Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 35

Arbejdsmarkedet spiller en central rolle i forbindelse med tendensen til institutionel individualisering ligesom de udsatte unges situation hænger sammen med forhold der ligger uden for aktiverings- og uddannelsessystemet.

Arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedsforholdene er med til at afgøre de unges muligheder for integration i såvel uddannelse som arbejde, og individualiseringstendenserne på arbejdsmarkedet spiller en afgørende rolle i den forbindelse (dette bliver nuanceret og diskuteret i kapitel 4).

En generel tendens er at tilrettelæggelsen af meget moderne arbejde bærer præg af en øget individualiseret organisering og en øget efterspørgsel på individualiserende kompetencer, forstået som kompetencer der knytter sig til den enkeltes sociale og personlige sider. Det drejer sig, som tidligere nævnt, konkret om samarbejdsevner, fleksibilitet, gode formuleringsevner og skriftlighed m.m. der alle forudsætter et relativt højt uddannelsesniveau. Disse erstatter sjældent de i forvejen eksisterende krav om disciplin, loyalitet, mødepligt, ansvarlighed osv. De kommer oveni. Yderligere stilles der ofte krav til de unge om en særlig serviceminded fremtoning, funktionsmåde og stil – forventninger som ellers traditionelt mest har været relateret til kvindelige middelklassejobs (Andersen, 2000).

I forlængelse heraf går tendensen på det danske arbejdsmarked som mange andre steder i retning af at det bliver stadig sværere for både de unge og ældre uden uddannelse at få fodfæste for andet end korte perioder. På grund af den stadige teknologisering bliver de lavest kvalificerede jobs i øget omfang koblet til servicesektoren, og i servicesektoren kræver selv ufaglærte jobs såvel instrumentelle kompetencer som individuelle og sociale kompetencer. Set i dette lys anses det for endnu mere centralt for de unge at gennemføre en ungdomsuddannelse for at øge deres chancer for at klare sig på det moderne arbejdsmarked. Bortset fra nogle ganske få undtagelser bliver uddannelserne det eneste redskab der for alvor kan reducere de unges risiko for at ende i en permanent marginaliseringstruet situation i forhold til arbejdsmarkedet (Jensen, 2002, p. 8).