Читать книгу KAerlighedens vAesen - Thomas Teilmann Damm - Страница 6

Legenden om Den flyvende Hollænder fortæller om en 1600-tals kaptajn, der forsøger at trodse stormen og runde en pynt, i nogle versioner er der specifikt tale om Kap det gode Håb, i andre forbliver geografien ubestemt. Igen og igen bliver han slået tilbage, og til sidst sværger han, at han vil fortsætte, om det så bliver til dommedag. Djævlen hører ham og tager ham på ordet, og han flakker nu hvileløst rundt på verdenshavene. Der er forskellige fortsættelser på historien, men i den udgave, Wagner læste i Heinrich Heines skælmefiktion Aus den Memoiren des Herren von Schnabelewopski (1834), bliver det kaptajnen forundt at gå i land hvert syvende år og søge sig en hustru. Hvis hun viser sig tro, er forbandelsen hævet. Heine ironiserer som forventeligt over denne betingelse:

For kvinderne er stykkets morale, at de skal vare sig for at ægte en flyvende Hollænder; og vi mænd kan lære af dette stykke, hvordan vi gennem kvinderne i bedste fald går til grunde.

En sådan frivol-parodisk morale kunne Wagner naturligvis ikke bruge til noget. Han underspillede derfor Heines indflydelse og erstattede ironien med rendyrket patos.

Patos kom let til ham, og her havde den til dels selvbiografisk baggrund. I 1839 var han med sin hustru, Minna, flygtet med kreditorerne i hælene fra en udmærket kapelmesterstilling i Riga. London og dernæst Paris var målet. Hjemmet var tabt, fremtiden yderst usikker. Flugten foregik bogstavelig talt i ly af natten, uden pas, over den russisk/preussiske grænse. Den 19. juli stod det lille skib Thetis ud fra Pillau (Baltijsk) med ægteparret Wagner blandt passagererne. I Skagerrak løb de ind i et voldsomt uvejr og lå underdrejet ved Sandviken i Norge. Wagner beskrev senere, hvordan sømændenes råb og ekkovirkningerne fra fjeldet inspirerede ham til visse musikalske passager, og kort før Hollænderens premiere flyttede han handlingen, der hos Heine og i hans egen første version udspiller sig i Skotland, til den norske kyst. Senere påstod han ligefrem, at han havde lært legenden at kende fra sømændene selv, og Heines indflydelse blev fuldstændig fortrængt.

Wagner har givetvis identificeret sin egen uro og følelsen af rod- og hjemløshed med Hollænderens. I Eine Mitteilung an meine Freunde, det omfattende forord til den samlede udgivelse af Hollænderens, Tannhäusers og Lohengrins librettoer (1852), taler han om en metafysisk uro, en almenmenneskelig ”længsel efter hvile fra livets storme”. Måske var det denne længsel, der ikke blev følt eller delt af samtidens publikum. Det skal også siges, at selvom Wagner altså insisterer på dens almenmenneskelighed, tegner han tydeligt Hollænderen som en exceptionel figur, en outsider. Han bliver dermed den første i en række af splittede sjæle i Wagners værk, individer, hvis udmærkelse samtidig er deres forbandelse: ikke at blive forstået, elsket, forløst i det menneskelige fællesskab.

Det er en type, specifikt en mandetype, der har aner i den gotiske og skrækromantiske litteratur. Galleriet af dæmoniske figurer hos E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe hører til i denne kreds, ligeså titelheltene i S.T. Coleridges Rime of the Ancient Mariner (1798), Lord Byrons Manfred (1817) og Charles Robert Maturins Melmoth the Wanderer (1820). Kronologisk efter Hollænderen, men forbundet via det maritime miljø: Ahab i Herman Melvilles Moby-Dick (1851) og Nemo i Jules Vernes Vingt mille lieues sous les mers (1869-70). Blandt de umiddelbare forgængere i den romantiske opera finder vi Kaspar i Webers Jægerbruden (1821), Lord Ruthven i Heinrich Marschners Vampyr (1828) og titelfiguren i sammes Hans Heiling (1833).

Alle disse mænd er ensomme, dæmoniske skikkelser, kraftfulde, men ufrie, bundet af en skæbne, der ofte er en skyld: De har indgået en pagt med mørket, begået en utilgivelig forbrydelse eller slet og ret udlevet et gigantisk og syndigt overmod. Deres forfader er ”den evige jøde”, Ahasverus. Ifølge middelalderlegenden nægtede han Jesus at hvile sig foran sit hus på vejen til Golgata, og som straf dømtes han til evig, hvileløs vandren. Men de deler også træk med en berømt renæssancefigur, Faust, idet deres handlen er en gigantisk, trodsig stræben: De forsøger at krydse grænsen, at nå hinsides almindelig menneskelig formåen. Hollænder-legenden har formodentlig rødder i det sene 1600-tal, og det er mere end et tilfælde, at den opstår og udbredes i netop de ekspansive århundreder, hvor det stræbende-erobrende ”faustiske menneske”, som historiefilosoffen Oswald Spengler kalder det i sin Untergang des Abendlandes (1918-22), gør verdenshavene til sine.