Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 9

I afsnittet ovenfor blev indsigt inddraget som en vigtig del af handlekompetence. Generelt har det imidlertid vist sig, at diskussioner af, hvilken viden deltagerne skal opnå gennem en sundhedspædagogisk indsats, er svære at fastholde. Tit møder man argumentationen, at:

[…] folk ved godt hvad der er sundt og usundt, men de bruger ikke deres viden, og derfor skal vi finde på andre måder at påvirke på […].

En af grundene til, at folk ikke handler ud fra deres viden, kunne imidlertid være, at den viden, de har fået, i virkeligheden ikke er handlingsorienteret. Derfor må diskussionen af ‘den nødvendige viden’ tage sit afsæt i generelle overvejelser over sundhedspædagogikkens handlingsorienterede målformuleringer.

At have målgruppers kompetence til at handle og skabe sundhedsmæssig forbedring som overordnet mål, giver konsekvens for valg af viden og indsigt. Den sundhedsfaglige kerne skal med andre ord i sin essens være handlingsorienteret. En anden måde at sige det på er, at målgrupper skal erhverve sig viden og indsigt, der har betydning for, at de kan gribe forandrende ind i deres liv og i deres omverden. Dette udgangspunkt viser sig at have afgørende konsekvenser for, hvilken viden der vægtes i det sundhedspædagogiske arbejde. Denne handlingsorienterede viden kan illustreres ud fra fire dimensioner.

Den første dimension handler om forekomst og udbredelse af vore sundhedsproblemer. Det er altså effekten af forhold i miljøet, effekten af vores livsstil, effekten af vores sociale relationer etc. Den anden dimension drejer sig om de grundlæggende sociale, kulturelle og økonomiske årsager til vores sundhedsproblemer. Hvorfor og under hvilke forhold bliver vi syge, hvilke faktorer truer vores livskvalitet etc. Den tredje dimension omfatter selve forandringsaspektet. Hvordan kan man gribe sagen an, hvis man på forskellige måder forsøger at forandre forhold i ens adfærd, strukturer på arbejdspladsen, i familien eller i lokalsamfundet? Den fjerde dimension handler om, at viden om andre kulturer og deres måder at håndtere et givent problem i både den nære eller den fjerne verden kan være stærke inspirationskilder for udvikling af egne ideer og visioner.

Traditionel formidling inden for det sundhedsmæssige område vægter primært den første dimension – den om viden om effekter af sundhedsforhold. En sådan viden er ikke nødvendigvis handlingsfremmende, især ikke hvis den står alene. Derimod kan en sådan viden være stærkt bekymringsskabende, og hvis det samtidig er tilfældet, at denne form for viden ikke følges op af viden om årsager og forandringsstrategier, kan den måske være direkte engagementsnedbrydende og herigennem bidrage til handlingslammelse. Og det gælder, uanset om det handler om rygestop, rygproblemer, mobning på arbejdspladsen, diabetes 2, ændring af spisevaner eller forbedring af det sociale klima i en skoleklasse.

Grunden til, at mange tilsyneladende ikke handler ud fra deres viden, skal formentlig søges i denne problematik, og ikke i påstanden om, at viden som sådan ikke spiller nogen rolle for handling. Det er derfor centralt at stille spørgsmålet om, hvilken viden og hvilke fakta folk har brug for inden for det sundhedsmæssige område.

I en handlingsorienteret sundhedspædagogisk tilgang er der behov for at supplere effektviden med årsagsanalyser og forandringstænkning. Derfor må hele vidensdimensionen inden for sundhedsfremme og forebyggelse tænkes grundigt igennem i lyset af et handlings- og forandringsperspektiv, og derudfra må der arbejdes med at udvikle tilsvarende metoder og teknikker. En handlingsorienteret viden og indsigt udgør derfor det andet kernebegreb i den sundhedspædagogiske tilgang.