Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 28

Som handler om de besynderlige ting, der overgik den tapre ridder fra La Mancha i Sierra Morena, og om hvordan han efterlignede Beltenebros’ bodshandling

Don Quixote tog afsked med gedehyrden, steg igen på Rozinante og befalede Sancho at følge efter, hvad han meget modvilligt gjorde på sit æsel. Lidt efter lidt trængte de ind i de mest uvejsomme dele af bjergene, og Sancho var ved at dø af lyst til at tale med sin herre og håbede, at denne ville begynde samtalen, så han ikke overtrådte hans påbud; men da han ikke længere kunne holde al den tavshed ud, sagde han:

“Hr. don Quixote, Eders Nåde må give mig jeres velsignelse og lade mig gå; jeg ønsker nu at vende tilbage til mit hus og min kone og mine børn, for dem kan jeg i det mindste snakke og tale med, alt hvad jeg lyster; for hvis Eders Nåde vil have, at jeg skal følge jer dag og nat i disse ensomme egne, og at jeg ikke må tale med jer, som jeg har lyst, bliver jeg begravet i levende live. Hvis skæbnen ville, at dyrene kunne tale som på Æsuppes tid, var det endda til at udholde, for så kunne jeg tale med mit æsel, som jeg lystede, og så ville min vrange skæbne være til at bære; for det er en barsk omgang og svært at udholde med tålmodighed at drage rundt og søge eventyr hele livet og ikke møde andet end spark og knubs, sten og knytnæver, og alligevel skal vi klappe i uden at turde sige, hvad en anden én har på hjerte, som om man var stum.”

“Jeg har forstået dig,” svarede don Quixote: “du er ved at gå ud af dit gode skind, for at jeg skal hæve mit forbud imod, at du snakker løs. Lad det hermed være hævet og sig frem af hjertens lyst, på betingelse af at ophævelsen kun varer, så længe vi færdes her i bjergene.”

“Lad det være sådan,” sagde Sancho; “jeg taler nu, og hvad der siden kommer til at ske, ved kun Gud; og for at tage hul på at nyde dette frie lejde, spørger jeg nu Eders Nåde, hvorfor det var jer så magtpåliggende at forsvare hende dronning Magimasa, eller hvad hun nu hedder? Og hvad skulle det gøre, om ham abbed Eli var hendes ven eller ej? Hvis Eders Nåde havde set igennem fingre med det, for I var jo ikke dommer over den slags, tror jeg også, at den gale ville have fortsat med sin historie, og I ville være blevet sparet for at blive slået med stenen og have undgået alle sparkene og endda også de seks dobbeltlussinger.”

“Min tro, Sancho,” svarede don Quixote, “hvis du ligesom jeg vidste, hvilken ærbar og fornem frue dronning Madasima var, er jeg sikker på, at du ville sige, at jeg udviste stor tålmodighed, da jeg ikke flækkede den mund, der talte så blasfemisk: for det er meget blasfemisk at sige og tænke, at en dronning ligger i med en badskær. I den rigtige fortælling var mester Elisabat, som den gale talte om, en besindig mand med meget fornuftige meninger, og han tjente som hushovmester og læge for dronningen; men at tænke sig, at hun skulle være hans veninde, det er det rene vås og fortjener en stor straf. Og for at du kan indse, at Cardenio ikke vidste, hvad han sagde, skal du bare lige vide, at da han sagde det, var han ikke længere ved sine fulde fem.”

“Jeg mener nu,” sagde Sancho, “at man ikke skal fæste lid til en galnings ord, for hvis ikke den gode skæbne havde hjulpet Eders Nåde ved at føre stenen mod brystet, men i stedet havde ladet den ramme hovedet, ville vi have siddet kønt i det, bare fordi I forsvarede denne min frue, fanden tage hende. Og dertil kommer, at Cardenio ville klare frisag som gal.”

“Både mod fornuftige og mod gale mennesker er den farende ridder forpligtet til at forsvare kvindens ære, hvem hun end er, så meget mere når det gælder en velbåren dronning som dronning Madasima, hvem jeg sætter særlig højt for hendes gode egenskaber; hun var ikke kun smuk, men også meget besindig og bar sine mange ulykker uhyre tålsomt; mester Elisabats råd og selskab var og blev hende til megen nytte og trøst, så hun kunne bære sin modgang besindigt og tålmodigt. Det fik den uvidende og ondsindede pøbel til at tænke og sige, at hun var hans frille; men de lyver, gentager jeg, og alle de, der måtte tænke og sige sådan, lyver to hundrede gange til.”

“Jeg siger det ikke, og jeg tænker det heller ikke,” svarede Sancho; “det må være deres egen sag, så dem om det; hvis de levede i utugt, har de stået til regnskab over for Gud; jeg passer mine egne sager og kender ikke til den slags og ønsker ikke at vide noget om andres liv, for den der køber ved lys, skal sælge ved måneskin. Jeg blev født nøgen, og nøgen er jeg nu: så jeg hverken vinder eller taber. Men om de så skulle ligge i med hinanden, hvad rager det mig? Og hvor man venter flæskesider, mangler pælen at hænge dem på. Men hvem kan sætte dør i til marken? Så meget mere som at man ikke skal tage sig af, hvad folk siger.”

