Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 8
Handlekompetence
ОглавлениеHandlekompetence indgår i den sundhedspædagogiske tilgang som et centralt begreb, idet begrebet har status som målkategori. Udviklingen og populariteten af handlekompetencebegrebet har bl.a. været båret frem i kølvandet på en stigende kritik af traditionelle adfærdsmodificerende og moraliserende tilgange (med svage eller manglende resultater). Disse kritiske strømninger har bidraget til udviklingen af en række af demokratiske og deltagerorienterede alternativer. Handlekompetence er et sådant alternativ, men også andre kan nævnes: ‘Empowerment’ (Tones & Tilford, 2001), ‘Health Literacy’ (Kickbush, 2002; Nutbeam, 2000), ‘Sense of Coherence’ (Antonovsky, 2000) m.fl.
Flere forsøg har været gjort på en operationalisering og præcisering af begrebet handlekompetence, og fokus har bl.a. været på delkomponenter som indsigt, engagement, visioner, handleerfaringer og kritisk sans (se fx Jensen, 2000; 2009a). Vægten lægges på, at viden ikke er den eneste forudsætning for handlekompetence, men at det, at man fx har muligheden for at udvikle, diskutere og dele sin drøm eller vision med andre – eller at være med til at udvikle en fælles vision – er en af forudsætningerne for, at man overhovedet opnår lysten til at skride til handling. Også det, at man direkte søger at påvirke virkeligheden og dermed opnår handleerfaringer som integreret del af den sundhedspædagogiske proces, hvad enten det er ens egen livsstil eller de omgivende levevilkår der søges ændret, bidrager til udvikling af engagement og dermed også til handlekompetence.