Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 39

Fra således at have indkredset forskellige aspekter af den institutionelle individualiserings gennemslag på et overordnet og politisk administrativt niveau skal dette afsluttende punkt indkredse fænomenet i en mere konkret og forvaltningsmæssig kontekst.

Begge de projekter der ligger til grund for denne undersøgelse, er beliggende i København, og derfor udgøres den konkrete forvaltningsmæssige kontekst af Københavns Kommune.

På det forvaltningsmæssige niveau fortolker Københavns Kommune arbejdsmarkedsreformen af 1996, som var den gældende på undersøgelsestidspunktet, således:

Det er den enkelte unge og dennes behov der skal stå i centrum for aktiveringsindsatserne. I en redegørelse fra kommunen formuleres det som at “alle aktiveringstilbud skal tage udgangspunkt i, at det er den enkelte ledige, der skal have et løft. Den enkelte arbejdsplads eller det enkelte projekts behov for ledige er således mindre relevant” (Københavns Kommune 1996, p. 25). Formuleringerne er til at genkende og tilsvarende i relation til de individuelle handleplaner som indledes i den modtagefunktion der er i enten AF-systemet eller kommunen.

En individuel handleplan er i disse sammenhænge en aftale mellem systemet og den unge med henblik på at få den unge i ordinært arbejde. Først når handleplanen er godkendt af begge parter, er der mulighed for aktivering og i tilfælde af at den unge ikke medvirker, kan det som nævnt få konsekvenser for udbetalingen af dagpenge. Det gennemgående i disse tiltag som peger i retning af en øget institutionel individualisering, er en højere grad af mulighed for fleksibilitet i forhold til den enkelte. Det vil konkret sige justering af planer, muligheden inden for nogle områder til selv at kunne præge forløbenes indhold osv.

Born og Jensen har foretaget en nærmere analyse af de institutionelle rationaler bag netop handleplanerne. De skriver:

“Hvis iagttagelser af handleplan- og aktiveringspolitik holdes sammen med mere generelle forandringsprocesser i samfundet, så er der næppe nogen tvivl om, at det individuelle betones, og at det kollektive demonteres” (Born og Jensen, 2001, p. 207).

Uden at ville gå for langt ind i denne debat kobler Born og Jensen tendensen til en øget brug af samtalen – og specifikt den individuelle samtale – til den stadig mere udbredte anvendelse af MUS-samtaler. Koblingen består blandt andet i den sprogbrug der lægges op til med sådanne samtaler. Der er tale om en individualiserende sprogbrug som fremdrager den enkelte og dennes mål, fremtid, planer, oplevelser osv. frem for det kollektive ’vi’ der også er til stede både indirekte og direkte i handleplanerne såvel som i eksempelvis MUS-samtalerne. Den individualiserende sprogbrug fordrer både refleksivitet og aktivitet af den enkelte, og i relation til de aktiverede udspiller samtalerne sig yderligere i en asymmetrisk samtalesituation da vejlederen har kompetence til at kunne sanktionere den unge (Born og Jensen, 2001, p. 210) (MUS-samtalerne er også asymmetriske, men de fleste ansatte er bakket op af et sikringssystem som ikke eksisterer for de ledige).