Читать книгу PlanlAegning i oplevelsessamfundet - Anne Lorentzen - Страница 15

Allerede Tofler havde i løbet af 1960’erne udviklet ideen om, at et nyt, sammenhængende økonomisk forsyningssystem for oplevelser var ved at opstå som en selvstændig del af økonomien. Systemet bestod ifølge Tofler af en særlig efterspørgsel på den ene side og nogle oplevelsesproducenter og leverandører på den anden side (Tofler 1970). Pine II & Gilmore så oplevelses økonomien som en mere gennemgribende forandring, som i princippet kunne involvere alle virksomheder og kunder og dermed omfatte hele økonomien (Pine II & Gilmore 1999). Denne fases forløbere er råvareproduktionen, den industrielle vareproduktion og serviceproduktionen. De forudser også, at oplevelses økonomien på et tidspunkt selv bliver triviel som konkurrencestrategi og derfor må afløses af noget andet, som de kalder transformationsøkonomien. I denne skal kunderne ikke blot underholdes, de skal forandres.

Ideen om, at økonomien er systemisk, og at det ene system afløser det andet, er blevet udviklet grundigt inden for en gren af økonomien, som kaldes den evolutionære økonomi. Det mest omfattende perspektiv er blevet udviklet af Carlotta Perez (Perez 1985; Perez 2001; Perez 2007). Perez’ teori om den evolutionære økonomi har to pointer, som skal fremhæves her. Den ene er, at økonomien udvikles i bølger af opsving, stagnation og krise, som hver for sig sættes i gang af teknologiske nøglefaktorer som f.eks. dampkraften eller mikroelektronikken. Den anden pointe er, at hver bølge er karakteriseret af særlige strukturer, som er nødvendige for, at den kan fungere og udvikle sig. Disse strukturer omfatter f.eks. omkostningsforhold og investerings- og lokaliseringsmønstre. Ud over disse økonomiske strukturer peger Perez også på, at hver bølge har særlige samfundsmæssige styringsmekanismer, hvor statens, den private sektors og interesseorganisationernes ansvar er forskelligt, og hvor f.eks. uddannelsessystemet indrettes til hver bølges behov. En bølge igangsættes af ny teknologi, og den afsluttes, når innovationskraften i relation til denne er udtømt. En økonomisk bølge med tilhørende nøgleteknologi og samfundsinstitutioner kalder Perez et tekno-økonomisk paradigme. Overgangsfasen mellem to paradigmer udgør et ‘window of opportunity’ hvor nye aktører kan springe ind og selv være med til at forme teknologi og strukturer.

For planlæggere er der to ting, der er af særlig betydning i Perez’ ideverden. Den ene er, at økonomisk vækst er tæt knyttet til en lang række faktorer, hvor bl.a. den offentlige sektor spiller en stor rolle. Den anden er, at hvert paradigme er karakteriseret af et geografisk mønster. Regioner, som har blomstret under et økonomisk paradigme kan sygne hen, når dette afløses af et andet, fordi deres aktiver og institutioner er bundet til fortiden, mens andre regioner med andre forudsætninger kan blomstre op netop på grund af paradigmeskiftet. Opgaven med at vende stagnation til vækst i f.eks. traditionelle industriregioner indebærer andet og mere end at invitere nye investorer indenfor. Uddannelser, infrastruktur mv. skal også ændres. Teorien om tekno-økonomiske paradigmer er et bud på en historisk beskrivelse og forklaring på den globale økonomiske udvikling, men den er også en fortolkningsramme, som kan bruges som udgangspunkt for analyse og diskussion. Anskues oplevelses økonomien som tekno-økonomisk paradigme, kan vi systematisk undersøge dens indhold og de faktorer, som betinger den ud fra et samfundsøkonomisk og et planlægningsperspektiv.

Spørgsmålet er altså, hvad er oplevelses økonomiens nøglefaktorer, investerings- og lokaliseringsmønster, forbrugsmønster, politik og uddannelser?