Читать книгу SundhedspAedagogik og sundhedsfremme - Aarhus University Press - Страница 27

Tidligere i dette kapitel blev det fremhævet, at det primære sigte med sundhedsfremme er sociale og miljømæssige forandringer gennem sundhedspolitik. Denne politik omfatter også det at nytænke sundhedsydelser med henblik på, at de bliver mere effektive, og med henblik på, at de kan bidrage til empowermenttilgangen

Figur 2 viser derfor ikke bare politiske initiativer målrettet fysiske, socioøkonomiske og kulturelle forhold, men indikerer også, hvordan politiske initiativer er nødvendige for at forbedre leveringen af ydelser på måder, så de mest hensigtsmæssigt opfylder behovene hos bestemte befolkningsgrupper. Politikerne opfordres også til at gøre ydelserne brugervenlige for at maksimere sandsynligheden for, at disse ydelser bliver brugt hensigtsmæssigt. Det er imidlertid en vigtig pointe, at det ikke så meget skal handle om ‘re-orientation’, men snarere om ‘re-framing’. Med andre ord er den væsentligste eksistensbegrundelse for de fleste sundhedsfremmende tilbud ikke forbundet med sundhed i traditionel forstand. For eksempel kunne tilbuddenes primære sigte vedrøre transport, boliger, økonomisk udvikling – forhold, der alle har væsentlig betydning for sundhed (og sygdom).

To væsentlige radikale handlingsstrategier er inkluderet i modellen. Dels omfatter de traditionelle metoder til at påvirke politikniveauet – fx lobbyisme. Og dels inkluderer de begrebet ‘advocacy’ – en tilgang, som sammen med ‘mediering’ er særligt fremhævet i Ottawa Charteret (WHO 1986). ‘Advocacy’ defineres her som en særlig form for lobbyisme, hvor de, der udøver magt, søges påvirket af dem, der er relativt magtfulde, men på vegne af de relativt magtesløse. ‘Mediering’ udgør en del af ‘advocacy’-processen, idet det refererer til medieringsprocessen mellem konkurrerende interesser.

Som illustration kunne man betragte de forskellige interesser hos ejerne og producenterne af massemedieprogrammer over for sundhedsprofessionelle. Det primære mål for førstnævnte er at underholde offentligheden og at reklamere for produkter for at tjene penge. Sundhedsfremmearbejdernes interesser er på den anden side at kontrollere reklamer og fremstillingen af problemstillinger relateret til sundhed (for eksempel i forskellige typer af media).

Den anden og mest effektive måde at skabe politisk forandring på, er at etablere et tilstrækkeligt offentligt pres, så beslutningstagere og politikere på nationalt eller lokalt niveau føler sig forpligtet til at gennemføre forandring. Inden for et demokrati kan dette bestå i handling og forandring ved hjælp af stemmeurnen. Under andre (og farligere) omstændigheder kan forandring ske gennem revolution. Katalysatoren for forandring er den form for sundhedspædagogik, der med henvisning til kritisk teori, kan betegnes som kritisk sundhedspædagogik (jf. figur 2, ‘C.C.R.’ -’critical consciousness raising’), hvor formålet er radikalt og politisk.

Selv med veldesignede og velfinansierede programmer og selv om der sker gode fremskridt i forhold til empowerment af samfund og individer, kan det stadig være svært at skabe fundamentale forandringer i fasttømrede magtstrukturer. Således kan en empowermenttilgang være utilstrækkelig, hvis den ikke opnår støtte og samarbejde fra andre centrale individer og organisationer, der også har magt. Kort sagt har effektive lokalsamfundsprogrammer ofte haft gavn af at udvikle ‘koalitioner’ af de mægtige og de gode – og de magtfulde. Disse individer og organisationer har ofte viden og kundskaber og motivation til at arbejde med de sundhedsfremmende aktører og organisationer, som vil give dem mulighed for at påvirke magtfulde beslutningstagere og agere som advokater for lokalsamfundets sundhed.

Kapitlet er baseret på: Tones, K. and Green, J. (2004). Health Promotion: Planning and Strategies. Sage: London.

Kapitlet er oversat fra engelsk af Trine Iversen.