Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 26

Som tidligere fremhævet er individuel empowerment en tilstand, hvor individet har en relativt høj grad af egentlig magt – dvs. et ægte potentiale for at træffe beslutninger. Individuel empowerment er forbundet med en række overbevisninger om kausalitet og kontrol, som er sundhedsfremmende. Individuel empowerment er også forbundet med en relativ høj grad af realistisk baseret selvværd sammen med et repertoire af life skills, der bidrager til udøvelse af magt over individets liv og sundhed (Tones og Tilford 2001)

Figur 2 inkluderer en analyse af det essentielle bidrag fra undervisning til individuel handling. I modellen er der også inkluderet en uddannelsesfunktion (‘training’) for at demonstrere betydningen af til stadighed at bidrage med færdigheder til de professionelle, der arbejder inden for forskellige områder med relation til sundhed. Denne uddannelse omfatter skabelse af opmærksomhed i forhold forskellige samfundsorganisationer og – institutioners potentielle sundhedsfremmende roller. Desuden omfatter den opbygning af kompetencer til kommunikation med klienter og offentligheden. Endvidere styrker uddannelsen den viden og de kundskaber, som er nødvendige for at analysere effekter af politik i forhold til sundhed og for at kunne udføre hensigtsmæssige justeringer med henblik på størst mulig effektivitet.

Den traditionelle sundhedspædagogiks funktion har været at overtale eller påvirke individer til at optage bestemte adfærdsformer, der fører til forebyggelse af sygdom, og til at bruge medicinske ydelser hensigtsmæssigt. Til forskel fra denne traditionelle sundhedspædagogik har sundhedspædagogik inden for en radikal empowerment-tilgang fundamentalt anderledes målsætninger, der ikke primært drejer sig om overtalelse, men i stedet fokuserer på individernes egne beslutninger.

Individer, der har udviklet empowerment, er mere tilbøjelige til effektivt at bidrage til handlinger på samfundsniveau (hvor samfundet efterfølgende bidrager yderligere til deres empowerment). De er også mere tilbøjelige til at gøre brug af de forskellige sundhedstjenester på en assertiv og produktiv måde. Desuden er de mere tilbøjelige til at tage en livsstil til sig, som understøtter opnåelsen af målsætningerne i den medicinske model bedre. Den stærkeste begrundelse er her, at anvendelse af en empowermentmodel inden for sundhedsfremme ikke kun gør det sandsynligt, at der opnås positive resultater i forhold til sundhed vurderet ud fra et etisk synspunkt. Tilgangen vil også være mere effektiv med hensyn til at opnå vigtige resultater forbundet med forebyggelse og behandling af sygdom og funktionsnedsættelse.

Figur 2 viser hvordan undervisnings- og uddannelsesfunktionen kan bidrage til at styrke fællesskabets opmærksomhed mod dets omgivelser og miljø. Denne opmærksomhedsskabende funktion styrkes ideelt set ved brugen af massemedier – og især ‘media advocacy’-strategien, som til forskel fra mediernes sædvanlige tilgang har et åbenlyst radikalt, politisk formål (Wallach1998). Det forventes, at hele processen understøttes af graden af individuel empowerment, som forhåbentlig både påvirker den enkeltes livsstil og det omgivende samfund og fællesskab.