Читать книгу KAerlighedens vAesen - Thomas Teilmann Damm - Страница 7

Over for Hollænderen stiller Wagner Senta, den kvinde, der skal blive hans frelse. Hun er helt hans egen kreation, en fuldt tegnet dramatisk figur sammenlignet med det kun flygtigt skitserede forlæg hos Heine. Hun inkarnerer samtidig et ideal og kommer for så vidt til at gå igen i nogle af de vigtigste kvindefigurer i Wagners efterfølgende værker.

Wagner anskuer forholdet mellem kønnene i en række modsætninger: Manden er kraft, dynamik, længsel, bevægelse, rejse. Kvinden er ro, opfyldelse, tilfredsstillelse, omfavnelse, hjem. Kvinden elsker mere direkte og umiddelbart, fordi det er hendes væsen at hengive sig. Mandens kærlighed er derimod altid formidlet gennem hende. Det er stærke modsætninger, men de er ikke absolutte, og et af de mest centrale motiver overhovedet i Wagners værk er driften mod deres forening og ophævelse. Kærligheden er således den egentlige, den væsentlige relation kønnene imellem, og forløsningen kommer ikke gennem en abstrakt, filosofisk eller religiøst begrundet menneskekærlighed, men netop den konkrete, sjælelige-legemlige kærlighed mellem mand og kvinde.

Gennem størstedelen af Den flyvende Hollænder befinder Senta sig i en mere eller mindre ekstatisk tilstand. Hun er ”ude af sig selv”, lever sjæleligt i en anden verden end den, hun legemligt befinder sig i. I anden akts første scene sidder hun ”hensunket i drømmende betragtning” af Hollænderens portræt. I slutningen af scenen springer hun op fra stolen, ”henrevet af pludselig begejstring”. Dette er en karakteristik af hende på korteste form: Hun svinger fra drømmende betragtning til pludselig ekstase, der er ingen middelvej, ingen temperering. Det er nærliggende at fremstille hende som hysteriker, en pseudodiagnose, der er blevet gentaget igen og igen både på scenen og i litteraturen. Men allerede Thomas Mann var klar over, at Sentas tilstand skulle forstås metafysisk, ikke medicinsk: Han talte derfor om hendes ”ædelhysteri”. Det, man skal være opmærksom på, er, at kvinden hos Wagner har adgang til dybder i det menneskelige væsen, der almindeligvis er lukkede for manden. Wagner kendte ganske vist den eksalterede tilstand fra sig selv, og vi ser den i visse af hans mandlige figurer, særligt Tannhäuser og Tristan. Men deres situation er netop også kritisk, de er blot et enkelt skridt fra selvdestruktionen. Ekstasen tilhører derimod fuldt og helt kvindens væsen, den udmærker hende og giver hende en privilegeret forbindelse til menneskets følende, elskende og lidende væsenskerne: til ”det rentmenneskelige”.

Senta identificerer sig selv som Hollænderens ”forløserinde”, og det sker i den berømte ballade (anden akt, første scene), der udgør værkets musikalsk-dramatiske centrum. Hendes umiddelbare publikum er pigerne i spindestuen, som beder om at høre historien om Den flyvende Hollænder for at fordrive tiden under arbejdet. Ammen Mary, der først bliver spurgt, viger udenom, hvorefter Senta tager over. Vi mærker fra første tone, at hun har ret til historien, den er hendes i den forstand, at den i hendes mund bliver mere end en fortælling, bliver en påkaldelse, en besværgelse: Hollænderens portræt over døren kalder ligesom på sangen, sangen kalder på portrættets levendegørelse, og kort efter træder den fremmede mand bogstaveligt talt frem under sit eget billede.

Omdrejningspunktet for hele handlingen i Den flyvende Hollænder er således det dramatiske skift i balladen fra historiefortælling til selvidentifikation. Efter tredje vers er Senta tavs og synker sammen i stolen, og det er nu koret af spindepiger alene, der sagte spørger, hvor den forløsende ”Guds engel” mon findes. Her følger en generalpause i orkestret, inden Senta springer op og ekstatisk udbryder: ”Jeg er den, der ved sin troskab skal frelse dig!” Dette skift, hvor melodien føres fra Senta til spindepigerne og tilbage igen, er af afgørende vigtighed. Først i det øjeblik, ordene kommer til hende udefra, med en form for objektivitet, forstår hun sin længsel og sin lod. Hendes skæbne er beseglet, og mødet mellem hende og Hollænderen kort efter er fuldbyrdelsen. Resten af operaen er ret beset ikke andet end scenisk og musikalsk viderespinden på det allerede afgjorte.