“Gud bevares,” udbrød don Quixote, “hvad er det for dumheder, du disker op med, Sancho! Hvilken forbindelse er der mellem det, vi talte om, og de ordsprog, du hælder af dig? Ti stille, Sancho, om du har dit liv kært, og hold dig fra nu af til at spore dit æsel, og lad være med at blande dig i ting, der ikke kommer dig ved. Med alle dine fem sanser skal du forstå, at alt, hvad jeg har gjort, gør og måtte gøre, er overmåde fornuftigt og helt i overensstemmelse med ridderskabets regler, som jeg kender bedre end alle de riddere, der nogen sinde har bekendt sig til dem i denne verden.”

“Min herre,” svarede Sancho, “er det en god ridderregel, at vi flakker om i bjergene her uden vej eller sti, mens vi leder efter en galning, som, når vi har fundet ham, måske vil få det indfald at afslutte, hvad han fik begyndt på, og vel at mærke ikke hans fortælling, men derimod Eders Nådes hoved og mine rygstykker, som han vil slå sønder og sammen.”

“Ti nu stille, Sancho, skal jeg virkelig sige det én gang til!” sagde don Quixote; “for jeg vil lade dig vide, at det ikke så meget er ønsket om at finde galningen, der bringer mig langt ind i bjergene, som det er håbet om at udføre en heltegerning, hvormed jeg vil vinde evigt navn og ry i hele den opdagede del af verden, og den dåd skal være sådan, at jeg med den kommer til at overgå alt, hvad der kan gøre en farende ridder fuldendt og berømt.”

“Og er denne heltegerning meget farlig?” spurgte Sancho Pança.

“Nej,” svarede Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse, “skønt terningen kan rulle sådan, at vi taber i stedet for at vinde, men alt afhænger af din medvirken.”

“Min medvirken?” spurgte Sancho.

“Ja,” sagde don Quixote, “for hvis du vender hurtigt tilbage derfra, hvor jeg har tænkt mig at sende dig hen, vil min lidelse hurtigt finde en ende, og min lykke vil tage sin begyndelse. Og da det ikke er godt at holde dig hen i spænding og forventning om, hvor mine ord vil føre hen, skal du hermed vide, Sancho, at den berømte Amadís de Gaula var en af de mest fuldkomne farende riddere. Og jeg talte ikke vel, da jeg sagde én af: han var den første, den eneste, den enestående herre over alt, hvad der på hans tid fandtes i verden. Og gid uår og umåned måtte ramme don Belianís og alle dem, der påstår, at de ligner ham på nogen måde, for jeg tør sværge på, at de tager fejl. Ligeledes vil jeg påstå, at når en maler ønsker at blive berømt med sin kunst, forsøger han at efterligne de originale værker af de mest enestående malere, han kender; og den samme regel gælder for næsten alle andre hverv eller beskæftigelser af betydning, der kan kaste glans over republikkerne. Hvis man således vil vinde ry som klog og tålsom, må man efterligne Odysseus, i hvis skikkelse og genvordigheder Homer udmaler et levende portræt af klogskab og tålsomhed, ligesom også Vergil i Aeneas’ skikkelse viste os en pligttro søns mod og en tapper og forstandig kaptajns kløgt, og det gjorde de ikke ved at udmale og beskrive dem, som de var, men som de burde være, for at de ved deres dyder kan stå som forbilleder for kommende tiders mænd. På denne måde var Amadís nordstjerne, ledestjerne og sol for de tapre og forelskede riddere, som alle vi, der gør tjeneste under kærlighedens og ridderskabets banner, skal forsøge at efterligne. Når det altså forholder sig, som det gør, kære Sancho, finder jeg, at den farende ridder, der efterligner ham mest, vil være tættest på at nå ridderskabets fuldkommenhed. Og en af de ting, hvori denne ridder mest af alt viste sig forstandig, modig, tapper, tålsom, standhaftig og kærlig, var, da han forsmået af fru Oriana trak sig tilbage for at gøre bod ved Peña Pobre og ændrede sit navn til Beltenebros, et navn, der visselig er betegnende og passende for det liv, han af egen fri vilje havde valgt. Således har jeg meget lettere ved at efterligne ham heri end ved at kløve kæmper, hugge hovedet af slanger, dræbe drager, slå hære på flugt, besejre armadaer og ophæve tryllebindinger. Og da bjergene her er overmåde velegnede til den slags formål, skal man ikke spille sig den lejlighed af hænde, der nu så bekvemt byder sig til med alle sine herligheder.”

“Hvad er det i virkeligheden,” spurgte Sancho, “Eders Nåde vil gøre på dette afsides sted?”

