Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 27

Hvor eventyret i Sierra Morena fortsætter.

Historien fortæller, at don Quixote lyttede overmåde opmærksomt til den Afrakkede Ridder af Bjergene, der fortsatte sin tale med disse ord:

“Hvem I end er, herre, for jeg kender jer ikke, takker jeg jer sandelig for den høflighed, I har vist mig, og jeg ville ønske, jeg havde været i stand til at tjene jer med andet end min gode vilje, da I ved jeres gode modtagelse har vist mig den bedste vilje; men min vrange skæbne har ikke givet mig andet end de bedste ønsker af verden, når jeg vil gengælde de gode gerninger, man gør mig.”

“Jeg ønsker i den grad at tjene jer,” svarede don Quixote, “at jeg havde besluttet ikke at forlade disse bjerge, før jeg havde fundet og hørt jer selv fortælle, om der virkelig ikke findes noget middel mod den sorg, som I har vist, at I bærer på i jeres mærkelige liv; og hvis det skulle være nødvendigt at finde dette middel, ville jeg søge efter det så ihærdigt som muligt. Og hvis jeres ulykke skulle være af en art, hvor alle muligheder for trøst er udelukket, ville jeg bistå jer med at begræde og beklage den, så godt jeg kunne; for det er trods alt en trøst i ulykken at finde nogen, der vil dele sorgen over den. Og hvis min gode hensigt gør sig fortjent til det, beder jeg jer, herre, ved al den høviskhed, som jeg ser i jer, og jeg besværger jer ved det, som I har elsket eller elsker mest af alt i dette liv, om at sige mig, hvem I er, og hvad der har drevet jer til at leve og dø som et umælende dyr i disse ensomme egne, for her lever I fjernt fra det, der tilkommer jer, at dømme efter jeres klædedragt og fremtræden. Og skønt uværdig og syndig sværger jeg,” tilføjede don Quixote, “ved den ridderorden, jeg har modtaget, og ved min profession som farende ridder, at hvis I imødekommer mig deri, herre, vil jeg tjene jer til fulde, hvad jeg er forpligtet til som den, jeg er, enten ved at afhjælpe jeres ulykke, hvis det lader sig gøre, eller ved at hjælpe jer med at begræde den, således som jeg har lovet jer.”

Ridderen af Skoven, der hørte den Bedrøvelige Skikkelse tale således, stirrede, stirrede igen og stirrede endnu en gang på ham oppefra og nedefter; og efter at have taget ham grundigt i øjesyn, sagde han:

“Hvis I kan give mig noget at spise, så giv mig det for Guds skyld; og når jeg har spist, skal jeg gøre, hvad I beder mig om, som tak for den gode vilje, I her har vist mig.”

Så tog Sancho mad op af sin sæk, og gedehyrden fandt noget frem fra sin madpose, som Pjalten kunne stille sin sult med, og hvad de gav ham, spiste han så hurtigt som en tumpe, der hastigt propper maden ind i munden og sluger den uden at give sig tid til at tygge den, og mens han spiste, sagde han ikke et ord, og det gjorde de, der betragtede ham, heller ikke. Da han havde spist færdig, gjorde han tegn til, at de skulle følge ham, hvad de gjorde, og han førte dem til en lille, grøn eng, der lå bag en klippe lidt væk. Da de kom derhen, smed han sig ned på græsset, og de andre gjorde det samme, og alt dette skete, uden at nogen sagde et ord, indtil Pjalten havde sat sig til rette og sagde:

“Hvis I ønsker det, herrer, skal jeg med få ord fortælle jer om min umådelige vanskæbne, men I må love mig, at I ikke afbryder forløbet af min bedrøvelige historie med det mindste spørgsmål eller andre ting, for straks I gør det, standser fortællingen, hvor jeg er kommet til.”

Pjaltens ord fik don Quixote til at tænke på den fortælling, som hans væbner havde fortalt, hvor historien blev hængende, da han ikke ramte rigtigt med antallet af geder, der var kommet over floden. Men for at vende tilbage til Pjalten fortsatte denne og sagde:

“Jeg kommer med denne advarsel, fordi jeg vil hurtigt igennem beretningen om mine ulykker; det eneste, jeg får ud af at huske på dem, er at øge mine ulykker, så jo mindre I spørger mig, jo hurtigere bliver jeg færdig med at fortælle om dem, skønt jeg ikke vil undlade at fortælle noget, der kan være af betydning for at tilfredsstille jeres ønske fuldt ud.”

