrer den smukke Marcela frit og ubekymret sine triumfer, og alle vi, der kender hende, venter på, hvad hendes hovmod skal ende med, og hvem der vil blive den lykkelige, som skal betvinge så frygtelig en karakter og nyde en så overordentlig stor skønhed. Da alt, hvad jeg her har fortalt, er velkendte sandheder, går jeg ud fra, at det også er rigtigt, hvad vores hyrdedreng fortalte om det, der efter sigende skulle være grunden til Grisóstomos død. Og derfor vil jeg råde jer til, herre, at I sørger for at komme til begravelsen i morgen, for den bliver værd at opleve, da Grisóstomo har mange venner, og det sted, han har udpeget til sin begravelse, ligger mindre end en halv mil herfra.”

“Det har jeg tænkt mig,” sagde don Quixote, “og jeg takker jer for den fornøjelse, I har givet mig ved at berette så herlig en fortælling.”

“Ork! “ udbrød gedehyrden, “jeg kender ikke engang halvdelen af det, der er at fortælle om Marcelas tilbedere, og det kunne være, at vi i morgen på vejen møder en hyrde, der kan fortælle os resten, men lige nu er det bedst, at I lægger jer til at sove under tag, for aftenduggen vil kunne skade jeres sår, selv om det lægemiddel, jeg har smurt på, er så godt, at I ikke behøver at frygte, at der støder andre sygdomme til.”

Sancho Pança, der længe havde ønsket gedehyrdens snakkesalighed ad helvede til, opfordrede sin herre til at gå ind og sove i Pedros hytte. Det gjorde han, og hele resten af natten tilbragte han med at mindes sin frue Dulzinea, idet han efterlignede Marcelas tilbedere. Sancho Pança lagde sig til rette mellem Rozinante og sit æsel og sov, ikke som forsmået tilbeder, men som en mand, der er grundigt mørbanket.