Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 30

Om hvordan præsten og barberen kom af sted med deres forsæt, sammen med andre hændelser, der er værd at fortælle i denne herlige historie.

Barberen syntes godt om præstens påfund, endda så godt, at de straks skred til handling. De bad krokonen om et skørt og et slør og efterlod præstens nye præstekjole i pant. Barberen lavede et stort skæg ud af en grå eller rød oksehale, hvori kroværten plejede at have sin kam hængende. Krokonen spurgte dem, hvorfor de bad om den slags ting. Med få ord fortalte præsten dem om don Quixotes galskab, og hvordan forklædningen skulle tjene til at få ham ud fra bjergene, hvor han var nu. Så gik det op for kroværten og krokonen, at den gale var deres gæst med balsambryggen og herre til den himmelsprættede væbner, og de fortalte præsten om alt, hvad der var overgået dem med ham uden at forbigå, hvad Sancho så omhyggeligt havde fortiet. Endelig klædte krokonen præsten på, så man aldrig havde set magen: hun gav ham et klædesskørt på, som var pyntet med håndsbrede, sorte fløjlsbånd, der var gennemskåret så stoffet nedenunder kunne ses, og desuden et kjoleliv af grønt fløjl, der var besat med borter af hvidt satin, og både kjolelivet og skørtet måtte være lavet på ruder konges tid. Præsten gik ikke med til at bære slør, men tog en vatteret lærredsbaret på, han brugte som nathue, og hyllede panden i et sort taftskærf, og med et andet skærf dækkede han omhyggeligt sit skæg og ansigt; så tog han hatten på, der var så stor, at den kunne bruges som solskærm, og hyllet i sin korte kappe satte han sig på kvindevis på sit muldyr, mens barberen steg op på sit ridedyr, formummet med skægget, der nåede ham til bæltestedet og spillede i rødt og hvidt, da det som sagt var lavet af halen fra en rødbroget okse. De tog afsked med alle, også den gode Maritornes, der selv om hun var syndig, ville bede en rosenkransbøn til Gud, for at han skulle give dem god vind i så vanskelig og kristen en sag som den, de nu gik i gang med. Men næppe havde de forladt kroen, før præsten kom på den tanke, at det var forkert af ham at klæde sig sådan ud, da det ikke passede sig for en præst, om end sagen lå ham meget på sinde; det sagde han til barberen og bad ham om, at de byttede dragter, for det var mere rigtigt, at barberen var jomfruen i nød, og han selv optrådte som væbner, for så ville han ikke vanhellige sin præsteværdighed så meget; og hvis barberen ikke ville være med til det, havde han besluttet ikke at gå videre med sagen, om så fanden tog don Quixote. Nu kom Sancho til, og da han så de to klædt sådan ud, kunne han ikke bare sig for latter. Faktisk gik barberen med til alt, hvad præsten ville, og idet de byttede om på rollerne, instruerede præsten ham om, hvordan han skulle optræde, og hvad han skulle sige til don Quixote for at bevæge og presse ham til at komme med dem og opgive sin forkærlighed for det sted, han havde valgt til sin forfængelige bodshandling. Barberen svarede, at det kunne han sagtens klare, også uden den belæring. Han ville ikke klæde sig ud endnu, men vente, indtil de var i nærheden af stedet, hvor don Quixote opholdt sig, og således lagde han klæderne sammen, og præsten pakkede skægget ned, og så fortsatte de deres færd med Sancho Pança som vejviser; denne fortalte præsten og barberen, hvad der var overgået dem med den gale, som de havde truffet i bjergene, idet han dog ikke omtalte fundet af vadsækken og alt, hvad der var i den; for ganske vist var den unge knøs gal, men han var også en kende begærlig. Næste dag nåede de dertil, hvor Sancho havde lagt ris ud som mærkepæle for at kunne finde tilbage til stedet, hvor han havde efterladt sin herre; og da han genkendte det, fortalte han dem, at her var indgangen, og at de godt kunne klæde sig ud, hvis det var nødvendigt for at udfri hans herre; de havde nemlig tidligere sagt til ham, at når de klædte sig og gik til værks på denne måde, skete det for at få hans herre væk fra det dårlige liv, han havde valgt, og de indskærpede ham nøje, at han ikke måtte røbe for sin herre, hvem de var, og heller ikke at han kendte dem; og hvis don Quixote spurgte ham, som han måtte gøre, om han havde givet brevet til Dulzinea, skulle han sige ja, men da hun ikke kunne læse, havde hun svaret ham med ord og sagt, at hun i betragtning af hans ulykkelige situation befalede ham straks at opsøge hende, for det lå hende meget på sinde, og med det Sancho skulle sige, og det de selv havde tænkt sig at sige til ham, var de sikre på at kunne lede ham ind på et bedre liv og få ham til at slå ind på en vej, der førte til at blive kejser eller monark; for hvad angik det med at blive ærkebiskop, skulle han ikke være bange. Sancho lyttede til det hele og indprentede sig det nøje og takkede dem meget for, at de agtede at råde hans herre til at blive kejser og ikke ærkebiskop, for han var overbevist om, at kejsere kunne yde deres væbnere større gunstbevisninger end farende biskopper. Han sagde også til dem, at det ville være bedre, at han red i forvejen for at opsøge sin herre og overbringe ham svaret fra hans frue; for det skulle være nok til at få ham væk fra stedet, uden at de gjorde sig alt det besvær. De syntes godt om Sancho Panças forslag, og således besluttede de at vente på ham, indtil han vendte tilbage med nyt om, hvordan han havde truffet sin herre. Sancho begav sig ind i bjergkædens slugter og efterlod de to i en dal, hvor der løb en lille, fredelig bjergbæk, som lå behageligt og køligt i skygge fra nogle klipper og træer, der var på stedet. Varmen den dag, de kom der, var typisk for august måned, som i de egne plejer at være bagende hed; klokken var tre om eftermiddagen: alt dette gjorde omgivelserne mere behagelige og indbød til, at de blev på stedet, hvad de da også gjorde, og afventede, at Sancho kom tilbage. Da de to nu havde gjort sig det bekvemt i skyggen, opfangede deres ører en stemme, der uden ledsagelse af noget instrument klang blidt og behageligt, og de undrede sig meget, da de ikke mente, at det var et sted, hvor der kunne være nogen, som sang så godt. For skønt man plejer at sige, at man i skov og på mark træffer hyrder med fremragende stemmer, skyldes det snarere digternes overdrivelser end sandhed; og endnu mere undrede de sig, da de bemærkede, at det de hørte, ikke var landlige bjergbønders vers, men forstandige hoffolks digte. Og det blev bekræftet, da de hørte disse vers:

