Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 25

Om hvordan don Quixote gav friheden tilbage til en masse ulykkelige, der mod deres vilje blev ført et sted hen, hvor de ikke havde lyst til at komme.

Den arabiske og manchegiske forfatter af denne alvorlige, overdådige, ydmyge, fredsommelige og spændende historie, Cide Hamete Benengeli, fortæller, at efter den ordveksling, der blev berettet om i slutningen af kapitel enogtyve, og som udspandt sig mellem den navnkundige don Quixote de la Mancha og hans væbner Sancho Pança, hævede don Quixote blikket og opdagede, at der på vejen, de fulgte, kom omkring tolv mænd gående til fods som perler på en lang jernlænke, der gik fra hals til hals, og alle havde de håndjern om hænderne; sammen med dem kom der to mænd til hest og to til fods: mændene til hest bar hjullåsgeværer, og de gående var udstyret med spyd og sværd; og da Sancho Pança så dem, sagde han:

“Det er sammenlænkede galejslaver: folk, der tvinges af kongen til at gå i galejerne.”

“Hvad skal det sige, at de tvinges?” spurgte don Quixote. “Er det muligt, at kongen bruger tvang over for nogen?”

“Det er ikke det, jeg siger,” svarede Sancho, “men bare, at det er folk, der for deres forbrydelser er dømt til at tjene kongen og tvinges i galejerne.”

“Hør nu, hvordan du end vender og drejer det,” kom det fra don Quixote, “bliver disse folk ført af sted med magt og ikke frivilligt.”

“Det er rigtigt,” sagde Sancho.

“Når det forholder sig sådan,” sagde hans herre, “passer det fint, at jeg udøver mit hverv: at bekæmpe overmagten og komme de nødstedte til hjælp og undsætning.”

“Eders Nåde skal vide,” sagde Sancho, “at retfærdigheden, der er kongen selv, ikke krænker eller øver vold mod den slags folk, men straffer dem for deres forbrydelser.”

Nu nåede de sammenlænkede galej slaver frem, og don Quixote bad meget høfligt deres vagter om at være så venlige at fortælle ham grunden eller grundene til, at de førte disse folk med sig på den måde. En af vagterne til hest svarede, at det var galejslaver, der tilhørte Hans Majestæt og nu var på vej til galejerne, og mere var der ikke at sige og mere behøvede han ikke at vide om den sag.

“Alligevel,” indvendte don Quixote, “ville jeg gerne særskilt for hver af dem høre grunden til deres ulykke.”

Han kom med andre høflige begrundelser for at bevæge dem til at fortælle ham, hvad han ønskede, men den anden beredne vagt sagde til ham:

“Selv om vi medbringer registeret og de attesterede domme for hver af de ulykkelige, er tiden ikke til at standse op for at finde dem frem og læse dem; Eders Nåde kan ride hen og spørge dem selv, så kan de fortælle det, hvis de vil, og det vil de nok, for det er folk, der finder fornøjelse i at tale og opføre sig slyngelagtigt.”

Med denne tilladelse, som don Quixote ville have tiltaget sig, selv om man ikke havde givet ham den, red han hen til de sammenlænkede og spurgte den første, hvad det var for synder, der gjorde, at han blev ført så ublidt af sted; han svarede, at det skyldtes en forelskelse.

“Bare derfor?” udbrød don Quixote. “Men hvis man kan blive sendt i galejerne på grund af en forelskelse, kunne jeg allerede længe have roet dem!”

“Det var ikke den slags forelskelse, som Eders Nåde tror,” sagde galejslaven, “for jeg havde kastet min kærlighed på en kurv fyldt med hvidt vasketøj, som jeg holdt så tæt ind til mig, at hvis ikke lovens lange arm havde vristet den fra mig, havde jeg ikke frivilligt givet slip. De tog mig på fersk gerning, så jeg blev ikke udsat for tortur; dommen blev afsagt og mine rygstykker anvist hundrede med pisken og tre år oveni på bølgen blå, og så var den ikke længere.”

“Bølgen blå, hvad skal det sige?” spurgte don Quixote.

