Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 40

Jeg har i dette kapitel tegnet et overordnet billede af den institutionelle individualisering som en dominerende politisk ledesnor i de overordnede institutionelle rammer omkring de unge. Ser man på tværs af de mange felter og niveauer som antydningsvis er blevet berørt i dette kapitel, er det slående i hvor høj grad der er tale om sammenfaldende bevægelser. Tendenser der går igen inden for det ene område, synes at gå igen også inden for de øvrige. Denne pointe skal selvsagt tages med det væsentlige forbehold at jeg her langt fra har foretaget nogen udtømmende beskrivelse af udviklinger på de respektive arenaer, men netop har ledt efter samme tendenser. Der er således en rimelig fare for at foretage en tautologisk slutning, selv om jeg ikke mener at pointen kan reduceres til en sådan.

Det fremgår også af kapitlet at tendensen sætter sig igennem med forskellig styrke i de forskellige tiltag. Hvor individualiseringen er meget fremtrædende i uddannelserne for de udsatte unge, er den mere afgrænset til stede inden for arbejdsmarkeds-/beskæftigelsespolitikken, om end den politiske retorik er stort set identisk. De unge under uddannelse rammes således på et overordnet niveau hårdere af den institutionelle individualisering end de unge i aktivering. De unge i aktivering er omvendt den gruppe af unge for hvem modsætningsforholdet mellem individualiseringens slagord om ‘frit valg’ muligvis står i skarpest kontrast til aktiveringens begrænsninger.

Det er overordnede paradokser som disse som vil blive nærmere undersøgt og belyst empirisk i de senere kapitler. Mere konkret er et af de væsentlige spørgsmål til videre bearbejdning spørgsmål 2 i problemformuleringen: Hvordan oplever og reagerer de unge på denne individualisering, som den manifesterer sig og produceres på aktiveringsprojekterne? Men inden jeg kommer frem til den empiriske belysning af dette, skal begrebet om individualisering yderligere afsøges og diskuteres teoretisk.