“Har jeg ikke allerede fortalt dig,” svarede don Quixote, “at jeg ønsker at efterligne Amadís her på dette sted og spille den fortvivlede, den enfoldige og den rasende, for samtidig at efterligne den tapre Roland, der ved en kilde fandt tegn på, at den Smukke Angelica havde været ham troløs med Medoro; han blev vanvittig af sorg, rykkede træerne op med rode, tilplumrede vandet i de klare kilder, dræbte hyrder, tilintetgjorde kvæghjorde, afbrændte hytter, rev huse ned, slæbte hopper efter sig og begik hundrede tusinder af andre uhørte gerninger, der er værdige til evigt ry og nedskrivning? Og da jeg ikke har tænkt mig at efterligne Roland eller Roldán eller Orlando eller Rotolando, for han havde alle fire navne, skridt for skridt i alle de gale ting, han gjorde, sagde og tænkte, vil jeg, så godt jeg kan, vælge dem, jeg finder væsentligst; og det kan da godt være, at jeg må stille mig tilfreds med bare at efterligne Amadís, der ikke gjorde skade med sin galskab, men kun græd og jamrede og alligevel opnåede større ry end nogen anden.”

“Jeg tror,” sagde Sancho, “at når ridderne gjorde den slags, blev de tirret og drevet til at begå deres dumheder og bodshandlinger, men hvilken grund har Eders Nåde til at blive vanvittig? Hvilken dame har forsmået jer, eller hvilke tegn har I fundet, der lader jer forstå, at fru Dulzinea del Toboso har begået et sidespring med nogen, det være sig maurer eller kristen?”

“Det er netop sagen,” svarede don Quixote, “og heri ligger det fine i mit forehavende: at en farende ridder bliver gal med god grund, er ikke nogen bedrift. Sagen er at blive gal uden grund og lade min dame forstå, at når jeg gør dette uden grund, hvad ville jeg så ikke gøre, når det virkelig brændte på? Så meget mere som jeg har rigelig anledning i mit lange fravær fra min frue for altid, Dulzinea del Toboso; og du hørte jo hyrden Ambrosio fra tidligere sige, at den fraværende frygter og lider under alle dårligdomme. Så du skal ikke spilde din tid, kære Sancho, med at råde mig til at opgive så sjælden, lykkelig og mageløs en efterligning. Gal er jeg, og gal må jeg vedblive at være, indtil du vender tilbage med svar på et brev, jeg har tænkt at sende med dig til min frue Dulzinea; og hvis svaret er, som hun skylder min troskab, vil min enfoldighed og bodshandling finde en ende; og hvis svaret er modsat, bliver jeg virkelig gal, og når jeg er det, vil jeg ikke føle noget som helst. Så hvordan hun end svarer, vil jeg komme ud af de trængsler og genvordigheder, du nu efterlader mig i, og i min fornuft nyde de gode nyheder, du måtte bringe mig, eller i mit vanvid ikke mærke de onde tidender, du måtte komme med. Men sig mig, Sancho, har du nu gemt Mambrinos hjelm godt? For jeg så jo, at du samlede den op fra jorden, da det utaknemmelige skarn ville slå den i stumper og stykker, men ikke kunne, hvad der viser dens gode beskaffenhed.”

Hertil svarede Sancho:

“Ved Gud, hr. Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse, jeg kan ikke tåle og har ikke langmodighed nok til at høre på de ting, som Eders Nåde siger, og det får mig til at forestille mig, at alt, hvad I fortæller mig om ridderskabet og om at vinde riger og imperier og give mig øer og udøve gunstbevisninger og udføre prægtige handlinger, som det er skik blandt farende riddere, at det alt sammen må være mundsvejr og løgnehistorier og skøner eller skrøner, eller hvad vi nu kalder det. For hører man Eders Nåde sige, at en barberskål er Mambrinos hjelm, og I efter fire dage stadig fremturer i denne vrange forestilling, kan man ikke tro andet, end at den, der hævder og påstår den slags, må være gået rent fra snøvsen. Jeg har barberskålen i min sæk, den er helt bulet, og jeg tager den med hjem for at banke den ud og bruge den, når jeg barberer mig, hvis ellers Gud forunder mig den store nåde igen engang at se min kone og mine børn.”

“Hør nu her, Sancho, ved den samme, som du før svor til, sværger jeg nu,” sagde don Quixote, “at du er den mest indskrænkede væbner, som har været og er i denne verden. Hvordan er det muligt, at du i al den tid, du har fartet om med mig, ikke har fattet, at alt, hvad der angår de farende riddere, virker som kimærer, dumheder og vanvittige påfund, og at alt er vendt på hovedet? Og det er ikke, fordi det er sådan, men fordi der blandt os altid færdes en flok troldmænd, der ændrer og forvandler alt omkring os og omskaber det efter deres forgodtbefindende, alt efter om de har lyst til at begunstige eller ødelægge os; så det, der for dig ligner en barberskål, er for mig Mambrinos hjelm, og en anden vil se det som noget helt tredje. Det, der sandt og virkeligt er Mambrinos hjelm, har den viise troldmand, der er på min side, ved et ejendommeligt forsyn ladet fremstå som en barberskål for alle andre, idet jeg ellers ville blive efterstræbt af alle og enhver, der ville forsøge at fratage mig den, da Mambrino er så velanskrevet; men når de ser, at det bare er en barberskål, bekymrer de sig ikke om at få fat i den, sådan som man tydeligt så med ham, der forsøgte at smadre den og derefter lod den ligge på jorden uden at tage den med sig, for hvis han havde genkendt den, ville han min tro aldrig have ladet den ligge. Pas godt på den, kære ven; lige nu har jeg ikke brug for den, da jeg først skal afføre mig mit harnisk og blive så nøgen, som da jeg blev født, hvis jeg i min bodshandling vælger at følge Roland snarere end Amadís.”