Hvem er min godhed underlagt?

Stor foragt.

Hvem øger nu min indre splid?

Skinsygt nid.

Hvem prøver min tålmodighed?

Ensomhed.

Derfor kan nu ingen lindring

nå mig i min store smerte,

for jeg dræbes af mit hjerte,

hvor foragten har sit udspring.

Hvem gør mig nu af smerte vild?

Elskovs ild.

Hvem tvinger min ære i skjul?

Skæbnens hjul.

Hvem øger mon min dybe sorg?

Himlens borg.

Derfor er det min store frygt,

at dette onde dræber mig,

for kærlighedens dunkle vej

lader mig ikke hvile trygt.

Hvem kan modvirke skæbnens kneb?

Dødens greb.

Hvem når kærlighed i handling?

Forvandling.

Hvem heler kærlighedens brist?

Vanvids gnist.

Derfor er det uforstandigt,

at ville hele lidenskab,

når død, forvandling, galenskab

er lægemidlerne mod sligt.

Timen, vejret, ensomheden, stemmen og sangerens dygtighed vakte beundring og velbehag hos de to tilhørere, der forholdt sig i ro og afventede, om de skulle få mere at høre; da de så, at stilheden varede ved, besluttede de at gå ud for at lede efter sangeren med den vidunderlige røst; men da de var ved at rejse sig, fik den samme stemme dem til at blive siddende, for nu nåede den deres ører med denne sonet:

SONET

Hellige venskab, der med lette vinger

lader kroppen blive på jorden og strør

stjernestøv på sfærerne med godt humør,

glad du dig i himmelske sale svinger:

fra himlen sker det, at din stemme klinger

om retfærdig fred, der dækkes af et slør,

hvor gode gerninger har samme kulør

som den onde dåd, der ulykke bringer.

Oh, venskab! Flyv fra himlen, nedlæg forbud,

mod at bedraget klædes i dine fjer

og ødelægger ærlig oprigtighed;

så hvis du ikke tager din lånte hud,

vil kampene i verden snart blive fler,

lig den første forvirrings uenighed.

Sangen sluttede med et dybt suk, og de to ventede nu igen spændt på, om der ville blive sunget mere; men da de bemærkede, at sangen var slået over i hulken og jammerlig klagen, blev de enige om at finde ud af, hvem den sørgmodige var, hvis stemme klang lige så uovertruffent, som hans klynken lød bedrøvelig; de måtte ikke gå langt, før de rundede en klippe og opdagede en mand, der havde samme højde og drøjde som ham, Sancho Pança havde beskrevet, da han fortalte Cardenios historie; manden for ikke sammen, da han fik øje på dem, men blev siddende roligt og med bøjet hoved som en eftertænksom mand, og alene ved deres pludselige tilsynekomst hævede han øjnene et øjeblik for at se på dem. Præsten havde genkendt ham på hans udseende, og da han havde hørt om hans ulykke, gik han hen til ham, og idet han var en veltalende mand, bad og besnakkede han ham med få, skønt yderst forstandige ord om at forlade dette kummerlige liv, for at han ikke helt skulle miste livet, hvad der var den største af alle ulykker. På det tidspunkt var Cardenio ved sine fulde fem og fri for de vanvittige anfald, der så ofte drev ham fra sans og samling; og da han så de to, der var klædt helt anderledes end de, der ellers færdedes i disse ensomme egne, kunne han ikke lade være at undre sig, og hans forundring blev ikke mindre, da han hørte, at han blev tiltalt, som om hans sag var almindelig kendt, for det kunne han forstå af præstens ord, og derfor svarede han ham på denne vis:

“Jeg ser vel, herrer, hvem I end er, at himlen, der bekymrer sig om at komme de gode til undsætning og ofte også de slette, sender mig mennesker til disse fjerne steder, der ligger langt fra menneskeligt samkvem, uden at jeg har fortjent det, og med forskellige skarpsindige overvejelser gør de mig opmærksom på, hvor ubetænksomt jeg farer frem i det liv, jeg fører, og således forsøger de at få mig væk herfra til venligere egne; men da de ikke som jeg ved, at hvis jeg forlader det hårde liv her, bliver mit liv endnu værre, regner de mig sikkert for en tumpe, og hvad værre er, for bindegal. Og det ville ikke være underligt, hvis det var sådan, for jeg aner, at det påvirker mig så stærkt at tænke på mine ulykker, at det kan føre til min fortabelse, således at jeg uden mulighed for at hindre det kommer til at ende som en sten uden dømmekraft eller sund fornuft; det går op for mig, når andre fortæller og viser mig, hvad jeg har gjort, mens jeg beherskes af mine forfærdelige anfald; forgæves beklager jeg mig, og formålsløst forbander jeg min skæbne, og jeg kan ikke andet, og som undskyldning for mine vanvittige handlinger fortæller jeg alle, der vil høre på det om grunden dertil, for når de forstandige indser, hvad årsagen er, undrer de sig ikke over virkningerne, og skønt de ikke kan afhjælpe dem, bebrejder de mig i det mindste ikke noget, så deres vrede over min ubeherskede fremfærd forvandles til medfølelse med mine ulykker. Og hvis I, herrer, kommer i den samme hensigt som andre før jer, beder jeg jer vente med jeres forstandige overtalelser og først lytte til beretningen om mine ulykker, der ingen ende vil tage, for når I har hørt den, kan I måske spare jer det besvær at bringe trøst i en ulykkelig situation, hvor alt håb lades ude.”

De to, der bare ønskede at høre årsagen til hans ulykke af hans egen mund, bad ham om at fortælle og tilbød kun at gøre, hvad han måtte ønske som lindring og trøst; og hermed begyndte den bedrøvelige ridder på sin jammerlige historie med næsten de samme ord og hændelser, som han havde fortalt til don Quixote og gedehyrden nogle få dage tidligere, da fortællingen ikke blev afsluttet på grund af mester Elisabat og don Quixotes nøjeregnende overholdelse af ridderskabets værdighed, således som historien har fortalt det. Men nu ville den gode skæbne, at anfaldet af vanvid holdt sig tilbage, så han fik lejlighed til at fortælle historien til ende; og da han således nåede frem til hændelsen med brevet, som don Fernando havde fundet i romanen Amadís de Gaula, sagde Cardenio, at han tydeligt kunne huske det, og at der stod sådan her:

LUSCINDA TIL CARDENIO

Hver dag opdager jeg egenskaber hos jer, som forpligter og binder mig til at værdsætte jer mere; så hvis I skulle ønske at få mig ud af denne gæld, uden at jeg mister min ære derved, kan I meget vel gøre det. Jeg har en far, der kender jer og holder meget af mig, og han vil ikke gå imod min vilje ved at opfylde det ønske, som I rettelig må have, hvis I værdsætter mig, som I siger, og som jeg tror.