Don Quixote lovede det på de andres vegne, og med denne forsikring begyndte Pjalten således:

“Mit navn er Cardenio, jeg har hjemme i en af de bedste byer i Andalusien; min herkomst er adelig, mine forældre rige og min ulykke så stor, at mine forældre må have begrædt den og min slægt beklaget den, uden dog at kunne lette den med deres rigdom; for til at afhjælpe himlens modgang plejer gods og guld ikke at være meget bevendt. Der levede på denne jord en himmelsk skat, som Amor havde givet al den herlighed, jeg kunne ønske mig: således er Luscindas skønhed, en jomfru så ædel og rig som jeg, men mere eventyrlysten og mindre bestandig, end hun skyldte mine ærbare hensigter. Denne Luscinda elskede, attråede og forgudede jeg fra mine tidlige og spæde år, og hun elskede mig med den enkelhed og velvilje, som hendes unge alder tillod. Vores forældre kendte vores tilbøjelighed, og den bekymrede dem ikke, for de indså vel, at når den udviklede sig, kunne de ikke gøre andet end at gifte os, hvad der nærmest gav sig selv, når man betænkte jævnbyrdigheden i afstamning og rigdom. Vi voksede til, og dermed også kærligheden mellem os, hvad der fik Luscindas far til at mene, at almindelig velanstændighed krævede, at han formente mig adgang til deres hus, og dermed efterlignede han nærmest forældrene til hin Thisbe, som digterne så ofte har besunget. Og med dette forbud bar han ved til bålet og gav næring til attråen, for skønt han hindrede os i at tale sammen, kunne han ikke standse vores penne, der plejer at give friere udtryk for det, der skjuler sig i sjælens dyb, end talen gør; for ofte kan den elskedes tilstedeværelse virke forstyrrende og bringe selv den mest beslutsomme hensigt og den dristigste tunge til tavshed. Milde himmel, så mange breve jeg skrev til hende! Og hvor mange udsøgte og ærbare svar modtog jeg ikke dengang! Alle de sange og forelskede vers, jeg forfattede, hvori sjælen erklærede og udtrykte sine følelser, udmalede sin flammende attrå, glædede sig ved sine erindringer og gentog sine forsætter! Da jeg således vansmægtede og min sjæl fortæredes af lyst til at se hende, besluttede jeg at skride til værket og nå den afgørelse, jeg fandt mest passende, så jeg kunne få min ønskede og fortjente præmie, og jeg opsøgte hendes far i den hensigt at anmode, hvad jeg da også gjorde, om at få hende til ægteviet hustru; han svarede, at han takkede mig for mit ønske om at ære ham og ære mig selv med hans elskede datter, men da min far var i live, tilkom det retteligt ham at fremsætte denne anmodning, for hvis det ikke skete velvilligt og i fuld forståelse, var Luscinda ikke en kvinde, man bare tog eller bortførte. Jeg takkede ham for hans gode hensigt og mente, at han havde ret i det, han sagde, og at min far ville samtykke, når jeg sagde det til ham, og i denne hensigt opsøgte jeg straks min far for at fortælle ham, hvad jeg ønskede, men da jeg trådte ind i det værelse, han opholdt sig i, fandt jeg ham med et udfoldet brev i hånden, som han rakte mig, før jeg fik sagt et ord til ham, og han sagde: Af dette brev vil du se, Cardenio, at hertug Ricardo er til sinds at vise dig sin gunst.’ Som I, herrer, må vide, er denne hertug Ricardo grande af Spanien, og hans besiddelser ligger i de bedste områder af Andalusien. Jeg tog og læste brevet, der indeholdt en så indtrængende anmodning, at det forekom mig forkert, hvis min far undlod at efterkomme hans anmodning om, at jeg skulle sendes til ham; han ønskede, at jeg skulle være ledsager, ikke tjener, for hans ældste søn, og han ville sørge for, at jeg fik en position, der svarede til hans agtelse for mig. Jeg læste brevet og blev tavs ved at læse det, og endnu mere, da jeg hørte min far sige: ‘Om to dage drager du af sted, Cardenio, for at opfylde hertugens ønske, og tak Gud, der baner vejen, ad hvilken du kan nå det, jeg ved du fortjener.’ Disse og andre ord sagde han som far og rådgiver. Så oprandt tiden, hvor jeg skulle af sted, jeg talte en aften med Luscinda og sagde hende alt, hvad der var sket, og det samme gjorde jeg over for hendes far, idet jeg bønfaldt ham om at udsætte og vente en tid med at gifte hende bort, indtil jeg så, hvad hertug Ricardo ville mig; det lovede han, og hun bekræftede det med tusinde besværgelser og tusinde besvimelser. Jeg kom altså derhen, hvor hertug Ricardo var, og blev så vel modtaget og godt behandlet af ham, at misundelsen snart begyndte at gøre sin virkning blandt de gamle tjenere, der mente, at de gunstbevisninger, som hertugen viste mig, måtte virke til skade for dem. Men den, der blev mest fornøjet over mit komme, var hertugens anden søn ved navn Fernando, en prægtig knøs og en ædel mand, storsindet og elskovsfuld, og der gik ikke lang tid, før han ønskede, at jeg skulle være hans nære ven, hvad der gav alle noget at snakke om; og skønt den ældste var mig velvilligt og gunstigt stemt, kunne det slet ikke sammenlignes med, hvordan don Fernando omgikkes og holdt af mig. Eftersom venner ikke har nogen hemmeligheder for hinanden, og hans velvilje blev til venskab, skete der det, at don Fernando fortalte mig om alle sine