“Bølgen blå er galejerne,” svarede galejslaven, en ung knøs på fireogtyve år, der kunne fortælle, at han stammede fra Piedrahita. Don Quixote spurgte den næste om det samme, og han sagde ikke et ord til svar, så bedrøvet og nedtrykt var han, men den første svarede for ham og sagde:

“Ham her går i galejerne, fordi han er en kanariefugl, herre, altså fordi han er musiker og sanger.”

“Men hvordan det?” spurgte don Quixote igen, “kommer man også i galejerne for at spille og synge?”

“Ja, herre,” svarede galejslaven, “for der findes ikke noget værre end at synge i pinen.”

“Jeg har ellers hørt sige,” bemærkede don Quixote, “at den der synger forte, holder pinen borte.”

“Her er det lige omvendt,” sagde galejslaven, “for den der synger én gang, græder resten af livet.”

“Det forstår jeg ikke,” sagde don Quixote.

Men en af vagterne sagde til ham:

“Hr. ridder: at synge i pinen betyder blandt den slags gudsforgåede slyngler at tilstå under tortur. Banditten her kom i tortur og tilstod sin forbrydelse, der bestod i at stjæle heste og kvæg, og fordi han havde tilstået, blev han dømt til seks år i galejerne og desuden to hundrede piskeslag, som han stadig kan mærke på sine rygstykker. Og han er altid sørgmodig og tankefuld, for både de tilbageblevne tyve og røvere og de, der går af sted her, håner og ydmyger, spotter og ringeagter ham, fordi han bekendte og ikke var stærk nok til at benægte; for de siger, at der er én stavelse både i et nej og et ja, og at den forbryder er lykkelig, hvis liv og død er i hans egen tunges vold og ikke hænger på vidner og beviser; og selv mener jeg, at de ikke er helt galt på den.”

“Det vil jeg også mene,” svarede don Quixote.

Han gik videre til den tredje og spurgte ham om det samme som de andre, og denne svarede hurtigt og frimodigt:

“Jeg skal fem år på bølgen blå, fordi jeg manglede ti dukater.”

“Jeg ville med glæde give tyve,” sagde don Quixote, “for at udfri jer af jeres trængsler.”

“Det er ligesom ham, der har penge i rum sø og er ved at dø af sult,” svarede galejslaven, “men ikke kan finde noget sted at købe, hvad han har brug for. Jeg siger det, for hvis jeg i sin tid havde haft de tyve dukater, som Eders Nåde nu tilbyder mig, ville jeg have kunnet smøre retsskriverens fjerpen og sat gang i prokuratorens opfindsomhed, så jeg i dag havde stået midt på Zocodover-pladsen i Toledo og ikke vandrede af sted her, bundet i kobbel som en jagthund; men Gud er stor: tålmodighed, så er den ikke længere.”

Don Quixote gik videre til den fjerde, der var en mand med et ærværdigt ansigt og et hvidt skæg, der gik ham til ned over brystet, og da han blev spurgt om grunden til, at han var med her, begyndte han at græde og svarede ikke et ord, men den femte straffefange svarede for ham og sagde:

“Denne ærlige mand skal fire år i galejerne efter at være blevet ført gennem de sædvanlige gader til hest, klædt i pomp og pragt og ledsaget af en udråber.”

“For mig at se lyder det,” sagde Sancho Pança, “som om han er blevet vist frem til skam og skændsel.”

“Netop,” svarede galejslaven; “og forseelsen, som han fik straffen for, er, at han handlede med ører og endda med hele kroppe. Faktisk kan jeg fortælle, at denne ridder skal i galejerne for sit rufferi og også for sine trolddomskunster.”

