Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 34

Det andet perspektiv handler om den politiske og kulturelle positionering af ældre i udkanten af feltet. Gruppen af ældre udgør en udsat gruppe i prioriteringerne i sundhedsvæsnet. Alderdommen med dens mange sygdomme og skrøbeligheder i gråzonen betyder dyre og besværlige sygdomme i det offentlige sundhedssystem. Som den del af befolkningen, der må leve med mange aldersbetingede sygdomme og skavanker, udgør ældre en stor del af, hvad nogle ville kalde sygdomsbyrden i nutidens samfund. Ældre er placeret i yderkanten af feltet med ringe indflydelse på egen og den generelle samfundssituation. Dette kan der være mange årsager til: Mange ældre er holdt op med at arbejde, har mistet kontakten til arbejdsmarkedet og dermed til politisk og kulturel indflydelse. Mange ældre må bruge megen tid på ophold på behandlingsinstitutioner, hospitalisering og plejehjem, og med alderen falder venner og familie og dermed det sociale netværk bort. Fysiske og mentale skavanker kan afholde ældre fra at søge kontakt, og mobiliteten kan svækkes. Som Gergen og Gergen skriver (2003), er der i et ungdomsfikseret og individualiseret samfund ikke tid og ressourcer til at udnytte og være opmærksom på de ressourcer, som mange ældre imidlertid også besidder: livserfaring, livsvilje, tålmodighed og mere komplekse forståelser af livet, som resultatet af et langt, levet liv udgør.

Konsekvensen er, at mange ældre oplever at være sat uden for samfundet. Dette kan medføre ensomhed, social marginalisering og stillen spørgsmålstegn ved alderdommens værdi. Der eksisterer på mange måder i samfundet en generel opfattelse af og stigmatisering over for, hvad det vil sige at være ‘ældre’. Lidt stereotypt kan man sige, at den generelle opfattelse af ældre er, at ældre er mennesker, der er krumbøjede og går med stok, er demente, opfatter langsomt, er syge, hører og ser dårligt (Gergen, 2000; Gubrium & Holstein, 2003b). Synet på ældre er præget af opfattelser af, at ældre er syge, fattige, har nedsatte kognitive og mentale funktioner, er socialt dysfunktionelle og uengagerede (ibid.). Ældre er på mange måder sat uden for samfundsdebatten, de har generelt og får færre muligheder for at deltage i og drage nytte af den offentlige sundhedsdebat, herunder gøre egne krav om sundhed gældende. Pleje og behandling gør, at denne gruppe fra et samfundsmæssigt perspektiv udgør en ældrebyrde. Synet på ældre, aldring og alderdom reflekteres og forstås ofte på mange måder negativt.

De negative billeder omkring alderdom er vedholdende og gennemgående og påvirker den måde, ældre opfattes og behandles på i det offentlige og private rum, fx i ældreplejen, i de politiske prioriteringer og i familiesystemet. Evalueringen af casestudiet (Dahl, 2007) viste, at ældre oplever disse stereotyper i forhold til den måde, hvorpå de behandles i det offentlige rum. Gennem en spejling fra omverdenen, hvor ældre håndteres som syge, svage og kompetenceløse, risikeres tillært hjælpeløshed og resignation (jf. Seligman, 1972), hvor den ældre efterhånden reducerer sine kompetencer i takt med oplevelser af, at uanset handlinger, har det ikke konsekvenser for hverken omverdenen eller egen situation.

I et kritisk, pædagogisk perspektiv kan der med Hellesnes (1975) peges på to fundamentalt forskellige tilgange til pædagogisk virksomhed, hvorpå mennesket socialiseres til samfundsvæsen: tilpasning og dannelse. Tilpasning handler om, hvorvidt mennesker dannes til objekter, der bliver til genstand for andres vilje og ønsker, og dannelse om, hvordan mennesker gennem en dialog med omverdenen dannes til subjekter, der aktivt kan indgå i samfundsliv. Der kan peges på, at mange ældre er vokset op i en tid, hvor normen var ikke at stille spørgsmålstegn ved autoriteter. For nogle kan det være svært at frigøre sig fra autoritetsforhold, for andre angstprovokerende at kræve selvbestemmelse.