forehavender, især en forelskelse, som gjorde ham en smule urolig. Han havde et godt øje til en bondepige, der var hans fars undersåt; hendes forældre var meget rige, og hun var så smuk, tilbageholdende, forstandig og ærbar, at ingen, der kendte hende, kunne afgøre, i hvilken af disse egenskaber hun udmærkede sig mest eller viste flest fortrin. Den smukke bondepiges fortrinligheder bragte don Fernandos attrå så vidt, at han besluttede sig til at give hende sit ord som ægtemand for at kunne opnå og erobre bondepigens dyd, for på anden vis lod det sig ikke gøre. Jeg, der var forpligtet af hans venskab, prøvede med de bedste ord, jeg kendte, og de mest levende eksempler, jeg kunne finde, at hindre og få ham fra dette forsæt; men da jeg så, at han ikke lyttede til mig, besluttede jeg at fortælle om sagen til hans far, hertug Ricardo; men don Fernando, der var durkdreven og kløgtig, anede og frygtede dette, da han var klar over, at jeg som god tjener var forpligtet til ikke at dække over noget, der kunne være til skade for min herre, hertugens ære; for at forvirre og narre mig sagde han derfor til mig, at han ikke kunne finde bedre middel til at glemme den skønhed, han var så betaget af, end at tage bort nogle måneder, og han ønskede, at fraværet bestod i, at vi sammen tog hjem til min far, og undskyldningen over for hertugen skulle være, at han tog dertil for at se og købe nogle udmærkede heste i min by, som er hjemsted for nogle af de bedste heste i verden. Skønt hans beslutning ikke var helt ædel, bifaldt jeg den som en af de bedste, man kunne forestille sig, straks jeg hørte den, drevet af min kærlighed, idet jeg indså, hvilken god anledning og lejlighed det ville give mig til at gense min Luscinda. Med denne tanke og hensigt bifaldt jeg hans idé og bestyrkede ham i hans forsæt, idet jeg sagde, at han skulle sætte det i værk så hurtigt som muligt, for faktisk gjorde fraværet sin virkning trods de mest bestandige tanker. Da han kom og fortalte mig det, havde han allerede forlystet sig med bondepigen som hendes ægtemand, efter hvad jeg senere erfarede, og han søgte efter en lejlighed til at afsløre det i sikkerhed af frygt for, hvad hans far hertugen ville gøre, når han hørte om hans tåbelige handling. Det forholder sig altså sådan, at unge mænds kærlighed som regel ikke er andet end lyst, der som sit mål har nydelsen, og når den er nået, slukkes attråen, og det, der lignede kærlighed, ombestemmer sig, fordi det ikke kan gå ud over den grænse, naturen har sat, men en sådan grænse gælder ikke for den sande kærlighed; hermed vil jeg sige, at så snart don Fernando havde ligget med bondepigen, aftog hans attrå, og hans ildhu kølnedes; så hvis han i starten lod, som om han ville væk for at bringe sagen i orden, søgte han nu i virkeligheden at komme væk for ikke at sætte det i værk. Hertugen gav sin tilladelse og befalede mig at ledsage ham. Vi kom til min by, min far modtog ham som den, han var, jeg så Luscinda, og min attrå flammede op (skønt den ikke havde været død, endsige dæmpet ned) og til skade for mig selv fortalte jeg don Fernando om den, da jeg mente, at jeg ikke burde skjule noget for ham, når jeg betænkte det store venskab, han viste mig. Jeg priste Luscindas skønhed, ynde og forstandighed, så mine lovprisninger gav ham lyst til at se jomfruen, der var udstyret med så mange gode egenskaber. Jeg opfyldte hans ønske til uheld for mig selv og lod ham se hende en aften ved kærtelys i det vindue, gennem hvilket vi to plejede at tale sammen. Han så hende stå der i en løsthængende klædning, og hun fik ham til at glemme alle de skønheder, han indtil da havde set. Han blev tavs, fraværende, helt ude af den, og endelig så forelsket, som I vil se i løbet af fortællingen om min ulykke. Og for yderligere at få hans attrå til at flamme op, hvad han skjulte for mig og kun åbenbarede for himlen, når han var alene, ville skæbnen, at han en dag fandt et brev fra hende, hvori hun bønfaldt mig om at anmode hendes far om at få hende til hustru, og det var så forstandigt, ærbart og forelsket, at da han læste det, sagde han til mig, at Luscinda rummede alle de nådegaver af skønhed og forstandighed, der var fordelt på alle andre kvinder i verden. Sandt at sige må jeg nu tilstå, at det pinte mig at høre disse lovprisninger fra hans mund, skønt jeg indså, at don Fernando med god grund priste Luscinda, og jeg begyndte at frygte og mistro ham, for der gik ikke et øjeblik, uden at han ville have, at vi skulle tale om Luscinda, og han bragte det selv på bane, skønt det somme tider virkede langt ude, hvad der vakte noget, jeg ikke ved, om jeg skal kalde skinsyge, ikke fordi jeg frygtede for noget omslag i Luscindas godhed og troskab, men trods alt fik det mig til at frygte for min skæbne, uanset hvor meget hun forsikrede mig om det modsatte. Med det påskud, at don Fernando syntes godt om vores finfølelse, sørgede han altid for at læse de breve, jeg sendte til Luscinda, og de svar hun sendte til mig. Så skete der det, at Luscinda, der var meget begejstret for ridderbøger, havde bedt mig om Amadís de Gaula, som hun gerne ville læse …”