Mens de således talte sammen, nåede de frem til et højt bjerg, der næsten som en forreven klippe stod alene mellem de andre bjerge, der omgav det. Hen over bjergets nedre skråninger bredte der sig en eng så grøn og frodig, at det var en fryd at se på, og ned over den løb der en stille bjergbæk. De mange skovtræer og urter og blomster gjorde det til et fredeligt sted. Da Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse så dette sted, valgte han det til at gøre sin bod og begyndte med høj røst at tale, som om han var gået fra forstanden:

“Dette er stedet, oh himle, som jeg udser mig og vælger til at begræde den ulykke, I har bragt mig i. Dette er stedet, hvor mine øjnes tårer vil få den lille bjergbæks vande til at svulme, og mine bestandige og dybe suk vil bringe bladene på de vildsomme træer til uophørligt at skælve som vidnesbyrd og tegn på den sorg, mit hårdt prøvede hjerte må gennemleve. Oh, I landlige guder, hvem I end er, der har jeres bolig på dette ubeboelige sted, lyt til denne ulykkelige elskers klager, hvem et langt fravær og indbildt skinsyge har bragt til at jamre sig på dette uvejsomme sted og til at klage over den utaknemmelige, smukke kvindes hårde væsen, skønheden over alle skønheder! Oh, I skovnymfer og dryader, der holder til i skovtykninger, lad ikke de letfærdige og lystne satyrer, der forgæves elsker jer, forstyrre jeres søde ro, men bistå i stedet mig med at begræde min vanskæbne, eller bliv i det mindste ikke trætte af at lytte til min klage! Oh, Dulzinea del Toboso, min nats dagslys, min sorgs herlighed, mine vejes ledestjerne, min lykkestjerne, gid himlen må se i nåde til dig, når du beder den om det, og at du ihukommer det sted og den tilstand, som dit fravær har bragt mig i, og at du velvilligt giver, hvad der tilkommer min trofasthed! Oh, I ensomme træer, som fra i dag og i tiden fremover skal gøre mig selskab i min ensomhed, lad mig ved en sagte bevægelse af jeres grene vide, at min tilstedeværelse ikke mishager jer! Oh, kære væbner, min behagelige ledsager i medgang og modgang, læg du dig ret på sinde, hvad du ser mig gøre her, for at du kan fortælle og fremsige den fulde grund til alt dette!”

Og mens han sagde dette, steg han af Rozinante og fjernede i en håndevending dens bidsel og sadel; og idet han gav den et klaps over krydset, erklærede han:

“Han, der har mistet sin frihed, giver dig nu din, oh hest, der er lige så fortræffelig i dine gerninger som ulykkelig i din skæbne! Gå nu kun, hvorhen du vil, for på din pande står der skrevet, at du i lethed ikke har din lige i Astolfos Hipogrifo eller i den navnkundige Frontino, der kostede Bradamante så dyrt.”

Da Sancho så dette, sagde han:

“Fred være med ham, der sparede os det arbejde at afsadle gråskimlen, for sandt at sige kunne den godt fortjene klap og også gerne ros; men hvis den var her nu, ville jeg ikke tillade nogen at afsadle den, for det var der ingen grund til; den skulle ikke vidne om forelskelse eller fortvivlelse, for dens herre var ingen af delene, og herren var mig, dengang Gud ville det. Og sandelig, hr. Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse, hvis det er alvor med min afrejse og Eders Nådes galskab, vil det være bedre at sadle Rozinante igen, så den kan erstatte tabet af gråskimlen, da det vil spare mig tid på turen frem og tilbage, for hvis jeg gør turen til fods, ved jeg ikke, hvornår jeg vil nå frem, eller hvornår jeg vil vende tilbage, for jeg er kort sagt en dårlig vandrer.”

“Dertil har jeg at sige, Sancho,” svarede don Quixote, “at det bliver, som du vil, for din plan er ikke dårlig; jeg kan sige dig, at om tre dage talt fra nu af skal du tage af sted, og i den mellemliggende tid er det mit ønske, at du skal iagttage, hvad jeg gør og siger for hendes skyld, så du kan fortælle hende om det.”

“Men hvad mere skal jeg se,” spurgte Sancho, “ud over det, jeg allerede har set?”

“Du kender ikke meget til sagen!” svarede don Quixote. “Jeg mangler at rive mine klæder itu, sprede min rustning og våben og slå min hovedskal ind mod klipperne her og andre ting af samme slags, som du vil forundres over at se.”

