Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 10

Om hvordan vores herlige ridder don Quixote de la Mancha drog ud for anden gang.

Mens de stadig var midt i det, begyndte don Quixote at råbe op og sige:

“Kom hid, kom hid, tapre riddere! Her er der brug for at vise jeres tapre armes styrke, så hofridderne ikke vinder alle priserne i turneringen!”

Al den larm og rabalder fik dem til at skynde sig ind til don Quixote, så de afbrød granskningen af de resterende bøger, og uden at bøgerne blev set eller hørt, mener man, at følgende røg på bålet: Carolea og Løven af Spanien om kejserens bedrifter, der efter sigende var skrevet af don Luis de Avila; de måtte uden tvivl være blandt de tilbageværende bøger og ville måske ikke være blevet dømt så strengt, hvis præsten havde set dem. Da de kom ind til don Quixote, var han allerede stået op, og så vågen, som havde han aldrig sovet, fortsatte han med sin råben og sit tøjeri, mens han kom med hug og udfald til alle sider; de greb om ham begge to og fik ham med magt bragt tilbage til sengen, og da han var faldet lidt til ro, begyndte han igen at tale og sagde til præsten:

“Vi, der kalder os de Tolv Jævninge, hr. ærkebiskop Turpin, har sandelig begået en stor fejl ved uden videre at lade hofridderne hente sejren hjem i denne turnering, når vi riddere, der drager på eventyr, har vundet æren de tre foregående dage.”

“Kære ven, Eders Nåde må holde inde,” sagde præsten; “for om Gud vil, skifter lykken, og det, man i dag sætter til, vinder man i morgen; nu skal Eders Nåde passe på jeres helbred, for jeg tror, at I må være overtræt, hvis ikke I ligefrem er såret.”

“Jeg er ikke såret,” sagde don Quixote, “men jeg er mørbanket og radbrækket, ingen tvivl om det, for den bastard til don Roland har pryglet løs på mig med en egestamme, og alt sammen af ren og skær misundelse, for han kan godt se, at jeg er den eneste, der vover at gå imod hans tapperhed. Men jeg ville ikke hedde Reynaldos de Montalbán, hvis ikke jeg, trods alle hans trolddomskunster, lod ham undgælde for det, så snart jeg havde rejst mig fra dette leje; men lige nu kan I bare bringe mig noget at spise, for jeg ved, at det er det, jeg allermest trænger til, og overlad så blot til mig at føre hævnen ud i livet.”

Det blev gjort: de gav ham noget at spise, han faldt igen i søvn, og de faldt igen i forundring over hans galskab. Den nat lod husholdersken luerne brænde og fortære alle de bøger, der var i gården og i hele huset, og der blev sikkert også brændt bøger, som fortjente at blive gemt i evige arkiver; men skæbnen og granskerens dovenskab tillod det ikke, og således gik det ordsprog i opfyldelse, at de retfærdige til tider undgælder for synderne. Et af midlerne, som præsten og barberen fandt på dengang for at kurere deres vens dårligdom, var at tilmure og blænde døren ind til bogværelset, så han ikke fandt bøgerne, når han stod op, i den tanke, at virkningen måske ville ophøre, når årsagen forsvandt, og så kunne de bare sige til ham, at en troldmand havde ført alle bøgerne og bogværelset og hele molevitten med sig bort, og det blev gjort i al hast. To dage efter stod don Quixote op, og det første, han gjorde, var at gå ind for at se til sine bøger, og da han ikke fandt bogværelset, hvor han havde efterladt det, gik han rundt overalt for at lede efter det. Han gik hen til stedet, hvor døren plejede at være og følte overalt med hænderne, og han kiggede højt og lavt uden at sige et ord, men efter en rum tid spurgte han sin husholderske, hvor omtrent hans bogværelse var. Husholdersken, der var sat grundigt ind i, hvad hun skulle svare, sagde til ham:

“Hvad for et værelse eller luftkastel søger Eders Nåde? Der er ikke længere hverken bogværelse eller bøger her i huset, for djævelen selv har taget det hele med sig.”

