Читать книгу KAerlighedens vAesen - Thomas Teilmann Damm - Страница 10

Der er noget meget personligt over heltene i Wagners tre romantiske operaer, Den flyvende Hollænder, Tannhäuser og Lohengrin. Ikke sådan at forstå, at kunstneren selv forsvinder ud af sit værk fra og med Ringen: Det dæmonisk-heltemodige genfinder vi i Wotan, følelsesintensiteten i Brünnhilde, længslen i Tristan, lidelsen i Amfortas. Og så er der Mestersangernes resignerende Hans Sachs, som Wagner gerne identificerede sig med. Og dog virker Hollænderen, Tannhäuser og Lohengrin som mere komplette, mindre sminkede, mindre formidlede selvfremstillinger. Hollænderen: den byronske kunstner-helt, storslået og stolt i sin desperate higen. Tannhäuser: outsideren, som længes efter en kærlighed, der hverken er fornedret eller ophøjet, men menneskeligt sand. Lohengrin: en anden outsider, som nu tragter efter det menneskelige fællesskab, men ikke vil opgive det, der mærker og udmærker ham, og skuffet må vende tilbage til sin ophøjede isolation.

Disse figurer er skabt, før Wagner teoretiserede sit eget værk som kunstens alfa og omega, før Zürich-eksilet (1849-1858) og de mange års fravær fra det praktiske teaterliv, før hans eget værk blev et decideret projekt i opposition til den konventionelle opera. De er skabt af en sen romantiker, måske den sidste af betydning, og de er skabt af en kunstner, der, til trods for sin voksende sikkerhed, stadig prøver sig frem, stadig kan træde ved siden af, men så meget desto mere går til værket ”med glødende hjerte”, som det hedder i Tannhäuser.

Wagner færdiggjorde det første udkast til Tannhäuser i løbet af sommeren 1842, og det følgende forår lå teksten klar. Kompositionen beskæftigede ham fra november 1843 og halvandet år frem, uropførelsen fandt sted den 19. oktober 1845 i Dresden. I modsætning til Den flyvende Hollænder, der blev skabt i løbet af en usædvanlig kort, koncentreret periode, strakte arbejdet på Tannhäuser sig altså over et betragteligt tidsrum. Wagner afviste, i et brev til musikkritikeren Karl Gaillard (den 5. juni 1845), at den lange tilblivelse skulle have haft nogen negativ indflydelse på resultatet:

Til trods for de lange afbrydelser, der skilte mig fra mit arbejde, bragte et enkelt åndedrag mig bestandigt tilbage i den særlige duft, der havde beruset mig ved den allerførste konception.

Afbrydelserne skyldtes hans nye stilling som kapelmester ved Dresden-operaen, og til trods for, at han bagatelliserede dem i brevet, skulle de i den kommende tid blive lidt af en plage for ham som skabende kunstner.

I Dresden opfattede man ham som en lykkeprins, en kunstnerisk eventyrer, hvis succes skyldtes dristighed og initiativ snarere end solid kunnen og modenhed. Succesen med Rienzi var umiskendelig, men rakte ikke til de følgende værker, og modtagelsen af Tannhäuser var nærmest lunken. Det nye værk spændte ikke bare, som Hollænderen, operakonventionerne til bristepunktet, men stillede for første gang de for Wagner så karakteristiske krav til publikum om begejstring, hengivelse og selvforglemmende indlevelse. Kravene var endnu ikke teoretiseret, men lå ligesom medkomponeret i det nye værk selv. Hvis Tannhäuser skal have fuld effekt, må man ikke lytte og betragte adspredt eller disengageret, men leve og lide med titelhelten. Problemet er bare, at han kan være en svær mand at følge.