“Hvis ikke det var for trolddomskunsterne,” sagde don Quixote, “og det kun var rufferi, fortjente han ikke at sidde bag årerne i galejerne, men burde herske og lede dem, for hvervet som ruffer er ikke helt ligetil; det er et meget nødvendigt hverv i en velordnet republik og udøves bedst af de forstandige og burde kun bestrides af folk af god herkomst, og endda skulle der være udpegede og anerkendte tilsynsførende og inspektører, ligesom der er for andre hverv såsom købmænd, og således ville man undgå mange af de dårligdomme, der opstår, fordi dette hverv udøves af tåber og fjolser såsom uforstandige kvindemennesker, unge og uerfarne pager og bondefangere, der i en snæver vending, og når det gælder om at finde en udvej, bliver taget på sengen og ikke ved deres levende råd. Jeg ville gerne slå et slag for og komme med grunde til, hvorfor det ville være godt at udpege dem, der skal udføre et så nødvendigt hverv i republikken, men det er ikke det rette sted for det: en dag vil jeg sige det til nogen, der kan besørge og bringe det i orden. Lige nu kan jeg kun sige, at den sorg, jeg følte over at se, hvordan det hvide hår og ærværdige ansigt må gå den tunge vej blot for at have været ruffer, er ganske forsvundet ved at høre om trolddomskunsterne; jeg ved ganske vist godt, at der i denne verden ikke findes trolddom, som kan bevæge og betvinge viljen, hvad enfoldige sjæle ellers tror; for vores vilje er fri, og der findes ikke den urt eller det trylleri, som kan betvinge den. Det, der almindeligvis bliver lavet af enfoldige kvinder og bedrageriske slyngler, er afkog og giftblandinger, som gør folk vanvittige, hvad der giver det indtryk, at de formår at få folk til at elske nogen, skønt det som sagt er umuligt at betvinge viljen.”

“Sådan er det,” sagde den skikkelige gamle mand, “og sandt at sige, herre, var jeg ikke skyldig i trolddomskunst; rufferiet kunne jeg ikke benægte, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg gjorde noget forkert med det, for min hensigt var bare, at alle skulle more sig og leve i fred og fordragelighed uden stridigheder eller sorger; men mine gode forsætter hjalp mig ikke til at undgå at komme derhen, hvorfra jeg ikke gør mig håb om at vende tilbage, da årene tynger mig, og jeg lider af en urinsygdom, der ikke giver mig rist eller ro.”

Og ligesom den første brast også han i gråd, og Sancho fik så ondt af ham, at han fandt en fire real mønt frem fra brystet og gav ham den i almisse. Don Quixote gik videre og spurgte en anden om hans forbrydelse, og denne svarede endnu mere frejdigt end den foregående:

“Jeg går her, fordi jeg forlystede mig lidt rigeligt med to af mine kusiner og med to søstre, der ikke var fra min egen familie; efterhånden havde jeg forlystet mig så meget med dem alle, at slægtskabet voksede sig så forviklet, at fanden selv ikke længere kunne udrede det. Alt kom for en dag, jeg manglede velyndere, jeg havde ingen penge, jeg var ved at blive hængt, så da jeg blev dømt til seks år i galejerne, godtog jeg dommen, for det er straf som forskyldt; jeg er ung, og får jeg blot lov til at leve, skal jeg nok nå det hele. Hvis Eders Nåde, hr. ridder, har noget, der kan være staklerne her til hjælp og lindring, vil Gud lønne jer i himlen, og vi på jord skal nok vide at bede for Eders Nådes helse og liv, at det må blive så langt og godt, som jeres gode optræden fortjener.”

Han var klædt som student, og en af vagterne fortalte, at han var en stor taler og kunne sin latin. Efter alle dem fulgte en trediveårig mand med et smukt udseende, bortset fra at han skelede lidt. Han var anderledes lænket end de andre, for han havde en lænke om foden, og den var så lang, at den var snoet om hele kroppen, og om halsen havde han to ringe, hvor den ene var hægtet til lænken, den anden, kaldet fangevogterens ven, tvang hans hoved op: fra den gik der to jernstænger ned til bæltestedet, hvor der var fastgjort to håndjern, som var låst om hans hænder med en stor hængelås, så han hverken kunne føre hænderne til munden eller sænke hovedet ned til hænderne. Don Quixote spurgte, hvorfor denne mand var lagt i så meget mere jern end de andre. Vagten svarede, at det var, fordi han alene havde begået flere forbrydelser end alle de andre tilsammen, og at han var så stor og forvoven en slyngel, at selv om de førte ham af sted på den måde, var de ikke sikre på ham, men frygtede, at han skulle flygte fra dem.

“Hvilke forbrydelser har han da begået,” spurgte don Quixote, “siden han ikke har fortjent større straf end galejerne?”

