Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 24

Den centrale påstand i dette kapitel er, at en forebyggelsesmodel ikke bør udgøre det primære rationale for sundhedsfremme; men at sundhedsfremme i stedet bør baseres på en empowermentmodel. Inden vi undersøger de ideologiske og strategiske aspekter af empowerment, er det imidlertid vigtigt at gøre nogle flere overvejelser om karakteren af sundhedspædagogik og dennes relation til sundhedsfremme. Skønt begge begreber er komplekse og problematiske, indkredses relationen af følgende enkle formel (Tones og Green 2004: 14):

Sundhedsfremme = Sundhedspædagogik × Sundhedspolitik.

Det er kort fortalt nyttigt at definere sundhedsfremme som en overordnet aktivitet, der omfatter sundhedspædagogik og sundhedspolitik. Sundhedspædagogik refererer til enhver aktivitet, der resulterer i sundheds- eller sygdomsrelateret læring, mens sundhedspolitik (‘Healthy Public Policy’) er et begreb, der bl.a. er blevet brugt af WHO for at referere til implementeringen af offentlige politikker, der sigter mod at fremme sundheden. For eksempel er det for at undgå trafikulykker mere effektivt (og etisk) at vedtage love, der skaber sikre omgivelser, end det er blot at forsøge at overtale folk til at køre forsigtigt, overholde hastighedsgrænserne etc. Denne relation mellem pædagogik og politik betragtes som værende multiplikativ snarere end blot additiv.

Udviklingen og implementeringen af offentlig sundhedspolitik involverer naturligvis typisk magt og magtpolitik, og mange skjulte interesser vil iværksætte initiativer for at udfordre og forhindre implementeringen af tiltag, der truer deres organisation og dens profit. Som Corwin (1978) påpeger, stammer magt fra mange kilder; og han identificerer fx følgende tre former:

1. social magt – baseret på faktorer som prestige, familiestatus, livsstil og forbrugsmønstre

2. økonomisk magt – baseret på en gruppes relation til produktionsmåden, dens stilling på arbejdsmarkedet og generelle livschancer

3. politisk magt – baseret på tilhørsforhold til partier, offentlige strukturer m.m.

En væsentlig udfordring for sundhedsfremme er derfor at hjælpe samfundet til at kontrollere de sociale, økonomiske og politiske magtstrukturer, der skader sundheden. Kort sagt vil succes i sidste ende afhænge af at udvikle empowerment hos folk, der mangler magt og indflydelse. I forlængelse heraf understreger de fleste af de centrale erklæringer, som WHO har publiceret siden starten på Sundhed For Alle i år 2000, vigtigheden af, at individer opnår kontrol over deres liv og sundhed (WHO 1984; 1986; 1988). Hvis vi tager udgangspunkt i WHO’s ideologi, står to centrale spørgsmål tilbage: Hvordan kan folk, der mangler magt blive mere magtfulde og reelt opnå en rimelig grad af kontrol over deres liv? Hvordan kan de konkurrere med og modstå pres fra dem, der allerede har magt? Kort sagt: Hvordan udvikles empowerment?