Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 29

Udfordring: Interviewpersonen er fremmed over for interviewsituationen – modsat forskeren

Оглавление

Interviewmetoden gør primært brug af sproget som redskab og relaterer sig mere eller mindre – afhængigt af den anvendte interviewmetode – til en fortællegenre. Hertil kommer, at et ustruktureret eller semistruktureret kvalitativt interview typisk strækker sig over flere timer. For en del af de unge er begge disse forhold, såvel den meget verbale udtryksform som samtaler af op til flere timers varighed hvor man fysisk ikke bevæger sig eller afbrydes undervejs, en meget uvant situation (og nærmest fysisk umuligt for nogen). Flere af de unge er simpelthen, som det fremgår af eksemplerne, ikke i stand til at udholde en sådan situation, og der kan således tendentielt blive tale om det jeg noget hårdt formuleret kalder et ‘kvalitativt overgreb’. Forskeren kommer således tendentielt til at modarbejde sin egen intention om at ville skabe tryghed omkring interviewsituationen og interviewpersonen.

Problemstillingen dækker også over en voldsom ulige situation idet situationen og den refleksive dialogform for forskeren typisk vil være velkendt og tryg hvilket som oftest ikke er tilfældet for den unge. Hertil kommer den ulighed der ligger i at forskeren er i arbejde modsat den unge, og at interviewet blandt andet handler om hvorfor den unge netop ikke er i arbejde.

Udfordringen består således i at overskride disse fordringer og ad andre veje skabe tryghed omkring de unge og situationen.

Udsatte unge, aktivering og uddannelse

Подняться наверх