“Han har fået ti år,” svarede vagten, “og det er det samme som at dø for denne verden. Derudover behøver man kun at vide, at denne gode mand er den berømte Ginés de Passamonte, der også kaldes Ginesillo de Parapilla.”

“Hr. kommissær,” sagde galejslaven så, “I må fare med lempe og ikke slynge om jer med navne og tilnavne; jeg hedder Ginés og ikke Ginesillo, og Passamonte er mit slægtsnavn, ikke Parapilla, som j’snåde siger; og lad enhver feje for egen dør, så skal han nok få noget at se til.”

“Vil I så dæmpe jer lidt ned, hr. ærketyv,” bemærkede kommissæren, “ellers skal jeg lukke munden på jer, hvad enten I vil eller ej.”

“Det ser rigtignok ud til, at en anden én må gå, som Gud vil,” svarede galejslaven; “men en skønne dag skal jeg nok slå fast, om jeg hedder Ginesillo de Parapilla eller ej.”

“Men bliver du da ikke kaldt sådan, din slyngel?” spurgte vagten.

“Jo, det bliver jeg,” svarede Ginés; “men jeg skal nok få dem til at holde op med det, ellers skal de få med mig at bestille. Hr. ridder, hvis I har noget at give os, så hit med det, og gå med Gud, for I plager os med al jeres snagen i andres liv og levned; og hvis I vil kende min historie, skal I vide, at jeg er Ginés de Passamonte, og min historie er nedskrevet af disse fingre.”

“Det er sandt nok,” sagde kommissæren; “han har selv nedskrevet sin historie, som ikke har sin lige, og bogen er pantsat i fængslet for to hundrede sølvrealer.”

“Og jeg har tænkt mig at indløse den,” sagde Ginés, “om den så skulle stå mig i to hundrede gulddukater.”

“Er den så god?” spurgte don Quixote.

“Så god er den,” svarede Ginés, “at Lazarillo de Tormes og alle de andre beretninger, der er skrevet og måtte blive skrevet i den genre, godt kan gå hjem og lægge sig. For jeg kan godt sige j’snåde, at hvert ord i den er sandt, og det er sandheder, der er så kønne og nydelige, at de ikke overgås af selv den bedste løgn.”

“Og hvad hedder så bogen?” spurgte don Quixote.

“Ginés de Passamontes liv og levned” svarede han selv.

“Er den færdig?” spurgte don Quixote.

“Hvordan skulle den kunne være færdig,” svarede han, “når jeg endnu ikke har levet mit liv til ende? Det, der er skrevet, går fra min fødsel og til sidste gang de sendte mig i galejerne.”

“Har I da tidligere siddet bag årerne?” spurgte don Quixote.

“Jeg har én gang tidligere tjent Gud og kongen i galejerne i fire år, og jeg ved udmærket godt, hvordan pisk og beskøjter smager,” svarede Ginés; “og jeg har ikke noget særligt imod at skulle i galejerne, for dér får jeg lejlighed til at afslutte min bog, for jeg har endnu meget at sige, og i de spanske galejer er der ro til det, og endda mere end der er brug for til det, jeg har at skrive ned, for jeg kan det hele udenad.”

“Du virker ret opvakt,” sagde don Quixote.

“Og ulykkelig,” svarede Ginés, “for ulykkerne forfølger altid den store begavelse.”

“De forfølger slynglerne,” sagde kommissæren.

“Jeg har jo sagt, hr. kommissær,” svarede Passamonte, “at I skal fare med lempe, for herrerne gav jer ikke stokken, for at I skulle mishandle os sølle stakler, der traver af sted her, men for at I skulle lede og føre os derhen, hvor Hans Majestæt ønsker det. Ellers kan det ved …! Men nok om det, den tid skal nok oprinde, hvor den uret, der blev begået i kroen, kommer for en dag; og i mellemtiden kan alle tie, leve godt og tale bedre, og lad os så bare vandre ud ad landevejen i stedet for alt det pjat.”

