Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 9

Om den åndfulde og storartede granskning, som præsten og barberen foretog i biblioteket hos vores sindrige adelsmand,

der stadig lå og sov. Præsten bad niecen om nøglerne til værelset med bøgerne, der var årsag til skaden, og hun gav ham dem hellere end gerne; de gik alle derind og husholdersken sammen med dem, og dér fandt de mere end hundrede foliobind i meget fin indbinding og andre, mindre bøger, og straks husholdersken så dem, for hun hurtigt ud af værelset igen og kom snart efter tilbage med en skål vievand og en vievandskost og sagde:

“Tag det, Eders Nåde, hr. præst, og stænk vievand ud over værelset, for her skulle jo nødig putte sig en troldmand af den slags, der er i bøgerne; han kunne jo forhekse os til gengæld for de helvedes pinsler, vi vil udsætte dem for ved at smide dem ud af verden.”

Præsten kom til at le ad husholderskens enfoldighed, og han bad barberen række sig bøgerne én efter én, så han kunne se, hvad de handlede om, for det kunne jo være, at han fandt nogle, der ikke fortjente at blive straffet på bålet.

“Nej,” sagde niecen, “der er ingen grund til at benåde nogen, for de har alle gjort skade; det bedste vil være at kaste dem alle ud ad vinduerne og ned i gården og lave en bunke af dem og stikke ild til, og hvis ikke det går, så bære dem ud på gårdspladsen og lave bålet der, hvor røgen ikke gør nogen skade.”

Det samme mente husholdersken: så stor lyst havde de to damer til at få taget livet af de uskyldige, men det gik præsten ikke med til uden i det mindste først at læse titlerne. Den første titel, mester Nicolás gav ham i hænderne, var De Fire Bøger om Amadís de Gaula, og præsten sagde:

“Det virker meget mystisk, for efter hvad jeg har hørt sige, var det den første ridderbog, der blev trykt i Spanien, og alle de andre har deres oprindelse og udgangspunkt i denne bog, og derfor finder jeg, at vi uden mulighed for benådning bør dømme den til bålet, da den opstiller dogmerne for så skadelig en sekt.”

“Nej, min herre,” sagde barberen; “for jeg har også hørt sige, at det er den bedste af alle de bøger, der er blevet skrevet inden for denne genre, og da den er enestående i sin art, bør den benådes.”

“Det er sandt nok,” sagde præsten, “og derfor skænker vi den foreløbig livet. Lad os se på den anden dér, som står lige ved siden af.”

“Det er Esplandiáns Bedrifter,” sagde barberen, “han er ægtefødt søn af Amadís de Gaula.”

“Sandt at sige,” sagde præsten, “kan faderens godhed ikke gælde for sønnen. Tag den derfor, fru husholderske, åbn vinduet og smid den ned i gården, og lad den være den første i bunken til det bål, der skal brænde.”

Det gjorde husholdersken med stor tilfredshed, og den gode Esplandián fløj ned i gården, hvor den tålmodigt ventede på den ild, der truede den.

“Den næste,” sagde præsten.

“Her kommer,” sagde barberen, “Amadís fra Grækenland, og alle de, der står til denne side, er så vidt jeg kan skønne af samme slægt som Amadís.”

“Så ryger de ned i gården alle til hobe,” sagde præsten; “bare for at få brændt dronning Pintiquiniestra og hyrden Darinel og hans hyrdedigte og alle hans forfatters djævleblændte og uregerlige ord skulle jeg gerne brænde min egen kødelige far og ophav med dem, hvis han antog skikkelse af en farende ridder.”

“Det mener jeg også,” sagde barberen.

“Og jeg med,” tilføjede niecen.

“Når det er tilfældet,” sagde husholdersken, “så kom i gang og ned i gården med dem.”

De rakte dem til hende, og der var mange, men hun sparede trappen og smed dem ud ad vinduet.

“Hvad er det for en tyk bog?” spurgte præsten.

“Det er Don Olivante de Laura,” svarede barberen.

“Forfatteren til denne bog,” sagde præsten, “har også skrevet Blomsterhaven, og sandt at sige er det ikke til at afgøre, hvilken af de to bøger der er den mest sandfærdige, eller rettere sagt, den mindst løgnagtige. Jeg kan kun sige, at den her ryger ned i gården, da den både er forvrøvlet og hovmodig.”