“For Guds skyld!” udbrød Sancho, “Eders Nåde skal passe på, hvordan I tilføjer jer selv den slags skaller, for I kan komme sådan i lag med en klippe, at I ved det første hovedstød sætter en stopper for jeres forehavende med at udøve bod; og jeg mener, at når nu Eders Nåde finder det nødvendigt med skaller her på stedet og ikke kan udføre jeres værk uden dem, skulle I stille jer tilfreds, da det hele sker foregivet og eftergjort og på skrømt; så I skulle stille jer tilfreds, siger jeg, med at slå hovedet ned i vand eller i en anden blød ting som bomuld; og overlad det så bare til mig, for jeg skal nok sige til min frue, at Eders Nåde slog hovedet mod et klippefremspring, der var hårdere end kanten på en diamant.”

“Jeg takker dig for din gode vilje, kære Sancho,” svarede don Quixote; “du skal dog vide, at ingen af de ting, jeg gør, er på skrømt, men i fuld alvor, for alt andet ville være at gå imod ridderskabets regler, der byder os ikke at lyve under trussel om dødsstraf, og at gøre noget andet end den rigtige handling er det samme som at lyve. Så mine skaller bør være virkelige, kraftige og fuldgyldige og må ikke virke forfalskede eller opdigtede. Og det bliver nødvendigt, at du efterlader nogle klude til forbinding, for skæbnen ville, at vi mistede og derfor mangler vores balsam.”

“Det var værre at miste æslet,” svarede Sancho, “for med dét mistede vi linnedkludene og alt det andet, og jeg må bede Eders Nåde om ikke oftere at mindes den forbandede bryg; bare jeg hører den omtalt, vender det sig i min sjæl, for ikke at tale om maven. Og jeg må desuden anmode jer om, at I regner de tre dage for at være gået, som I har sat som mål for, at jeg ser jeres gale påfund, da jeg betragter det som en afgjort sag, at de er blevet set og udført, og jeg skal nok tale op og ned ad stolper om dem til min frue; og skriv nu det brev, og send mig derefter af sted, for jeg har stor lyst til at få Eders Nåde ud af den skærsild, jeg efterlader jer i.”

“Kalder du det skærsild, Sancho?” udbrød don Quixote. “Du gjorde bedre i at kalde det helvede eller endnu værre ting, hvis der da findes noget værre.”

“Er man i helvede,” svarede Sancho, “nula est retencio, efter hvad jeg har hørt.”

“Jeg forstår ikke, hvad retencio skal betyde,” sagde don Quixote.

“Retencio betyder,” svarede Sancho, “at den, der er i helvede, aldrig kan eller må forlade det. Hvad der forholder sig lige modsat for Eders Nåde, ellers skulle der være noget i vejen med mine fødder, da jeg nu bærer sporer for at sætte liv i Rozinante; når jeg i ét nu bringer mig til El Toboso og står for min frue Dulzinea, vil jeg fortælle hende alverdens ting om de dumheder og gale påfund, for det er ét og det samme, som Eders Nåde har gjort og stadig gør, og så jeg skal nok få hende gjort blødere end en handske, selv om jeg træffer hende hårdere end korkeg; med hendes blide og honningsøde svar farer jeg tilbage gennem luften som en troldmand og henter Eders Nåde ud af denne skærsild, som ligner helvede, men ikke er det, for der er håb om at slippe ud herfra, hvad de, der er i helvede, som sagt ikke har, og jeg tror ikke, at Eders Nåde vil påstå noget andet.”

“Sådan er det virkelig,” sagde den Bedrøvelige Skikkelse; “men hvordan skal vi bære os ad med at skrive brevet?”

“Og også vekslen på æselføllene,” tilføjede Sancho.

“Det hele skal nok komme med,” sagde don Quixote; “og da vi nu ikke har papir, kan vi skrive, som man fordum gjorde det på blade fra træerne eller på vokstavler, skønt de nok er lige så vanskelige at finde som papir. Men nu falder det mig ind, hvor det vil være godt og endda bedre end godt at skrive det, og det er i den lille poesibog, som var Cardenios, og du skal besørge at få det skrevet over på papir i en smuk håndskrift på det første sted, du finder, hvor der er en skolemester, og hvis der ikke er sådan én, kan en hvilken som helst sakristan overføre det for dig, men du skal ikke lade nogen retsskriver overføre det, for de skriver så snørklet, at end ikke Satan vil kunne forstå det.”

“Hvad så med underskriften?” spurgte Sancho.

“Amadís underskriver aldrig sine breve,” svarede don Quixote.

“Udmærket,” sagde Sancho; “men vekslen skal nødvendigvis underskrives, og hvis den bliver overført, vil de sige, at underskriften er falsk, og jeg vil stå uden æselføl.”

“Vekslen skal stå med underskrift i den lille bog, og når min niece ser den, skal hun nok indfri den uden problemer. Og hvad angår kærlighedsbrevet, skal du lade det underskrive: ‘Din indtil døden, Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse.’ Og det betyder ikke noget, at det er skrevet med en anden håndskrift, for så vidt jeg husker, kan Dulzinea hverken læse eller skrive, og hun har aldrig i sit liv set min håndskrift endsige noget brev fra mig, for min og hendes kærlighed har altid været platonisk og har ikke strakt sig til andet end et ærbart blik. Og selv det er kun sket ganske sjældent, så jeg tør i sandhed sværge på, at i de tolv år, jeg har elsket hende højere end lyset i mine øjne, som engang skal blive til jord, har jeg næppe set hende fire gange, og endda kan det være, at af de fire gange har hun ikke en eneste gang bemærket, at jeg betragtede hende: så ærbart og afsondret har hendes far Lorenço Corchuelo og hendes mor Aldonça Nogales opdraget hende.”

