Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 10

Et deltagerorienteret perspektiv handler om at have målgruppen med i processen. Der anvendes mange forskellige termer til at indkredse ideen om denne ambition: involvering, inddragelse, deltagelse, participation, medbestemmelse, tilknytning og målgruppestyring er blot nogle af de betegnelser, der anvendes. En række forskere har udviklet forskellige typer af ‘billeder’ til at begribe, hvordan deltagelse kan udmøntes. Psykologen Roger A. Hart, der bl.a. er kendt for sit arbejde med børns deltagelse i en lang række udviklingsprojekter vedrørende miljø og sundhed rundt om i verden, har udviklet en såkaldt ‘deltagelsesstige’ (Hart, 2002).

Figur 1. Deltagelse – hvordan? - og i forhold til hvad? (Jensen, 2009a)

I figur 1 er der med inspiration fra Hart’s arbejder opstillet fire forskellige kategorier af deltagelse. Den nederste kategori afspejler en situation, hvor en given gruppe får mulighed for at tilslutte sig et på forhånd designet projekt, og her begrænser deltagelsen sig med andre ord til et ‘take it or leave it’-koncept. De tre øverste kategorier adskiller sig fra hinanden ud fra kombinationen af svarene på de to spørgsmål (1) Hvem tager initiativet og spiller ud? og (2) Hvem tager den endelige beslutning? Mellem disse to endepunkter befinder dialogen sig. Udgangspunkter for figuren er, at den betydende faktor i forhold til at udvikle ejerskab næppe handler om, hvem der tog initiativet, men snarere drejer sig om den efterfølgende proces, der fører frem til en fælles beslutning. Fokus flyttes med andre ord fra ‘initiativet’ til ‘dialogen’, hvilket samtidig illustrerer, at alternativet til ‘top down’ ikke nødvendigvis er et ‘bottom up’-approach.

Horisontalt er der desuden angivet en række spørgsmål, som et konkret sundhedsfremmende eller forebyggende arbejde ofte indeholder og derfor må forholde sig til. Det er med andre ord ikke muligt at karakterisere et projekt ved den ene eller anden form for deltagelse. Virkeligheden er langt mere kompleks, og der må skelnes mellem forskellige spørgsmål, som målgruppen i princippet kan tage del i. Et spørgsmål drejer sig om, hvorvidt det er frivilligt at deltage, et andet drejer sig fx om, hvem der spiller aktivt ud i forhold til at udvikle visioner og løsningsidéer til det sundhedsproblem, projektet drejer sig om. Og et tredje kan fokusere på, hvem der indgår i evaluering og eventuel justering af projektet.

Pointen med figuren er ikke at angive en rangorden eller lægge op til at krydse felter af i forhold til det ideelle projekt. I stedet er formålet at tilbyde et redskab til at systematisere diskussionen af deltagelse i forhold til et konkret sundhedspædagogisk projekt. Antal af faser og placering af krydser vil naturligvis variere fra projekt til projekt og fra målgruppe til målgruppe. Det vigtige er derfor at illustrere, at der i relation til forskellige beslutningsfelter i et givent projekt kan knytte sig forskellige typer eller kategorier af deltagelse.

Modellen er central i beskrivelsen af den sundhedspædagogiske tilgang, idet den bryder med den udbredte fordom om, at den mest værdifulde deltagelse er lig med ‘bottom up’ og målgruppestyring. I stedet placeres den professionelle og hendes indspil af viden centralt, men det bliver i rollen som ansvarlig facilitator, der er i stand til at føre en ægte dialog med deltagerne. En dialog, hvor den professionelle ikke blot har mulighed for, men også pligt til at blande sig med provokerende spørgsmål, med faglig viden, med struktureringer og med egne kommentarer. Men også en dialog, hvor den beslutning, der i træffes i fællesskab, må respekteres af alle parter. På denne måde signalerer dette tredje sundhedspædagogiske kernebegreb – dialogen – en tredje vej mellem ‘top down’ og ‘bottom up’.