“Den næste er Florimorte fra Hyrkanien,” sagde barberen.

“Er hr. Florimorte her?” kommenterede præsten. “Han skal min tro hurtigt ned i gården, trods sin mærkelige fødsel og berømte eventyr, andet kan ikke komme på tale med dens hårde og tørre stil. Ned i gården med den og den anden dér, fru husholderske.”

“Mig en glæde, min herre,” svarede hun, der velfornøjet udførte, hvad hun fik besked på.

“Her er Ridderen Platir,” sagde barberen.

“Det er en gammel bog,” sagde præsten, “i den finder jeg ikke meget, der fortjener frifindelse; lad den følge de andre uden ophævelser.”

Det skete. Den næste bog blev åbnet, og de så, at dens titel lød Korsridderen.

“På grund af bogens hellige navn kunne man undskylde dens uvidenhed; men man plejer også at sige: bag korset er djævelen; på bålet med den.”

Barberen tog endnu en bog og sagde:

“Den her er Ridderskabets spejl.”

“Jeg kender godt den ærede bog,” sagde præsten; “i den huserer hr. Reynaldos de Montalbán sammen med sine venner og ledsagere, der er mere tyvagtige end Cacus, og desuden de Tolv Jævninge sammen med den sandfærdige historieskriver Turpin, og sandt at sige er jeg mest tilbøjelig til kun at dømme dem til evig forvisning, så meget mere som en del af den skyldes den berømte Mateo Boiardos bog Den forelskede Roland, hvorfra den kristne digter Ludovico Ariosto også hentede tråd til at væve sit værk med; hvis jeg finder bogen her, og den taler et andet sprog end sit eget, vil jeg ikke regne den, men hvis den udtrykker sig i sit eget sprog, vil jeg vise den respekt.”

“Jeg har bogen på italiensk,” sagde barberen, “men jeg forstår den ikke.”

“Det ville heller ikke være godt, om I havde forstået den,” svarede præsten; “lad os skåne bogens oversætter, hr. kaptajnen, skønt han ikke skulle have bragt den til Spanien og omsat den til kastiliansk, for det fjernede meget af dens naturlige værdi; og det samme gælder alle dem, der måtte ønske at omsætte bøger på vers til et andet sprog, for uanset hvor megen omhu de lægger i det, og hvilken behændighed de udviser, vil de aldrig kunne måle sig med bøgerne, som de var i deres udgangspunkt. Jeg mener altså, at denne bog og alle andre, der måtte blive fundet, og som handler om ting fra Frankrig, skal kastes ned og opbevares i en tør brønd, indtil der er nået større klarhed over, hvad der skal ske med dem, bortset fra en Bernardo del Carpio, der flakker rundt et eller andet sted, og en anden ved navn Roncesvalles; skulle de komme mig i hænde, går de straks over i husholderskens hænder og derfra i ildens luer uden nogen syndsforladelse.”

Barberen godkendte det hele og fandt, at alt var godt og rigtigt, da han mente, at præsten var en god kristen og så stor en ynder af sandheden, at han ikke for alt i verden ville gå imod den. Da barberen åbnede endnu en bog, så han, at det var Palmerín de Oliva og sammen med den var der én til, der hed Palmerín fra England. Da præsten så dem, sagde han:

“Den der oliven skal straks rives i stykker og brændes, så der ikke engang bliver asken tilbage, men palmen fra England skal opbevares og gemmes som en enestående bog, og der skal laves en kiste til den ligesom den, Alexander fandt i byttet efter Dareios, og som han udså sig til at opbevare digteren Homers værker i. Denne bog, kære ven, har sin anseelse af to grunde: for det første er den i sig selv meget god, og for det andet er det almindeligt kendt, at den blev skrevet af en forstandig konge af Portugal. Alle eventyrene fra prinsesse SeOgVogtes borg er fremragende og opfindsomme, og ordene er klare og høviske, og de ser og vogter den sømmelighed, man finder i den korrekte og forstandige tale. Jeg mener altså, hvis I ellers er enig, hr. mester Nicolás, at bogen her og Amadís de Gaula går fri af bålet, mens alle de andre uden videre undersøgelser må lide døden på bålet.”