“Det var ingen djævel,” indvendte niecen, “men en troldmand, der kom på en sky natten efter den dag, da Eders Nåde drog af sted herfra, og han steg af den slange, han red på, og gik ind i værelset, og jeg ved ikke, hvad han gjorde derinde, for efter kort tid fløj han ud af det og op gennem taget og efterlod huset fuldt af røg, og da vi kom i tanker om at se efter, hvad han havde gjort, kunne vi ikke se en eneste bog eller noget værelse overhovedet; kun har både jeg og husholdersken en klar erindring om, at da den fæle gamling for sin vej igen, udbrød han med høj røst, at på grund af et hemmeligt fjendskab, han havde med ejeren af værelset og bøgerne, havde han gjort skade i huset, hvad vi nok skulle opdage sidenhen; han sagde også, at han var den viise Muñatón.”

“Han sagde nok Frestón,” sagde don Quixote.

“Jeg ved ikke,” svarede husholdersken, “om han hed Frestón eller Fritón, jeg ved kun, at hans navn endte på tón.”

“Netop,” sagde don Quixote; “thi denne viise troldmand er min ærkefjende og har et horn i siden på mig, for fra sin sortekunst ved han, at jeg med tiden skal komme til at kæmpe mod en ridder, han begunstiger, og at jeg går sejrrig ud af tvekampen, uden at han kan hindre det, og derfor prøver han at lægge mig alle mulige hindringer i vejen, men jeg kan godt love ham, at han kun dårligt kan modvirke, endsige undgå, hvad himlen har befalet.”

“Hvem tvivler på det!” sagde niecen. “Men hvem har fået Eders Nåde, hr. onkel, til at blande sig i den slags stridigheder? Ville det ikke være bedre at blive hjemme i fred og ro i stedet for at drage verden rundt efter ballade, uden at tænke på, at mangt et får går tykuldet ud, men vender klippet hjem.”

“Hør nu, kære niece,” svarede don Quixote, “du tager helt fejl! Før de når at klippe mig, vil jeg have revet og flået skægget af alle dem, der så meget som har tænkt på at krumme et hår på mit hoved.”

De to damer ville ikke komme med flere indvendinger, for de så, hvordan hans vrede blussede op. Men faktisk blev han hjemme fjorten dage i fred og ro, uden at gøre anstalter til at ville gentage sine tidligere narrestreger, og dagene gik med de fornøjeligste samtaler med hans to venner, præsten og barberen, hvor han fremførte, at det, verden mest havde brug for, var farende riddere, og med ham ville det farende ridderskab blive genoplivet. Til tider modsagde præsten ham, men andre gange gik han med på ideen, for hvis han ikke brugte denne list, ville han ikke kunne tale ham til fornuft. På samme tid prøvede don Quixote at fæste sin nabo, et retskaffent menneske, hvis ellers en fattig bonde kan være det, men i øvrigt var han ikke for kløgtig. Kort sagt besnakkede, overtalte og lovede don Quixote ham så meget, at den stakkels bonde bestemte sig for at drage ud med ham og tjene ham som væbner. Blandt andet sagde don Quixote til ham, at han godt kunne glæde sig til at følge ham, for på et tidspunkt kom han nok ud for et eventyr, hvor han i en håndevending vandt en ø, som han så ville udnævne ham til guvernør over. Med disse og andre løfter forlod Sancho Pança, for sådan hed bonden, sin kone og sine børn og tog fæste som væbner for sin nabo. Herefter gav don Quixote ordre til at skaffe penge, og ved at sælge det ene og pantsætte det andet og sætte det hele over styr, nåede han op på et rimeligt beløb. Han udstyrede sig desuden med et lille, rundt træskjold, som han lånte af en ven, satte sin ødelagte hjelm i stand, så godt han kunne, og meddelte sin væbner Sancho dag og time for, hvornår han agtede at begive sig af sted, så denne kunne udstyre sig med det mest nødvendige. Han gav ham især besked om at tage sadeltasker med, og det sagde Sancho, at han nok skulle, og at han desuden havde tænkt sig at tage et rigtig godt æsel med, han havde, for han var ikke i vane med at gå til fods. Don Quixote studsede noget over det med æslet og tænkte efter, om han kunne huske nogen farende ridder, der havde været fulgt af en æselbåren væbner, men han kunne ikke komme i tanker om nogen; alligevel besluttede han, at Sancho godt måtte tage det med, men satte sig for at udstyre ham med et mere agtværdigt ridedyr, så snart lejlighed bød sig til at tage hesten fra den første uhøviske ridder, han stødte på. Han udstyrede sig med skjorter, og hvad han ellers kunne, idet han fulgte det råd, kroværten havde givet ham. Da det var ordnet og klaret, forlod de en nat byen, uden at Pança tog afsked med sin kone og sine børn, eller don Quixote med sin husholderske og niece, og uden at nogen så dem; den nat red de så langt, at de ved morgengry følte sig sikre på, at de ikke ville blive fundet, selv om der blev ledt efter dem. Sancho Pança tronede veltilfreds på sit æsel med sine sadeltasker og sin læderdunk med vin, opfyldt af den største lyst til snart at sidde som guvernør over den ø, hans herre havde lovet ham. Det lykkedes don Quixote at følge den samme vej og rute som den, han havde fulgt på sin første færd, der gik over Montiel-sletten, og turen gik lettere end første gang, for da det endnu var tidlig morgen og solen stadig stod lavt på himlen, plagede dens stråler dem ikke så meget. Netop da sagde Sancho Pança til sin herre:

“Hør her, Eders Nåde, hr. farende ridder, nu må I jo ikke glemme det med øen, som I har lovet mig, for jeg skal nok finde ud af at regere den, lige meget hvor stor den er.”

Hertil svarede don Quixote:

“Du skal vide, kære Sancho Pança, at det var en meget udbredt skik blandt fortidens farende riddere at gøre deres væbnere til guvernører over de øer eller riger, som de vandt, og jeg har besluttet, at en så fortjenstfuld skik ikke skal forsvinde med mig, men agter tværtimod at gøre mere ved den; for nogle gange, og måske endda de fleste, ventede ridderne, til deres væbnere var blevet gamle, og først når de var blevet grundigt trætte i tjenesten og havde udstået dårlige dage og værre nætter, gav de dem en grevetitel eller når det gik højt en titel som markis over en dal eller en ubetydelig provins; men hvis du lever og jeg lever, kunne det godt være, at jeg før de seks dage var omme, havde vundet et vældigt rige med andre riger tilknyttet, der passede som fod i hose til at krone dig som konge over et af dem. Og du skal ikke gøre store øjne, for den slags sker for de farende riddere på de mest utænkelige og mageløse måder, så det kan med lethed ske, at jeg ville kunne give dig mere end det, jeg lover dig.”

“Hvis jeg blev konge over en ø,” svarede Sancho Pança, “ved et eller andet mirakel, som Eders Nåde siger, så ville min kone Juana Gutiérrez blive intet mindre end dronning, og mine børn ville blive prins og prinsesse.”

“Hvem tvivler på det?” svarede don Quixote.

“Det gør jeg,” bemærkede Sancho Pança; “for jeg er nu af den overbevisning, at om så Gud lod det regne med kongeriger over denne jord, ville et kongerige ikke passe særlig godt til min kone Mari [Juana] Gutiérrez. I skal vide, herre, at hun ikke er to flade maravedíer værd som dronning; grevinde ville passe bedre til hende og det endda kun med Guds hjælp.”

“Overlad du det til Gud, Sancho,” svarede don Quixote, “for Han skal nok give, hvad der passer bedst; men du skal ikke stille dit lys så meget under en skæppe, at du affinder dig med mindre end posten som guvernør i et grænseområde.”

“Det skal jeg nok lade være med, kære herre,” svarede Sancho, “og det sker heller ikke med så fornem en herre som Eders Nåde, der nok skal vide at give mig alt, hvad der passer til mig, og som jeg kan styre.”