“Nånå!” udbrød Sancho. “Så Lorenço Corchuelos datter er fru Dulzinea del Toboso, også kendt som Aldonça Lorenço?”

“Det er hende,” sagde don Quixote, “og det er hende, der fortjener at være hele universets herskerinde.”

“Hende kender jeg godt,” sagde Sancho, “og jeg kan fortælle, at hun er en lige så god stangkaster som den stærkeste hyrde i hele landsbyen. Hun er ved Gud en prægtig pige, et rigtigt kvindfolk med hår på brystet, der kan rage kastanjerne ud af ilden for enhver farende ridder, eller ridder med planer om at drage ud, hvis han skulle tage hende som sin frue! Oh, min død, hvilken styrke hun har, og sikken stemme! Jeg har hørt, at hun en dag kravlede op på landsbyens klokketårn for at kalde nogle af sine hyrder til sig, som gik ude på hendes fars mark, og selv om de var mere end en halv mil borte, kunne de høre hende, som stod de for foden af tårnet. Og det bedste ved hende er, at hun ikke er det mindste snerpet, for hun har manerer som kvindtøjet ved hoffet: hun er med på løjer og slår gerne gækken løs. Nu kan jeg godt sige, hr. Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse, at Eders Nåde ikke blot kan og bør gøre gale ting for hendes skyld, men at I med rimelighed kan fortvivle og hænge jer, for enhver, der hører det, vil sige, at I gjorde det eneste rigtige, om så djævelen tage jer. Og nu vil jeg gerne snart af sted, blot for at se hende, for det er lang tid siden, jeg sidst har set hende, og hun må se anderledes ud, for kvinders ansigtshud bliver meget garvet af altid at være udendørs i sol og frisk luft. Og jeg må gøre Eders Nåde en stor indrømmelse, hr. don Quixote, indtil nu har jeg svævet i stor uvidenhed, for jeg troede ærligt og redeligt, at fru Dulzinea måtte være en prinsesse, som Eders Nåde var forelsket i, eller en fornem person, der fortjente de rige gaver, som Eders Nåde har sendt hende, både gaven, I sendte med biskayeren, og galejslaverne, og der må have været mange andre, når man betænker de mange sejre, som Eders Nåde har vundet og vandt på den tid, da jeg endnu ikke var jeres væbner. Men ret beset, hvad kommer det fru Aldonça Lorenço, undskyld, fru Dulzinea del Toboso ved, at de overvundne, som Eders Nåde sender og vil sende, opsøger hende for at kaste sig på knæ? For det kunne jo være, at når de kom, var hun i gang med at hegle hør eller tærske på tærskepladsen, og at den gik på dem over at se hende, og hun lo og blev opbragt over gaven.”

“Jeg har mange gange tidligere sagt til dig, Sancho,” sagde don Quixote, “at du har et værre snakketøj, og selv om du ikke er særlig kløgtig, kan du tit komme med en skarpsindig bemærkning, men for at du kan se, hvor dum du er, og hvor forstandig jeg er, ønsker jeg, at du skal høre en kort fortælling. Du skal vide, at en smuk, ung, fri og rig og især frimodig enke forelskede sig i en trivelig og omfangsrig lægbroder; det kom hans abbed for øre, der en dag bebrejdede den gode enke i al ordensbroderlighed: ‘Jeg undrer mig over, frue, og ikke uden grund, at en så fornem, smuk og rig kvinde som Eders Nåde har forelsket sig i en mand, der er så simpel, lav og tåbelig som den og den, når der er så mange teologiske studenter, magistre og teologer, blandt hvilke Eders Nåde kunne vælge og vrage som mellem pærer og sige: ‘Ham vil jeg have, ikke ham der.’ Men hun svarede ham meget åndrigt og frimodigt: ‘Min herre, Eders Nåde tager meget fejl og tænker meget gammeldags, hvis I tror, at jeg har gjort et dårligt valg med den og den, hvor tåbelig han end forekommer jer, for til det, jeg vil med ham, har han lige så megen filosofi som Aristoteles at byde på og mere til.’ Så her ser du, Sancho, at til det jeg vil med Dulzinea del Toboso, er hun lige så meget værd som den fornemste prinsesse på jorden. For langtfra alle digtere, der hylder deres damer under et navn, de har givet dem efter deres eget forgodtbefindende, har i virkeligheden en dame. Tror du måske, at Amarilis, Filis, Silvia, Diana, Galatea, Fílida og alle de mange andre, som bøgerne, romancerne, barberstuerne og komediehusene er fulde af, var virkelige damer af kød og blod og tilhørte dem, der besynger og besang dem? Bestemt nej, de fleste er opdigtede for at have stof til versene, så digteren kan gå for at være forelsket og blive betragtet som mand for at være det. Og således er det nok for mig at tænke og tro, at den gode Aldonça Lorenço er smuk og ærbar, og hvad angår afstamningen, betyder den ikke noget særligt, så man skal ikke opfinde noget for at udstyre hende med en bestemt afstamning, når jeg ved, at hun er den fornemste prinsesse i verden. For du skal vide, Sancho, hvis du ikke allerede ved det, at frem for noget andet er der to ting, der ansporer til at elske, og det er den store skønhed og det gode ry, og disse to ting finder man til fulde hos Dulzinea, for i skønhed har hun ikke sin lige, og det gode ry kan kun få stå mål med. Og sluttelig forestiller jeg mig, at alt, hvad jeg siger, forholder sig sådan, uden at noget er overdrevet eller mangler, og i min forestilling udmaler jeg mig hende, som jeg ønsker hun skal være såvel i skønhed som i fornemhed, og hverken Helena eller Lucretia kan måle sig med hende, og heller ikke nogen anden af de navnkundige kvinder fra fordums tider, det være sig græske, barbariske eller latinske fortider. Og så kan enhver sige, hvad han vil, for hvis de uvidende skulle bebrejde mig det, vil jeg dog ikke blive revset af de skarpe hoveder.”