“Nej, kære ven,” indvendte barberen; “for den, jeg her står med, er den berømte Don Belianís.”

“Den trænger til en rabarberkur,” bemærkede præsten, “sammen med anden, tredje og fjerde del, så den kan få renset al sin galde ud, og det er også nødvendigt at fjerne alt det om Berømmelsens Borg og andre påfaldende urimeligheder, men de vil få lang frist til at blive bragt i orden, og hvis de bliver forbedret, kan man vise dem nåde eller retfærdighed; indtil da, kære ven, kan I opbevare dem i jeres hus, men lad ikke nogen læse i dem.”

“Mig en glæde,” svarede barberen.

Og uden at ville trætte sig mere med at læse i ridderbøger, gav præsten husholdersken besked om at tage alle de store og smide dem ned i gården. Han talte ikke for døve øren, men til én, der havde større lyst til at brænde dem end til at sætte trend op til klæde, hvor stort og fint det end måtte være, så hun greb en otte stykker på én gang og smed dem ud ad vinduet. Hun tog så mange i favnen, at en af dem faldt ned for fødderne af barberen, der fik lyst til at se, hvad det var for en bog, og han så, at der stod: Historien om den berømte Ridder Tirant lo Blanc.

“Du store Gud!” himlede præsten op; “her er Tirant lo Blanc jo! Ræk mig den, kære ven, for jeg kan godt sige, at jeg i den har fundet en skatkiste af fornøjelser og en guldgrube af underholdning. Her er den tapre ridder don Kyrieleison de Muntalbà eller Montalbán og hans bror Tomas de Muntalbà og ridder Fonseca, og duellen mellem den tapre Tirant og bulbideren og kammerjomfruen Mitlivslysts bramfrie bemærkninger sammen med enken Adstadigheds elskov og rænkespil og fru Kejserinden, der er forelsket i sin væbner Hipòlit. Det er så sandt, som jeg har sagt, kære ven, at ved sin stil er det den bedste bog i verden; her spiser ridderne og sover og dør i deres senge, og de gør testamente, før de dør, og mange andre ting, som alle andre af den slags bøger mangler. Alligevel tør jeg godt sige, at ham, der skrev den, fortjente at blive smidt i galejerne resten af sine dage, fordi det var uigennemtænkt og ikke med forsæt, at han skrev om alle de tåbelige hverdagsbegivenheder. Tag den med hjem og læs den, og så vil I se, at alt hvad jeg har sagt om den er sandt.”

“Sådan bliver det,” svarede barberen, “men hvad skal vi gøre med de små bøger, der er tilbage?”

“Det kan ikke være ridderbøger,” sagde præsten, “det må være bøger med poesi.”

Og da han åbnede én, så han, at det var Diana af Jorge de Montemayor, og i den tro, at alle de andre var af samme slags, sagde han:

“Bøgerne her fortjener ikke at blive brændt som de andre, for de gør ikke og vil ikke gøre skade, ligesom ridderbøgerne har gjort det; for det er underholdende bøger, der ikke kan skade andre.”

“Ak, herre!” sagde niecen, “Eders Nåde kunne godt lade dem brænde ligesom de andre, for når min hr. onkel er blevet helbredt fra sin riddersygdom, kunne det lige passe, at hvis han læste i de små bøger, ville han få lyst til at blive hyrde og rende rundt i skov og på eng og synge og spille, og hvad værre er, selv blive digter, for efter hvad man siger, er det en uhelbredelig og smitsom sygdom.”

“Det er sandt nok, hvad jomfruen siger,” sagde præsten, “så vi må hellere sikre vores ven mod denne fare og anstødssten. Hvis vi begynder med Diana af Montemayor, mener jeg ikke, den skal brændes, men at man skal fjerne alt, hvad der handler om den viise Felicia og den fortryllede væske, og næsten alle digte i lange versemål, men så kan man godt lade prosaen i fred og give den æren for at være den første blandt den slags bøger.”