Kommissæren løftede stokken for at slå Passamonte som svar på hans trusler, men don Quixote lagde sig imellem og bad ham om ikke at hudflette fangen, for det var kun rimeligt, at den, der var bastet og bundet på hænderne, måtte lade tungen løbe; og henvendt til alle de sammenlænkede sagde han:

“Af alt, hvad I har fortalt mig, kæreste venner, har jeg kunnet regne ud, at selv om I er blevet dømt for jeres forbrydelser, er I ikke særlig begejstrede for jeres straffe, så det er ugerne og imod jeres vilje, at I går i galejerne, og endda forholder det sig måske sådan, at den enes svaghed i torturen, den andens manglende penge, den tredjes behov for en velynder og endelig dommerens fejlagtige dømmekraft kunne være årsagen til, at det er gået jer så ilde, og at I ikke har fået så retfærdig en behandling, som I tilkommer. Alt dette står tydeligt for mig og taler, overtaler og tvinger mig endda til at lade jer se, hvorfor himlen satte mig i verden og lod mig sværge til ridderordenen og afgive løfte om at komme de nødlidende og undertrykte til undsætning mod overmagten. Men da jeg kender til en forsigtighedsregel, der siger, at man ikke skal gøre med det onde, hvad man kan gennemføre med det gode, vil jeg hermed anmode de herrer vagter og kommissæren om venligst at løse jeres lænker og lade jer gå med fred; der skal nok være andre, som bedre kan tjene kongen, for jeg finder det hårdt at slavebinde mennesker, som Gud og naturen skabte frie. Og til de herrer vagter kan jeg sige,” tilføjede don Quixote, “at disse stakler ikke har gjort jer noget; så lad nu enhver skøtte sig selv med sine egne synder; der er en Gud i himlen, som nok skal tage vare på at straffe den onde og belønne den gode, for det er ikke godt, at ærlige mænd opkaster sig til bødler over andre mænd, når de ikke har nogen part i sagen. Jeg beder jer så elskværdigt og roligt om det for at være jer tak skyldig, hvis I opfylder det; og hvis I ikke gør det godvilligt, skal min lanse og mit sværd sammen med min modige arm nok tvinge jer til det.”

“En køn gang snak!” svarede kommissæren. “Det må vel være jeres spøg! I vil have, at vi skal lade kongens fanger gå, som om vi havde myndighed til at slippe dem fri, eller I havde ret til at forlange det. Nu må Eders Nåde ride videre, og lykke til på vejen, herre, og ret lige på den barberskål eller natpotte, I har på hovedet, og hold op med at udfordre skæbnen!”

“Rend og hop med jeres skæbne!” svarede don Quixote.

Og som sagt, så gjort: han angreb så hurtigt, at kommissæren ikke kunne nå at forsvare sig, men blev slået til jorden, hårdt såret af et lansestød; og det traf sig så heldigt, at det netop var ham, der havde bøssen. De andre vagter blev forbløffede og målløse over den uventede hændelse, men så samlede de sig, og de beredne trak deres sværd, mens fodfolkene greb deres spyd og gik til angreb på don Quixote, der meget roligt ventede dem; og det ville uden tvivl være gået ham ilde, hvis ikke galejslaverne, som så deres snit til at skaffe sig friheden, var gået i gang og havde haft held til at bryde lænken, som de var hægtet til. Oprøret udviklede sig, idet vagterne ikke foretog sig noget fornuftigt, da de snart tog sig af galejslaverne, der var ved at gøre sig fri, snart angreb don Quixote, der angreb dem. Sancho hjalp til med at befri Ginés de Passamonte, der var den første til at springe fri og frejdig omkring i det åbne land, og idet han kastede sig over den faldne kommissær, tog han dennes sværd og bøsse, som han snart rettede mod den ene, snart sigtede med på den anden, uden dog at affyre den, og hurtigt var der ikke en vagt tilbage i området, for både Passamontes bøsse og de sten, som de frigivne galejslaver kastede efter dem, fik den ene efter den anden til at tage benene på nakken. Sancho blev meget nedtrykt over hændelsen, for det stod for ham, at de flygtende ville melde det til det Hellige Broderskab, der ville lade kirkeklokkerne ringe til samling og rykke ud for at finde forbryderne, og det sagde han til sin herre og bad ham om, at de straks skulle se at komme væk og søge skjul i de nærliggende bjerge.

“Det er meget godt,” sagde don Quixote, “men jeg ved, hvad der nu skal gøres.”