“Dette brev fik mig til at bede om Luscindas hånd, som jeg allerede har fortalt jer, og samtidig fik brevet don Fernando til at mene, at Luscinda var en af sin tids mest forstandige og kloge kvinder; og brevet gav ham desuden lyst til at knuse mig, før jeg fik gennemført mit forehavende. Jeg fortalte don Fernando, at Luscindas fars eneste forbehold var, at min far skulle bede om hendes hånd for mig, hvad jeg dog ikke vovede at anmode ham om, da jeg frygtede, at han ikke ville gå med til det, ikke fordi han ikke kendte Luscindas værd, godhed, dyd og skønhed og ikke vidste, at hun havde så herlige egenskaber, at de ville berige enhver anden slægt i Spanien, men fordi han havde ladet mig forstå, at han ikke ønskede, at jeg giftede mig så hurtigt, før han havde set, hvad hertug Ricardos hensigter var med mig. Kort sagt fortalte jeg ham, at jeg ikke vovede at sige det til min far, både på grund af denne hindring og af mange andre grunde, der fik mig til at tabe modet, uden at jeg kunne sige, hvad de gik ud på, andet end at jeg følte, at mine ønsker aldrig ville gå i opfyldelse. Don Fernandos svar på alt dette var, at han nok skulle sørge for at tale med min far og få ham til at tale med Luscindas far. Ak, ærgerrige Marius, grusomme Catilina, slyngelagtige Sulla! Oh, løgnagtige Galalón! Ak, forræderiske Vellido, hævngerrige don Julián, begærlige Judas! Grusomme, hævngerrige og løgnagtige forræder, hvilke pligtforsømmelser havde jeg stakkel gjort mig skyldig i, idet jeg så ligefremt afslørede mit hjertes hemmeligheder og glæder for dig? Hvorved havde jeg fornærmet dig? Hvad jeg sagde og rådede dig til, var det ikke alt sammen stilet mod at øge din ære og dit velfærd? Men hvad beklager jeg ulykkelige mig over! For det er jo en sikker sag, at når stjernerne i deres løb kommer oppefra og nedefter og med rasende voldsomhed styrter ned mod os, bringer de ulykker, som ingen magt på jorden kan afvende og ingen menneskelig indsats afværge. Don Fernando, der var en fornem og forstandig ridder, forpligtet af mine tjenester og magtfuld nok til at opnå alt, hvad han i sin elskovs attrå måtte ønske, hvor som helst det faldt ham ind, hvem skulle tro, at han ville lade sig ægge, som man siger, til at berøve mig mit eneste lam, som jeg endda endnu ikke besad? Men nu må disse overvejelser hvile, da de er lige så unyttige som forgæves, og lad os i stedet genoptage min ulykkelige historie, hvor vi slap den. Videre kan jeg fortælle, at da don Fernando fandt, at min tilstedeværelse hindrede ham i at sætte sine lumske, slette hensigter i værk, besluttede han at sende mig til sin storebror for at bede ham om penge til at betale seks heste, som han havde købt med velberåd hu og alene for at få mig væk, så han bedre kunne slippe af sted med sit ondsindede forehavende; han havde købt dem den dag, han tilbød at tale med min far, og ville nu have, at jeg skulle hente pengene. Kunne jeg have forudset et sådant forræderi? Kunne jeg måske have forestillet mig det? Nej, bestemt ikke; tværtimod tilbød jeg glad og gerne at tage af sted straks, tilfreds med det gode køb, han havde gjort. Den aften talte jeg med Luscinda og fortalte hende, hvad jeg havde aftalt med don Fernando, og at der var godt håb om, at vores udmærkede og rimelige ønsker ville gå i opfyldelse. Det lå hende lige så fjernt som mig, at don Fernando kunne forråde os, så hun sagde, at jeg skulle vende hurtigt tilbage, for hun troede, at vores ønsker ville blive opfyldt, så snart min far havde talt med hendes far. Jeg ved ikke, hvad der stak hende, for da hun havde sagt det, steg tårerne op i hendes øjne, og hun fik en klump i halsen, så hun ikke kunne få et eneste af de mange ord frem, hun så vidt jeg kunne se forsøgte at sige mig. Jeg blev forundret over dette nye udbrud af følelser, som jeg aldrig tidligere havde set hos hende, for vi talte altid glade og tilfredse sammen, når skæbnen og min opfindsomhed tillod os det, uden at blande tårer, suk, skinsyge, mistanke eller frygt ind i vores snak. Jeg priste min gode skæbne, der havde ladet himlen give mig hende til frue: jeg overdrev hendes skønhed, jeg undrede