Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 35

Det tredje perspektiv sætter fokus på ældre og alderdom som positive ressourcer. Igennem samtaler og interviews med de ældre blev det klart, at de ældre er både meget vidende om og reflekterende over deres egen situation, herunder også hvordan omverdenen opfatter og behandler dem (Dahl, 2007). De er klar over deres egen fysiske og psykiske formåen, særligt de medicinske termer og konditioner, som mange ældre har udviklet en dyb nærmest ‘ekspertviden’ omkring. Men mange ældre giver også udtryk for den følelse af afmagt over for menneskene og omverdenen omkring dem, som de er afhængige af i behandlingen, plejen og omsorgen af de fysiske skavanker og sygdomme. Hvor fortidens ældrepædagogik handlede om pleje, omsorg og medicinsk behandling, er udfordringen i moderne ældrepædagogik ‘en lystens og sanselighedens pædagogik’ (Fristrup I: Mehlsen, 2006: 17) med oplevelser, nærvær og personlig udvikling. Som evalueringen i casestudiet viste, er ældre meget opmærksomme på, at alderdom ikke er lig med sygdom alene, og de efterlyser en mere positiv og mindre moralistisk og fordømmende tilgang til ældre og ældres situation (Dahl, 2007).

Selvom mange ældre tilsyneladende, som før nævnt, oplever samfundsmæssig marginalisering, dominans og et negativt syn på alderdom, ser mange ældre imidlertid ikke så sygdomsfikseret, passivt og negativt på sig selv. De amerikanske psykologer Gergen og Gergen sætter i en række artikler fokus på de positive aspekter omkring aldring, og hvordan ældres selvbillede ikke harmonerer med den traditionelle opfattelse af ældre som syge, svage og indadvendte (Gergen & Gergen, 2000, 2003). Gergen og Gergen fremhæver, at alderdom først og fremmest må anskues som en social konstruktion, der fra den dominerende diskurs naturaliseres i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme – at det ydre forfald afspejler det indre (forfald). Men mange ældre opfatter ikke sig selv sådan, og de lever heller ikke liv, der falder i den typiske alderdomskategori: fattig, alene, syg og svag. Når ældre for eksempel tøver eller er langsommere til at svare, er det ikke et udtryk for mentale deficitter, men for en langsommelighed, der kommer som følge af livserfaring og refleksion – at der tænkes mere over tingene.

Den del af de ældre, som af nogle omtales som ‘det grå guld’ (Fristrup I: Mehlsen, 2006), er optagede af rejser, kurser, god mad og vin, møde nye mennesker og udfordre sig selv på forskellige måder, altså på vej bort fra den traditionelle ældrerolle med at være en ‘ældrebyrde’ og i en konstant venteposition fx over for familie og behandlersystem og i stedet være noget for sig selv. Som der peges på, repræsenterer alderdommen mangefacetterede og varierede livsstile og et livsafsnit uden grænser for personlig vækst og selvudfoldelse (Gergen & Gergen, 2003: 208). Andre peger på alderdommen som en tid, der følger efter vigtige hændelser og højdepunkter i livet, dvs. at alderdommen snarere skal anskues som den sidste fuldstændiggørelse af livet og en værdi i sig selv (Gubrium & Holstein, 2003a: 7).

Dette syn korrelerer i øvrigt også med det syn på alderdommen, som reflekteres i udviklingspsykologien, nemlig at alderdommen må forstås som en fortløbende udviklingsproces med dens særlige kriser og udviklingsperspektiver. På trods af at Gergen & Gergen (2003) udtrykker en på nogle måder overdimensioneret positiv afspejling af mulighederne og aspekterne af livet i alderdommen, herunder ældres reelle muligheder for selvudfoldelse som følge af individuel social, kulturel og økonomisk baggrund, samt at de sandsynligvis fokuserer på en social og økonomisk elite af ældre, så fortælles her noget vigtigt: nemlig at livet i alderdommen ikke nødvendigvis er ringe og nedadgående, men først og fremmest at der i alderdommen eksisterer potentialer for også positiv aldring. Disse potentialer kan frigøres, såfremt den ældre får mulighed for at gennemleve, hvad udviklingspsykologen Erikson (1971) beskriver som den eksistentielle krise i alderdommen: ‘Integritet kontra fortvivlelse og afmagt’. Hvis identitet kan forstås som en kulturel og social konstruktion (jf. Levinson et al., 1996), kan deltagelse sammen med andre ligestillede i en pædagogisk situation, der opleves relevant – fx et sundhedsfremmende kursus for ældre – være med til at sikre en hensigtsmæssig udvikling, også på det personlige, psykologiske plan.

