Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 12

Hvor den storartede kamp mellem den modige biskayer og den tapre mancheger afsluttes og føres til en ende.

I sidste kapitel af denne historie forlod vi den tapre biskayer og den navnkundige don Quixote med de blanke sværd højt hævede, begge på vej til at kløve den anden med så drabeligt et hug, at hvis de ramte godt, ville de spaltes og kløves oppefra og nedefter og åbne sig som et granatæble; og i dette uafgjorte øjeblik blev den herlige historie afbrudt og standset, uden at dens forfatter oplyste os om, hvor man kunne finde det, der manglede. Det blev jeg meget ked af, da fornøjelsen ved det lidt, jeg havde læst, blev til ærgrelse ved tanken om de ringe udsigter til at finde alt det, der efter mit eget skøn manglede af denne herlige fortælling. Jeg fandt det helt umuligt og imod enhver skik og brug, at der ikke var en vismand, der havde påtaget sig at skrive om så fortræffelig en ridder og hans mageløse bedrifter, da det ikke havde skortet på en sådan for nogen farende

ridder, om hvem der fortælles

at han drager på eventyr

for de havde hver især meget belejligt én eller to vismænd, der ikke kun beskrev deres gerninger, men også udmalede deres mindste tanker og indskydelser, selv de lønligste, og vores herlige ridder skulle da ikke være så ringe stillet, at han manglede, hvad Platir og andre tilsvarende riddere havde til overflod. Derfor kunne jeg ikke få mig selv til at tro, at en så fortræffelig historie var mangelfuld og ufuldstændig, og jeg lagde skylden for det på den ondsindede tid, der fortærer og opsluger alle ting, og som enten havde skjult den eller opædt den. På den anden side fandt jeg, at der mellem hans bøger havde været nogle ganske moderne som Uddrivelse af skinsyge og Nymferne og hyrderne fra Henares, så også hans historie måtte være moderne, og hvis den ikke var nedskrevet, måtte den stadig leve i folks erindring i hans landsby og de omkringliggende småbyer. Denne tanke forvirrede mig og gav mig lyst til at kende den virkelige og sande historie om vores navnkundige spanier don Quixote de la Manchas liv og levned, forbillede og spejl for hele det manchegiske ridderskab og den første, der i vores epoke og i disse så ulyksalige tider begyndte at udøve og bekende sig til de farende ridderes virke og hævne krænkelser, komme enker til undsætning, beskytte jomfruer, der med deres ridepiske og adstadige gangere drog fra bjerg til bjerg og fra dal til dal med deres jomfrudom som eneste ballast; og hvis ikke de blev taget med vold af en kæltring eller en bondeknold med økse og drabanthjelm eller en uhyrlig kæmpe, fandtes der før i tiden jomfruer, der i firs år ikke sov en eneste nat under tag og alligevel gik lige så uberørte i graven, som den mor der havde født dem. Jeg mener altså, at af disse og mange andre grunde er vores fortræffelige Quixote værdig til bestandige og uforglemmelige lovprisninger, hvad også jeg har fortjent for det arbejde og den ihærdighed, jeg lagde i at finde slutningen på denne behagelige historie; skønt jeg udmærket er klar over, at hvis himlen, tilfældet og skæbnen ikke havde hjulpet mig, ville verden være ufuldstændig og have manglet det tidsfordriv og den fornøjelse, som den, der læser historien opmærksomt, kan opleve i et par timer. Hvordan den blev fundet, gik sådan for sig. En dag jeg var i handelsgaden Alcaná i Toledo, kom der en knægt hen for at sælge nogle sammenbundtede ark og gamle papirer til en silkehandler, og da jeg er meget glad for at læse, om det så bare er iturevne papirer fra gaden, lod jeg mig lede af min naturlige tilbøjelighed og tog en af de mapper, som knægten ville sælge, og opdagede, at arkene var beskrevet med bogstaver, jeg genkendte som arabiske. Men skønt jeg kendte dem, kunne jeg ikke læse dem, så derfor gik jeg lidt omkring for at se, om der skulle dukke en kastiliansktalende maurer op, der kunne læse de arabiske bogstaver; det var ikke særlig svært at finde en oversætter, og om jeg så havde søgt én, der kunne oversætte fra et bedre og ældre sprog, ville jeg også have fundet ham. Kort sagt skaffede skæbnen mig én, og da jeg fremsatte mit ønske og rakte ham bundtet, åbnede han det midt i og læste en smule, hvorefter han brast i latter. Jeg spurgte ham, hvad han lo ad, og han svarede, at det var noget, der stod skrevet som en tilføjelse i margin. Jeg bad ham fortælle mig, hvad der stod, og stadig leende sagde han:

“Som jeg har sagt, står der skrevet her i margin: ‘Det siges om denne Dulzinea del Toboso, der nævnes så mange gange i denne historie, at hun havde den heldigste hånd i hele La Mancha, når det gjaldt om at salte svin’.”

Da jeg hørte ham nævne Dulzinea del Toboso, blev jeg forbløffet og spændt, for jeg blev klar over, at mapperne indeholdt historien om don Quixote. I den tanke skyndede jeg på ham for at få ham til at læse begyndelsen, og idet han gjorde det, oversatte han pludselig fra arabisk til spansk og sagde, at der stod: ‘Historien om don Quixote de la Mancha, skrevet af Cide Hamete Benengeli, arabisk historiefortæller’. Der skulle stor beherskelse til for at skjule, hvor fornøjet jeg blev, da titlen nåede mine øren, og idet jeg kom silkehandleren i forkøbet, erhvervede jeg alle papirerne og omslagene for en halv real; hvis han havde været lidt kløgtigere og vidst, at jeg var meget opsat på at få dem, kunne han uden videre have forlangt og fået mere end seks realer ud af handelen. Herefter fulgtes jeg med maureren ind under katedralens buegang og bad ham der, om han ville oversætte alle de papirer i omslagene, som handlede om don Quixote, til kastiliansk uden at fjerne eller tilføje noget, og jeg tilbød at betale ham, hvad han ønskede. Han stillede sig tilfreds med to små sække rosiner og to skæpper hvede og lovede at oversætte dem godt og nøjagtigt og meget hurtigt. Men for at befordre sagen og ikke lade et sådant fund glide mig af hænde, tog jeg ham med mig hjem, hvor han på lidt over halvanden måned oversatte alt, sådan som det her fortælles. I det første omslag var don Quixotes kamp mod biskayeren meget naturtro afbildet, og de stod i den samme stilling, som historien beretter: med løftede sværd, den ene dækket af sit skjold, den anden med sin pude, og biskayerens muldyr var så livagtigt, at man på et armbrøstskuds afstand kunne se, det var et udlejningsdyr. For fødderne af biskayeren stod der skrevet en billedtekst: ‘Don Sancho de Azpetia’, der uden tvivl måtte være hans navn, og for fødderne af Rozinante var der en anden tekst, der sagde: ‘Don Quixote’. Rozinante var fortræffeligt malet, så langstrakt og tynd og så afrakket og radmager hen over ryggen, at man med al tydelighed kunne se, hvor velvalgt og rammende det var at give den navn efter en krikke, rozín. Ved siden af den stod Sancho Pança, der holdt sit æsel ved grimen, og for fødderne af ham var der endnu en billedtekst, der lød: ‘Sancho Çancas’, og det måtte være, fordi han, som man kunne se på billedet, havde en stor vom, en pança, var lavstammet og havde lange, tynde ben, çancas, så derfor havde man sikkert kaldt ham Pança og desuden Çancas, for i historien bliver han på skift kaldt ved disse to tilnavne. Man kunne fremhæve andre enkeltheder, men de er alle ganske ubetydelige og vedkommer ikke den sandfærdige beretning af denne historie, hvor intet er dårligt, når blot det er sandfærdigt. Hvis man skal komme med nogen indvending mod historiens sandfærdighed, må det være, at dens forfatter er arabisk, da det er meget karakteristisk for dette folkeslag at være løgnagtigt, skønt i betragtning af at de i den grad er vores fjender, kan man godt forstå, at de må være karrige med sandheden i stedet for at overdrive den. Og således forekommer det mig, at når pennen kunne og burde udbrede sig i lovprisninger af så herlig en ridder, virker det, som om den forsætligt forbigår hans pris i tavshed: det er slet gjort og værre tænkt, da historiefortællere skal og bør være nøjagtige, sandfærdige og på ingen måde lidenskabelige, og hverken vinding eller frygt, nag eller venskab bør få dem til at bøje af fra sandhedens vej, hvis ophav er historien, tidens rival, handlingernes lagerplads, vidne til fortiden, forbillede og formaning til nutiden og advarsel til fremtiden. I denne historie ved jeg, at man vil finde alt, hvad man kunne ønske sig af den mest fredsommelige slags; og hvis der skulle mangle noget godt i den, er jeg overbevist om, at skylden ligger hos den hund af en forfatter snarere end i indholdet. Kort sagt begyndte fortsættelsen på historien sådan her ifølge oversættelsen:

Som de to tapre og vrede kombattanter stod der med de hvasse sværd højt hævede, så de ud til at true himlen, jorden og havets dyb: så tapper og værdig en holdning lagde de for dagen. Den første, der afleverede et hug, var den opbragte biskayer, og det skete med så stor styrke og raseri, at hvis ikke sværdet havde drejet sig under slaget, ville dette ene slag have været nok til at afslutte den ubønhørlige strid og alle vores ridders eventyr; men den nådige skæbne, der ville spare ham til større bedrifter, vred hans modstanders sværd om, så selv om det ramte ham på den venstre skulder, forvoldte det ikke anden skade end at gøre ham ukampdygtig i denne side og undervejs kappe et stykke hjelm af sammen med halvdelen af øret; alt dette faldt til jorden med et frygteligt rabalder og efterlod ham ilde tilredt. Du store Gud! Hvem er mon i stand til fyldestgørende at beskrive det raseri, der greb vores manchegiske ridder, da han oplevede at blive sådan maltrakteret! Her skal blot siges, at han nu rejste sig i stigbøjlerne, tog et godt greb om sværdet med begge hænder og rettede så voldsomt et slag mod biskayeren, at han ramte ham med fuld styrke på hovedet og puden, der ikke ydede en særlig god beskyttelse, når det var, som om der væltede et bjerg ned over ham; han begyndte at bløde fra næse, mund og øren og var ved at glide ned fra muldyret, og han ville uden tvivl være styrtet til jorden, hvis ikke han havde holdt fat om dyrets hals; men alligevel fjernede han fødderne fra stigbøjlerne og slap sit tag, og da muldyret var blevet forskrækket af det frygtelige slag, satte det i galop ud over det åbne land og efter nogle få krumspring slog det sin rytter af. Don Quixote sad ganske rolig og betragtede det hele, og da han så ham falde, sprang han af sin hest og ilede let til bens hen mod biskayeren, satte ham sværdodden mellem øjnene og erklærede, at han skulle overgive sig, ellers ville han hugge hovedet af ham. Biskayeren var så forstyrret, at han ikke var i stand til at svare, og det ville være gået ham ilde, da don Quixote var helt forblændet, hvis ikke fruerne, der indtil da næsten afmægtige havde betragtet kampen inde fra vognen, var ilet hen til don Quixote og indstændigt havde bedt ham vise dem den store gunst og nåde at skåne deres væbners liv. Dertil svarede don Quixote meget indbildsk og selvhøjtideligt:

“Naturligvis, smukke fruer; det vil være mig en udsøgt glæde at gøre, hvad I beder mig om, men det må være på én betingelse og forudsætning, og det er, at denne ridder skal love mig at tage til byen El Toboso og søge foretræde for den uforlignelige Dulzinea og sige fra mig, at hun kan gøre med ham, hvad hun måtte ønske.”

Uden at gå nærmere ind på hvad don Quixote bad dem om, og uden at spørge hvem Dulzinea var, lovede den opskræmte og fortvivlede frue, at hendes væbner ville gøre alt, hvad han befalede ham.

“Så giver jeg jer mit ord på, at jeg ikke vil skade ham mere, skønt han ellers havde fortjent det.”