Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 21

Den nyere historie inden for sundhedsfremme har været præget af en kamp for at lægge afstand til den medicinske model, der har domineret det 20. århundredes diskurs om sundhed og sygdom. Nogle vil dog indvende, at dette brud er mere evident på det retoriske plan end i praksis (Kelly og Charlton 1995). Senere i dette kapitel sammenlignes den dominerende forebyggelsesideologi med empowermentideologien. Foreløbig sammenfattes centrale karakteristika ved forebyggelsesmodellen, som er afledt af en generel medicinsk model. For at opsummere er den Medicinske model afledt af følgende ideologiske overbevisninger (Tones og Green 2004: 21):

• et mekanistisk syn på kroppen

• tanke/krop-dualisme

• sygdom som produkt af kroppens – eller en del af kroppens – uhensigtsmæssige funktion

• et fokus på patogenese – dvs. årsager til sygdom

• jagten på sygdommes kausale forløb og fokus på mikro-kausalitet

• påvisning af, hvordan forskellige sygdomme har specifikke årsager.

Forebyggelsesmodellen er grundlæggende baseret på en medicinsk og til en vis grad på en videnskabelig opfattelse. Derfor er den uadskilleligt forbundet med biomedicin og medicinsk praksis. Den har fælles ideologisk udspring med den medicinske professions magt og autoritet.

Medicinens dominans har i sig selv været genstand for en ekstensiv sociologisk kritik, for eksempel dens rolle som støtte for et kapitalistisk værdisystem (Doyal og Pennell 1979; Navarro 1976); dens monopolisering af sundhedsvæsenet (De Kadt, 1982); ‘vare-gørelsen’ af sundhed (Illich 1976) og opretholdelse af kønsbetingede magtstrukturer i samfundet (Doyal og Pennell 1979). Anvendelsen af den medicinske model inden for sundhedspædagogik og sundhedsfremme resulterer derfor ikke kun i fokus på sygdomsforebyggelse, men også i anvendelsen af en række andre ideologiske komponenter fra den medicinske model.