mig over hendes sjælsstyrke og klogskab. Hun betalte mig med samme mønt og roste mig for det, hun som forelsket fandt værdigt at rose. Således fortalte vi hinanden hundrede tusinde hændelser og småsladder om vores naboer og bekendte, og det eneste, jeg dristede mig til, og det endda næsten med magt, var at gribe en af hendes smukke, hvide hænder og føre den til mine læber, så godt jeg kunne komme til for det lave gitter, der skilte os. Men aftenen før den sørgelige dag for min afrejse klynkede, græd og sukkede hun, hvorefter hun gik og lod mig tilbage i en tilstand af forvirring og bestyrtelse, forskrækket over at have set de nye og bedrøvelige tegn på sorg og smerte hos Luscinda; men for ikke at lægge mine håb i ruiner, betragtede jeg det som udtryk for, hvor stærk hendes kærlighed til mig var, og tilskrev det den nedtrykthed, som fravær plejer at fremkalde hos dem, der elsker hinanden. Jeg tog altså af sted, bedrøvet og eftertænksom, idet jeg gjorde mig alle hånde forestillinger og mistanker uden at vide, hvad jeg mistænkte eller forestillede mig: men der var tydelige tegn på de bedrøvelige og ulykkelige hændelser, der ventede mig. Jeg nåede frem til den by, jeg var blevet sendt til; der overrakte jeg brevene til don Fernandos bror og blev godt modtaget, men mindre godt gik det med at få sagen bragt i orden, for meget mod min vilje befalede han mig at vente otte dage, og jeg skulle opholde mig et sted, hvor hans far, hertugen, ikke så mig, for hans bror skrev, at han skulle sende ham pengene, uden at hans far hørte om det. Alt dette havde den falske don Fernando fundet på, for hans bror manglede ikke penge, så han kunne have ordnet sagen straks. Det var en ordre og befaling, men jeg var lige ved ikke at efterkomme den, da det forekom mig umuligt at udholde livet uden Luscinda i så mange dage, og endda havde hun været nedtrykt, da jeg forlod hende, således som jeg har fortalt jer; men alligevel adlød jeg som en god tjener, skønt jeg kunne se, at det skete på bekostning af mit velbefindende. Men da jeg havde været der fire dage, blev jeg opsøgt af en mand, der kom for at overrække mig et brev, som jeg kunne se var fra Luscinda, for påskriften udenpå var med hendes håndskrift. Angst og forskrækket åbnede jeg brevet, da jeg tænkte, at der måtte være sket noget særligt, som havde bevæget hende til at skrive til mig i mit fravær, for når jeg var der, gjorde hun det kun sjældent. Før jeg læste det, spurgte jeg manden om, hvem der havde givet ham det, og hvor længe han havde været om turen. Han fortalte, at han tilfældigt var kommet gående ad en af byens gader midt på dagen, da en meget smuk frue havde kaldt på ham fra et vindue med tårer i øjnene, og i al hast havde hun sagt til ham: ‘Min gode mand, hvis I er kristen, således som I ser ud til at være, bønfalder jeg jer for Guds skyld om straks straks at bringe dette brev til den by og den person, der står skrevet udenpå, og som er velkendt; dermed vil I gøre Vor Herre en stor tjeneste; og for at I ikke skal mangle midler til at udføre det, tag da, hvad der er i dette tørklæde.’ Og idet hun sagde det, kastede hun en bylt ud ad vinduet; i et tørklæde var der bundet hundrede realer og guldringen, som jeg her bærer, sammen med brevet, jeg har givet jer. Uden at afvente mit svar fjernede hun sig fra vinduet, selv om hun først holdt øje med, at jeg tog brevet og tørklædet op og ved tegn lod hende forstå, at jeg ville gøre, hvad hun bad mig om; da jeg så, hvor godt jeg blev betalt for min ulejlighed med at bringe jer brevet, og da jeg af påskriften kunne se, at brevet var stilet til jer, herre, som jeg udmærket kender, og da jeg også følte mig forpligtet af den smukke frues tårer, besluttede jeg mig til ikke at stole på nogen anden, men selv tage af sted for at overbringe jer det. Og på de seksten timer, der er gået, siden hun gav mig det, har jeg tilbagelagt vejen, der som I ved er på atten mil.’ Mens det taknemmelige, nybagte postbud fortalte mig det, hang jeg ved hans ord og kunne knap holde mig på benene, sådan rystede de under mig. Så åbnede jeg brevet og opdagede, at det indeholdt disse ord:

LUSCINDA TIL CARDENIO

Don Fernando har opfyldt det løfte, han gav jer om at opfordre jeres far til at tale med min, ved mere at skele til sin egen lyst end til jeres fordel. I skal vide, herre, at han har bedt om min hånd, og min far, der ledes af de fortrin, han mener, don Fernando har frem for jer, er gået så helhjertet ind på hans ønske, at brylluppet skal stå om to dage i en sådan hemmelighed og ensomhed, at kun himlen og nogle folk fra huset skal være vidner. I kan nok forestille jer, hvordan jeg har det; hvis I har mulighed for at komme, kan I få det at se, og om jeg elsker jer eller ej, kan udfaldet af denne sag vise jer. Gud give, at disse ord kommer jer i hænde, før min hånd må forene sig med hans, skønt han kun dårligt har vidst at holde det løfte, han har givet!

“Disse var kort og godt ordene, som brevet indeholdt, og som gjorde, at jeg straks begav mig af sted uden at afvente yderligere svar eller flere penge; jeg var selvfølgelig godt klar over, at det ikke var købet af hestene, men hans eget lune, der havde bevæget don Fernando til at sende mig til sin bror. Vreden mod don Fernando vældede op i mig, sammen med frygten for at miste den juvel, jeg havde vundet ved mange års tjenester og længsler, og det gav mig vinger, der næsten flyvende bragte mig tilbage til min egen by dagen efter, netop på det tidspunkt og klokkeslæt, hvor det passede bedst at tale med Luscinda. Jeg kom tilbage i al hemmelighed og efterlod det muldyr, jeg red på, i huset hos den gode mand, der havde bragt mig brevet; og skæbnen var mig på det tidspunkt så gunstig, at den lod mig træffe Luscinda ved gitteret, der havde været vidne til vores kærlighed. Luscinda genkendte mig og jeg hende, men ikke som hun burde kende mig og jeg hende. Men hvem i denne verden kan rose sig af, at han er trængt ind i kvindens forvirrede tankegang og har kendt hendes ustadige sind? Ingen, det er sikkert og vist! Jeg kan altså fortælle, at straks Luscinda så mig, udbrød hun: ‘Cardenio, jeg er klædt til bryllup; forræderen don Fernando og min griske far venter mig i salen sammen med andre vidner, der snarere kommer til at bevidne min død end mit bryllup. Bliv ikke foruroliget, kære ven, men forsøg at være til stede ved denne ofring, og kan den ikke hindres ved mine ord, har jeg skjult en daggert, der kan bremse mere beslutsomme viljer, idet jeg vil gøre en ende på mit liv med den og skabe begyndelsen til, at du kan kende den kærlighed, jeg har følt og føler for dig.’ Jeg svarede hende forvirret og i al hast, for jeg var bange for ikke at nå at svare hende: ‘Gid dine gerninger, frue, må gøre dine ord til sandhed; for hvis du har én daggert til at give dine ord vægt, bærer jeg her et sværd, hvormed jeg kan forsvare dig eller dræbe mig selv, hvis skæbnen ikke er os nådig.’ Jeg tror ikke, hun nåede at høre disse ord, for jeg opfangede, at der blev skyndet på hende, fordi brudgommen ventede. Glædens sol gik ned, sorgens nat faldt på for mig, jeg mistede øjnenes lys og tankens forstandighed. Jeg magtede ikke at trænge ind i huset og kunne heller ikke gå andre steder hen; men da jeg betænkte, hvor vigtig min tilstedeværelse var for, hvad der kunne ske i sagen, tog jeg mig sammen, så godt jeg kunne, og trængte ind i huset; jeg kendte udmærket alle veje ind og ud af huset, og med al opstandelsen og hemmelighedskræmmeriet lagde ingen mærke til mig; så uden at blive set havde jeg held til at anbringe mig i en vinduesfordybning i selve salen; den var dækket af to tapeter, der mødtes foran den, så jeg gennem sprækken kunne se alt, hvad der foregik i salen, uden at blive set. Hvem kunne nu beskrive mit hjertes urolige banken, mens jeg stod dér, de tanker, der faldt mig ind, de overvejelser, jeg gjorde mig, der var af en sådan karakter, at man ikke kan eller bør tale om dem. Det må være nok at vide, at brudgommen trådte ind i salen uden anden pynt end de hverdagsklæder, han plejede at gå i. Som forlover havde han en fætter af Luscinda, og i hele salen var der ingen udefra, men kun husets tjenestefolk. Kort efter kom Luscinda ud fra et sideværelse, ledsaget af sin mor og to af sine kammerjomfruer, og hun var så smukt pyntet og gjort i stand, som hendes rang og skønhed fortjente, og dér stod hun i al sin fuldkomne ynde og fornemme pragt. Min forbavselse og betagelse gav mig ikke tid til at hæfte mig særligt ved, hvad hun var klædt i: jeg bemærkede kun farverne, der var rød og hvid, og glimtene fra hovedpyntens og klædedragtens ædle sten og juveler, der blev overstrålet af hendes smukke, lyse lokkers enestående skønhed, som skinnede stærkere end de ædle stene og skæret fra de fire fakler, der var i salen. Oh, erindring, dødelige fjende af min sjælero! Hvad hjælper det mig nu at se min tilbedte fjendes uforlignelige skønhed for mig? Er det ikke bedre, at du, min grusomme erindring, minder mig om og gengiver, hvad hun dengang gjorde, for at jeg drevet af så åbenlys en krænkelse kan stræbe efter at miste livet, om ikke efter hævn? Nu må I ikke blive trætte, herrer, af at høre mine betragtninger; for min smerte er ikke af den slags, der kan eller bør fortælles kortfattet og i forbifarten, for hver eneste omstændighed fortjener efter min mening en lang omtale.”

Hertil svarede præsten, at de slet ikke blev trætte af at høre på ham, men tværtimod fandt stor fornøjelse ved at høre alle enkeltheder i hans beretning, da de var af en sådan art, at de fortjente ikke at blive forbigået i stilhed og skulle have samme opmærksomhed som det væsentligste i fortællingen.