I den sundhedspædagogiske evaluering spurgte jeg deltagerne, hvad kurset havde betydet for dem – og fik følgende svar (fra fokuseret gruppediskussion med kursusdeltagere; Dahl, 2007: 53):

Ellen: “Jeg er blevet mere glad ved at mærke, at jeg har lidt værd i mig, altså, at jeg er lidt værd. Nu er jeg også blevet det klogere. Man kan jo aldrig blive for gammel til at blive klog, vel? […] Der er mange ting, jeg kan bruge i det [kurset]. Netop selvværd. […] Altså at man i min alder kan komme til noget, som betyder noget for én. Og også at jeg kan følge med i det.”

Kirstine: [Om oplæg på kurset:] “Det var godt, fordi man følte, at man er noget værd, lige meget hvor man er i livet. Man skal ikke gå og tænke tilbage, man skal leve i nuet.”

For de ældre handlede det om at opleve respekt og forståelse omkring deres situation, at lære og gøre noget, man ikke havde gjort før, og at være del af noget ‘vigtigt’ i et fællesskab med andre ligesindede i en fase af livet, hvor mange oplever sig marginaliseret fra det arbejdsduelige samfund. Ældre skulle med andre ord få mulighed for at erhverve, forhandle og udveksle nye former for kapital samt orientere sig i det særlige felt af andre samtidige ældre på en ny og mere konstruktiv måde, for at bruge Bourdieus begreber (1977), sådan at en ny og positiv identitetsudvikling kunne igangsættes. Pædagogisk set handlede det om, at ældres identitetsspejlinger blev opfanget og forstærket i den pædagogiske situation, så de kunne vende tilbage til deres liv med nye selvforståelser, der kunne medføre positive identifikationer med alderdom, seniorliv og en ny sundhedssituation.

For mange ældre er alderdommen blevet en tid med mulighed for selvrealisering. De ældre udfylder ikke længere funktioner på arbejdsmarkedet, mange har stadig energi og lyst til at udvikle sig. Rejseaktivitet og deltagelse i kursus og uddannelsestilbud vidner om dette. Det negative syn på ældre omsættes imidlertid ofte i den sundhedsfremmede ældreindsats som at forebygge det fysiske forfald. Det er klart, at den sunde krop spiller en afgørende rolle for det stigende antal ældre, der søger udvikling, for den er fundamentet for at fortsætte et aktivt liv. Kroppen kan forfalde, men den sociale og psykologiske udvikling fortsætter.

Gerontopædagogisk³ handler det derfor om, at personen forholder sig til sig selv i en udvikling med fokus på sanselighed, lyst og motivation, med andre ord at de sundhedspædagogiske indsatser bygger på et bredere og mere positivt sundhedsbegreb, og hvor erfaringer fra et langt liv inddrages. En pædagogik over for ældre skal i høj grad inddrage de ældre og deres erfaringer – både fordi undersøgelser viser, at ældre deltager af lyst, og at sanselighed og nærvær er andre primære motivationelle faktorer i ældres læring (Dahl, 2007), men også fordi mange ældre ønsker selvudvikling, og fordi de personlige ressourcer bl.a. ligger i et langt livs erfaringer. Med andre ord skal den sundhedspædagogiske indsats være livsduelig og tage udgangspunkt i de ressourcer, ældre har – i mange tilfælde erfaringerne. Sundhedspædagogisk accentueres, at de ældre kommer til orde og bliver hørt – i planlægning og tilrettelæggelse såvel som i den konkrete udførelse.