Den brasilianske pædagog Freire (1973) har med sine pædagogiske studier af brasilianske landarbejdere² vist, hvordan målet med den pædagogiske virksomhed er at frigøre mennesket fra den falske bevidsthed, der forhindrer det i at blive klar over sit handlefelt og handle. Mills (1959) lægger med sit begreb om sociologisk fantasi op til, at mennesket skal analysere de samfundsmæssige rammer som muligheder og begrænsninger for deres liv, herunder sundhed.

De pædagogiske konsekvenser bliver her at gennemsigtiggøre de samfundsmæssige lag og ideologier, så mennesket bliver i stand til at forholde sig til sin egen virkelighed på en måde, der afspejler sammenhængen mellem det sociale, politiske og psykologiske, dvs. udvikle en refleksivitet omkring holdninger, handlinger, interesser og magt. Habermas (1996) peger på, at et kritisk fokus bliver at undersøge, hvornår ideerne og forestillingerne er rationelt begrundet, dvs. i overensstemmelse med almene interesser, eller hvornår de er udtryk for magtanvendelse.

Sundhedspædagogisk bliver målet for de pædagogisk professionelle såvel som ældre at gøre sig klart, at der eksisterer forskellige niveauer for mål i relation til et givent stof eller indholds potentielle grad af kritisk bevidstgørelse. Med andre ord kan det være frugtbart at klargøre, at der eksisterer forskellige problemstillinger på forskellige niveauer – individ, gruppe og samfundsniveau – i forhold til forskellige grader af bevidstgørelse. Freires begreb om kritisk bevidstgørelse kan være et skridt på vejen til at afhjælpe det negative syn på aldring og alderdom og igangsætte en proces omkring re-inkludering i forhold til den marginaliserede position, som mange ældre indtager i samfundslivet. Denne proces kan ske ved at støtte gruppen af ældre, sådan at deres samfundsmæssige profil og dermed synet på dem kan forandres.

Al forandring medfører angst, også og måske særligt for ældre, der befinder sig i en afsluttende livsfase. Måske netop derfor bliver også en overvindelse af den eksistentielle angst, der er knyttet til det at blive og være ældre, særlig vigtig og kan vise nye og unikke muligheder for den ældre i den konstante udvikling, som ethvert livsafsnit også repræsenterer.

Muligheden for refleksion og deltagelse, dvs. personlig bearbejdelse og involvering, er en forudsætning for, at kritisk bevidstgørelse kan finde sted. Men det kan være svært at vende magtforhold på hovedet, som casestudiet viste (Dahl, 2007: 55ff). Men casestudiet viste også, at de ældre var meget interesserede i at blive involveret, få mulighed for respons på egne erfaringer og lytte til andre kursister (fra fokuseret gruppediskussion med kursusdeltagere):

Kirstine: “Det er vigtigt at høre, hvad de andre deltagere siger, for det er jo det, der rammer én mest. For vi kan jo selvfølgelig lære meget af dem, der er foredragsholdere, men vi lærer jo meget af hinanden.”

Sussi: “Og det jeg synes er, at [navn på lærer] hun tog jo også ved lære af det, vi andre sagde. Vi tog [også] ved lære af hinanden.”

Ellen: “Og man kan også spejle sig i de andre. For når man er sammen med nogen, der har mod på livet, som er ældre, det kan jeg godt lide, og det er jo tegn på, at man tænker, at ‘så er det jo ikke helt galt med dig.’”

Citatet viser, at andre deltageres erfaringer i høj grad ikke alene opleves relevante, men også særdeles nyttige i forhold til at udvikle kompetencer over for at håndtere alderdomsrelaterede sundhedsproblemer.