“Den, der nu følger,” sagde barberen, “er den anden Diana af Alonso Pérez fra Salamanca, og her er én til med samme navn, forfattet af Gaspar Gil Polo.”

“Bogen fra Salamanca,” svarede præsten, “kan ledsage og forøge antallet af dømte i gården, men den af Gil Polo skal gemmes, som var den af Apollon selv; og lad os nu komme videre, kære ven, og skynde os, for det er ved at blive sent.”

“Den næste bog,” sagde barberen og åbnede én til, “er De ti bøger om Kærlighedslykken, skrevet af den sardiske digter Antonio de Lofraso.”

“Ved mit ordensløfte,” sagde præsten, “om der er skrevet så morsom og forvrøvlet en bog som denne siden Apollons, musernes og digternes tid; ved sit sigte er det den bedste og mest enestående af den slags bøger, der har set verdens lys, og har man ikke læst den, har man sandt at sige aldrig læst noget rigtig fornøjeligt. Ræk mig den, kære ven, for jeg sætter større pris på at have fundet den, end hvis jeg havde fået en præstekjole af det fineste klæde fra Firenze.”

Med den største tilfredshed stillede han den til side, og barberen sagde videre:

“Her følger nu Hyrden fra Iberien, Nymferne fra Henares og Dyrekøbt indsigt i skinsygen.”

“Men nu er der ikke andet at gøre,” sagde præsten, “end at overlade dem til husholderskens lange arm, så hun kan gøre kort proces, og spørg mig ikke om hvorfor, for så bliver vi aldrig færdige.”

“Den, der følger nu, er Fílidas hyrde.”

“Han er ikke hyrde,” sagde præsten, “men en meget forstandig hofmand; den skal bevares som en kostbar juvel.”

“Titlen på den store bog, der kommer her,” sagde barberen, “er Skatkammer af blandede digte.”

“Hvis der ikke havde været så mange digte,” sagde præsten, “ville man have værdsat dem mere; det er nødvendigt at luge ud og fjerne nogle af de vulgære digte, som optræder mellem de ophøjede; gem den, både fordi dens forfatter er en god ven af mig, og fordi vi således viser respekt for de andre mere heroiske og ophøjede værker, han har skrevet.”

“Bogen her,” fortsatte barberen, “er Sange af López Maldonado.” “Forfatteren af denne bog,” bemærkede præsten, “er også en af mine gode venner, og når man hører versene i hans mund, bliver hans tilhørere ganske betagede, og han synger dem med så blid en stemme, at det virker ganske fortryllende. Hans hyrdedigte er lidt lange, men man kan aldrig få nok af det gode; gem den mellem de udvalgte bøger. Men hvad er det for en bog, som står der ved siden af den?”

“Galatea af Miguel de Cervantes,” sagde barberen.

“Ham Cervantes har i mange år været en god ven af mig, og jeg ved, at han er mere velbevandret i modgang end i vers. Der er nogle gode påfund i hans bog: han foreslår noget, men fører det ikke til en afslutning, så man må afvente anden del, som han har lovet; hvis den viser bod og bedring, vil den måske opnå den velvilje, der nu nægtes den, og indtil det sker, kan I gemme den bort i jeres hjem, kære ven.”

“Mig en glæde,” svarede barberen. “Og her kommer tre til på én gang: Araucana af don Alonso de Ercilla; Austríada af Juan Rufo, dommer i Córdoba, og endelig Monserrato af den valencianske digter Cristóbal de Virués.”

“De tre bøger,” sagde præsten, “er de bedste, der er skrevet i ellevestavelsers vers på kastiliansk, og de kan måle sig med de berømteste i Italien; pas på dem som på de herligste, poetiske skatte, Spanien ejer.”

Præsten var blevet træt af at se bøger og befalede over en bred kam, at alle de resterende bøger skulle brændes; men barberen havde lige åbnet én, der hed Angelicas tårer, en fortsættelse af Den rasende Roland.

“Dem ville jeg sandelig have grædt,” sagde præsten, da han hørte titlen, “hvis jeg havde befalet, at en sådan bog skulle brændes, for dens forfatter var en af de berømte digtere ikke kun i Spanien, men i hele verden, og han havde en særdeles heldig hånd med at oversætte nogle af Ovids fortællinger.”