Så sammenkaldte han alle galejslaverne, der var oprømte og havde plyndret kommissæren til sidste trevl, og de flokkedes omkring ham for at høre, hvad han befalede dem, og således sagde han:

“Ordentlige mennesker takker for de velgerninger, man gør dem, og en af de synder, der allermest fornærmer Gud, er utaknemmelighed. Jeg siger det, for I, herrer, har nu af egen erfaring set den velgerning, jeg har gjort jer; som betaling ønsker og forlanger jeg, at I tager lænken, som jeg befriede jeres halse fra, og begiver jer til byen El Toboso, hvor I skal opsøge min frue Dulzinea del Toboso og fortælle hende, at hendes Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse har sendt jer for at hylde hende, og så skal I skridt for skridt berette om dette eventyr med alle enkeltheder frem til det øjeblik, da I fik jeres eftertragtede frihed; og når det er gjort, kan I søge lykken, hvor I måtte ønske det.”

Ginés de Passamonte svarede for dem alle og sagde:

“Eders Nåde, vores herre og befrier, befaler os noget, der er absolut umuligt at opfylde, for vi kan ikke følges ad, men må skilles og gå alene, og hver især skal vi om muligt søge mod jordens indre for ikke at blive fundet af det Hellige Broderskab, der uden nogen tvivl vil rykke ud for at lede efter os. Det, som Eders Nåde rimeligvis kan og bør gøre, er at ændre denne tjeneste og afgift til jeres frue Dulzinea del Toboso til et bestemt antal avemariaer og trosbekendelser, som vi vil sige for at fremme Eders Nådes forehavende, da man kan udføre den slags dag og nat, i hvile eller på flugt, i krig eller fred; men at tro, at vi vil vende tilbage til vores fede kødgryder, altså tage vores lænke og begive os til El Toboso, er det samme som at tro, at det er mørk nat, selv om klokken endnu ikke er ti på en højlys dag, eller at ville plukke pærer fra et elmetræ.”

“Så kan jeg godt love for, min fine hr. skarnsyngel, don Ginesillo de Paropillo, eller hvad I nu hedder,” udbrød don Quixote, “at I kommer til at gå den vej helt alene med halen mellem benene og lænken på nakken!”

Passamonte, der ikke var særlig tålsom, havde nu regnet ud, at don Quixote ikke var rigtig vel forvaret, når han kunne gøre noget så tåbeligt som at give dem friheden, og da han oplevede at blive behandlet sådan, blinkede han til sine kammerater, hvorefter de trak sig lidt tilbage og gav sig til at overdænge don Quixote med så mange sten, at han ikke kunne dække sig med skjoldet, og om så sporerne havde været lavet af den hårdeste bronze, ville den stakkels Rozinante ikke have reageret på dem. Sancho søgte ly bag sit æsel for at beskytte sig mod den byge af sten, som regnede ned over dem begge. Don Quixote kunne ikke skærme sig nær så godt og blev derfor ramt på kroppen af så mange sten, at jeg ikke har tal på dem, og det endda så hårdt, at de slog ham til jorden; næppe var han faldet, før studenten var over ham, tog barberskålen af hans hoved og hamrede ham tre-fire gange i ryggen med den og slog den lige så mange gange i jorden, så han fik den slået vind og skæv. De tog den jakke, han havde over rustningen, og ville også have taget hans knæstrømper, hvis ikke benskinnerne havde hindret det. Desuden tog de Sanchos frakke, så han stod uden overtøj, og fordelte det øvrige bytte efter kampen mellem sig, hvorefter de gik hver til sit, for de var mere optaget af at undslippe det frygtede broderskab, end at hanke op i lænken og drage af sted for at søge foretræde for hans frue Dulzinea del Toboso. Nu blev æslet og Rozinante, Sancho og don Quixote alene tilbage; nedslået og eftertænksomt stod æslet og viftede fra tid til anden med ørerne, for det troede, at stenregnen, der stadig fik det til at suse for dets ører, ikke var ophørt endnu; Rozinante, der var blevet slået til jorden af en anden stenbyge, lå ved siden af sin herre; Sancho stod i sin skjorte og rystede af skræk for det Hellige Broderskab; og endelig var don Quixote godt gnaven over at blive så ilde tilredt af nogen, som han havde gjort så meget godt.