“Jeg kan altså fortælle,” fortsatte Cardenio, “at da alle var i salen, trådte sognepræsten ind og tog dem begge i hånden for at gøre, hvad der kræves ved den handling, og idet han sagde: ‘Ønsker I, fru Luscinda, at tage hr. don Fernando, der står ved jeres side, som jeres retmæssige ægtemand og følge den Hellige Moderkirkes anvisninger?’ stak jeg hele hovedet og halsen ud mellem tapeterne for med stive øren og forstyrret sjæl at kunne lytte til, hvad Luscinda svarede, idet jeg af svaret ventede min dødsdom eller min benådning. Ak, hvem der dog havde dristet sig til at træde frem og erklære med høj røst: ‘Men Luscinda, Luscinda, se dog, hvad du gør, betænk, hvad du skylder mig, du ved jo, at du er min og ikke kan tilhøre nogen anden! Du skal vide, at når du siger ja, vil du samtidig gøre en ende på mit liv! Ak, forræderiske don Fernando, du har berøvet mig min lykke og gjort en ende på mit liv! Hvad ønsker du? Hvad vil du opnå? Betænk, at du ikke på kristen vis kan opfylde dine lyster, for Luscinda er min hustru og jeg hendes ægtemand.’ Ak, jeg galning! Nu da jeg er langt væk og fjernt fra faren, fortæller jeg, at jeg skulle have gjort, hvad jeg ikke gjorde; efter at jeg lod mig berøve min dyrebare skat, forbander jeg nu røveren, som jeg havde kunnet hævne mig på, hvis jeg dengang havde haft modet til det, som jeg nu har det til at beklage mig. Da jeg altså dengang var en kujon og tåbe, er det kun rimeligt, at jeg nu dør, flov, gal og fuld af anger. Præsten stod og ventede på Luscindas svar, som hun var en rum tid om at give ham, og da jeg troede, at hun nu tog daggerten frem for at give sine ord vægt eller åbnede munden for at sige noget rammende eller afslørende, som ville være til min fordel, hører jeg, at hun med svag og kraftløs stemme sagde: ‘Ja, det vil jeg,’ og det samme sagde don Fernando, og idet han gav hende ringen på, blev de forenet i et uløseligt bånd. Brudgommen gik hen for at omfavne sin hustru, men hun lagde hånden på hjertet og faldt afmægtig om i sin mors arme. Nu mangler jeg kun at fortælle, hvordan jeg havde det, da jeg i hendes ja, som jeg havde hørt, så mit håb gjort til skamme og Luscindas ord og løfter blive falske, idet jeg aldrig i livet ville kunne genvinde den skat, som jeg i det øjeblik havde mistet: jeg var rådvild og følte mig forladt af himlen, gjort til fjende af den jord, der understøttede mig, berøvet luft til mine suk og vand til mine øjnes tårer; kun ilden voksede sig stærk, så alt i mig flammede af raseri og skinsyge. Alle kom i oprør over Luscindas besvimelse, og da hendes mor knappede kjolelivet op, for at hun kunne få luft, opdagede man et lukket brev, som don Fernando straks tog og gav sig til at læse i lyset fra en af faklerne, og da han havde læst det, satte han sig på en stol med hånden under kinden og så meget eftertænksom ud, uden at medvirke til forsøgene på at få hans hustru til at vågne op af besvimelsen. Da jeg så, at alle i huset var i oprør, forlod jeg dristigt huset uden at tage mig af, om jeg blev set eller ej, besluttet på, at hvis jeg blev opdaget, ville jeg gøre noget helt uoverlagt, så alverden kunne forstå min retfærdige harme, når den falske don Fernando måtte undgælde for sin brøde, og endda også når de blev klar over den afmægtige forræderskes ustadighed. Men min skæbne, der må have større onder i vente til mig, hvis de ellers findes, stod mig bi med et overmål af forstandighed, som jeg siden har manglet; og skønt det havde været let at tage hævn over mine største fjender, da de ikke havde tanker for mig, ønskede jeg ikke at gøre det, men foretrak at rette hævnen mod mig selv og lade straffen, som de fortjente, falde på mig selv, og måske endda gøre den strengere, end de ville have oplevet den, hvis jeg dengang havde dræbt dem, for den straf, man modtager pludseligt, er også hurtigt overstået; men den, der trækkes i langdrag med pinsler, er altid ødelæggende uden at gøre en ende på livet. Kort sagt forlod jeg huset og nåede hen til sendebudets hus, hvor jeg havde efterladt muldyret; jeg fik ham til at sadle det op for mig og uden et ord til farvel steg jeg bare op og forlod byen som en anden Lot uden at vove at dreje hovedet for at se på den; da jeg befandt mig alene ude i det åbne land, og nattens mørke omsluttede mig, indbød dens stilhed mig til at klage, og uden hensyn til eller frygt for at blive hørt eller genkendt oplod jeg min røst og udstødte så mange forbandelser over Luscinda og don Fernando, som om jeg dermed kunne få oprejsning for den krænkelse, de havde gjort mig. Jeg kaldte hende grusom, falsk og utaknemmelig, men frem for alt grisk, for min fjendes rigdom havde lukket hendes øjne for kærligheden og frataget mig den for at give den til én, som skæbnen havde vist sig mere gavmild og storsindet; og mens sådanne forbandelser og ukvemsord strømmede fra mig, tog jeg til at undskylde hende med, at det ikke var urimeligt, at en jomfru, der levede tilbagetrukket i sine forældres hus, opdraget og vant til altid at adlyde dem, havde foretrukket at føje sig efter deres ønske, for til ægtemage gav de hende så fornem, rig og prægtig en mand, at hvis hun ikke ville have ham, kunne man tro, at hun enten ikke var rigtig vel forvaret, eller at hun elskede en