Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 25

Hvis målet er, at individerne træffer beslutninger på baggrund af empowerment, så vil undervisning og pædagogik kun have begrænset effekt, med mindre der findes et støttende miljø. Selv om det er vigtigt at støtte individer ved at give dem information, ved at øge deres selvværd og ved at give dem hensigtsmæssige færdigheder, er der risiko for, at dette blot ender som en sminket udgave af ‘victim-blaming’. Individuelle empowermentstrategier må derfor virke parallelt med udvikling af sundhedspolitiske tiltag. Derfor kendetegnes en empowermentmodel for sundhedsfremme ikke kun af empowerment af individer, men også af de fællesskaber, individerne tilhører.

Det siger sig selv, at pres fra fællesskabet kan være mere effektivt til at frembringe politisk forandring i forhold til det generelle fysiske, socio-økonomiske og kulturelle miljø end fra individer, der arbejder på egen hånd. Et antal centrale kendetegn ved kollektiv empowerment er blevet identificeret: for eksempel en fællesskabsfølelse, dvs. en terapeutisk oplevelse af at høre sammen med andre medlemmer af samfundet, som samtidig direkte bidrager til en følelse af trivsel. Et engelsk sundhedspolitisk dokument (Department of Health 2002) oplister følgende karakteristika ved et sundt fællesskab/samfund:

• mangfoldighed og lokale særpræg værdsættes

• alle værdsættes ligeligt, uanset race, alder eller køn

• folk er ansvarlige borgere og støtter hinanden

• der er nem adgang til de daglige nødvendigheder, inklusive gode ansættelsesmuligheder, tilstrækkelige butikker og en høj kvalitet af offentlige ydelser

• det er et sted, folk kan lide at være – og hvor de kan deltage og gør det

• der er trygt og miljømæssigt sundt

• der er gode sunde boliger til rådighed

• der findes gode transportforbindelser

• der er gode muligheder for leg og fritidsaktiviteter.

Et sådant samfund vil per definition besidde det, der er blevet kaldt social kapital. Det er imidlertid uklart, hvordan en sådan utopisk tilstand kan opnås uden slagkraftig politisk handling – handling, som sandsynligvis vil blive modarbejdet af de rige og magtfulde grupper, der har fordel af status quo. Kollektiv empowerment er givetvis vigtigt – ligesom individuel empowerment er det. Imidlertid må der anlægges et mere sammenhængende perspektiv, og Figur 2 forsøger at identificere de væsentligste kendetegn ved en sådan sammenhængende empowermentmodel.

Figur 2. An empowerment model of health promotion. (I: Tones, K. and Green, J. (2004): Health Promotion: Planning and Strategies. Sage: London, s. 37.

Empowermentmodellens centrale dynamik er samspillet mellem undervisning/uddannelse og sundhedspolitik. Udviklingen og implementeringen af politike tiltag er den essentielle forberedelse til etableringen af et sundhedsfremmende miljø. Som vi bemærkede ovenfor, er der tale om en multiplikativ relation i formlen sundhedsfremme = sundhedspædagogik x sundhedspolitik. Undervisningens empowerment-funktion styrker ikke blot individets evner til sundhedsrelateret handling, men bidrager også i høj grad til etableringen af sund offentlig politik.