“Jeg siger nu, at Eders Nåde har så evigt ret,” svarede Sancho, “og jeg er et æsel. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg tager ordet æsel i min mund, for man skal ikke nævne strikken i hængt mands hus. Men kom nu med brevet, og lad mig fare med Gud.”

Don Quixote tog poesibogen frem og gik afsides, hvor han meget roligt begyndte at skrive brevet, og da han havde afsluttet det, kaldte han på Sancho og sagde til ham, at han ønskede at læse det for ham, så han kunne lære det udenad, hvis han skulle miste det undervejs, for af hans vanheld kunne man frygte alt. Dertil svarede Sancho:

“Eders Nåde må skrive det to eller tre gange i bogen og give mig den, så skal jeg nok passe godt på den; for at tænke sig, at jeg skal lære det udenad, er det glade vanvid, da min hukommelse er så elendig, at jeg tit og ofte glemmer, hvad jeg selv hedder. Men Eders Nåde må alligevel hellere læse det for mig, for det vil more mig meget at høre, da brevet må være ligesom det, der bliver trykt.”

“Hør så, for det lyder sådan her,” sagde don Quixote:

BREV FRA DON QUIXOTE

TIL DULZINEA DEL TOBOSO

Overjordiske og ophøjede frue:

Den længselsfuldt vansmægtende og i hjertekulen sårede sender dig, blideste Dulzinea del Toboso, den helse, som han ikke selv besidder. Hvis din skønhed forsmår mig, hvis din hu ikke står til mig, hvis din foragt har fæstet sig ved mig, vil jeg, skønt jeg er overvættes tålsom, næppe kunne udholde denne sorg, som ikke kun er stærk, men også meget varig. Min gode væbner Sancho vil give dig en udførlig beretning, oh, min utaknemmelige skønhed og elskede fjende, om hvordan jeg har det på grund af dig; hvis du skulle ønske at ile mig til undsætning, er jeg din, og hvis ikke, gør da, hvad du måtte finde for godt; thi ved at gøre en ende på mit liv, vil jeg have stillet din grusomhed og min attrå tilfreds.

Din indtil døden,

Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse

“Ved min fars liv,” udbrød Sancho, da han havde hørt brevet, “det er minsandten det fornemste, jeg i mit liv har hørt. Fanden tage mig, som Eders Nåde får sagt alt, hvad I har på hjerte, og så godt det klinger med Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse som underskrift! Jeg mener i sandhed, at Eders Nåde er fanden selv, og at der ikke er noget, I ikke ved.”

“Det er alt sammen nødvendigt,” svarede don Quixote, “i det hverv, jeg har påtaget mig.”

“Men altså,” sagde Sancho, “vil Eders Nåde ikke skrive tilgodesedlen på de tre æselføl på næste side og skrive den meget tydeligt under, så de genkender underskriften, når de ser den.”

“Med glæde,” sagde don Quixote.

Da han havde skrevet den, læste han den op, og der stod følgende:

Vil Eders Nåde, kære niece, ved denne veksel befale at give min væbner Sancho Pança tre af de fem æselføl, jeg efterlod hjemme i jeres varetægt. De tre æselføl befaler jeg at levere og betale til gengæld for samme værdi, der her er modtaget kontant; med denne veksel og en kvittering vil sagen være behørigt afsluttet.

Skrevet i hjertet af Sierra Morena, den toogtyvende august i indeværende år.

“Det lyder godt, Eders Nåde,” sagde Sancho: “skriv den nu under.”

“Det er ikke nødvendigt at underskrive den,” sagde don Quixote, “det er nok med svinget efter mit navnetræk, der kan gøre det ud for en underskrift, og til tre æsler, ja, selv til tre hundrede, må det være tilstrækkeligt.”

“Jeg stoler på Eders Nåde,” svarede Sancho. “Overlad det nu til mig: jeg sadler Rozinante, og imens kan Eders Nåde gøre sig klar til at give mig jeres velsignelse, for jeg har tænkt mig at tage af sted uden at se de tøjerier, Eders Nåde har tænkt sig at lave, og jeg skal nok fortælle, at jeg så jer lave så mange, at I ikke kan ønske jer mere.”