Aldrig så snart havde don Quixote hørt ordet ridderbog blive nævnt, før han sagde:

“Hvis Eders Nåde i starten af historien havde fortalt, at Hendes Nåde fru Luscinda var begejstret for ridderromaner, havde det ikke været nødvendigt at komme med andre lovprisninger for at lade mig forstå, hvor ædel hendes forstandighed er, for jeg ville ikke have sat hende så højt, som I gør, herre, i jeres beskrivelse af hende, hvis hun manglede smag for så herlig en læsning: så over for mig er det ikke nødvendigt at spilde flere ord på at fortælle mig om hendes skønhed, værd og forstandighed, for når blot jeg har hørt om hendes begejstring for ridderbøger, vil jeg bekræfte, at hun er den smukkeste og forstandigste kvinde i verden. Og jeg ville ønske, herre, at Eders Nåde sammen med Amadís de Gaula havde sendt hende den herlige Don Rugel fra Grækenland; jeg er sikker på, at frøken Luscinda ville synes vældig godt om Darayda og Geraya og om hyrden Darinels kløgt, og hun ville kunne lide hyrdedigtenes beundringsværdige vers, som han synger og fremfører med stor ynde, forstandighed og utvungenhed. Men den tid skal nok komme, hvor man kan udbedre denne mangel, og det vil ikke tage længere tid at udbedre manglen, end at Eders Nåde nedlader jer til at komme med mig til min landsby, for dér vil jeg kunne give jer mere end tre hundrede bøger, der er min sjæls trøst og mit livs fornøjelse, skønt jeg er ret sikker på, at jeg ikke længere har nogen af bøgerne på grund af onde og misundelige troldmænds rænker. Og Eders Nåde må undskylde, at jeg har overtrådt vores løfte om ikke at afbryde jeres tale, men når jeg hører noget om ridderskab og farende riddere, er jeg lige så lidt i stand til at holde min mund, som solens stråler kan lade være at varme eller månens stråler undlade at skabe fugtighed. Så I må have mig undskyldt, og vær nu så god at fortsætte, for det er mere på sin plads.”

