Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 38

Som skitseret i kapitel 2 begrænser empirien i denne afhandling sig til perioden frem til 2001. Der er således i dette kapitel indtil nu lagt vægt på tendenserne frem til da. Jeg vil imidlertid af hensyn til den senere diskussion af afhandlingens perspektiver kort og meget overordnet aftegne tendenserne i den nuværende VK-regerings uddannelses- og beskæftigelsespolitik (og delvist socialpolitik) (jf. note 10).

I publikationer fra regeringen finder man formuleringer som:

“Regeringens målsætning om at sætte den enkelte i centrum – at lade borgerne tage roret – skal udmøntes i større valgfrihed. Det frie valg skal være til for alle, og måske mest af alt for dem, der ikke er vant til at råbe højt og presse deres vilje igennem.” (Socialministeriet, 2002, p. 11)

Formuleringerne er på dette retoriske niveau i en vis forstand båret af forestillingen om at det individuelle frie valg er det politiske og institutionelle svar på forestillingen om det moderne menneskes behov. På dette meget generelle niveau skinner tanken om den individuelle tilpasning igennem i den politiske retorik og lovgivning på stort set alle områder lige fra ældrepolitikken hvor det er den enkelte ældre der skal have ret til at kunne foretage personlige valg og prioriteringer af de offentlige ydelser, til folkeskoleområdet hvor undervisningsdifferentieringen skal tage højde for det enkelte barns situation, ønsker og evner. Men der er som bekendt altid langt fra tale til virkelighed, og jeg skal ikke her tage stilling til spørgsmålet om retorikkens realpolitiske gennemslag.

Mere konkret i forhold til de udsatte unge synes der at være en tendens til at de udsatte unge i mindre grad end tidligere opfattes som en del af en uddannelsespolitisk problemstilling. I Regeringens handleplan Bedre uddannelser 2002 figurerer disse unge alene som en del af planerne om ændringer på vejledningsområdet.

Generelt er der i uddannelsespolitikken lagt vægt på netop den individuelle vejledning som i stigende grad skal målrettes de udsatte unge, øget fleksibilitet og mulighed for individuelle kombinationsmuligheder, meritoverførsel osv. Men der er samtidigt også en tendens i retning af en større grad af central fastsættelse af faglige krav, en forøgelse af kravene på de uddannelser som typisk vil være dem der er mulige for de udsatte unge (eks. SOSU, HG, EU) samt om nedlæggelsen af såvel FUU og UJF. Alt sammen realpolitiske forhold der indskrænker de udsatte unges muligheder. Der er således langt fra tale om et entydigt billede.

I relation til beskæftigelsespolitikken er der sket et skifte i retning af at prioritere arbejde frem for aktivering og uddannelse i relation til de arbejdsløse (se endvidere rapporten ”På kanten af arbejdsmarkedet – en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet” udgivet af Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2004).

Der hvor de udsatte unge for alvor synes at komme til syne er i relation til den socialpolitiske satsning omkring bekæmpelsen af den negative sociale arv. Derudover udgav Socialministeriet i 2002 en socialpolitisk redegørelse med overskriften: Frit valg – også for de udsatte grupper (Socialministeriet 2002). De udsatte grupper er i denne forbindelse misbrugere, hjemløse, sindslidende og prostituerede. Der er således kun delvist sammenfald med den gruppe af arbejdsløse og udsatte unge, som er omdrejningspunktet for denne afhandling.

Det samlede billede af indsatsen over for de udsatte unge er blevet mere sløret. Det synes vanskeligere at finde sammenhæng mellem på den ene side det overordnede retoriske niveau om frit valg for alle borgere, og på den anden side det realpolitiske niveau, hvor antallet af reelle valgmuligheder for de udsatte unge synes indskrænket. Hvor den tidligere regerings svar på de unges situation og problemer var uddannelse (Hansen, 2003), er det i dag mere uklart, hvad der er svaret. Forsøgsvis kan man pege på at der er sket en glidning fra ‘frit valg under tvang’ til at ’de udsatte unge er uden for tendensen til frit valg’.