“I det mindste ønsker jeg, Sancho, også fordi det er nødvendigt, jeg ønsker altså, at du skal se mig i den bare skjorte, mens jeg laver et eller to dusin gale ting, som jeg vil kunne gøre på mindre end en halv time, for når du har set dem med dine egne øjne, kan du uden at risikere fortabelse sværge på, at du har set alt, hvad du måtte ønske at tilføje; og jeg kan forsikre dig om, at du ikke vil kunne nævne så mange, som jeg har tænkt at udføre.”

“For Guds skyld, kære herre, lad mig ikke se Eders Nåde i den bare skjorte, for det vil gøre mig så ondt, og jeg kan da ikke lade være at græde; og mit hoved er helt forstyrret, fordi jeg græd over gråskimlen i nat, så jeg ønsker ikke at komme til at græde igen; men hvis Eders Nåde vil have, at jeg ser nogle gale påfund, så udfør dem påklædt, hurtigt, og vælg dem ud, der mest kommer sagen ved. Hvad mere er, jeg har ikke brug for det, og som jeg har sagt, kommer jeg så meget desto hurtigere tilbage med det svar, Eders Nåde ønsker og fortjener. Og ellers kan fru Dulzinea bare vente sig, for hvis hun ikke svarer, som det er ret og rimeligt, sværger jeg højtideligt over for hvem jeg kan på, at jeg nok skal få et ordentligt svar drevet ud af hende med spark og slag. For man skal da ikke finde sig i, at en farende ridder, der er så navnkundig som Eders Nåde, uden videre bliver gal, og det på grund af sådan en …! Og fruen gør klogest i ikke at få mig til at sige det, for så skal hun ved Gud få sådan et fur, når jeg giver fanden i hele pibetøjet. Jeg er ikke sådan at bide skeer med! Hun kender mig dårligt, for hvis hun kendte mig, ville hun min tro blive bange!”

“Det ser min tro, Sancho,” sagde don Quixote, “ud til, at du ikke er mere forstandig end jeg.”

“Jeg er ikke så gal,” svarede Sancho; “men jeg er mere hidsig. Men lad nu det fare. Hvad vil Eders Nåde spise, indtil jeg vender tilbage? Har I tænkt jer at springe ud på vejen ligesom Cardenio for at tage maden fra hyrderne?”

“Det skal du ikke bekymre dig om,” svarede don Quixote, “for selv om jeg havde andet, ville jeg kun spise de urter og frugter, som engen og træerne her giver mig, for det sindrige i mit forehavende er at spæge mig og andre tilsvarende barske ting.”

“I Guds hånd, altså,” sagde Sancho. “Men véd Eders Nåde, hvad jeg frygter? At det ikke lykkes mig at finde tilbage til stedet her, hvor jeg nu forlader jer, da det ligger så afsides.”

“Læg dig stedets kendetegn på sinde; jeg skal nok passe på ikke at fjerne mig fra omgivelserne her,” sagde don Quixote, “og jeg vil endda sørge for at stige op på en af de højeste klipper for at holde udkig efter dig, når du vender tilbage. Hvad mere er, for at du ikke går fejl af mig og farer vild, vil det bedste være, at du skærer nogle gyvelris, som der er så mange af her omkring, og anbringer dem med mellemrum, indtil du når ud i det åbne land; de kan tjene dig som mærkepæle og vejvisere, så du kan finde mig, når du vender tilbage, i lighed med tråden i Perseus’ labyrint.”

“Det vil jeg gøre,” svarede Sancho Pança.

Efter at have skåret nogle ris bad han om sin herres velsignelse og tog afsked med ham, mens de begge fældede mange tårer. Og idet han steg op på Rozinante, som don Quixote overlod ham med mange formaninger om, at han skulle passe på den, som var den ham selv, begav han sig ned mod sletten, mens han med mellemrum lagde gyvelris, som hans herre havde rådet ham til. Og således drog han bort, skønt don Quixote blev ved at plage ham om i det mindste at se ham lave to gale ting. Men han havde ikke redet hundrede skridt, før han vendte tilbage og sagde:

“Jeg mener nu, herre, at Eders Nåde har ret i det, I siger: for at jeg uden samvittighedskvaler kan sværge på, at jeg har set jer gøre gale ting, er det bedst, at jeg i det mindste ser én, selv om det allerede er ret forrykt, at Eders Nåde bliver her tilbage.”

“Var det ikke, hvad jeg sagde?” udbrød don Quixote. “Bi lidt, Sancho, for jeg kan gøre en gal streg på samme tid, som det tager at sige sin trosbekendelse.”

Og idet han i al hast tog sine bukser af, stod han halvnøgen og i den bare skjorte, og derefter slog han uden videre to luftspring og to saltomortaler med hovedet nedad og benene i vejret, hvorved han afslørede ting, der fik Sancho til at vende Rozinante for ikke at se det endnu en gang, og han var nu glad og tilfreds over at kunne sværge på, at hans herre var gal. Og således overlader vi ham til at ride sin vej, indtil han føje tid efter vendte tilbage.