anden, hvad der kunne skade hendes gode ry og omdømme. Så begyndte jeg forfra med, at hvis hun havde sagt, at jeg var hendes ægtemand, ville de have indset, at hun ikke havde gjort et så dårligt valg endda ved at tage mig. Og de skulle nok undskylde hendes handling, for før don Fernando tilbød sig, kunne de ikke finde nogen bedre end mig som ægtemand til deres datter, hvis de målte deres ønske med fornuftens alen. Så i stedet for at bringe sig selv i den påtvungne og uafvendelige situation at give sin hånd væk kunne hun have sagt, at jeg allerede havde givet hende min hånd, for jeg ville have skyndt mig tilbage og være gået med til alt, hvad hun kunne finde på i denne sag. Kort sagt besluttede jeg, at lunken kærlighed, ringe dømmekraft, megen ærgerrighed og ønsker om storhed havde fået hende til at glemme de ord, hvormed hun havde bedraget og holdt mig hen og givet næring til mine standhaftige håb og ærlige ønsker. Med disse ord og med denne uro drog jeg af sted hele den nat og nåede ved morgengry frem til foden af bjergene her, som jeg de næste tre dage red ind igennem langt fra vej og sti, indtil jeg nåede frem til nogle engstrøg, uden at have nogen anelse om, hvor i bjergene de ligger, og der spurgte jeg nogle bjergbønder, hvilken retning jeg skulle tage for at nå frem til de mest uvejsomme dele af bjergene. De pegede i retning af stedet her. Så begav jeg mig herhen med det forsæt at ende livet her, og da jeg trængte ind i det vildsomme terræn, faldt mit muldyr dødt om af træthed og sult, skønt jeg er mere tilbøjelig til at tro, at det gjorde det for at kaste så unyttig en byrde af sig, som jeg er. Jeg var nu blevet overladt til naturen, henvist til at færdes til fods, jeg led sult uden at have nogen til at hjælpe mig og uden tanker for at søge støtte. Sådan lå jeg på jorden, hvor længe ved jeg ikke, men endelig kom jeg på benene uden at føle sult; ved siden af mig opdagede jeg nogle gedehyrder, der uden tvivl måtte have sørget for at give mig mad og drikke, for de fortalte, hvordan de havde fundet mig, og hvorledes jeg lå og talte i vildelse, så jeg viste tydelige tegn på at være fra forstanden; og siden da har jeg følt, at jeg ikke altid er ved mine fulde fem, men tværtimod kan være så mat og svag, at jeg begår tusinde galskaber, flår mine klæder itu, råber op i disse ensomme bjerge, forbander min skæbne og formålsløst gentager min elskede fjendes navn uden anden tanke eller hensigt end at råbe det, mens jeg forsøger at gøre en ende på mit liv; og når jeg kommer til mig selv igen, er jeg så træt og mørbanket, at jeg knap kan bevæge mig. Husly finder jeg som regel i en hul korkeg, der er stor nok til at rumme min elendige krop. Kvæghyrderne og gedebønderne, der færdes i bjergene her, holder liv i mig af ren og skær barmhjertighed og lægger mad ud til mig langs vejene og ved de klipper, hvor de mener, at jeg måske kan komme forbi og finde det; og skønt jeg er fra sans og samling, får mine naturlige behov mig til at sørge for at opretholde livet og giver mig lyst til at smage på det og vilje til at spise det. Andre gange, når de træffer mig ved mine fulde fem, fortæller de, at jeg farer ud på vejen og tager maden fra hyrderne med magt, når de kommer med den fra byen til hyrdernes hytter, skønt de med glæde ville give mig noget at spise. På den måde går mit elendige og udsigtsløse liv, indtil himlen vil se i nåde til mig og føre det til den endelige afslutning eller bringe min hukommelse til ophør, så jeg ikke længere kan erindre Luscindas skønhed og forræderi og don Fernandos krænkelse; for hvis det sker, uden at jeg berøves livet, kan jeg føre mine tanker ind på andre baner; og ellers er der ikke andet for end at bønfalde Gud om at være min sjæl nådig, for jeg har hverken mod eller kræfter til at føre mit legeme ud af dette kummerlige liv, jeg har valgt at bringe det ud i. Ak, herrer, dette er den bitre beretning om min ulykke! Sig mig så, om den kan fortælles med færre følelser, end jeg har lagt for dagen. Og I skal ikke besvære jer med at overtale eller råde mig til, hvad fornuften siger jer er godt for mig, da det vil virke på mig som medicin, udskrevet af en berømt læge til en syg, der ikke ønsker at tage den. Jeg ønsker ikke at blive helbredt uden Luscinda, og når hun foretrak at tilhøre en anden, skønt hun var eller burde blive min, foretrækker jeg min vanskæbne, skønt jeg kunne være blevet lykkelig. Med sin ustadighed ønskede hun at gøre min fortabelse varig; ved at forsøge at bringe mig i fortabelse ønsker jeg at tilfredsstille hendes vilje, og for dem, der skal komme, vil det blive et eksempel på, at jeg alene manglede det, som alle ulykkelige ellers har til overflod, for de plejer at finde trøst i det umulige i at kunne trøstes, mens det piner og plager mig at tænke på, at selv i døden vil mine lidelser ikke ophøre.”

Her sluttede Cardenio sin lange fortælling og historie om sin ulykke og kærlighed; og mens præsten samlede sig sammen til at sige ham nogle trøstende ord, blev han afbrudt af en stemme, og de hørte, at den i et klagende tonefald sagde det, der vil blive fortalt i denne fortællings næste kapitel, for nu er dette kapitel bragt til en ende af den viise og forstandige historiefortæller Cide Hamete Benengeli.