Mens don Quixote sagde det, der nu er sagt, var Cardenios hoved sunket ned på brystet, og han så ud til at være faldet i dybe tanker. Og skønt don Quixote to gange sagde til ham, at han skulle fortsætte med sin historie, løftede han ikke hovedet og sagde heller ikke noget til svar; men efter en rum tid rettede han sig alligevel op og sagde:

“Jeg kan ikke få ud af hovedet, og ingen i verden vil kunne få mig fra det eller bringe mig på andre tanker, og den, der måtte mene eller tro noget andet, er en tølper, men det står fast, at den slyngel til mester Elisabat lå i med dronning Madasima.”

“Det tør jeg sværge på, han ikke gjorde,” svarede don Quixote rasende og for i flint, som han havde for vane; “det er ondsindet bagvaskelse eller rettere sagt en slyngelstreg: dronning Madasima var en meget fornem frue, og ingen skal påstå, at så herlig en prinsesse lå i med en byldeskærer; og den der måtte mene noget andet, lyver som en ærkeslyngel, og det er jeg parat til at lade ham vide til fods eller til hest, med eller uden våben, dag eller nat, eller hvordan han end måtte ønske det.”

Cardenio, der igen havde fået et anfald af sin galskab og ikke agtede at fortsætte sin historie, stirrede meget opmærksomt på ham; heller ikke don Quixote var indstillet på at lytte til ham, så misfornøjet var han over det, han havde hørt om Madasima. Et mærkeligt tilfælde, at han forsvarede hende, som om hun virkelig var hans sande og naturlige frue: sådan havde hans bandsatte bøger tag i ham! Jeg var ved at fortælle, at da Cardenio, der var fra forstanden, hørte sig selv blive tiltalt som løgner og slyngel og med andre tilsvarende ukvemsord, mente han, spøgen gik for vidt og løftede en sten, han fandt ved siden af sig, og hamrede den så voldsomt mod don Quixotes bryst, at slaget fik ham til at falde bagover. Sancho Pança, der så den ilde medfart, hans herre led, gik løs på den gale med knytnæver, men Pjalten slog så voldsomt fra sig, at han med et næveslag strakte ham til jorden, hvorefter han satte sig på ham og tampede løs på hans ribben, som det passede ham. Gedehyrden, der ville forsvare ham, fik samme bekomst. Og efter at have banket dem alle sønder og sammen, lod han dem ligge og forsvandt stille og roligt ind over bjergene. Sancho kom på benene og var så rasende over at være blevet mørbanket uden at have gjort noget, at han greb til at hævne sig på gedehyrden, som han hævdede var skyld i det hele, fordi han ikke havde advaret dem om, at denne mand til tider blev grebet af vanvid; hvis de havde vidst det, havde de været advaret og ville have kunnet tage sig i agt. Gedehyrden svarede, at han havde sagt det, og hvis Sancho ikke havde hørt det, var det ikke hans skyld. Sancho Pança svarede, og gedehyrden gav igen, og enden på mundhuggeriet blev, at de rev hinanden i skægget og langede sådan ud efter hinanden, at hvis don Quixote ikke havde lagt sig imellem, ville de have slået hinanden til plukfisk. Så sagde Sancho, der havde et godt tag i gedehyrden:

“Lad mig bare, Eders Nåde, hr. Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse; for ham her, der er bonde som jeg og ikke en væbnet ridder, kan jeg efter behag lade undgælde for den tort, jeg har været udsat for, ved at gå løs på ham med de bare næver som en ærlig mand.”

“Det er sandt nok,” sagde don Quixote; “men jeg ved, at han ikke har nogen skyld i det skete.”

Hermed fik don Quixote dem beroliget, og han spurgte igen gedehyrden, om det var muligt at finde Cardenio, for han havde den største lyst til at høre slutningen af hans historie. Gedehyrden fortalte, hvad han allerede tidligere havde sagt, og det var, at han ikke vidste noget sikkert om, hvor han holdt til, men hvis don Quixote bevægede sig meget rundt der omkring, skulle han nok træffe på ham, ved fornuftens brug eller fra sans og samling.